Månedens naturfoto:
Klik for stort billede og fortælling!

 

 

Månedens spændende dyr...

 

De fleste af os har vel på et tidspunkt af vores liv muntret (!?) os med at trampe på små, uskyldige myrer. Myrerne er dyr, vi har været vant til at finde almindeligt rundt om os og dette gør det da også ekstra relevant at se nærmere på disse "myreflittige" små insekter. Man kan ikke lade være med at imponeres af, at myrerne udgør 1/3 af den samlede insekt-biomasse og at myrerne er den eneste landlevende dyregruppe, der tilsammen vejr mere end alle Jordens mennesker! Myrerne har virkelig mange spændende og fantastiske facetter , så her kommer så lidt myre-natur-historie, idet myrer er denne måneds spændende dyr:

 

Myrer tilhører insektklassen "de årevingede", Hymenoptera, som også omfatter hvepse og bier. Som mange arter indenfor også de grupper er myrerne sociale dyr, der lever i samfund, hvor de enkelte myrer har deres egen placering og opgave. De ældste myrer er fundet i lag, som tilhører den sidste del af kridttiden, det tidspunkt hvor dinosaurerne dominerede på jordkloden.

myrer flytter rundt på kokoner

Vi har omkring 50 forskellige myrearter i Danmark - her er nogle af de mest almindelige og spændende: Den art, man møder mest omkring menneskets boliger, er den sorte havemyre, Lasius niger. I skove møder man den noget større røde skovmyre, Formica rufa (stor variant) og Formica polyctena (lille variant). Herkulesmyren (Camponotus herculeanus) er en stor, sort myre, som er op til 14 mm lang, og den findes kun i Nordjylland og Nordsjælland. Herkulesmyren er den eneste danske myreart, der direkte kan forvolde skade på huse ved at gå i træværket. Orangemyrer (Lasius fuliginosus) er flot blanksorte og lugter lidt ubehageligt kraftigt af appelsin, hvis man generer dem (til gengæld har gourmetrestauranten Noma brugt den i salat). De kommer dog ikke så ofte frem i lyset, men lever skjult inden i træværk. Den sorte slavemyre (Formica fusca) holdes som slave af flere andre myrearter, såsom Blodrød rovmyre og Stor rød skovmyre. Disse myrer overfalder slavemyrekolonier og stjæler pupper fra dem. Når slavemyrerne så klækkes af pupperne hos de fremmede myrer, opfatter de den fremmede tue som deres egen, og de giver sig derfor til at arbejde i tuen og fodre larverne. Sort slavemyre er ikke særlig aggressiv, så selv om disse myrer naturligvis forsvarer deres tue, lykkes tyvetogterne ofte. Også Gul myre (Lasius flavus), der mest lever skjult og underjordisk, optræder som slaveejer: Dronningerne grundlægger nye bo ved at invadere andre myrers bo - oftest sort havemyre - og dræber dronningen hos de sorte havemyrer og udnytter arbejderne til at etablere sin egen koloni. Stikmyren (Myrmica laevinodis) er forsynet med en stikbrod og kan stikke - man mærker ofte ikke stikket med det samme, men til gengæld gør det ondt længe.

 

Forskellige dyr har opdaget myrerne som gode samarbejdspartnere og fx. hovedparten af sommerfuglefamilien blåfugle holder af at leve tæt sammen med myrer – for hvor myrerne er, er der mad og sikkerhed mod fjender. Inde i et myrebo kan der af samme årsag bo forskellige arter af tæger, biller og edderkopper, der alle prøver at udnytte den enorme føderessource, som myrerne og deres byttedyr udgør. I de fleste tilfælde er der tale om symbiotiske forhold, hvor larverne bliver ”passet” til gengæld for sukker, som larverne sekreterer til myrerne. Hos den sortplettede blåfugl er relationen dog til væsentlig ulempe for myrerne, idet sommerfuglens larve er et grådigt rovdyr, som med spiselige duftstoffer lokker myrerne til at tage den med sig ned i myretuen, hvor den mæsker sig med myrelarver – den kan æde op til 1000 myrelarver på de 10 måneder, den opholder sig i boet. Den Røde Stikmyre bliver udnyttet af en - i øvrigt ret sjælden - blå sommerfugl, ensianblåfuglen, idet sommerfuglelarven er i stand til at efterligne duften fra myrernes larver, så derfor tager myrerne sommerfuglelarver med hjem i boet, hvor disse giver sig til at æde myreyngel, men da de dufter pacificerende, angriber myrerne dem ikke. Nyere undersøgelser har vist, at myrerne dog har et modtræk: De kan ændre deres duft med mellemrum, så sommerfuglelarverne ikke altid kan snyde dem.

 

En myretue hos huser typisk omkring 100.000 myrer, hvoraf størstedelen er arbejdere. Hos den sorte havemyrer dog kun ca. 10.000. Hos skovmyrer er der i tuen ca. 50-100 dronninger. Tuerne bygges hos skovmyrerne af nåle, bladstilke og småkviste samt jord og når meterdybt ned i jorden med adskillige underjordiske etager med massevis af kamre. Det er ikke mærkeligt, at man har sammenlignet tuerne med kongeslotte med talrige rum. Nogle kamre i myretuen bruges som særlige forrådskamre, hvori myrerne opbevarer deres mad til senere brug. Tuerne bygges altid, hvor der er sollys og læ, ofte langs skovveje. Hos havemyrer bygger tuer i jord eller sand fx. mellem fliser eller i råddent eller fugtskadet træ.

Arbejdermyrer stammer fra ubefrugtede æg, og arbejderne, der alle er hunner, har således kun ét sæt kromosomer i modsætning til dronninger og hanner (droner), der har det normale to par kromosomer (kaldes diploide - det skyldes, at dronninger og droner er resultatet af befrugtede æg). Arbejderne er sterile - generelt da, for under særlige forhold kan arbejdermyrerne lægge såkaldt trofiske æg, som ikke kan udvikles, men kan brus som foder til larverne og almidelige ubefrugede æg, der udvikles til hanner - men det sker kun, hvis der ikke er nogen æglæggende dronning. Almindeligvis er det kun dronninger, der lægger æg, hvoraf altså størstedelen bliver til nye arbejdere, der som børn af en bestemt dronning er søster med mange af myrerne i tuen. Droner og dronninger har vinger ("flyvemyrer"), det har arbejderne ikke. En nyklækket arbejder bruger de første dage af sit liv på at tage sig af dronningen og larverne. Derefter bliver den forfremmet til at grave eller udføre andet arbejde i boet, og til sidst når den til at skulle skaffe føde og forsvare tuen. Dronninger og droner arbejder ikke i tuen, de dovner den i starten af deres liv i tuen og flyver så ud i verden for at parre sig. Dronerne dør umiddelbart efter parringen, mens dronningerne enten etablerer en ny tue eller trænger ind i en eksisterende og giver sig til at lægge æg, hun bider dog sine vinger af først - dem har hun ikke mere brug for, hun kommer aldrig mere til at se dagens lys! Sæd fra parringen opbevares i en sædgemme og hun har via parringen fået sæd nok til at komme producere befrugtede æg i resten af sin levetid på op til 8 år. Størstedelen af hendes æg er dog som bekendt, ubefrugtede.

 

Æglægningen og forpupningen sker nede i tuen. Larverne er maddiker uden ben og de er dermed aldeles hjælpeløse og bliver beskyttet, fodret, vendt og drejet af arbejdermyrer. Larverne skifter hud 3-5 gange og forpupper sig så. Efter en uges tid herefter kravler den nyfødte voksne myre ud af puppeskallen. Når man ser arbejdermyrer slæbe rundt med store, hvide myreæg, så er der tale om kokoner og ikke æg.

 

Myrerne transporterer sig ud i verden efter mad og byggematerialer ad "myrestier", der nærmest virker som motorveje for myrer. De berører hyppigt hinandens antenner og får dermed overført smagsmolekyler der giver oplysninger om fødetype etc. Myrerne gylper eventuelt også lidt mad op fra deres formave (kro) til de andre myrer og kan give hinanden anderledes oplysninger om eksempelvis fare ved at producere feromoner, som de også videregiver til de andre myrer, så man kan godt sige, at myrerne "snakker sammen". Maden består af insektlarver, døde insekter og "honningdug" som myrerne fylder i deres kro og transportere tilbage til tuen, hvor det gylpes op og bliver alle til del. Nogle taler ligefrem om en "fælles mave" - det perfekte kommunistiske samfund, hvor hvert individ yder efter evne og nyder efter behov.

en "myresti"

Som vekselvarme dyr falder myrernes aktivitet med dalende temperaturer. Sent på efteråret går myrerne i hi i tuen, dronningerne og et mindre antal arbejdere kravler langt ind i tuen,  hvor kan de holde sig fri af frosten. Bliver det rigtig koldt vælger de myretue-etagerne under jorden, hvor risikoen for frostskader er mindst. Tidligt om foråret, når solen begynder at varme, lægger myrearbejderne sig i tykke kager på solsiden af tuen. De fungerer som mobile radiatorer, der fragter varme ned i dybet til dronningerne: Op og blive varmet og ned i tuen og afgive varmen. Smart! Om sommeren kan man iagttage på varme dage, hvordan myrerne også har aircondition: De laver masser af huller ind i tuen, så der kommer godt med luftgennemstrømning - samme tue ser på koldere dage nærmest lukket ud og på våde dage kan man se, at myrerne arrangerer nålene på en tue som et stråtag, så regnen preller af.

 

Myrerne holder "køer", som de får "mælk" fra - i hvert fald er parallellen nærliggende: Myrer lever nemlig i symbiotisk forhold til bladlus og ofte vil man på blade, hvor der er mange bladlus, kunne se hvordan myrerne kravler op til dem. Bladlusene punkterer planteceller på blade med deres sugestilet for at kunne suge bladsaften i sig; væsketrykket i bladcellerne er så højt, at plantesaften nærmest sprøjter ind i de små bladlus og disse kan slet ikke fordøje det hele, der ernæringsmæssigt også er alt for sødt for bladlusene, så en stor del af bladsaften ryger hele vejen gennem dyret ud gennem gattet, hvor man kan se det sidder som små, klæbrige og søde dråber "honningdug". Myrerne elsker denne honningdug og ofte kan man se, hvordan de ligefrem "malker" bladlus ved at slå på dem med deres antenner for at få bladlusene til at afgive mere saft. Dette gør bladlusene villigt, for myrernes tilstedeværelse beskytter bladlusene mod deres største fjende, mariehønsene - især larverne. En mariehønselarve kan snildt æde 200 bladlus på en sommer. Myrernes forsvarer ivrigt bladlusene mod mariehønsene med deres kraftige kindbarker (kæber). Bladlusene har også en anden fordel ved myrernes æderi af honningduggen: De slipper for at blive fuldstændig syltet ind i klæbrige væske. Nogen gange kan honningdugproduktionen være så stor, at det lige frem drypper ned fra træet og det lyder som om det regner. Både bladlus og myrer har altså noget ud af deres samliv, så vi har her at gøre med en ægte symbiose.

 

myrer og deres "køer"...

 

Myrer angriber og forsvarer sig ved at bide eller i nogle tilfælde ved at stikke, og de følger altid op med en dosis gift ind i såret. Oftest er det myresyre, de bruger, og stoffet har vist sig at være så effektivt mod andre leddyr, at det kan bruges mod Varroa-mider i bistader. Skovmyrer truer ved at holde bagkroppen fremad mellem forbenene og sprøjte et sprint myresyre mod truslen. Deraf kommer betegnelse "tissemyre", selv om det altså ikke er urin, men myresyre fra en særlig kirtel. Myresyre er den simpleste af alle organiske syrer, og det har formlen HCOOH. Myrer kan spises, de smager pga. myresyren syrligt (og knasende hvis de er friske) og er et festligt indslag i enhver salat! De fås på glas eller dåse i gele pga. den syrlige smag. Man kan lave et lille forsøg med myrernes sprøjten af myresyre: Rod lidt i en tue med en pind og hold samtidigt en blå klokkeblomst hen mod tuen (man kan også bruge et stykke lakmuspapir - virkningen er den samme) og studere, hvordan syren får blomsten til at skifte farve.

myresyre på blåklokke

I troperne findes mange myrer med meget specialiseret og spændende levevis: Hærmyrerne bygger ikke vedvarende tuer, men skifter i stedet mellem vandreperioder og bofaste perioder, hvor de danner tuer af deres egne kroppe. Vævermyrer bygger boer i træerne ved at hæfte blade sammen. Bladskærermyrer lever udelukkende af en speciel svampe og samler uafbrudt blade, som de bider i bittesmå stykker, så svampen kan vokse på dem. Tømrermyrer lever af træers ved, og de ødelægger træer ved at udhule dem til tuerne. Honningkrukkemyrer har specialiserede arbejdere, som simpelthen oplagrer føde til resten af kolonien, hvad der gør dem stort set ubevægelige med voldsomt opsvulmede bagkroppe. På de steder, hvor de lever i Afrika, betragtes de som en stor delikatesse.

mega-stor regnskovsmyre fra malaysia (til venstre for min datters fod...)

Myrer anses ofte som skadedyr, men forvolder almindeligvis ingen skade andet end at løsne et par fliser etc. ved deres graveri. Skovmyrer kan være irriterende, hvis man kommer til at forstyrrer dem, så kan de i mængder overflade mennesker og bide sig fast i en med deres kindbarker, men egentlig skade kan man ikke sige, at de gør. Myren vises ofte som et symbol på flid, men også på aggressivitet og hævntørst, og myrer bruges nogle steder som kur mod dovenskab (fx. i Marokko). I visse dele af Afrika er myrer gudernes sendebud. Myrebid påstås at have helbredende virkning. Visse af de oprindelige folk i Amerika (indianerne) har en religion, der betragter myrerne som de første folk. Det gælder fx. i Hopiernes mytologi. Andre af disse folk bruger myrebid i optagelsesritualer som et bevis på udholdenhed. Myrer kan også opfattes som nyttedyr: Tyske undersøgelse har vist, at myrerne i en almindelig skovmyretue kan indsamle omkring 100.000 insekter pr. dag svarende til 200 kg. insekter om året - heraf mange skadedyr - ganske imponerende!

 

Hvorfor ikke holde myrer som kæledyr? Man kan lave sin egen myrefarm, som kan holde ganske længe, hvis man sørger for at få et par dronninger med. Det er ikke blot sjovt, men giver også en pædagogisk konkret og lærerig vinkel på myrernes spændende liv. Man kan sagtens lave farmen selv af akvarieslanger, små glas eller terrarier og krukker med grus, men man kan også købe alt (endda også myredronninger) og få sendt hjem til sig via denne tyske hjemmeside: http://www.antstore.net/shop/ eller købe NASAs lidt kunstige, men ganske interessante gelefarm fra https://www.nature-gifts.com/shop/ant-farms/gel-ant-farm/.

 

Myrernes sociale liv har altid fascineret mennesket og måske derfor, har myrer været hovedpersoner i fiktion flere gange: Mest kendt er nok den computeranimerede DreamWorks film Antz og computerfremstillede myrer blev også brugt i Græsrødderne fra 1998 eller Myremobberen fra 2006, men mere spændende og naturalistisk er den franske forfatter Bernard Werbers to spændingsromaner om myrernes liv: "Myrerne" og "Myrernes dag" - disse bøger giver mulighed gennem skønlitteratur for virkelig at lære noget om myrernes liv; jeg kan varmt anbefale at låne dem på biblioteket. I den også underholdende, men mere naturalistiske boldgade kan man muntre sig med en virtuel myretue og se en 3d-myre fra denne svenske hjemmeside: http://www-vaxten.slu.se/marken/markdjur/myror.htm. Endelig så findes også et computerspil, hvor man selv skal overtage kontrollen med en myretue - det hedder SimAnt og stammer fra 1991 og kan downloades som gratis "abandonware" fra http://www.myabandonware.com/game/simant-the-electronic-ant-colony-197.

 

Håndbog i naturpædagogik:

Ole Wohlgemuth:
HÅNDBOG I NATURPÆDAGOGIK
ISBN 87 7378 286 6
Forlaget Politisk Revy,

2. udgave, 2006.