Månedens naturfoto:
Klik for stort billede og fortælling!

 

Månedens fantastiske plante...

Selv om misteltenen er en sjælden plante i Danmarks vilde natur, må det være på sin plads netop i december måned at fortælle natur-historien om den. Og den er virkelig en spændende og sjov plante, så derfor er den art mistelten, som vi finder i Danmark med det latinske artsnavn Viscum album, julemånedens spændende plante.

Mistelten vokser i det meste af Europa, og altså også i Danmark. Det er en stedsegrøn busk (den har altså grønne blade året rundt), der vokser på træer, og den kan blive næsten 1 meter i diameter. Mistelten kaldes for en halvsnylter, da den med fotosyntesen i de grønne dele selv laver sukkerstof, mens den fra træet stjæler vand og mineraler. Planten er altså en parasit, men den slår ikke sin vært ihjel, hvilket er meget klogt, da misteltenen da også ville udslette sit eget eksistensgrundlag.

Dens grene er grønne, og de læderagtige, lange tungeformede blade sidder, så de altid forgrener sig parvis. I april–juni blomster den med bitte små, grøngule blomster. Den er særbo – den enkelte plante er enten hanlig eller hunlig. Den bestøves af insekter, der overfører pollen fra han-planter til hun-planter i insekternes jagt på de små mængder nektar, som blomsterne indeholder. De befrugtede frø udvikler sig nu i en slimet geléagtig substans inde i blomsterbunden, som svulmer op som et saftigt bær, der hen på efteråret dannes på hunplanterne. I løbet af vinteren bliver frugterne hvide og gennemsigtige. Hvert bær indeholder fra ét til tre grønne frø. I naturen er det særligt fugle, som æder bærrene, skønt der kun er relativt få arter nemlig misteldrossel, munk og silkehaler. Frøene overlever pga. bærrenes seje slim at komme hele turen gennem fuglens fordøjelsessystem og bliver derefter skidt ud i en fugleklat. Rammer frøet et træ, er der mulighed for spiring. Det kan dog også ske ved, at frøet klistrer sig fast på fuglens næb, den vil så forsøge at få det slimede stads af ved at gnide næbet mod grenene på et træ.

Når frøet er havnet på det rigtige værtstræ (nogle arter synes genetisk beskyttede mod misteltenens parasitisme, mens særligt æble, lind, poppel, røn, tjørn, pil, birk, og løn er gode værtstræer), er der god mulighed for dannelse af en ny mistelten. Det grønne frø spirer, og kimstænglen svinger ind mod træets bark, hvor den danner en hæfteskive. Kimen i form af såkaldte "sænkere" bryder ind mellem bark og ved, hvorfra der sendes barkrødder ind i plantens vedkar og skaffer dermed planten vand og mineraler. Misteltenen vokser herefter som halvsnylter, men sætter først efter 6-7 år selv blomst.

Misteltenens latinske slægtsnavn, Viscum brugtes også som navn for den lim, man tidligere udvandt af bærrene ved at koge dem med linolie og terpentin.  Før metoden blev forbudt, blev limen brugt til fangst af småfugle, som visse steder blev spist. Udtrykket "at hoppe på limpinden" stammer heraf. Ordet mist skulle betyde "gødning", som kommer af, at frøene spredes med fuglenes gødning og heraf kommer udtrykket "mistbænk". Det andet led ten skulle betyde "planteskud".

Der har gennem århundreder været meget mystik og mange fejltolkninger omkring mistelten. Selv om man har set fugle spise bærrene, så var botanikere stadig i det tidlige 19. århundrede uvillige til at erkende, at mistelten kan spire frem fra fugleekskrementer. Man mente, at mistelten blot voksede ud af træerne nogenlunde, som vorter fremkommer hos mennesker. Mistelten er giftig, men kun svagt, så det er næppe giften, der i sig selv har været grunden til de mange historier om denne måneds spændende plante.

Gennem århundreder har misteltenen været kendt fra den nordiske mytologi. Odins søn Balder, gud for retsvæsen, kunne i drømme se ind i fremtiden, hvad der selvfølgelig var smart nok, men en dag havde han en drøm om sit eget endeligt, hvilket gjorde, at han helt mistede sit gode humør. Hans mor Frigg fik derfor alle i Asgård, gudernes hjem, til at sværge på, at de ikke ville gøre ham fortræd. Balder var på denne måde pga. alle de andre guders forsikringer blevet usårlig, men hun havde desværre glemt at tage misteltenen i ed, da Frigg havde anset denne plante for ufarlig pga. de bløde skud, men når skuddene tørrer, blive de usædvanligt hårde og stive.... Den onde Loke lokkede i jalousi over Balders nye popularitet Balders blinde bror Høder til at skyde en pil lavet af mistelten mod Balder. Den uskyldige Balder blev ramt i hjertet og døde.

Misteltenen har haft stor symbolsk betydning. Den er blevet forbundet med renhed og uskyld. Den kunne holde ondskab, ulykke og trolddom væk – derfor hængte man den over døren. Fra England har vi fået indført skikken med at kysse hinanden under en ophængt mistelten. I England kaldes planten endog nogen gange for "the kissing bush" i stedet for det mere korrekte "Misteltoe". I det 18. århundredes England var der en udbredt tro på, at hvis en ung kvinde, der stod under en mistelten, ikke blev kysset, så kunnet hun ikke forvente at blive gift i det kommende år - man kunne altså således teste sine fremtidsudsigter. Blev hun kysset, forholdt tingene sig anderledes lystigt. Der fulgte i øvrigt en vis moralsk etikette med i alle kyssemulighederne: Når en mand således kyssede en kvinde under misteltenen, skulle han plukke et af de hvide bær af planten og når alle bærrene var væk, så var det ikke længere tilladt at kysse under den. Skikken er nok opstået omkring år 1800 med udgangspunkt i urgamle, keltiske frugtbarhedsritualer. Hos det keltiske folk var misteltenen hellig. Englænderne brugte før i tiden ofte at hænge misteltenen over lamper og døre nytårsaften, og der skulle den blive hængende til næste nytårsaften kl. 12, hvor den så blev udskiftet med en ny. Så var huset sikret mod ild og onde ånders magt. Som reglen er blevet tolket, har enhver ung som gammel mand lov til at kysse en pige, hvis hun står under en mistelten. Ikke bare på kinden, men på munden. Selvfølgelig må det nu om dage også gælde omvendt...

For læsere af Asterix vil druiden Miraculix' trolddom være kendt og det er interessant at vide, at gallerne (Gallien svarer til det nuværende Nordfrankrig og Belgien), rent faktisk havde en præstestand, druiderne, som samtidig var læger. De blev rekrutteret blandt folket, men først anerkendt som præster efter en lang læretid, og de havde stor magt, til dels fordi folket tiltroede dem overnaturlige evner. De brugte misteltenen både som tryllemiddel og som lægemiddel. Indsamlingen af planten foregik under højtidelige ceremonier og megen mystik. Den skulle foretages af overdruiden med en særlig kniv af guld.

I Danmark har mistelten været brugt i folkemedicin i flere hundrede år, og helt op til 1950 har man kunnet købe den i blandinger på apotekerne. Den er gennem tiden medicinsk blevet brugt mod mangt og meget. Ikke kun mod ondskab, men også mod mareridt, nervesygdomme, forhøjet blodtryk, ledinfektioner, sklerose, åreforkalkning og klimakterielle forstyrrelser. Mod epilepsi er den blevet anvendt på mange måder, bl.a. sammen med pæonfrø og liljekonvalvand – en giftig blanding, som ikke kan anbefales! Fra 1920'erne og stadigt i dag bruges den nogle steder som alternativ kræftbehandling særligt i USA (læs selv https://www.cancer.dk/hjaelp-viden/det-kan-du-selv-goere/alternativ-behandling/kosttilskud/mistelten/
 


Misteltenen er sandsynligvis indvandret til Danmark med æbletræer sydfra for ca. 8.000 år siden. Vi skal ikke langt sydpå i Tyskland og Frankrig, før vi kan finde mange store misteltene, men i Danmark og resten af Skandinavien er misteltenen i dag meget sjælden og derfor fredet, man må altså slet ikke plukke den i naturen, hvis man skulle være så heldig at finde en. Mange mener rent faktisk, at vi i dag må anse den vilde mistelten for uddød i Danmark.  Man kan til gengæld købe en mistelten eller en afskåret del af den til ophæng og flere haveejere har podet en på frugttræer i deres have og visse steder har den spredt sig naturligt med fuglelort og har dannet større grupper så højt oppe, at de ikke så let kan plukkes (se foto herunder). Har man set misteltenen i Københavns Botaniske Have, vil man have lagt mærke til, at den er sikret ved indhegning. Hvorvidt det er troen på plantens overnaturlige kraft, som har overlevet hos nogle, eller det er dens brug som "julepynt", der gør at den bliver stjålet, er ikke til at sige, men stjålet bliver den altså, hvis man ikke indhegner den.


Grupper af mistelten midt inde i storbyen (Lersø Park Allé i København).


Så køb en mistelten - helst fra en hunplante, for den har flotte hvide bær - skal den holde lidt længere, må den sættes i vand, men ellers kan det anbefales blot at følge den hyggelige tradition og hænge den op og så ellers gøre sig klar til at kysse glædelig jul. Du kan også selv risikere at blive kysset, så måske man skal kigge op en ekstra gang i denne tid og kontrollere, om man nu har stillet sig under en af de magiske planter...

 

 

Håndbog i naturpædagogik:

Ole Wohlgemuth:
HÅNDBOG I NATURPÆDAGOGIK
ISBN 87 7378 286 6
Forlaget Politisk Revy,

2. udgave, 2006.