Mere om naturpædagogisk etik

I bogens kapitel 6 på side 52 findes et kapitel om ”Naturpædagogik og etik”. Mødet med naturen giver ofte anledning til at fundere over nogle af "tilværelsens store spørgsmål" og der er indenfor emneområdet ”Natur og Etik” masser af problemstillinger og interessante vinklinger, mange flere end der er omtalt i bogen. I naturen møder man og oplever direkte livet og døden, skabelse og tilintetgørelse. Naturen får mennesker til at reflektere over deres eget liv, menneskehedens tilværelse, vores måde at behandle og bruge vores medskabninger og miljøet på; indbyder til tanker omkring, hvad der er godt og hvad der er ondt - kort sagt etik! Denne artikel er et beskedent, men forhåbentlig tankevækkende tillæg til kapitlet om etik i bogen.

Naturvidenskabelig etik rummer et særdeles bredt spektrum af aktuelle og mere generelt filosoferende problemstillinger så som nødvendigheden af naturpleje, klimakrise, brug af forsøgsdyr, fri abort, insemination på lesbiske, gensplejsning, kæledyrshold, sprøjtning med gifte, iltsvind, biodiversitet, økologiske varer, udsætning af bævere eller andre vilde dyr i Danmark, jagt, slagtning af dyr, burhøns osv. osv.

Først lidt orddefinition, som er væsentligt for at kunne gennemskue et menneskes udvikling af etiske tanker: Etik kommer fra det græske ord "ethos", som betyder sædvane, uskreven lov, sindelag eller leveregel, mens ordet moral kommer fra latin og betyder tilnærmelsesvist det samme nemlig "skik, sædvane, brug". Men der er forskel på etik og moral! En etisk debat bygger på diskussion af den enkeltes moral. Etik er således systematiske overvejelser og udveksling af refleksioner over moralsk adfærd - man kunne også kalde det "moralteori". Etik er overordnet blevet opdelt i tre niveauer: Meta-etik (meta=over), som er teorien om teorierne, hvilket svarer til filosofien i dag og er den mest abstrakte form for etik, den deskriptive etik, der analyserer hvilke værdier, principper og handlingsmønstre, som findes i forskellige samfund og kulturer og så endelig den normative etik (der kan oversættes til "hvad man skal rette sig efter"), som er handlingsregler på det konkrete plan. Almindeligvis når vi taler om etik, vil det dreje sig om dette niveau.

Etik er den overordnede tænkning og mødet mellem moral-synspunkter, hvor moral kan beskrives som sæt af højst personlige meninger knyttet til egne eller andres handlinger. Den enkeltes moral bygger på normer, dvs. egne regler for, hvordan man bør handle i forskellige situationer - hvad der er godt og hvad der er ondt, hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er nyttigt og unyttigt! At forhold er normative betyder, at vi indenfor disse forhold forholder os til vores normer og så at sige overvejer og går dem igennem, samtidigt med at vores normer bliver styrende for hvordan vi gebærder os i den givne situation. Den etiske diskussion opstår, fordi vi ikke har samme moral, men man kan også sige, at vi skaber vores moral gennem de etiske refleksioner. Mange mener dog, at vi har en grundlæggende, måske medfødt, moral - det vil her blive diskuteret senere! Det etiske dilemma opstår, hvor vi skal til at føre beslutninger ud i praksis via en etisk diskussion. Etikken er et område, hvor man beskæftiger sig med afklaring af de teoretiske og principielle ideer, der ligger bag normerne. Etiske diskussioner handler grundlæggende mere om følelser end om eksakte og objektive argumenter og kan dermed blive særdeles uhåndgribelige. Etikken opstår med dilemmaet, med tvetydigheden, når der ikke blot er én løsning på et problem, men flere muligheder der hver især har følelsesmæssig betydning for mennesker. Etiske dilemmaer bærer altid på en evig diskussion, som aldrig bliver færdig - der vil altid være nogen, der føler det anderledes og for hvem det er betydningsfuldt at tage en diskussion op igen.

Det er en kendt sag, at vi ikke mener det samme om god moral og etik som tidligere: Moralen såvel individuelt som på alle gruppeplaner ændres med tiden - set i nytteetisk perspektiv kan dette tilskrives de forskellige tiders forskellige livsvilkår, kulturforhold, teknologiudvikling og natursyn. Fra tidligere tiders religiøst bundne pligtetik over et videnskabsfixeret verdenssyn til vore dages antiautoritære, individuelle og frisatte verdenssyn med masser af muligheder og valg. Her må det enkelte menneske gennem sine særegne oplevelser skabe baggrund for sin helt egen individuelle moral, der adskiller sig mere eller mindre fra alle andre menneskers moral og derfor hyppigt bliver sat til diskussion. Hvis alle fulgte samme moral, ville vi være mange problemer foruden. Men sådan er det ikke: Det enkelte individ har sine egne normer og den gruppe eller subkultur den enkelte indgår i, har sine fælles moralbegreber, som enkeltindividerne må forsøge at tilpasse sig til. Derudover er vi medlem af en endnu større gruppe, samfundet, der også har sine leveregler, og videre er vi en del af et internationalt/globalt samfund. Og det er bestemt ikke altid, at ens egne normer deles af de fællesskaber man i dette hierarkiske system er medlem af.

Brud på fælles vedtagne normregler kan generelt ikke tolereres i nogle af de ovenfor omtalte grupper, det enkelte menneske er medlem af. Det ville udgøre en trussel mod det sociale system og dermed mod gruppens enkelte medlemmer. Hvis der ikke skrides ind mod normbrud, bryder det sociale system i længden sammen. Følger den enkelte en moral, der er anderledes end gruppens, kan vi betegne det som, at han i gruppens øjne handler amoralsk. For at tvinge alle gruppens medlemmer til at handle efter samme moral, laver man nedskrevne eller ikke-nedskrevne love og regler, som det er forbundet med straf at overtræde. Man skal selvfølgelig blive enige først om et sådant fælles moralsæt - hér starter den etiske diskussion for alvor. Tilværelsen går ikke etisk op - der skal altid indgås etiske kompromiser - vi skal søge at nå frem til en fælles enighed. Fx. har vi i vores samfund en lov om, at abort før 12. uge er "etisk" og ikke drab, at det er OK at slå levende bakterier ihjel med antibiotika for at redde livet på mennesker og husdyr, at vi godt må dræbe for at få mad, at man godt må bruge naturen, men bliver oplevelsesbegrænset af regler, så som hvor man må slå lejr osv. Interesser og moraler kolliderer, men vi hindrer kaos med regler. Dermed tvinges vi også jævnligt til at følge en moral, der er anderledes end vores egen, selv om regler og lovgivning trods alt gerne skulle afspejle et moralkodeks der dækker størstedelen af befolkningen. Regler og love kan have en opdragende effekt, for selv om disse måske ikke umiddelbart følger ens egen moral, bliver man nødt til at følge dem og for at tilværelsen skal fremstå logisk og meningsfuld så også at prøve at forstå dem. I disse forsøg på forståelse kan ens egen moral påvirkes og flyttes i retning af det fælles vedtagne. I visse tilfælde må man dog leve med forskellen på den fælles moral og ens individuelle, på den gode måde giver det anledning til etisk diskussion; på den dårlige måde anledning til overtrædelse. Den etiske diskussion er vigtig i et samfund, men skal læres tidligt ved at børn har mulighed for at beskæftige sig med moralske problemstillinger gennem meningsfuld dialog med anerkendende voksne og andre børn. Ved at lære at håndtere dagligdagens "små moralske problemstillinger" opøves evnen til senere at være aktør i større etiske diskussioner. Man lærer så at sige elementære spilleregler og betydningen af at lytte og forholde sig til andres synspunkter og ikke mindst at acceptere at måtte leve under fælles vedtagne moralsæt frem for kun at følge ens eget.

Nogle gange handler den enkelte mod sin egen moral og bliver dobbeltmoralsk (typisk af pragtiske, økonomiske- eller magtårsager), hvis ikke dette er et brud på gruppens regler, er det underordnet for denne, men så til gengæld måske et personligt problem - for dét at være etmenneske indebærer jo netop moralsk handlen (se senere), og adskiller denne handlen sig fra det grundlag, man hviler sin moralske tænkning på og ønsker at følge, kan man få svært at få verden til at hænge sammen og man får det skidt med sig selv. Den amerikansk socialpsykolog Leon Festinger har brugt udtrykket kognitiv dissonans om uoverensstemmelse mellem vores holdninger og værdier på den ene side og de handlinger, vi foretager os, på den anden side, og betegner den følgende mangel på sammenhæng som uoverensstemmelses-ubehag, hvilket kan føre til, at man forsøger at omskrive virkeligheden. Vi gør det alle til en hvis grad og vi er samtidigt ofte vældigt opmærksomme på, at andre gør det, og det hænder, at vi eksempelvis omtaler andre som klima-hyklere, hvis de på den ene side gør opmærksom for deres store, grønne indsats og på den anden side selv flyver og spiser rødt kød, vi anvender ligefrem ordet hykleri, når det bliver rigtig grelt. Men i stedet for at være så opmærksomme på hinandens dobbeltmoralske adfærd og i stedet for at lade os plage og derfor omskrive verden, skulle vi måske i stedet tage livtag med vores egen dissonans, stå ved den, men også stå ved at ville forsøge at ændre den - det forekommer mere konstruktivt. Det hænder ofte, at vi gerne vil gøre noget andet, end vi af en eller anden grund evner at gøre (et fænomen, der benævnes "intentions-adfærdskløften"), dette kendes særligt i forbindelse med, at resultatet af forandrede handlinger ikke er særligt tydelige.

Tidens gang, teknologiens udvikling og andre forhold gør, at etiske diskussioner og argumenter udvikles over tid. Menneskeheden er blevet klogere på verden og i dag forstår vi sammenhænge i naturen, hvor vi tidligere måtte ty til religiøse forestillinger. Men hvor der i religion er indbygget moralske kodeks (altså at selve religionen forudbestemmer, hvad der er etisk rigtigt i en given situation), gælder dette ikke for naturvidenskab, her må vi som individuelle mennesker på banen for at skabe et menings- og holdningsindhold. Skønt en del mennesker stadig bruger religion som udgangspunkt for etisk stillingstagen, er det typisk for den moderne tid, at vi nu må selvstændigt forholde os til en lang række etiske problemstillinger, hvor vi må gå i dialog med andre for at finde vores eget ståsted.

Etikken opstår med identifikationen. Her ser vi ikke bare et objekt som "er til", men nu også som "bør være". Identifikationen opstår med den konkrete sansning - dér hvor vi erfarer, at ting har kvaliteter for os, dér hvor vi lever os ind i objektet og projicerer vores sansninger, tanker og følelser hen i objektet. Det er også dér, vi sætter navn på objektet, så det nu ikke kun er et objekt, men noget ganske bestemt med et navn. Vi kan gøre os kolde og beskytte os gennem trivialisering og afstumpning og reducere tingen til atter blot at være et objekt, når vi af praktiske, kommercielle eller magtmæssige årsager handler uetisk og dermed umenneskeligt (fordi det, som vi skal se, er menneskeligt at handle etisk). Men på mange måder vil det sandsynligvis føles dårligt!

Vi mennesker giver sjældent dyr samme etiske position som os selv. Vi slår dyr ihjel for at spise og holder dyr indespærrede for vores fornøjelses- og forbrugs skyld, hvad der er utænkeligt at gøre for os ved andre mennesker. Heller ikke mennesker med lav intelligens gør vi noget sådant ved, men taler netop om at give alle mennesker "et værdigt liv". Så når vi forbruger dyr og tildeler dem et andet etisk niveau, er der altså ikke tale om noget, der blot har udgangspunkt i, at dyr er mindre intelligente end os. Generelt giver vi mennesker etisk forrang, altså giver mennesket privilegier i forhold til vellevned. I princippet gælder det alle mennesker lige meget, men man kan diskutere, om vores forrangsplacering når alt kommer til alt, omfatter alle andre mennesker fra forskellige kulturer med samme forrangsposisition. Meget tyder nemlig på, at skønt vi generelt tildeler mennesket etisk forrang, så er mennesker, der ligner os selv mest - socialt, kulturelt og genetisk, de der tildeles en første-forrangs-position, andre mennesker har godt nok etisk forrang over dyr, men vi er generelt villige til at acceptere, at de ikke lever så optimalt som mennesker fra vores egen sfære. Forskellige undersøgelser tyder på, at dette forhold er dybt forankret i vores arvemasse - de mennesker, vi har et højere grad af slægsskab med, passer vi på mod "de andre", dette kan biologisk betragtes som en måde at passe på sine gener på, som man jo netop deler mest med de, der står en nærmest. Ved at handle således, risikerer man ikke i så høj grad, at ens egne gener fortyndes eller helt udryddes for fremtiden. Nogle forskere er dog gået så vidt, at de har kaldt dette et biologisk udgangspunkt for racisme, men her er det vigtigt at huske på, at menneskets genetisk i dag er blandet vældig meget op, og at vi lever i et globaliseret samfund, hvor sådanne genetiske forbehold ikke giver så meget mening mere. Ikke desto mindre ses denne "genetiske racisme" generelt hos mange sociale dyr, der ikke ejer kulturelle muligheder som os for anderledes civiliseret vurdering af tingene.

Nogle dyr kan få en vis forrangsposition i visse samfund, fx. opfattes hunde i vor kulturkreds som en del af menneskets netværk og dette gør, at hunde tildeles etiske privilegier, der bl.a. omfatter dyrlægebehandling og at vi ikke bruger dem til mad. I andre samfund æder man som bekendt hunde, så her er hundes forrangsposition ikke den samme.

At vi skal tage hensyn til andre mennesker vil for stort set alle være selvfølgeligt - mennesker har rettigheder, hvilket må ses som en direkte følge af den etiske forrang! Men gælder det også for naturen? Har dyr og planter rettigheder? Er det i det hele taget rimeligt at tildele mennesker nogen etisk forrang? Dette er en meget omdiskuteret naturetisk problematik. De færreste deler i dag et rent antropocentrisk verdenssyn, hvor naturen anses for værende til for mennesket alene og hvor vi kan udnytte naturen efter forgodtbefindende - det synes som om, at en sådan opfattelse fører en ubehagelig fremmedgjorthed med sig, som vi har svært ved at leve med - og antropocentrismen som sådan kan også siges at være en væsentlig del af baggrunden for de miljøproblemer, vi ser så mange af. I Biocentrismen (eller dét den franske filosof Luc Ferry kalder Dybdeøkologien) opfattes naturen som havende rettigheder på linje med menneskerettighederne - i sin mest yderliggående form betyder det fx, at vi kan føre retssager på naturens vegne mod mennesket og at vi vanskeligt kan slå andre organismer ihjel for selv at redde livet. Kun få kan vist følge tankegangen helt derud, mens Sympatietikken synes at tiltale de fleste: Vi må bruge af naturens ressourcer og opfatter mennesket som etisk væsentligst (altså med en forrang), men vi skal i videst muligt omfang tage etisk hensyn til naturen på naturens egne præmisser. Denne etik bygger på en etisk kalkulation omkring grænsen mellem brug og misbrug: Vi er en del af naturen og står dog over den!

Natursyn (se bogens side 115) handler om, hvordan vi betragter natur - hvad er natur i det enkelte menneskes øjne og hvilke kvaliteter og værdier er der i denne; hvad vil vi bruge naturen til og hvilke konsekvenser heraf vil vi acceptere? Natursyn indeholder en række normative afvejninger, der er produkt af historien, kulturens forandring og den enkeltes situation. Vi er blevet bevidst om, at naturen er noget, vi må forholde os til og være bevidst om at passe på, hvis ikke vores naturgrundlag skal ændres i en ikke-ønskelig retning med potentielle væsentlige negative konsekvenser for menneskeheden til følge, men det er ingenlunde givent, hvad der vil være bedst for naturen og særligt ikke når naturværdier skal afvejes mod de fordele vores civilisation har opnået ved at udnytte naturgrundlaget på forskellig vis. Natursyn rummer etiske overvejelser, som alle bør forholde sig til, og som der derfor er god ræson i at arbejde med tidligt vha. aktiviteter, der kan lede frem mod værdiovervejelser. Meget tyder på, at vi i den etiske natursyns-debat ikke blot er styret af egne, snævre interesser vedrørende ønsker om brug af naturen, men også forholder os til, at vi som mennesker i kraft af vores manipulationsmuligheder har en moralsk forpligtigelse til at sikre, at naturen ikke ændres radikalt fra generation til generation - en slags urgammel forbundenhed med naturen, det basale livsgrundlag, som gør, at vi har en simpel pligt til at passe på naturen. Dette leder naturligt frem til spørgsmålet om, hvordan etik overhovedet har en funktion generelt for mennesket?

Man kan således gøre sig overvejelser omkring, hvorfor vi i det hele taget handler etisk. Hvorfor drøner vi ikke bare derudad i egoisme, uden at få det dårligt i hjertet over hvad vi bedriver? Er vi påvirket af en pligtetik, der på baggrund af nedskrevne eller mundtlige overleveringer fra religion eller kultur fortæller os, hvad vi må og ikke må? For nogle betyder dét meget - en tro på, at der eksisterer nogle grundlæggende og urørlige etiske værdier. Den tyske filosof Immanuel Kant mente, at der eksisterer et alment påbud som siger, at kun de handlinger er gode, som følger normer og pligter, der kan gøres alment gældende - altså "handl selv som du vil at andre skal og selv ønske at handle". I pligtetikken er det egentlig ikke selve handlingens resultat eller konsekvenser der er afgørende, men handlingen dvs. pligten og Kant postulerede, at vi kunne finde frem til denne pligt via fornuften. Meget tyder på, at vi er genetisk disponerede for at handle etisk: Man har målt at der i vores hjerne frigives dopamin når vi selv har opfattelsen af at handle etisk ordentligt, hvilket giver en velbehagelighedfølelse. Vi oplever det derfor forbundet med behag at gøre gode gerninger! En sådan indbygget mekanisme kan evolutionært betragtes som en sikring af fællesskaber, skønt vi vil have det højeste vellevned og de bedste muligheder individuelt (og for vores gener ville evolutionærbiologen tilføje...) er dette i mange tilfælde ensbetydende med at sikre andres vellevned og gruppens overlevelse og stabilitet. Eller sagt mere simpelt: Selv om man kan opfatte mennesket (og andre dyr) som egoistiske væsener, vil denne egoisme i mange tilfælde udmøntes bedst gennem sociale, solidariske og måske ligefrem altruistiske handlinger. Som vi skal se i afsnittet herunder kan det også være taktisk fornuftigt at handle uselvisk. Pligtetik og nytteetik kan meget vel være to sider af samme sag, der handler om at det enkelte individ gennem etisk handlen forbedre sine egen muligheder i livet og selv om et etisk grundlag og stillingtagen ikke ligger fast, men i princippet altid er til diskussion, synes selve fundamentet for etik at være en fasttømret del af artens overlevelse.

Der synes i alle kultursamfund at være et antal normer, som er grundlæggende for samfundets eksistens - fx. at man ikke må dræbe. Man kan lægge det syn på tingene, at etisk handlen er nødvendig for at samfundet kan hænge sammen og for at vi som individer kan fungere bedst - dermed kan den etiske handlen blive et egoistisk overlevelsesargument. Vi handler i reciprok altruisme (gensidig uselviskhed): "Gør jeg noget ondt mod dig, så gør du måske bagefter noget ondt mod mig, så alt i alt kan det bedst betale sig for mig at tage hensyn til dig og behandle dig som et etisk emne i forventning om, at du efterfølgende vil gøre det samme mod mig!" - se mere om dette forhold generelt i naturen i adfærds-artiklen om altruisme! Denne opfattelse kaldes for nytteetik (utilitarisme) og bæres ikke oppe af et fast facit for, hvad der er godt og ondt pr. definition, men hvad der set fra enkeltindividplan bedst kan betale sig for os alle sammen - grundprincippet i utilitarismen er, at handlinger er gode, når de giver størst mulig lykke til størst mulig antal mennesker (som det blev formuleret af den engelske filosof Jeremy Bentham)!

Måske ligger grundlaget for etisk handlen i vores gener - en del biologer argumenterer faktisk for, at moral er så vigtig for overlevelsen, at den nødvendigvis må være grundfæstnet i generne. Man kan i denne sammenhæng diskutere, om andre dyr end mennesket er i stand til etisk handlen - og vil så nå frem til, at vi kan rent faktisk se etiske handlemåder hos nogle dyr - typisk intelligente pattedyrsarter med veludviklet samfundsstruktur så som delfiner og chimpanser. Men disse dyr er i modsætning til mennesket ikke i stand til at ændre (og ødelægge) meget på verden og deres etiske handlinger ses udelukkende inden for floksamfundet. Menneskets etiske handlingssfære er betragteligt større (måske i virkeligheden kun begrænset ved det ydre univers, vi ikke kan nå). Evnen til etisk handling kommer med selvbevidsthed, en fri vilje og faktiske muligheder for at ændre og lave om på noget.

Med til at være et etisk handlingsvæsen følger, at man kan stilles til ansvar over for sine handlinger. Voksne mennesker er helt klart etiske handlingsvæsener, hvorimod børn ikke er det i samme grad, men dog alligevel på et dagligdags lille plan stilles der etiske krav til børn. Barnets moraludvikling er blevet beskrevet af den amerikanske psykolog Kohlberg på baggrund af Freuds stadieteorier. Ifølge denne teori går udviklingen fra en svag funderet moralsk skelnen over nyttesynspunktet "kan det betale sig for mig" til at udvise solidaritet med det nære og herfra så videre på højere udviklingstrin via pligt/samvittighedspålæg til endeligt selvvalgte etiske principper. Vi må som voksne være med til at støtte barnet i en sådan udvikling gennem at arbejde med begreberne hele vejen ud fra de præmisser barnets udviklingstrin giver basis for.

Ingen ejer "den rigtige mening". En væsentlig medlæring ved at beskæftige sig med etiske spørgsmål er erkendelsen af nødvendigheden af gensidig respekt for hinandens synspunkter. Man lærer at forstå, at skal man deltage i en etisk diskussion, er det i en vis forstand nødvendigt at forstå andre synspunkter end ens eget - altså en empatisk træning. Moral, der ikke ønskes at blive diskuteret, er tabu, det kan være pligtetiske synspunkter, der for den enkelte er for følsomme at blive udfordret på. Pædagogisk kan der være god grund til at lære at respektere andres tabuområder, men samtidig arbejde på at nedbryde ens egne.

Bevidst at beskæftige sig med etik er at gøre vores vurderinger, regler og normer helt tydelige for os selv og til stadighed udfordre dem. I pædagogiske sammenhænge er det oplagt at tage nærmere fat på nogle af de etiske problemer, naturoplevelserne åbner op for. I naturen er det alt andet lige væsentligt nemmere at få taget hul på mere eller mindre tabubelagte emner omkring liv, død, sex og lort. Oplevelserne giver en direkte adgang med indlevelse i problemstillingerne og nærmest tvinger til stillingtagen og handlen. I behandlingen af den lille dagligdags etik - dér hvor foden er ved at knuse mariehønen, kniven skærer i barken, edderkoppen får hevet et par ben af, sølvpapiret smides i skovbunden og den økologiske mælk bliver valgt, ligger kimen til barnets fremtidige medvurdering og stillingtagen til de mangeartede og talrige etiske problemstillinger, livet byder på. Én ting er helt klart: Det er i vores handlinger (eller mangel på samme), at etikken synliggøres. Som voksen kan man problematisere, vise essensen af det etiske dilemmas potentielle uløselighed, men også selv komme med bud. Vise, at vi har meninger og mod og at tingene ikke kan være ligegyldige, men at der foreligger en nødvendig værdipræget holdningstagning. Man hverken kan eller skal søge at overføre sine egne normer, men i stedet stimulere barnet til selv at udvikle dets egen individuelle moral gennem som rollemodeller at signalere stillingtagen på en etisk diskussionsbaggrund og skabe rum og muligheder for udfordrende oplevelser - derved giver vi barnet gode muligheder for selv at lære at skelne godt fra ondt og væsentligt fra uvæsentligt, samtidig med at at det lærer at forstå og respektere at andre mennesker godt kan se anderledes på tingene.

Mere om naturpædagogisk etik

Håndbog i naturpædagogik: