Menu

Tillæg om INSEKTER

 

Oversigt (klik på emnet for at springe til det pågældende afsnit):

 

Jeg har altid været facineret af insekter: De små dyr er alle steder, de er flotte, det er udfordrende at kende forskellige insektarter fra hinanden, deres adfærd er sjov og ikke mindst: Der er enormt mange gode, spændende, underholdende, opsigtsvækkende, gysende og vanvittige historier knyttet til dem. Alt dette gør, sammen med at man både kan fange og holde insekter som sjove/søde husdyr, at det er oplagt og udviklende at optræne sin viden om insekter til brug i pædagogiske arbejde.

Insekter er allestedsværende, sjove, fascinerende, fantastiske, sære, mystiske og er bare skægge at beskæftige sig med - man kan kun imponeres over farver og former som her på svirrefluen og dukatsommerfuglen.

Da jeg synes, der mangler en god oversigt til fx. pædagoger og lærere om insekter med fokus på de sjove historier, har jeg skrevet denne side, med den fascination og entusiame jeg nævner ovenfor som udgangspunkt: Jeg starter med lidt generelt "good-to-know" om insekter og går så videre vha. nogle af mine bedste insekt-fotos til de gode historier: Fortællinger, jeg selv holder af at bruge ude i felten, og som giver yderligere perspektiver om disse dyr, der betyder alt for livet på jorden! Da min fascination er meget stor, bliver denne side også længere end de andre på dette site, men man kan jo tage det i små, underholdende doser - jeg synes i hvert fald selv, det hele er vildt spændende:

Insekter er leddyr, på latin kaldet Arthropoda, som alle har et hårdt, udvendigt skelet lavet af flere lag af det hårde polysaccharid (sukkerstof)kitin- man kan sige, at de bor i en rustning - leddyrene omfatter grupper som krebsdyr, edderkopper, mider og mejere, skorpioner, tusindben og skolopendre - og så altså insekter. Man kan tydeligt se de enkelte led i insekternes skelet og dette har givet dem deres navn: "Insecare", som er latin for "at skære ind i". Kendte repræsentanter for insektgruppen er: Sølvkræ, græshopper, knælere, guldsmede og vandnymfer, netvinger, døgnfluer, vårfluer, cikader, tæger, sommerfugle, biller, termitter, tovingede: Fluer og myg og de årevingede: Myrer, bier og hvepse. De fleste af disse kender vi alle mere eller mindre og de gemmer på mængder af fantastiske facts og historier...

Guldøje er et passende navn for dette flotte og meget almindelige insekt, der tilhører gruppen netvinger. Til højre ses larven, der har kamoufleret sig i sin madpakke bestående af massevis af bladlus.

Der er vildt mange insekter: For hvert menneske på jorden, er der 20 millioner insekter og ca. halvdelen af alle flercellede organismer er insekter! Insekter udgør 80 % af alle levende væsener på jorden og der opdages stadig nye arter - indtil nu er der beskrevet lige over 1 million forskellige insektarter på vores klode. Lad os prøve et lille, sjovt tankeeksperiment: Hvis Folketinget bestod af de danske dyr, svampe og planter - én af hver dansk art - ville der være ikke mindre end 45.000 medlemmer i salen og partiet "Insekterne" ville besætte 40 % af pladserne, mens Svampernes- og Lavernes parti ville sætte sig på 17 % og partiet Karplanter & Mosser på blot 4 %.

En del mennesker har et lidt anstrengt forhold til insekter, selv om nogle insekter som mariehøns og sommerfugle synes at omfattes af mere sympati end andre som myg og fluer. Måske er noget af dette forbehold indbygget i os, i hvert tyder undersøgelser på, at vi alle reagerer med en svag "afværge-frygt" ved summen af en myg eller synet af en hveps, der kredser rundt om os. Man kunne man jo godt forestille sig, at det for mennesker evolutionært har været en fordel at undgå noget, der potentielt kunne skade. Nogle forbinder mange insekter med noget uhygiejnisk, der kan overføre smitte, med ubehagelig parasitisme eller med skadedyr og ødelæggelse - og det er da også en del af historien om insekter, for insektklassen har netop fået omfattende succes gennem evolutionen ved at tilpasse sig næsten ethvert muligt levevilkår, men man går glip af meget spændende og fantastisk ved at lade forbeholdet styre og ikke lade sig imponere over alle de mange forskellige livsformer insekter har. Jeg er overbevist om, at jo flere gode historier og des mere viden om insekter, vi formidler videre, des mere positiv og nysgerrig tilgang vil såvel børn som voksne få til insekterne og vil også mere realistisk kunne forholde sig til de forhold omkring insekter, vi med god grund kan være forbeholdne overfor.

Bladbillerne tilhører verdens største dyreklasse (insekterne) og inden for dem den største orden, billerne.

Insekterne kan siges at være de mest succesrige dyr på jorden, de har været her inden dinosaurene kom til og findes over hele kloden, selv på Sydpolen. Der er blevet fundet mange fossiler (forsteninger eller aftryk i sten) af forhistoriske insekter og derfra ved vi, at der engang i Kultiden for 300 millioner år siden har levet en guldsmed, kaldet Meganeura monyi, der var et flyvende, kødædende monster på cirka en halv meters længde og som havde et vingefang på intet mindre end 70 cm. Man kan se en animationsfilm af dyret her: https://www.youtube.com/watch?v=9kzorrSbaUA. Insektforskere mener ikke, at insekter fysisk overhovedet kan blive større end denne guldsmed, idet insekters respirationssystem ikke er bygget til at at kunne transportere den nødvendige mængde ilt ind i dyr, der er større. De største nulevende insekter er alle tropiske, for i det tropiske klima, kan dyrene vokse året rundt og få ideelle fødevilkår - der findes tynde vandrende pinde på op til 35 centimeters længde og så er der Herkulesbillen, der kan blive op til 18 cm. og det sydamerikanske Atlasmøl kan nå et vingefang på 24 cm. Meganeura var størst, men kendes kun som fossilt aftryk. Ganske vist troede man engang, at forsteninger var dyr, som Gud ikke var tilfreds med, da han skabte verden, men fossiler betragtes i dag som en fantastisk affotografering af dyr, som levede for millioner af år siden, men siden er uddøde. Verdens mindste insekt er også sjov at nævne i denne sammenhæng: Det er en flue med det latinske navn Megaphragma caribea fra den tropiske ø Guadeloupe, den er blot 0,17 mm. lang!

Insekterne er allevegne og er uhyre talrige: Her ses en lidt pudsig gennemsnitsberegning af, hvor mange dyr,
man i princippet står oven på, hvis man står med str. 43 i en skov ( fra Natur og Museum).

Insekter er opbygget af tre afsnit: Hovedet, brystet (thorax) og bagkrop (abdomen). Både vinger og ben sidder på brystafsnittets tre led. Insekter har i modsætning til de andre leddyr 6 ben og oftest vinger, nogle som fluerne og myggene har kun to vinger, de fleste har fire, enkelte som fx. sølvkræ og lus har dog slet ikke nogen vinger. De trækker vejret gennem såkaldte trachéer, der er rørsystem, som fører ind i kroppen og som åbner ud til omgivelserne gennem særlige huller kaldet spirakler på bagkroppen. De kan godt pumpe lidt luft ind og ud, men ikke helt sammenligneligt med vejrtrækning, som vi kender det. Insekter har ingen blodkar, blodet flyder blot rundt inde i dem, men pumpes rundt med et rørformet, leddelt hjerte, der ligger ved rygsiden. Langt de fleste insekter (med fx. larver af røde dansemyg som undtagelse) har ikke det røde, ilttransporterende farvestof hæmoglobin i blodet, deres blod er gul-grøn-gennemsigtigt, den svage farve skyldes et lavt indhold af et andet blodtransporterende protein kaldet hæmocyanin, så "insektfilm" på bilruder ligner ikke et blodbad (med mindre man har ramt nogle stikmyg, der har spist et måltid).

Grundopbygningen af det indre af et (han) insekt (fra Encyclopaedia Britannica) og en skitse af den ydre grundopbygning hos en bille.

Insekter har ikke meget hjerne, men insekters hjerne er til gengæld mere opdelt end vores, faktisk har hvert kropsled sit eget nervecenter, en ganglionring, som er forbundet med et par tværgående nerver til ganglionringen i næste led. Da hovedet hos insekter evolutionært er opbygget som en fusion af flere led, findes der en særlig stor ganglionring i hovedet, men dette er således blot en større og mere dominerende hjerne blandt mange hjerner, dog er centrale ting som sanse-registrering og spisebevægelser knyttet til netop hovedets hjernedele. Pga. denne opbygning, kan en del insekter godt undvære hovedet et stykke tid og fx. stadig gå og flyve - særlig interessant er det, at hanner hos gruppen knælere ofte får bidt hovedet af under parringsarkten, men alligevel færdiggør sædoverførslen, rent faktisk har det vist sig, at der i hovedets ganglionring er en neural hæmning af den sidste parringsadfærd, så derfor kan hannen kun med sikkerhed gennemføre en parring, hvis den sidste del foregår hovedløst!

Antennerne forrest på hovedet bliver også kaldt "følehorn", men da antennerne først og fremmest bruges til at lugte med, synes jeg ikke, "følehorn" er et særlig godt udtryk. Grundlæggende har insekter de samme sanser som os, men de fungerer lidt anderledes (læs fx. om guldsmedene øjne længere nede). Mange insekter kan smage med fødderne, det er vældig smart, at man kan lande på noget og med det samme smage, om det er mad.

Den lille metalvinge er en sommerfugl - han sidder på græsstrået og lugter med sine lange, lidt buskede antenner efter hunner.

 

Insekter er vekselvarme, dvs. at de ikke har fast legemestemperatur, men svinger med omgivelserne. Dog kan de fleste insekter regulere deres indre temperatur vha. solbadning, muskelbevægelse (vingeslag) - der både kan afkøle og give varme, om vinteren kan alle overvintrende bier i en bikube sammen producere varme nok til at temperaturen "indendøre" holdes over 10 grader. For natflyvende insekter kan det være vigtigt at varme sig godt op af solen, så man kan flyve aktivt i den kølige nat og fx. møl solbader heftigt inden natteflyvning. At temperaturen virkelig betyder meget for muligheden for at være aktiv kan fx. ses af, at en myre om sommeren kan gå 125 meter i timen, men ved 10 graders varme kun 18 meter i timen. Insekter klarer sig gennem vinteren på forskellig vis (se http://www.naturpaedagogik.dk/nyovervintring.htm): Det er vigtigt at undgå frost, for frost ødelægger celler, det hjælper at sidde tæt sammen, og nogle insekter har ”frostvæske” i cellerne i form af glycering og de har anti-frost proteiner.

Insekters munddele er meget forskelligt opbygget, alt efter hvad de lever af: Nogle bider og gnaver (fx biller og græshopper), nogle suger føden op med en snabel (fx sommerfugle og tæger), og nogle slikker på forskellig vis flydende føde op (fx hvepse og fluer). Man kan se rigtige fotos af insektmunddele her: http://salinella.bio.uottawa.ca/BIO3323/InteractiveWeb/DigitalZoology/Mout_Lab.html

De forskellige munddele-typer hos insekter: Sugende, slikkende og gnavende (fra Encyclopaedia Britannica).
.

 

Vi kender alle til, at nogle insekter lever af blod - stikmyg er velkendte blodsugere, men også stikfluer, mitter (knot) og klæger er små vampyrer. Bremserne bliver ofte også nævnt i denne sammenhæng, men denne fluegruppe æder altså ikke blod og kommer sjældent tæt på mennesker, det er oftest regnklæger, der menes, og de er kendte for deres noget klodsede måde at skære hul på huden med deres barberbladsagtige kæber. De kan være en plage i fugtigt vejr, man opdager dem først, når de har bidt, men ofte får man så slået dem ihjel, da de er er ret sløve. Heller ikke tæger suger blod og kun få vandtæger stikker, oftest forveksles tæger med skovflåt, der er en mide og slet ikke et insekt (se mere her: http://www.naturpaedagogik.dk/nyskovflaat.htm).

Ikke én af mine bedste insektvenner: En bidende regnklæg.

De fleste insekter lever alene (solitært), dvs. de selv finder og æder mad til sig selv, mens enkelte insekter lever socialt i store samfund, det er indenfor grupperne myrer, bier, hvepse, termitter, bladlus og trips. Samfundene kan være meget avanceret indrettet - læs fx. om biers samfund her: http://www.naturpaedagogik.dk/nybi.htm og her: http://www.naturpaedagogik.dk/nyaltru.htm.

Sociale insekter bor i store kollektiver: Et hvepsebo (tv.) og til højre: Det indre af en bikube.

Nogle insektlarver vokser op i store grupper, men de er ikke som sådan sociale insekter, for de enkelte individer har ikke rigtig noget med hinanden at gøre, de udnytter blot fordelen og beskyttelsen ved at være mange på et sted, hvor der er godt med føde. Larverne af nogle små sommerfugle, spindemøllene, laver kæmpe fællesspind rundt om bestemte træer og buske, hvor larverne (der i øvrigt også kendes som snareorm) inde i det store spinde-telt i ro og mag kan æde sig store. Træerne kan blive helt spundet ind og alt løvet ædt af spindemøl-larverne. Det er dog normalt ikke hvert år, at spindemøllene bliver så talrige og vælger lige de samme træer, så de dræber ikke træerne. Forskellige spindemøl-arter foretrækker forskellige træer - de er altså ikke blot grådige, men også kræsne!

Rønnespindemøllenes larver indhylder træer i spind, så de bliver helt spøgelsesagtige. Midtfor ses den lille larve og til højre det voksne spindemøl.

Og så skal vi til det: God sex - men går ofte meget hurtigt hos insekterne: Der findes han- og huninsekter, de er altså særkønnede, men der findes grupper, hvor der i de fleste perioder kun er hunner som fx. bladlus. Mange insekter parrer sig kun én gang i livet og dør typisk bagefter, et ekstremt eksempel er døgnfluerne, der som børn er nymfer i søer og åer i 3-6 måneder, men som voksne kun lever i 12-24 timer og kun lige kan nå at parre sig, inden de dør af sult - de voksne døgnfluer har nemlig forkrøblede munddele og kan ikke spise. Det er ganske almindeligt i insektverdenen, at hanner dør efter parringen, hos bier eksploderer hanbierne (dronerne) under udløsningen og dermed pumpes sæden med hele hans bagkrop op i hunnen og hos de subtropiske knælere æder hunnen hannens hoved under parringen, men oftest dør hannerne blot. Mange huninsekter har en særlig sædgemme, en udpusning på æggelederen, hvor hun kan gemme den nødvendige sæd til brug resten af hendes liv - bidronninger parrer sig således kun én gang under sværmningen som ung, men kan ligge i boet flere år derefter og lægge æg. Hos nogle insekter gør hannerne alt for at sikre, at ikke andre hanner parrer sig med de hunner, han lige har befrugtet: Nogle som fx. hos visse vandnymfer har udvækster som nærmest en piberenser på penis, så han under parringen renser sæd fra tidligere hanner ud, hos andre arter producerer hannen en væske, der størkner til en slags betonprop, som hindrer andre hanner i at parrer sig med hunnen senere (bliver meget passende kaldt et "biologisk kyskhedsbælte"). Hos nogle insekthanner (fx. hos fluer) sprøjter hannen en væske ind sammen med sæden, som gør hunnen mindre attraktiv for andre hanner, eller stoffer der får hunnen til direkte at miste sexlysten!

Vandnymfer i parring: Hannen (blå øverst) holder vha. en lille tang på bagkropsspidsen i hunnens nakke,
mens hunnen svinger sin bagkrop op under hannen, så han kan overføre sæd til hende. Han holder hende fast, indtil æggene er lagt,
så andre hanner ikke kommer til. Hos mange insekter ses, at hannen vogter over hunnen indtil æggene er befrugtet og lagt.

Det er et generelt træk, at hunnen udvælger hannen, man har prøvet at male "forkerte" farvemønstre på nogle insekt-hanner og disse bliver konsekvent afvist af hunnerne, hvis hun kan. I visse tilfælde afvises en han og nogen gange svarer han så med at voldtage hunnen, hvilket dog har den ulempe for ham, at han kun når at overføre meget lidt sæd, inden han bliver kylet af. Hos skorpionfluer vil hunner altid afvise hanner, hvis ikke de har en gave med (!) - det drejer sig om en indpakket flue stjålet fra et edderkoppespind, hvilket hannen sikkert helst vil undgå, det er et lidt farligt tyveri, så det kan være fristende for en han-skorpionsflue at prøve at få en parring uden gave. Skorpionsfluer er meget almindelige, man ser dem oftest sidde på store blade i solen om sommeren.

Skorpionsflue-hannen har givet arten dens navn pga. det skorpionsformede bagkropsvedhæng.
Det bruges til at overføre en sædpakke til hunnen, jo større det bytte, han har givet hende er,
desto større sædpakke kan han nå at aflevere, idet hun æder byttet under parringen
og selvfølgelig vil være længere tid om at æde en stor gave.

 

Hos myg tiltrækkes store sværme af hanner af hunnernes summelyd og deres udsendte lugt, heldigvis indeholder en stikmyggesværm langt flest hanner, for kun hunner stikker os. I øvrigt summer hunmyg sjældent, når de er på blodjagt, så de kan være svære at opdage, inden de stikker. Sommerfugle-hunner sender et luftbårent duftstof (feromon) ud, som kan tiltrække hanner på flere kilometers afstand, Sankt Hans orme-hunner (som er biller) sidder og blinker med lys efter hanner, men der er også eksempler på hanner, der synger efter hunner.

Fru- og hr. Stikmyg: Kun hunnen (tv.) stikker og suger blod, hannen er vegetar. Han har buskede antenner, så han lettere kan lugte sig frem til hunnen.

Mange insekter larmer/synger fx. græshopper og sangcikader (vi har en art i Danmark, men den er ikke ligeså stor og syngende, som den, man kender fra Sydeuropa). Også vandtæger kan være med: Bugsvømmer-hanner i slægten Micronecta larmer og tiltrækker hunner ved at spille på deres penis under vandet! De bruger maven som strenge og tissemanden som violinbue. Prøv selv at lave et insekt-instrument af træ. Lyde spiller en stor rolle - også for vores reaktion på insekter: Mon fx. vores reaktioner på en hveps summen eller lyder af en flue er medfødte?

Denne bugsvømmer-han har særlige evner!

Det er kun de færreste insekter, der tager vare på ungerne og har yngelpleje, men nogle gør det speciel vis: Ørentviste graver sig ned overvintre, men tidligt om foråret bliver hannen kylet ud. Moderen passer godt på sine æg og på ungerne (nymferne), ellers bliver de næsten med sikkerhed angrebet af svampe eller ædt af fjender. Moderen kan selv godt finde på at æde en nymfe, men ellers er det nu nymferne, der æder moderen og dermed er klar til foråret på egne ben.. Skarnbasser graver hul i jorden til deres æg og lægger lort derned, så larverne har noget at leve af, noget i øvrigt både hannen og hunnen deltager i. Visse solitære bier lægger æg i larver, så æggene kan udvikles trygt og godt i en levende madpakke. Birketæger passer også aktivt godt på deres unger og forsvarer dem med at sende stråler af ildelugtende væske i hovedet på angribere og endelig så tager de sociale insekter sig særligt af deres fælles afkom, men det er bare ikke moderen (dronningen) selv, der gør det, men arbejderbier, der er søskende til afkommet.

Tv: En hun-ørentvist. Hannen kan kendes på, at tangen på bagkropsspidsen krummer næsten rundt.
Th: Nymfe af en birketæge, som mor har passet godt på...

Mange insekter formerer sig hurtigt og i store mængder: Hvert sekund fødes der ca. 5 mennesker - og 70 millioner myrer!! Forestiller man sig bananflue-par, kan de nå 25 generationer på ét år, hvis hver bananflue-mor lægger 100 æg, vil der i løbet af året være omkring en septillion (1.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000) bananfluer!! Heldigvis lever en bananflue få uger, endnu vigtigere er det, at bananfluer har mange fjender, så samlet set stiger antallet af bananfluer i verden ikke over tid. Bananfluer kendes som de små irriterende fluer, der flyver rundt om moden frugt og så er de det mest benyttede forsøgsdyr i verden til genetik-forsøg pga. hurtige reproduktion og fordi de er lette at holde som husdyr i laboratoriet.

Bananfluer elsker moden og gæret frugt.

Når man bor i en rustning, er det svært at vokse, derfor må insekter skifte skelet hver gang, de skal blive større og nå et nyt udviklingsstadium. Insekterne underopdeles i to hovedgrupper efter, hvordan de udvikler sig fra æg til voksen:

Insekter udvikles således fra æg enten via fuldstændig forvandling (æg -> larve -> larvestadium 2 -> larvestadium 3 -> puppe (i en kokon) -> voksen) eller via ufuldstændig forvandling (æg -> nymfe -> nymfestadium 2 -> nymfestadium 3 -> voksen), hvor nymferne ligner de voksne en del i modsætning til larveformerne hos insekter med fuldstændig forvandling, som slet ikke ligner de voksne. Biller, fluer og sommerfugle er eksempler på insekter med fuldstændig forvandling og døgnfluer, sølvkræ og græshopper er eksempler på insekter med ufuldstændig forvandling. Antallet af larvestadier varierer hos forskellige arter almindeligvis fra 2 til 10 stadier. 85 % af alle insekter har i øvrigt fuldstændig forvandling.

Til venstre: Insekter med ufuldstændig forvandling (hemimetabole). Til højre: Insekter med fuldstændig forvandling (holometabole).

Spyfluer lægger æg - også kaldet spy - i dødt kød - blot én død rotte kan give føde til 4000 maddiker, der klækkes til æg på et døgn og til nye voksne spyfluer på ca. 12 dage. Spyfluerne kan lugte sig frem til kød på en kilometers afstand og nogen gange er det vores mad og ikke ådsler, de lægger spy på. Er der spy på kød, bør det skæres fra, for det kan give dårlig mave. Dog skal man ikke være så nervøs for at komme til at spise et lille antal æg, selv om det da virker noget ulækkert og uhygiejning, for de tåler ikke vilkårene i vor tarmkanal. Måske er det værre, at fluerne ved æglægningen kan overføre sygdomsfremkaldende bakterier, idet de voksne fluer i høj grad lever af lort og godt kan tage mikroorganismer med fra deres sidste måltid (parallelt til historien om stuefluen, der kan læses her: http://www.naturpaedagogik.dk/nyflue.htm), så under alle omstændigheder skal mad med spy tilberedes grundigt, det skal dog siges, at det er sjældent, spyfluer lægger æg på helt frisk kød, der bare står kortvarigt fx. og venter på at komme på grillen.

Den grønt-skinnende spyflue Lucilia er ret flot, men man skal holde den væk fra ens bøffer...

Hvor længe lever insekter? Tjaa... nogle arter lever meget kort som voksne og længere tid som børn (se fx. om døgnfluer herunder), mange lever 1-2 måneder (fx. bier og fluer), biller bliver typisk 3-4 år, nogle dog helt op til 8 år, en dronning af en rød skovmyre kan blive 15 år gammel. Rekorden er vist termitdronninger, der kan blive op til 25 år, men generelt er det for næsten alle insekter, som med bananfluen nævnt tidligere: Langt de fleste lever utrolig kort tid - få uger.

Insekter lever generelt kun i kort tid - her har et hvidt fjermøl fået afkortet sit liv til fordel for en sulten edderkop.

Insekter lever på land og i ferskvand, der er meget få, der lever ovenpå saltvand. I en del tilfælde som fx. guldsmede, vandnymfer og døgnfluer lever larverne/nymferne i vand og kravler så på land ved sidste hudskifte og lever flyvende oppe fra vandet som voksne. Vandnymfe-nymfer har gæller, men når de voksne dyr klækkes har de kun spirakelåbninger og dør, hvis de falder ned i vandet. Guldsmede-nymfer har ikke udvendige gæller, men får ilt på en meget speciel måde: De har analrespiration - dvs. de bogstavelig talt trækker vejret med røven! De sugervand ind gennem gattet og overførslen af ilt sker over tarmoverfladen, så prutter de vandet ud igen! Det giver i øvrigt dyrene en mulighed for at slippe hurtigt væk, hvis et rovdyr nærmer sig: Så prutter de voldsomt og bliver dermed hurtigt sendt væk fremad i vandet vha. jetprincippet.

Guldsmedenymfen har analrespiration. Den virker "ulden", da den har klistrende
sukkerstoffer på skelettet, så plantedele klæber fast og camouflerer nymfen endnu bedre.

Guldsmede kan bevæge vingerne uafhængigt af hinanden og kan derfor flyve vildt præcist, stå stille i luften, flyve baglæns etc. De er også meget hurtige og faktisk regnes en australsk guldsmedeart til verdens hurtigste insekt, for den kan flyve ca. 100 km/t. Guldsmede har som de andre insekter såkaldte facetøjne, hvor mange småøjne sammen tegner et større billede, dem har guldsmede rekordmange af, nemlig op til 30.000 og kan opfatte verden med deres store øjne i alle retninger samtidigt i en opløsningshastighed på 300 billeder i sekundet. Vi ser til sammenligning 20 billeder i sekundet som en flydende film, hvor enkeltbillederne er opløst pga. hastigheden, de vises med efter hinanden, så en guldsmed vil spilde sine penge, hvis den går i biografen! Disse egenskaber gør, at guldsmede er verdens mest effektive jæger: Hvor løver generelt kun har held med fangst i ét ud af fire forsøg, hvidhajer kun i halvdelen af sine angreb, så får guldsmede fat på sit bytte 19 gange ud af 20! Guldsmedene (Anisoptera) inddeles i de Ægte guldsmede og Vandnymferne. Zoologisk er der ikke noget, der hedder sølvsmede, men navnet er ret almindeligt brugt om vandnymfer. Vandnymfer er spinklere end guldsmede og sidder med vingerne foldet sammen i hvile, hvor guldsmede spreder sine ud. Som børn er der stor forskel på de to dyregrupper: Vandnymfe-nymfer (det hedder de faktisk!) har tre gæller på bagkropsspidsen og er ret aflange, mens guldsmede-nymfer er mere runde og som nævnt ovenfor har analrespiration.

Tv: Den voksne guldsmed blå libel sidder med vingerne ude i hvilestilling. Th: Flagermus-vandnymfen er spinklere end en guldsmed og sidder med vingerne klappet sammen over ryggen i hvile.

Der er mange levesteder omkring vand for insekter, både over og under vandet: Sivbukke er en stor billegruppe med 24 danske arter, der ofte skinner lidt metalagtigt og lever på sumpplanternes overflade. Deres larver sidder på rodnettet af sumpplanter i iltfrit mudder, men får så i stedet den nødvendige ilt på en tricky måde: Den stikker et sugerør i i planternes kar, gennem disse transportere vandplanter luft over vandet ned til rødderne og ofte er det som hos åkander store kar, næsten som en snorkel, det udnytter den lille billelarve altså.

En voksen sivbuk.

Mange insekter er fabelagtige til at stå fast på lodrette flader eller endda hænge med hovedet nedad - endda på glatte overflader som stuefluen på fotoet herunder af en flue på en rude. Selv om insekter oftest har fine kløer, er det ikke dem, de bruger til dette, de bruger nanoteknologi: Små hår eller strukturer på fødderne får dem til med fysiske mikrokræfter at "klæbe" fast på selv helt glatte overflader, der ikke står vandret.

Virkelighedens Spiderman: Fluer er fabelagtige til at sidde fast på glatte overflader.

 

Bier kan se ultraviolet og ofte er blomster, som de suger nektar fra, udstyret med mønstre kun i ultraviolet, men usynligt for os: Det ligner nærmest landingslys på en lufthavns landingsbaner og det leder ned mod nektarierne. Enkelte insekter kan se polariseret lys og kan fx. som bier orientere sig efter solens position selv i overskyet vejr, de fleste kan se ultraviolet lys, mens de færreste kan se dybt rødt. Nogle bier lever alene (er solitære), mens arter som fx. honningbier og de fleste humlebier (brumbasser) lever i store samfund. Bierne tilhører samme insektgruppe som hvepsene og myrer, nemlig de årevingede.

En honningbi, hvor man kan se den lange tunge, som den slubrer nektar op med og som senere, når nektaren blandes med spyt, propolis og pollen, bliver til honning.

Myrer er fantantiske dyr, der lever i store samfund i tuer. Typisk er der flere dronninger pr. tue, dronningerne laver ikke andet end at lægge æg, mens arbejdermyrerne, der alle er hunner, laver det hårde slid med at bygge og forsvare tuen, passe æg og laver samt hente mad. Myrerne kan optræde med militærisk præcision, når de henter mad i lange rækker væk fra tuen. Om foråret, hvor der ikke er voldsomt udbud af mad, elsker myrerne de fedtbræmmer, som violer laver på sine frø - og ved at give myrerne den lille smule, opnår violer at få transporteret deres frø ud i verden. Myrerne taler sammen via et kemisk sprog, de kan lægge et duftspor ud, men de kan også direkte overføre duftmolekyler og dråber af spyt fysisk til hinanden, man kan sagtens se, hvordan to myrer kan stå og "flette antenner" og overføre information om måske retning til fødekilder, farer, arbejdsopgaver etc - en proces, der kaldes trofallaksi. Arbejdermyrer har omkring 6.500 sanseceller i antennerne, mens hanner og dronninger har op mod 300.000, forskellen skyldes formodentlig, at kun hanner og dronninger flyver ud og parrer sig og har derfor nok brug for et finere sanseapparat.

Myretuer af rød skovmyre kan blive ganske enorme.

Myrer transporterer ofte i lange rækker føde og materialer med deres tue. De kan også komme til at medtage farlige bakterier, som kan smitte hele tuen og være en trussel, men myrerne har et effektivt modtræk: De producerer antibiotika fra to kirtler ved forbenene og smører dette med jævne mellemrum ud over hele kroppen, æg, larver og pupper vha. forbenene. Forskellige myrerarter har fundet på ganske fantastiske ting som at dyrke svampe på blade i tuen og holde kvæg i form fx. bladlus nede i tuen. Der er myrearter, der kan klippe blade af i præcise stykker og slæbe dem langt hjem til tuen, selv om vægten er mere end 50 gange dyrets egen vægt og der er myrer, der holder andre myrearter som slaver ift. opforstring af unger. Der er også eksempler på, at myrer bliver udnyttet af andre arter: Larver af sommerfuglen sortplettet blåfugl udsender feromoner som myrelarverne hos hedestikmyrer, og bliver derfor adopteret i hedestikmyrernes bo, her vokser sommerfuglen op og æder myrernes pupper, indtil den selv forpupper sig og kravler op som udklækket og voksen

Lad mig i øvrigt lige i denne sammenhæng anbefale en ældre roman: Den franske forfatter Bernard Werber har skrevet en hel fantastisk, fiktiv roman ud fra naturvidenskabelige fakta om et myrersamfund set fra myrernes synspunkt: Werber: "Myrerne", Borgen, 1992. Forfatteren, der i øvrigt er vidensskabsjournalist har også skrevet en mere gyser-agtig fortsættelse kaldet "Myrernes dag".

Det er fascinerende at kigge på myrernes privatliv: Her har jeg været så fræk at pille lidt, så man kan se larver og arbejderne, der passer dem.

Myrer holder kvæg! Således "malker" myrer bladlus for deres sukkerholdige afføring, poetisk kaldet honningedug. En myrekoloni kan høste op mod 15 kilo sukker fra bladlus på en sommer. Men bladlusene får også noget ud af det, dels renser myrerne bladlusene for honningdug-klisteret, som de ellers kunne risikere at sidde fast i og dels forsvarer myrerne bladlusene mod deres væsentligste fjende, mariehønsene. En sådan økologisk relation, hvor begge arter får noget ud af det, kaldes symbiotisk. Bladlus udskiller, hvis de bliver angrebet af en mariehøne eller mariehønelarve, et alarmstof (et såkaldt feromon, der er en slags luftbåren hormon) fra to rør på ryggen, som myrerne reagerer på, ved at komme til undsætning. Mariehøne-mor lægger typisk æg tæt på bladlus-kolonier - så er der mad til ungerne, men nogengange ikke nok alligevel til de op til 40 unger, så æder larvene i stedet deres søskende, mariehønen-moderen forsøger dog at tilpasse antal æg til fødemængden.

Bladlusen Melet Blommebladlus: De er alle hunner og lægger æg, som ikke er befrugtede (jomfrufødsel)
og som alle bliver til nye hunner. Først sidst på sommer lægges han-æg og så klækkes vingede hanner.

 

Det er en myte, at man kan se, hvor gammel en mariehøne er, ved at tælle dens prikker: Myten ersikkert opstået, fordi der findes små to-prikkede mariehøner, og store syvprikkede. Men de tilhører forskellige arter, og man kan hverken finde 3, 4, 5 eller 6-prikkede mariehøns - til gengæld findes der andre arter end vores sædvanlige 7-plettede, som har 13, 14, 16 eller 22 prikker eller har særlige farvemønstre.

Tre mariehønearter: Fra Højre: Den fjortenplettede, Harlekin-mariehønen, der er et frygtet invasiv art og endelig th. den mest almindelige mariehøne nemlig den syvplettede, der her er ved at lave flere mariehøns!

Mariehøns har et godt forsvar mod fjender: De refleksbløder - typisk fra knæledene - og deres blod smager meget væmmeligt, det synes fugle også, så en fugl, der har forsøgt sig med et mariehønsemåltid, glemmer aldrig mariehøns' særlige og tydelige farvekombination og undgår den. I øvrigt er blodet også svagt giftigt for fugle, så mariehønen er godt beskyttet.

Mariehøns har dog en særlig og udspekuleret fjende: Mariehønesnyltehvepsen Dinocampus coccinellae. Den lille snyltehvemps stikker sit æglægningsrør ind i en mariehøne og lægger et æg inde i mariehønen. Larven lever derinde godt af mariehønens indre organer uden at slå mariehønen ihjel, men snart gnaver larver sig ud af mariehønens bagkrop og spinder et lille skjul mellem mariehønens ben, hvor den sætter sig til at forpuppe - let skjult og beskyttet, for de færreste fjender ønsker at tygge i en mariehøne. Når dette sker, ændre mariehønen straks adfærd: Den bliver stående bomstille og skræmmer endda alle rovdyr væk, som måtte have lyst til at æde puppen. Efter en uge klækker puppen og den voksne hveps flyver væk. Årsagen har vist sig at være, at snyltehvepse-moderen sammen med ægget har injiceret et virus, der går i mariehønens hjerne og fremtvinger den mærkelige adfærd. En lille ekstra knude på historien er, at det nogen gange ikke er mariehønesnyltehvepsen, der kommer ud af puppen, men en såkaldt hyperparasit (en parasit, der snylter på en parasit!) af hvepsefamilens Chalcidoidea.

"Fastfrossen" syvplettet mariehøne, der er smittet med mariehønesnyltehvepsen (fotos: Ole Martin og Ole Wohlgemuth).

og her en lille video af samme:

Nogle år, hvor der er mange bladlus, vil der være "mariehønseår". De mange mariehøns disse år flyver rundt for at finde mad, men stopper instinktivt, når de ser en kystlinje. De sulte og tørsige mariehøns forsøge at bide lidt i underlaget herunder badegæster, og de mange mariehøns kan disse år blive en ren plage på strandene.

Typisk syn i et "mariehøneår".

De fine små sommerfugle køllesværmerne er meget giftige, da de indeholder hydrogencyanid (cyanbrinte eller blåsyre) og som de til forsvar kan bløde lidt ud af. Larverne kan selv producere cyanid, men optager og ophober det ellers fra planten kællingetand, som er dens fødekilde og som også forsvarer sig med cyanid. Stoffet er dog ret dyrt at opkoncentrere, men ikke desto mindre forærerhannerne en del af deres beholdning til hunnerne under parringen, da stoffet findes i sædvæsken og det giver mening: Hunsommerfuglene parrer sig kun med hanner, der er fulde afstoffet. Det kan de nemlig lugte, da hannerne tiltrækker hunner ved at dampe af denne giftgas. Køllesværmerne har, som man kan se på fotoet, stærke advarselsfarver, så rovdyr husker, hvor giftige de er, og lader dem være i fred (særligt hvis de har prøvet at æde en køllesværmer før, men de fleste fugle undgår dem rent faktisk instinktivt). Et lille, usædvanligt råd (almindeligvis synes jeg ellers, man ikke blot skal kigge meget på insekter, men også håndtere dem): Lad køllesværmere helt være, rør dem ikke, for der kendes eksempler på, at blåsyren kan sive ind gennem vores hud!

Flot - men giftig: Her er det Pimpinelle-køllesværmeren.

Det er selvfølgelig vigtigt at undgå at blive ædt! Insekter er talrige, sunde, proteinrige og smager godt, så det er ikke så sært, at de er bytte for mange dyr. Som nævnt ovenover er farver og giftighed en mulighed for at undgå at blive ædt, man kan også købe bodyguards som bladlusene. Nogle insekter er så giftige - også at røre ved - at man bør lære dem at kende og lade dem være: Køllesværmerne nævnt ovenfor er selvfølgelig en gruppe af den type, men også den meget almindelige oliebille er ikke rar at komme i nærkontakt med: Hvis man generer oliebillerne, kan de vride i deres skeletled, så der trænger en giftig, olieagtig væske ud gennem en pore. En refleksblødning ligesom hos mariehøns, men hos oliebiller er denne væske meget giftig, og man skal undgå at få den på huden. Den indeholder giften cantharidin,som kan forårsage vabler og grimme sår på huden. Giften er også farlig at indtage. Det er den samme gift som findes hos den såkaldte Spanske flue. Den har været brugt som et kærlighedsmiddel, et afrodiciacum, en datidig udgave af Viagra, da den bl.a. medfører erektion, men erektionen skulle være smertefuld, og giften kan være dødelig. Oliebillen er også tidligt i en værre en: De små, nyklækkede larver kravler op i blomster, hvor de klamrer sig et større besøgende insekt, som er loddent, fx. en solitær bi som en jordbi. Jordbien transporterer så larven med sig hjem til et af de steder, hvor bien har lagt et enkelt æg i et bo og oliebillelarven hopper dér af og æder larven og derefter det forråd af nektar og pollen, som biens larve skulle have haft. Senere forpupper oliebillelarven sig og og forlader boet som voksen i det tidlige forår. Nogle arter som fx. bredtæger (kaldes også stinktæger) udskiller blot en ildelugtende væske, hvis man tager sådan en tæge mellem to fingre, kan man lugte den lang tid efter - prøv, det er ikke decideret ubehageligt! Biller er hårde at knække, og det er selvfølgelig også en slags forsvar, mange løbebiller kan desuden udsende et sprøjt af ildelugtende stof. Nogle insektarter bider (fx. myrer eller mange biller) eller stikker (fx. hvepse og bier), hvis de bliver truede. Honningbier har modhager på deres brod og i vores tykke hud, vil brodden hænge fast og trække vitale organer ud af bagkroppen på en stikkende bi, derfor stikker bier os kun én gang, mens hvepse har glat brod og kan stikke talrige gange. Bliver man stukket af en bi, skal man sørge for at fjerne den fasthængende brod med fx. en dolk, ellers bliver den ved med at pumpe gift ind. Får man en hveps ind under en t-shirt vil den blive ved med at stikke (jo...jeg har prøvet det flere gange...), og så kan man mærke, hvordan den sviende gifteffekt af hvert stik bliver mindre og mindre, fordi giften bliver opbrugt.

To stikkende insektarter: Tv: En honningbi, Th: En stavtæger, der lever i vand - det lange rør bruge den som snorkel, men den kan også stikke med det, dog uden gift.

"Tomme trusler" er en forsvarsstrategi for enkelte insekter, særligt sommerfugle, hvor larverne fx. pludselig kan skyde udvækster ud og forskrække en angriber eller den voksne pludselig viser nogle tegninger på vinger, der kan ligne øjne og som kan få en fugl til at tro, at den står over for et langt større dyr. Nogle insektarter forsvarer sig ved at rulle sig sammen og spille døde, det kan være en effektiv taktik, hvis rovdyret kun vil æde levende kød. De fleste insekter sørger for at camouflere sig, så de bliver mere eller mindre usynlige i omgivelserne og mange er ret rappe og svære at fange, hvis de alligevel bliver opdaget. Dette gælder fx. for en del voksne sommerfugle, deres problem er dog, at de ikke kan flyve hele tiden, de må af og til lande og spise. Sommerfuglelarver er i mange tilfælde beskyttet med hår, der for en fugl er modbydelige at få i næbbet og øjnene, ofte knækker hårene nemlig af og blæser ind i øjnene på en angriber. Nogle arter har ligefrem giftige hår, der også kan være giftige for mennesker eller give udslæt - en meget omtalt art i disse år er ege-processionspinderen, der ikke findes i Danmark endnu, men godt kan være på vej, og hvis larver har hår, der kan være så stort et problem, at arten ligefrem er kommet med på Bispebjerg hospitals giftlinje-liste: https://www.bispebjerghospital.dk/giftlinjen/alt-om-gift/stik-og-bid/Sider/Processionsspinder.aspx.

Tv: Rødbenet bredtæge (eller stinktæge, som den også kaldes), ufarlig at lege med og trykke lidt blidt på, men kan lugtes efterfølgende.
Midt: Larve af sommerfuglen bøgenonne - elegant, men ikke lige til at spise!
Th: Oliebille, flot og lidt blåskinnende, men møg giftig. Dette er en hun (hos hannen har antennerne et tydeligt "knæk"), hun er lidt tyk, hun kan bære rundt på op til 1000 æg.

Et insekt, man nok godt vil være fri for, er de vingeløse hovedlus. Den er en ud af tre arter, der godt kan lide at leve på mennesker (de andre to er fladlus (der pga. placering og til tider intime måde at komme på et nyt offer kaldes "hyggehøns") og kropslus). Hovedlus lægger æg og klistrer dem fast på hårstråene helt nede ved hovedbunden. Kroppen er aflang og fladtrykt og de er svære at mase ud. De suger blod, hvilket kan give en meget irriterende kløe. Hvis ens barn kommer hjem med lus, kan det dog ses som noget positivt: Det er nemlig et tegn på, at børnene har venner, for lusene smitter kun via tæt fysisk kontakt! De er meget udbredte: På verdensplan mener forskere, at over 32 millioner børn på mellem 4 og 14 hvert år bliver inficerede. Der er gode behandlingsmuliger (shampoo og balsam) og så er en gammeldags tættekam ikke at foragte. Men kig lidt på lusene gennem en lup, de er ret fascinerende og som er det skægt at tænke på, at lus i gamle dage mentes at kunne kurere blæreslaphed, appetitmangel og koldfeber, så man bagte dem ind i pandekager! Lidt mindre sjovt er det at tænke på, at giftgassen Zyklon B, som nazisterne brugte til at dræbe jøder med i gaskamrene, oprindeligt blev udviklet som et lusemiddel.

Tv: Æg af hovedlus er grundigt limet fast på et hår, de er små og svære at opdage, de er ikke altid levende, så behandling bør først startes, hvis man finder levende hovedlus.
Th: Voksen hovedlus, man kan tydeligt se de 6 ben og tarmen inde i den gennemsigtige krop. Kroppen har forskellig farve, forskellige steder i verden, alt efter befolkningens dominerende hårfarve.

Græshopper kan slå med vingerne 25 gange i sekundet, prøv selv hvor mange gange på 10 sekunder du kan baske med armene - græshopper kan altså 250 gange! En græshoppe kan hoppe omkring 100 gange sin egen længde. For mit vedkommende ville det betyde, at jeg helt sikkert ville vinde guld ved de Olympiske Lege med et længdespring på intet mindre end 180 meter svarende til længden af to fodboldbaner. Den eksisterende verdensrekord er på 8,95 meter, så det ville være en forbedring på lidt over 2000% - noget der vist aldrig er sket før! Græshopper var i øvrigt én af Egyptens ti plager omtalt i bibelen, det er vandregræshoppen, som stadig kan danne flokke på op mod 26 milliader individer, og da hver græshoppe vejer 2,5 gram svarer det til en samlet vægt på 70.000 tons græshoppe, så man må vist sige, at plagen består endnu.

Tv: En løvgræshoppe, de er grønne og har lange antenner og lever oftest højt, oppe på buske og endda træer. Th: Markgræshopper har korte antenner og ses hyppigere, de ses altid på jorden.

Insekter elsker dødt træ - i Danmark regner man med, at op mod 6.000 insektarter lever af døde træer, hvilket desværre i mange skove er en sjældenhed, da døde stammer sjældent får lov til at ligge hen. Dog er der stigende forståelse for, at de døde træers myriader af gemmesteder af fødemuligheder især i form af svampestrenge, bakterier og andre insekter, giver mulighed for en mangfoldighed af forskellige arter, som vi uden døde træer, kan komme til at udrydde. Mange forskellige insektarter er i sig selv fascinerende og giver mulighed for mange, store oplevelser, men er ud over dette også vigtige ud fra en bæredygtigheds-tankegang: De mange arter giver god økologisk dynamik med mad til flere fugle og mange andre dyr, de påvirker miljøet og giver mulighed for flere forskellige plantearter, de sikrer eksistensen af flere forskellige naturtyper og større variation og mangfoldighed, de ændrer omgivelserne og jorden, så jordbunden forbedres og fastholdes osv. Der er altså god grund til at lade skove passe sig selv mere, end hvad man traditionelt har gjort i det kommercielle skovbrug, og bare lade dødt ved ligge og rådne i skovbunden.

Et udgået træ er et fantastisk hjem for mange insekter og også andre dyr.

Selv om man nogen gange kunne ønske sig udryddelse af stikmyg, er det næppe nogen god idé, for tilstedeværelsen af fx. myg betyder samtidigt føde for en lang række fugle og andre dyr, som næppe ellers kunne overleve. Vi ved ikke, hvad færre insekter kan medføre, men det er et faktum, at insekterne er blevet færre sikkert pga. af mindre variation i naturtyper og mere intensivt drift af skove og landbrug, flere sprøjtemidler, mere bebyggelse osv. I Tyskland har man lavet undersøgelser, der viser en tilbagegang i insektbestanden på hele 75 % på kun 30 år, dvs. at der kun er 1/4 så mange insekter i dag som i 80'erne! Flere fortæller også i Danmark, at de heller ikke mere oplever så mange smadrede insekter på forruden af bilen som tidligere. Noget tyder generelt på, at mens vi mennesker er blevet dobbelt så mange på 40 år, er antallet af insekter samtidigt blevet halvt så stort! Dette er et lidt overset bæredygtighedsproblem (se mere om bæredygtighed her: http://www.naturpaedagogik.dk/nybaeredygtighed.htm) og da insekterne er så mange og betyder så meget som fødegrundlag for både fugle, padder, krybdyr, edderkopper og andre insekter, kan en tilbagegang i antallet af insekter og færre arter, få store konsekvenser i de økologiske kredsløb og for hele vores natur.

Globale klimaændringer, som vi oplever i stigende grad, kan også betyde meget for insekter. Arter, der er mere varmekrævende og indtil nu kun har levet sydpå, vil med stigende temperaturer måske flytte hertil, det er måske umiddelbart ret ukendte arter som blodcikade (der er ganske harmløs), grøn kobbervandnymfe, lille rødøjet vandnymfe og lille kejserguldsmed, men også den mere kendte sydlige sangcikade, vil måske blive dansk og fremover give sommernatten lyden af syden... Desværre tyder dog meget på, som nævnt ovenover, at antallet af insekter går så hurtigt tilbage, så selv om vi får nye arter, forsvinder desværre endnu flere arter - det tager længere tid for en art at etablere sig et nyt sted end for en art at forsvinde. Nye arter kan også vise sig at være invasive og udkonkurrere hidtidige arter og dermed i sig selv udgøre en trussel for vores oprindelige insekt-fauna (et eksempel er den tidligere nævnte harlekin-mariehøne). Man kan også forestille sig et skrækscenarium, at pga. færre fjender får forskellige arter af stikmyg bedre muligheder, så vi med ændringer i sammensætninger af insekter i Danmark kan komme til at gøre det mindre behageligt at være i naturen. Vi ved dog samlet kun lidt om, hvad der reelt sker, men der er god grund til at bekymre sig mere om vores danske insekter.

Admiralsommerfuglen kommer på besøg, hvis man planter de rigtige planter - særligt er sommerfuglebusken Buddleja populær.

Kan man gøre noget selv? Kan man bruge de nedslående data positivt? Ja da, man kan starte med at arbejde i sit lokale område med at give insekter gode forhold: Man kan så og plante forskellige vilde blomster, der kan give føde til forskellige insekter i stedet for mere golde græsplæner og plejede køkkenhaver (græsplæner kan godt sammenlignes lidt med ørkener: Det er et uvarieret miljø med plads til kun få arter). Færre insekter betyder færre muligheder for bestøvning og dermed færre blomster og frugter, så der er god grund til bevidst at udplante insektmad. Det er også en god idé at give insekterne boliger og æglægningssteder: Man kan lave kompostbunker og lade dem passe sig selv, lade gamle udgåede træer stå og lade nedfaldne grene ligge og man kan bygge insekthoteller (få fx. inspiration her: https://www.bolius.dk/saadan-bygger-du-dit-eget-insekthotel-i-haven-3108). Og så meget apropos denne tekst: At udbrede viden og oplevelser om insekter er bestemt også meget vigtigt og kan medføre mere interesse i de små dyr og også interesse i at passe på den - i teksten herunder er nogle eksempler på gode, sjove og lærerige insekt-aktiviteter:

Et hjemmebygget insekthotel giver en tryg bolig for forskellige insektarter.

 

Det er fantastisk at gå på insektsafari bevæbnet med fangstglas, net eller insektsuger. Det tiltaler vores "jæger-gen", det er altid sjovt at opspore og indfange dyr, og med insekter er det både let og udfordrende samtidigt. Der er insekter alle vegne, også om vinteren selv om der dog er færre, når det bliver koldt, man skal bare gå i gang med at pille-rode-rage under rødder, sten, bark, på blade, nede i jorden osv. Især fangst med net eller ketchersigter i en sø er noget særligt, og jeg har aldrig oplevet, at ikke selv de mest negativt indstillede børn hurtigt blev dybt betagede. Det kræver ikke meget udstyr: Strengt taget kan man sagtens blive entomolog (insekt-forsker) blot med et syltetøjsglas, men udstyr kan dog i sig selv motivere til at gå yderligere på jagt (find en liste over, hvor man kan købe udstyr nederst på denne side: http://www.naturpaedagogik.dk/besoeglinks.htm). Man kan også fange insekter i fælder fx. pit-falls (glas gravet ned, så de flugter med jordoverfladen), vandfælder (fx. en halvliters plasticflaske, hvor man skærer toppen af og vender rundt, så fangst ikke så let svømmer ud igen), kartoffelfælder, nedbankning på hvid dug fra grene eller nattelokning med søde sager eller lys (læs fx. her: https://www.skoven-i-skolen.dk/content/7-m%C3%A5der-fange-sm%C3%A5-dyr). Engang var det populært at lave insektsamlinger, hvor man indfangede insekter og aflivede dem i giftkamre med eddikeæter for til sidst at sætte dem fint op i samlinger på nåle. Få gør fortsat dette og det er rent faktisk interessant og lærerigt (udstyr til aktiviteten kan fx. købes hos udstyrsforhandlere nævnt tidligere i dette afsnit), men de fleste vil nu om dage nok foretrække en fotosamling - så derfor: Tag bunkevis af digitale fotos og systematisér dem, print dem eventuelt ud, sæt dem ind i sammenhænge (fx. efter insektgrupper eller levested eller som en fødekæde) osv. Insekter er lette at tegne og farve - det er oplagt at lave sit eget insekt-vendespil eller lave et diarama med tegninger, man med elefantsnot kan sætte fast på større plancher, hvor man fx. har tegnet et træ - på den måde kan man snakke om, hvor på træet insekterne lever, og det er et godt udgangspunkt for et insekt-dukkehus med masser af insekt-leg.

Tv: Min datter som mini-entomolog, der fanger insekter i en særlig egnet flaske. Midt: Indholdet af en pit-fall: Mange løbebiller. Tv: Billen Bøgehjort på nål, som man gjorde engang.

 

Det er sjovt, særligt for de lidt mindre, at bygge sin egen zoologiske have med insekter, indrette med små bure (kan være glas, tændstikæsker osv.) og at finde ud af, hvad man vil fortælle om dyrene til de besøgende. Det er sjovt at indrette terrarier til insekter fx. i gamle akvarier, man kan fx. lave en skovbund og tage dyr derfra med hjem. Myrer kan holdes som husdyr: Man kan ved at flytte en gruppe myrer hjem i en beholder oprette en myrerfarm - man kan fx. lave den i et akvarieum og indrette den med plasticslanger, så man kan iagttage myrer spæne rundt eller man kan tage nåle med sig hjem, så de kan bygge deres egen tue, det fungerer bedst og i længst tid, hvis man også hjemdrager en myredronning, men kan godt køre uden. Man kan købe færdigstøbte myrefarme (se fx. https://legeakademiet.dk/myreakvarium-med-planter83-aqfz.html). Man kan også opfinde insektlege, så man med kroppen kan leve sig ind i insekters livsvilkår og -muligheder, her er et godt eksempel: http://www.naturpaedagogik.dk/nyflagnatleg.htm. Insekt-stratego er for de lidt ældre børn en god måde med kroppen at lære om insekters livsvilkår og de økologiske sammenhænge i naturen, man kan sagtens lave sit eget spil, men ellers kan man udprinte kort og regler herfra: https://www.naturhistoriskmuseum.dk/Default.aspx?ID=2002. Man kan også lave et "insekt-ræs", altså et væddeløb mellem insekter, hvor hvert barn skal finde og fange et insekt, som man så lade løbe mod hinanden på en optegnet bane, her gælder det om både at finde et hurtigt dyr, men også et dyr, der kan løbe i en lige linje. Løbebaner kan være sjovt i væddeløbet og da kan man give lov til at deltagerne bruger en tynd styrepind, men ellers kan man tegne en cirkel og slippe dyre løs i midten, og det dyr, der så først krydser cirkellinjen, har vundet. En aktiv leg kan også være naturbingo med insekter (man kan udprinte plader her: https://www.naturhandel.dk/naturbingo/ eller lave sin egne som en del af aktiviteten), i naturbingo skal man ud og finde de skitserede dyr i praksis, det giver et aktiv fokus. Det kan også anbefales at aftale besøg hos en lokal biavler (https://www.biavl.dk/born-unge/besoeg-en-biavler/), de er ofte meget villige til at vise deres stader frem og så kan man jo købe honning med hjem, som også er med til at give nogle perspektiver på insekters liv.

Et insekt-ræs er altid sjovt og ender ofte med en overraskende vinder.

Man kan også æde insekter - det er der mange fordele i. Som tidligere skrevet er insekter både talrige, sunde, proteinrige og smager godt (generelt set). Produktionen af husdyr står for cirka 15 procent af verdens drivhusgasudledning, og husdyrproduktionen forurener desuden både jorden og vandet i omgivelserne. Men man kan reducere CO2-udledningen med hele 75 procent ved at avle fårekyllinger fremfor kyllinger, og mindske vandforbruget til det halve. Græshopper vurderes til at være ca. 12 gange mere effektive end kvæg, når det handler om at omdanne foderstof til protein. Til gengæld forbruger græshopper kun en brøkdel af alt det vand, kvæg kræver, og insekter bøvser og prutter ikke drivhusgasser ud og påvirker drivhuseffekten tilnærmelsesvis lige så meget. Samtidig er insekterne rige på proteiner og indeholder i det hele taget alle de næringsstoffer, man kan forlange af kød, og har endda vist sig at indeholde en rekordmængde af antioxidanter. Mere om potentialerne ved insekt-spiseri kan ses her: http://raastof.ve.dk/kribler-krabler-insekter-enorm-klimabetydning/. Er man ikke meget for selv at sætte tænderne i insekter (det kræver nok at næste generation bliver tilvænnet bedre til den form for mad), er det værd at vide, at der er væsentlige miljøfordele ved at fodre husdyr med insekter fremfor fx. sojabønner, som bruges meget nu og som ofte dyrkes i troperne meget lidt bæredygtigt på områder, man har ryddet for regnskov. Insekter kan vi selv opdrætte i lokale farme, så vi behøver ikke transportere den type foder langvejsfra.

Melorme er larver af billen melskrubbe, der lever vildt i Danmark af bl.a. korn.
Den kan også købes som dyrefoder. Den smager godt: I rå tilstand til som en blanding af nødder og ærter.

I kan sagtens spise insekter, I selv indsamler: Myrer smager frisk og syrligt af myresyre (særlig orangemyrer er gode), bilarver (kræver nok adgang til et bistade, men smager fint rå), kålsommerfuglelarver og græshopper (hælder man kogende vand over dem, bliver de knasende). Undgå mariehøns (læs tidligere), bredtæger (smager meget grimt), løbebiller og insekter med kraftig farve, der ofte indikerer grim smag eller giftighed. Man kan også købe græshopper eller melorme i en dyrefoder-butik, de er vældigt gode som mad eller snacks, jeg synes dog, de skal krydres grundigt.

Holder man en blåklokke-blomst op til en myretue og irriterer myrerne lidt, vil de sprøjte myresyre fra en kirtel i bagkroppen mod en (deraf navnet "tissemyre").
Da blåklokkeblomsterne virker som lakmus-papir, får den lave pH-værdi i myresyren, blomsten til at skifte farve. Myresyre er ikke rar for et dyr at få i øjnene,
så det er effektivt forsvar, men det smager godt og så bruges det i øvrigt som smagsgiver i Coca Cola!

Der er altså mange spændende muligheder og relevante potentialer ved at beskæftige sig med insekter. Skab gerne interessegivende søgebilleder (http://www.naturpaedagogik.dk/nysoegebilleder.htm). Lær børnenene om alt det sære, sjove, utrolige og spændende ved insekterne. Tal pænt om smådyrene! Skab interesse for det store i det små - eller som en canadisk insektforsker engang sagde: "Verden er så rig på små vidundere, men så fattig på øjne, der ser dem".
Man kan se meget mere om spændende insekter og insekthistorier på:

http://www.danmarksinsekter.dk/ (en hel masse om en masse insekter).
http://www.naturpaedagogik.dk/nyflue.htm (om fluer, særligt stuefluer)
http://www.naturpaedagogik.dk/svirrefluer.htm (om svirrefluer)
http://www.naturpaedagogik.dk/nybi.htm (om bier)
http://www.naturpaedagogik.dk/nygerris.htm (om skøjteløbere)
http://www.naturpaedagogik.dk/nyovervintring.htm (om at klare sig gennem vinteren)

Og så kan jeg anbefale følgende spændende bog: Sverdrup-Thygeson, Anne: Insekternes planet. Gyldendal, 2019 og hæftet Simonsen, Thomas: Mimicry, Natur og Museum, nr. 2, juli 2019.

 
Insekter er flotte: Her en humlebille (tv.) og en dødningehoved-svirreflue (th.).

 

Håndbog i naturpædagogik:

Ole Wohlgemuth:
HÅNDBOG I NATURPÆDAGOGIK
ISBN 87 7378 286 6
Forlaget Politisk Revy,
2. udgave, 2006.

naturpaedagogik.dk - Ole Wohlgemuth - ow@naturpaedagogik.dk

Copyright © Ole Wohlgemuth