Månedens naturfoto:
Klik for stort billede og fortælling!

 

OM sanser...
 

Vi oplever verden gennem vores sanser - sanserne giver os mulighed for at erkende og lære om tingene omkring os, sanseorganerne er så at sige det, der helt elementært skaber forbindelse mellem os og verden - det er derfor relevant at arbejde med sanserne, hvordan de udvikles, trænes og virker, hvilke begrænsninger de har, hvordan dyr sanser og hvilke forskelle, der er mellem dyr og os. Derudover er det elementært spændende og sjovt at undersøge sine sanser og sanseafprøvninger, sanseforsøg osv. kan således være skægge og givende aktiviteter for praktisk talt enhver målgruppe.

Dyr registrerer data fra omverdenen vha. deres sanser. Sanseorganerne bruges både til at orientere sig med – altså til at finde ud af, hvor dyrene befinder sig i forhold til omgivelserne - og til at lokalisere byttedyr eller anden føde, fjender og potentielle mager med. Gennem sansninger erfarer dyr forhold som lagres i hjernen og dermed læres mere om omverdenen og om at begå sig i den. Sanserne giver således dyr en livsnødvendig opfattelse af verden - denne opfattelse er ikke nødvendigvis den samme for forskellige dyrearter: Dyr har nemlig forskellige sanser, vi kan bruge sanser forskelligt og med forskellig styrke og opløsning, og endelig kan sansesignaler fra omverdenen blive tolket forskelligt i hjernen af forskellige arter og såmænd også individuelt inden for en art. Sansninger rummer på den måde mulighed for at aflæse og dernæst respondere på verden, samtidigt med at sanserne også kan begrænse vores muligheder for opfatte særlige dele af virkeligheden. Sansningernes begrænsninger er en oplagt sammenligningsmulighed mellem dyrearter og retter vores fokus på, hvordan forskellige dyr oplever verden forskellig og har forskellige muligheder. Sansninger er udgangspunktet for opbygning af erfaringer med omverdenen og konstruktionen af søgebilleder (se om dette her), der må betragtes som et prioriteret og værdisat samling af sansninger ved flere episoder. Den enkelte dyrearts behov for og evne til at huske elementer i omverdenen må betragtes som en del af evolutionen af artens sanser.


Er vi mon overhovedet i stand til at forestille os, hvordan verden opleves hos andre dyr? Rokken her bruger sine sanser anderledes end os og har sanser, vi ikke har.

Menneskets sanser kan opdeles i forskellige kategorier - ofte taler vi om de primære sanser (der er absolut nødvendige for overlevelsen og som dannes tidligst i fosterudviklingen) og de sekundære sanser (som vi til en vis grad kan leve uden og som dannes senere i fostertilværelsen og typisk skal trænes op). De primære sanser består af proprioceptionen, de vestibulære sanser og de indre, fysiologiske målingssanser, mens de sekundære sanser omfatter syn, hørelse, smag, lugt og følesanserne. Funktionelt kan vi opdele vores sekundærsanser i henholdsvis nær- og fjernsanser: Nærsanserne er de sanser, hvor vi skal tæt på for at registrere data (følesans, smagssans og til en vis grad lugtesans), mens vi med fjernsanserne kan registrere forhold længere væk fra os (synssans, høresans og til en vis grad lugtesans) - men det er forskelligt for forskellige dyrearter. Opdelingen kan være brugbar, når vi tænker i sansestimulerende baner og tænker sanser ind i pædagogisk kontekst. Næsten alle sanser kan underopdeles, men grundlæggende har mennesket otte sanser, de fleste med flere underopdelinger:

- Synssansen (elektromagnetisk stråling på nethinden).
- Høresansen (mekaniske vibrationer i luften rammer det indre øre).
- Smagssansen (neurokemisk reaktion på tungen)
- Lugtesansen (neurokemisk reaktion i næsen)
- Følesansen som kan underopdeles i nedenstående modaliteter:
Tactition er evnen til at opfatte tryk.
Thermoception er evnen til at opfatte varme og fraværet af varme = (kulde).
Nociception er evnen til at opfatte smerte (visse smerteopfattelser opstår også som kemisk medierede og derfor er smag og lugt ikke de eneste kemiske sanser).

- Labyrintsansen eller Vestibulærsansen - eller også kaldet Equilibrioception er evnen til at opfatte balance, tyngdekraft og bevægelser. Er fysisk lokaliseret i ørerne og giver information om hovedets bevægelser og placering i rummet.
- Muskel-led-sansen: Proprioception eller Kinæstese er opfattelse af kroppens og kropsdelenes placering i rummet (om fx. din pegefinger er strakt eller bøjet nu).
- Fysiologisk monitorering: Måling af hormoner, blodtryk, puls, tarmbevægelser, sukker i blodet etc.

At lave forsøg med vores sanser giver mulighed for fokus på den enkelte sans virkemåde og begrænsninger - du kan finde en beskrivelse af sanseforsøg, som jeg har brugt i undervisning her. Vi kan gennem sanse-specifikke forsøg reflektere over, hvordan vores sanser virker sammen og skaber en sanseintegration og hvordan det er at mangle eller miste sanser som det fx gælder for blinde. Viden om sansernes udvikling hos børn kan være væsentlig for at aflæse barnets udviklingsniveau og opdage motoriske problematikker i barnets udvikling og hvorledes sanser kan stimuleres er vigtig for forståelse af, hvordan man bedst kan stimulere og støtte det enkelte individ. Fokus på vores enkelte sanser giver også en forøget mulighed for overvejelser omkring, hvordan vores sanser adskiller sig fra andre dyrs, hvordan forskellige dyr sanser verden forskelligt og hvad det betyder for forskellige arters omverdensopfattelse - og det er primært denne tankegang, der tages op her.

Vi kan næppe blot fokusere på en enkelt sans hos et dyr og dermed via sammenligning med os selv, realistisk beskrive hvorledes dyret opfatter sin omverden, idet sanser "hjælper hinanden" med at give os et bredt omverdens-billede. Eksempelvis kan vi ved at holde os for ørene, når vi står på et befærdet sted, opleve, at vores samlede rumlige indtryk ændrer karakter, bliver mindre dybt, til trods for et intakt syn. Hørelsen "hjælper" på den måde synet, uden vi helt enkelt kan beskrive hvordan.

Sanseintegration kan ses som en forudsætning for udviklende leg og læring hos et barn. Begrebet bruges ofte og henviser til en teori om en sammenhæng mellem et menneskes evne til at bearbejde sanseindtryk og dets motoriske, perceptuelle, indlærings- og adfærdsmæssige kompetencer. Teorien blev udviklet først af den amerikanske ergoterapeut A.J. Ayres i 1960’erne og 1970’erne. Sanseintegration henviser således til en automatiseret neurologisk proces, som organiserer, differentierer og samordner information fra vores sanser til en meningsfuld anvendelse. Sanseindtryk kommer som nævnt både fra ens egen krop og fra omgivelserne. Allerede ved fødslen har et nyfødt barn en tendens til at dreje øjnene og vende hovedet mod en stemme. Dvs. allerede ved fødslen er der i hjernen integration af sanserne (at det, der høres, måske også kan ses), som ikke er erfaringsbaseret, men må anses for medfødt. Sanseintegrationsprocessen gør det allerede tidligt i livet muligt for os at lære at reagere på en hensigtsmæssig måde, et fænomen der kendes som adaptiv respons.

Nyere undersøgelser (Nature Communications, 2018) dokumenterer, at vores sanser ændres over døgnet - fx. er vores synsevne i mørke bedst tidligt og sent på dagen, men samtidigt er vores generelle hjerneaktivitet lavest på disse tidspunkter. Dette er sandsynligvis en fysiologisk tilpasning til døgnets rytme og gælder med stor sandsynlighed også andre sanser - og formodentlig vil tilsvarende også være gældende for andre dyr. En anden faktor er, at vores sanser er påvirkelige af brug, sjælden brug af sanser kan bogstavelig talt sløve sansen og gøre den mindre fintfølende. Det samme kan ske, hvis en sans mis- eller fejlbruges og belastes voldsomt som det fx. kendes fra rygeres dårligere smagssans.

Mennesker opfatter sansninger forskelligt - er vi sultne, reagerer vi stærkt overfor lugten af mad, er vi bange for edderkopper, kigger vi grundigt efter dem og ser ikke så meget andet end edderkopper og deres spind og møder vi en edderkop, kan vi reagere stærkt på synet. Visse sansninger - både syn, smage, lugte og berøringer - reagerer vi stærkt emotionelt på. Selv om sansningen som sådan er den samme og absolut, kan den opfattede sansning være stærkere eller svagere og vi kan føle, at vi i særlige situationer har ekstra skærpede eller følsomme sanser. Det er også vigtigt at huske på, at vi sanser individuelt og med udgangspunkt i tidligere sanse-erfaringer (i den konstruktiviske læringstilgang (se her) er individuelle sansninger forudsætning for vidensproduktion). Vi bruger tidligere sansninger ifm. nuværende sanseforhold og disse rummer derfor både vidensmæssige og følelsesmæssige dimensioner, der vil være forskellige fra person til person, og det er sjældent, at "vi sanser blankt", altså uden forventninger, forståelser og følelser, selv om det umiddelbart biologiske i vores sanseapparat vil være det samme for os alle, men det er i praksis umuligt at frigøre det fysiologiske fra det følelsesmæssige. Vi anvender sansninger til beslutningstagning på forskellige vis: Hvis man finder en skruptudse og vil løfte den op, skal man vide, præcis hvor hårdt, man skal holde på den - et kompromis mellem at undgå at splatte den ud i hånden og at den hopper væk - vores tryksensorer giver os den nødvendige feedback, der anvendes til sammenligning med vores erfaringer om, hvor meget tryk, vi skal tilføre for at kunne se nærmere på tudsen. Så sansninger er bestemt ikke noget absolut, selv om vi må forudsætte, at vi som mennesker grundlæggende sanser ens forhold på samme måde. Med disse forbehold er det dog både spændende og meningsfuldt at sammenligne vores egne sansers brug med andre dyrs - lad os derfor se på nogle forskellige eksempler:

De fleste mennesker vil umiddelbart sige, at synssansen er vigtigst for dem. Det er i hvert fald korrekt, hvis vi ser på, hvor stor en del af hjernens kapacitet, der bruges ifm. behandling af synsindtryk - nemlig 65 %.


Opbygningen af menneskets øje.

Hunde burde gå med briller, for de kan kun fokusere skarpt på objekter, der er ml. 0,5 og 6 meter væk. Hunde har omkring 100.000 synsopfattende celler i nethinden, mens mennesker har ca. 1,3 millioner, så menneskers syns-opløsning er altså væsentlig bedre end hundes er - i hvert fald i dagslys.

Mange dyr er bedre til at se i mørke, end vi er - hos mange pattedyr og ugler kan man se, at øjnene kan lyse i halvmørke, hvis man retter en lampe mod dem. Dette skyldes et særligt spejllag, kaldet Tapetum lucidum, som ligger bag dyrenes nethinde. Dette lag tilbagekaster lyster, så lys så at sige kan bruges flere gange, hvilket hjælper dyret ved lave lysintensiteter til at se tingene, som var det ved dagslys.

Til forskel fra pattedyrene mangler fuglene mere eller mindre evne til at rotere deres øjne i øjenhulerne (en undtagelse er skarven), hvilket de kompenserer med et bredt synsfelt eller med en god evne at rotere hovedet. Fugle med øjnene på hovedets sider anvender et øje ad gangen for at studere sager i deres nærhed og derfor ser man ofte fugle, der drejer hovedet for at studere noget særlig intenst. Fugleøjet er typisk ved at der mangler blodkar i nethinden. I stedet har de en afgrænset vifteformet struktur, som kaldes pekten (pecten oculi), som er fæstnet i øjets bagerste del, og er fyldt med blodkar. Krybdyr, som heller ikke har blodkar i nethinden, har en lignende struktur, som kaldes conus papillaris.

Fuglenes øvre og nedre øjenlåg anvendes ikke for at blinke. For at fugte og rengøre hornhinden har fuglene i stedet en mere eller mindre gennemsigtig blinkhinde, der bevæger sig horisontalt over øjenlappen. Hos dykkende fugle er den helt gennemskinnende og fungerer som glasset i et koøje, der bryder lyset, så objekter i vandet fremstår mere naturtro. Hos flagspætter har blinkhinden en usædvanlig funktion, der er tilpasset til spættens hakkende levevis: De spænder hinden millisekunder, inden næbbet slår mod træstammen, så øjet ikke ryger ud af øjenhulen, når spætten hakker i en træstamme.


Det sorte får ser verden i sort/hvid... men alligevel med lidt flere nuancer end et sort/hvidt foto.

Vi - og de øvrige primater - kan se farver, fordi vi udover sort/hvid-registrerende stavceller i nethinden også har tapceller, der hver især reagerer på de de tre grundfarver i lyset. De fleste andre pattedyr kan ikke se farver, og heller ikke blæksprutter kan se farver trods deres ellers store og gode øjne og deres farveskift i huden, men fugle kan. Måske er farvesynet udviklet hos menneskeaber som os for at kunne se frugter i alt det grønne på afstand og til at vurdere, om frugter er modne eller umodne, en funktion, der ikke er nødvendig hos andre pattedyr. Tyre kan derfor ikke kende forskel på, om tyrefægterens klæde er rødt eller grønt, men reagerer udelukkende på bevægelsen. Hos fugle kan forklaringen på det eksisterende farvesyn til en vis grad godt være den samme som for menneskeaber, men fugle er dog også karakteriseret ved at have farvestrålende fjer, så farvesyn kan hos fugle også handle om at genkende sine artfæller og se forskel på kønnene og måske individerne i en gruppe.

Mange fugle har fjermønstre i ultraviolet, som er usynlige for menneskets øje. Foruden de tre typer tapper som pattedyr har for at kunne se inden for det røde, grønne og det blå bølgelængdeområde, har fugle nemlig en fjerde type som muliggør farvesyn også inden for det kortbølgede ultraviolette lysspektrum. Fugle synes, til forskel fra mennesket, at have en evne til at opfatte polariseret lys og infrarød varmestråling. Læs mere om fugles syn her: http://pandion.dof.dk/artikel/i-%C3%B8jenkontakt-med-fuglene

Fugleøjne har høj opløsning: Mens menneskeøjets nethinde indeholder omkring 200.000 synsceller pr. kvadratmillimeter, har de fleste fugle tre gange så mange, og fugle, der lever af kød, rovfuglene, har en million eller flere pr. kvadratmillimeter. Mennesker har i nethinden en gul plet med en grube kaldet fovea, som har særligt mange lysopfattende celler og derfor har ekstra høj opløsning - dette betyder, at når vi kigger lige ud, ser vi tydeligst. Nogle fugle har den ekstra fordel at have to fovea'er pr. øje, hvilket giver dem mulighed for at se med ekstra høj opløsning både fremad og nedad - hos rovfugle, der skal kunne se bytte fra luften, er dette særligt udviklet. Da fugle også kan se infrarødt (varmestråling) vil mange rovfugle være i stand til at se tisse-spor fra gnavere og dermed følge gnavernes færd på jorden og fange dem.

Lige som krypdyr mangler fugle blodkar i nethinden. Dette adskiller dem fra pattedyrene og er yderligere en årsag til deres skarpe syn. Nethinden får i stedet næring og ilt igennem en specifik struktur som kaldes pekten. Fugle har også en usædvanlig blød linse så de hurtigt kan fokusere på genstande og undgå ved hurtig fart at flyve ind i ting. Dog flyver fugle ind i mellem ind i vinduesruder, fordi disse virker som store spejle udadtil, så fuglen tror, at luftrummet blot fortsætter.

Generelt sidder øjnene hos rovdyr mere fremadrettet end øjnene hos planteædende dyr, der ofte fungerer som byttedyr for rovdyrene. Fænomenet er kendt som Rovdyrs-/Byttedyrssyn og giver rovdyr et mere overlappende synsfelt mellem øjnene, noget der gør det muligt for dem bedre at se dybder (3D-syn, om man vil) og derved bedre vurdere afstande hen til byttedyret, så de kan slå til med løb eller spring på rette tidspunkt. Byttedyrene har mere brug for at kunne opdage rovdyr i tide, og med øjenene mere på siden af hovedet, har de et meget bredt synsfelt, så de kan opdage truslen fra hvilken som helst side rundt om dem og komme væk. Også pupiludformningen er tilpasset om dyret er et rovdyr eller et byttedyr: Meget ofte har rovdyr pupiller udformet som lodrette sprækker, mens byttedyr oftest har pupiller som vandrette sprækker. Forklaringen på dette er, at pupiller som vandrette sprækker øger lysmængden til øjet foran, bagved og til siderne, hvorimod lyset fra oven bliver dæmpet og samtidigt forbedrer billedkvaliteten til siderne, hvilket igen er en fordel, hvis dyrene skal flygte fra et rovdyr. Undersøgelser har vist (http://advances.sciencemag.org/content/1/7/e1500391), at lodrette pupiller hos dyr, der ligger på lur efter deres bytte, forbedrer deres evne til præcist at bedømme afstande, uden at de behøver at dreje hovedet først, hvilket er en stor fordel, idet enhver bevægelse potentielt ville kunne afsløre dem over for deres bytte. Generelt er pupiller som sprækker lettere at udvide og sammentrække - faktisk kan pupillen på en huskat få et 135 gange større areal i mørke, hvor det samme tal blot er 15 for os mennesker.

Når vi ser en film, kræver det, for at det i vores hjerne virker som en flydende bevægelse, at den vises med mindst 26 billeder i sekundet (biograffilm kører almindeligvis med 30 fps (som det hedder i computersprog: Frames per Second)). Hvis en film med 24 billeder per sekund vises for en gråspurv, vil den opfatte det som en dårlig stumfilm. Dette skyldes, at fugles øjne har en høj tidsopløsning sammenlignet med menneskers, og det kræver derfor mindst 40 billeder per sekund, for at det for fuglene bliver til levende billeder. Visse insekter har sandsynligvis også evnen til at at opløse enkeltebilleder ved større frekvens end mennesker, nogle mener ligefrem, at når insekter flyver mod en lampe, er det resultatet af, at de kan se den vekselstrøm-blinken, der foregår så hurtig, at mennesker ikke kan registrere den, og forvirres derved. De fleste hælder dog til, at insekter tiltrækkes, fordi de blændes af den for dem voldsomme lyskilde.

Insekters øjne er et godt eksempel på, at sanser godt kan opfylde grundlæggende samme formål (i dette tilfælde "at se"), men opbygning og funktionaliteten af en sans kan være meget forskellig for forskellige dyrearter. Nogle dyr som fx. vandmanden har små lysfølsomme celler på randen af klokken og insekter har tilsvarende nogle få punktøjne (eller mere korrekt benævnt: Oceller), der består af et antal lysfølsomme celler, der kun kan reagere på lys, men ikke billeder. Samtidig har de fleste insekter nogle store sammensatte øjne, facetøjne eller ommatidier, der består af et ofte stort antal enkeltøjne med hver sin linse. Det samlede syn bliver hermed mere opdelt, end vi kender det. Enkelte insekter kan se polariseret lys og kan fx. som bier orientere sig efter solens position selv i overskyet vejr, de fleste kan se ultraviolet lys, mens de færreste kan ser dybt rødt. Mange blomster har mønstre, som kun kan ses i ultraviolet lys. Nogle blomster har endda "nektarspor" som viser vej til nektaren. Nektarsporene tilbagekaster ultraviolet lys, der set med insektets øjne står i kontrast til resten af blomsten. Visse frugter og frø "lokker" fugle på lignende måde.


Guldsmede som denne Blå Libel har kæmpe, sammensatte øjne, der tydeligt kan ses forrest.
Den kan se 360 grader rundt om sig selv, men insekters øjne tegner opdelte billeder og reagerer kun på bevægelser.

Smagssansen og lugtesansen er tæt forbundne. Når man er forkølet, siger man ofte, at "man ikke kan smage noget", men i virkeligheden er det lugtesansen, der er dæmpet pga. snot henover slimlaget i lugtemuslingen øverst i næsehulen, hvor vi sanser alle lugtene i et område på ca. 10 kvadratcentimeter. Smagssansen består hos mennesker af 5 forskellige celletyper, der er placeret på smagsløgene på tungen og i ganen - hvor vi således kun kan smage sødt, surt, salt og bittert (samt umami, men denne smagstype er ikke så velundersøgt - se længere nede), så kan vi med lugtesansen sanse mere end 10.000 forskellige duftkombinationer.

Hunde har betydeligt flere duftopfangende sanseceller end mennesker (220 millioner lugteceller mod menneskets kun 5 millioner), men de er indstillet med følsomhed overfor bestemte lugte som fx. smørsyre, der findes i sved og som gør hunde i stand til at følge færten af et menneske over lang afstand - hunden kan så at sige lugte fodspor, altså den minimale mængde smørsyre, der trænger ned igennem en skosål. Fisks lugtesans kan lokaliseres til to gruber på hovedets yderside. Det er med denne sans, at hajer kan vejre blod (på mere end 1 km.s afstand), og at visse laksefisk efter lange vandringer kan finde tilbage til de floder og åer, hvorfra de stammer og er udklækket. Blandt hvirvelløse dyr er lugtesansen kun velbeskrevet hos insekter. Hannerne af visse natsommerfugle kan fx. finde frem til parringsvillige hunner, der udsender særlige duftende hormonstoffer, feromoner, på flere kilometers afstand - dette foregår med de lugtfølsomme organer på antennerne, som er insekternes "næse".

Med alderen falder antallet af smagsløg (hvert smagsløg lever kun en uge, men erstattes kontinuert af nye hos yngre personer), og munden producerer mindre spyt. Begge dele påvirker smagssansen. Den svigtende lugtesans har hovedansvaret for, at evnen til at smage kan falde med årene. Det skyldes, at nerveenderne i næsen gradvist bliver mindre følsomme samtidig med, at der produceres mindre slim. Slimet er med til at holde på lugtene i så lang tid, at de kan nå at blive opfanget af nerveenderne. Man kan også miste smagsceller midlertidigt, hvis man for eksempel brænder sig på en varm kartoffel og får ødelagt nogle smagsceller. Smagsreceptorerne bliver udskiftet cirka hver anden uge og de udsatte celler bliver hermed regenereret. Gamle mennesker med færre smagsceller kan ikke smage mad, de ikke kender, særlig godt, mens velkendt mad kan smages, ikke fordi smagsløgene stimuleres, men fordi erindringen om smagen af det velkendte får hjernen til at koble søgebillederne af den pågældende mad ind, når den serveres. Mange ældre spiser for lidt, det er væsentlig at man giver de gamle mad, de erfaringsmæssigt kan relatere til, når smagssansen aldesdæmpes.

Mennesket har ca. 7000 smagsløg, hvor katten kun har 2700. Men katte kompenserer for den mindskede mulighed for smag via dens overlegene lugtesans. Katte kan ikke smage sødt, da de er carnivore (kødædere), har de ikke på samme måde brug for det som herbivorer (planteædere). Hunde kan imidlertid godt smage sødt; det er i øvrigt skidt, hvis hunde forgriber sig på chokolade, idet de dårligt kan omsætte stoffet theobromin i chokolade og det kan være fatalt.

Vi har længe vidst, at vores smagsløg kan genkende fire smagstyper: Salt, surt, sødt og bittert. Hvert smagsløg måler cirka 0,05 millimeter og indeholder omkring 5-18 smagsceller. Men mange har hævdet, at der også findes en femte smag, unami, der er japansk for "nydelsesrig", og den er smagen af aminosyrer som mononatriumglutamat, også kaldet smagsforstærker. Opfattelsen af umamismagen skyldes, at smagsløgene registrerer carboxylatanionen fra glutaminsyre, en naturligt forekommende aminosyre i kød, ost, supper og andre proteinholdige fødevarer. Blandt fødevarer indeholder bl.a. tomater (især soltørrede), sildefisk, soyasauce, svampe, tang og flere andre umamismagen. Disse aminosyrer findes også i vin - cirka 1-4 gram pr. liter. Glutaminsyre-salte bruges som smagsforstærker: Det mest kendte af disse salte er mononatriumglutamat, også kendt som det tredje krydderi. Men er smagen af dem ikke bare noget, som de normale fire typer smagsløg opfatter? Ifølge et nyere nummer af tidsskriftet Nature har to amerikanske forskere, Charles Zuker og Nick Ryber, opdaget nogle smagsceller på tungen, der kan genkende aminosyrerne, ud fra dette må unami beskrives som en selvstændig smagstype, der dog ikke er yderligere godt undersøgt.

Insekter har smagsløg på fødderne, en flue kan derfor lande på en frugt eller en lort og konstatere, at det er god mad, i modsætning til, hvis den lander på en sten. Fluer kan for øvrigt ikke bide maden i stykker, den må i stedet gylpe ud over den og så suge næringen op (se en masse sjove data om fluer her).

Vores hørelse ligger mellem 20 og 20.000 Hz, altså lyde der svinger op til 20.000 gange i sekundet - generelt kan store dyr høre dybere lyde end vi, og mindre dyr højere. Flagermus kan høre op til 130.000 Hz og hunde til ca. 40.000 Hz - hundefløjter udsender derfor toner på ca. 30.000 Hz, så kun hundene og ikke vi kan høre dem. Lyde sanser vi vha. sansehår i den struktur i det indre øre, som hedder "sneglen". Her finder vi flere knogle-bygninger, der indgår i vestibulær-sansen, altså registrering af placering, tyngdekraft og bevægelse. Denne består dels af et hulrum med små kalksten i, der falder mod nogle sansehår med tyngdekraften og dermed registrerer hvad der er op og ned, og dels af tre buegang (kaldet de semicirkulære rør), hvori en tyk væske bevæger sig, hver gang vores hovede bevæger sig og dermed registrerer bevægelsens retning og kraft. Da væsker fortsætter deres egenbevægelse et stykke tid efter, at den ydre bevægelse ophører, vil vores hjerner tro, at vi stadig snurrer rundt, selv når vi er stoppet med en bevægelse - dette kan give kvalme, da vores øjne fortæller en anden sandhed, så for at beskytte os mod selvdestruktion træder hjernens kvalmecenter i funktion. Noget vi måske alle kender efter en tur i rutchebanen...


Øret har en kompliceret opbygning og dækker flere forskellig sanser.

Dyr har forskellige sanser og "styrken" af deres sanser kan være forskellig, så forskellige dyr oplever verden forskelligt og det kan være svært at sige noget om, hvordan dyr reelt oplever verden og "føler", når vi kun kender vores egen sanseverden. Det er interessant at se på sanser hos andre dyrearter, vi ikke selv har:

Elektroception (eller "elektroreception"): Mange dyr som f.eks. næbdyret, hajer og maller er følsomme overfor elektriske felter. Denne sans kan anvendes til at finde byttedyr. Hajer kan sanse den minimale elektriske strøm, der skabes i musklen, når en fisk sætter af og kan derfor finde ud af, hvor fisken befinder sig.

Magnetoception (eller "magnetoreception") er evnen til at opfatte fluktuationer i magnetfelter og er observeret hos fugle. Duer kan se lysets svingninger i polarisationsretningen, og da denne polarisation peger mod nord, kan de orientere sig via synet. Det er et ikke særlig forstået fænomen, men nyere forskning tyder på, at evnen skyldes cryptokromer, et protein, Cry4, der er indlejret i fuglenes nethinder og som muliggør, at de bogstavlig talt kan se magnetbølger og dermed navigere ift. jordens magnetfelt.

Ekkolokalisering er evnen til at orientere sig i rummet vha. lyd (græsk: echo, lyd), dvs. bruge lyden som "ekkolod" eller sonar. Flagermus og tandhvaler har denne sans, hvor de kan udsende lyde og via ekkoet kan lytte sig frem til, hvordan omgivelserne er. Tandhvaler (men ikke bardehvaler) kan sende lydbølger ekstremt præcist ud via en oliefyldt vævsklump, kaldet melonen, der fungerer som en akustisk linse. Slanger har en særlig ekkolokliserings-metode, idet de via et center, der sidder mellem mellem næsebor og øjne, kan udsende infrarød stråling, der afslører andre dyr på lang afstand.


Flagermus fanger sikkert flyvende insekter via deres sonar-system, de skriger i frekvenser, vi sjældent kan høre (læs mere om flagermus og deres sanser her).

Slanger har ingen trommehinde, så de kan ikke høre som os - og dog: For slanger kan med underkæben opfatte bevægelser i underlaget som vibrationer. Heller ikke hvaler hører som vi, de mangler ydre ører, for disse vil alligevel ikke kunne lede lyd fra vandet ind i øret. I stedet bruger hvaler kæberne, som overfører lyde via luftfyldt fedtvæv til det indre øre.

Elefanter kan "lytte" med fødderne, idet de er særligt følsomme overfor rystelser, som indikerer artfællers bevægelser. Måske er dette en årsag til, at elefanter vides at reagere på jordskælv, inden mennesker gør. Såvel insekter som fugle vides også kan kunne reagere på ændringer i omverdensforhold fx. i forbindelse med naturkatastrofer, inden vi mennesker kan detektere noget, men vi har jo svært ved at spørge dem, hvad det egentlig er, de reagerer på...

Her mod slutningen af denne udvalgte præsentation af menneskets- og dyrs sanser er det måske på sin plads at nævne, at en del mennesker mener, at der eksisterer, hvad der er blevet kaldt "en sjette sans" - en fornemmelse eller intuition. Nogle tror på, at nogle mennesker og dyr kan mærke hændelser, inden de sker - altså forudsige. Dette er dog aldrig blevet videnskabeligt bevist hverken for nogle dyr eller mennesker og altså ikke som en sans.

Man kan afslutningsvist spørge sig selv om andre organismer end dyr kan sanse? Kan bakterier, planter, svampe? Vi ved, at bakterier kan bevæge sig mod fødeemner eller væk fra fx. gift og at planter kan vende sig mod lys. Selv om disse organismer ikke har hjerne og et nervesystem kan de altså godt reagere på omverdenens skiften og de må derfor være i stand til at kunne opdage sådanne forskelle. Det foregår dog i form af biokemiske ændringer beliggende uspecifikt frem for detektion i egentlige sanseorganer og kobling til en hjerne, så derfor kalder vi ikke denne egenskab for sansning i almindelighed, men "taksi" eller "tropisme" - en slags stræben mod/fra - vækst mod lys, som vi ser hos skudspidser og blade, kaldes eksempelvis "fototaksi", mens vækst ned i jorden væk fra lyset beskrives som "geotaksi".


Print Friendly and PDF
 

Håndbog i naturpædagogik:

Ole Wohlgemuth:
HÅNDBOG I NATURPÆDAGOGIK
ISBN 87 7378 286 6
Forlaget Politisk Revy,

2. udgave, 2006.