TILLÆG: Opskrift med dræbersnegle (!)

Nogle steder i verden har man det pragmatiske synspunkt, at for at få bugt med dyr, man ikke bryder sig om, må man hellere æde dem...

"Dræbersneglen" hedder egentlig Iberisk skovsnegl (eller på latin: Arion lusitanicus). Den blev første gang opdaget i Norden i midten af halvfjerdserne (i Danmark dog først i 1991), hvortil den givetvis er kommet med rejsende fra Spanien, Frankrig og Portugal eller import af planteskoleplanter. Den fik sit danske navn på grund af dens for snegle usædvanligt høje appetit; den er nærmest altædende og forfalder endog gerne til kannibalisme, hvis den kan komme til det.

Dræbersnegle kan være svære at identificere, idet de varierer meget i udseendet og let kan forveksles med andre af vores nøgensnegle, men er man opmærksom, kan dræbersnegle godt genkendes - en god bestemmelsesnøgle til snegle kan findes på http://www.skovognatur.dk/DyrOgPlanter/Bloeddyr/Snegle/Noegle_identifikation.htm. Dræbersneglen tilhører altså gruppen nøgensnegle som består af lungesnegle uden hus - de har et åndehul på højre side af kroppen og producerer på huden noget kraftigt slim, som de glider fremad på godt beskyttet mod småsten og lignende forhindringer på jorden.

Almindeligvis kan kan kende dræbersnegle på deres "lorteagtige farve",
der dog kan være mere rød/orange - og dét, at de næsten altid optræder
mange sammen. Dræbersnegle er desuden udstyret med hvidlige striber på
"fødderne", hvilket også tydeligt kan ses på fotoet.

I sit oprindelige hjemområde (Spanien og Portugal) er dræbersneglene hæmmet af varme og tørke, men her i landet har de bedre vilkår med en længere vækstsæson og har kunne formere sig voldsomt. Samtidig er den sammenlignet med sorte og røde skovsnegle uhyre produktiv: Ca. 400 æg kan de hermafroditiske snegle lægge i løbet af deres liv. Dræbersnegle har få fjender i Danmark, fugle har vist sig at fravælge den, så den ædes kun af dyr som grævling og pindsvin, mens tudser, firben og måske rovbiller kan spise små eksemplarer, men formodentlig ædes den i begrænset mængde i forhold til dens voldsomme reproduktion. Den har derfor spredt sig voldsomt i de sidste tiårsperioder i udkanten af skove og ind i haver. Her er den frygtet, idet den hurtigt kan sætte meget fra køkkenhaven til livs og desuden finder mange det ulækkert, at dræbersnegle optræder i store mængder og kan slime en havegang fuldstændigt til. I en enkelt parcelhushave på Bornholm observerede man intet mindre end 10.000 snegle i løbet af en sommer, så haver kan vitterlig blive tæt besat! Slimen kan være svær at vaske af, så sej er den, og desuden har slimen vist sig at indeholde mange bakterier (sneglen kan også godt lide at æde lort!) og kommer man fx. til at putte fingrene i munden efter at have rørt ved sneglens slim, kan man risikere at få et alvorligt maveonde.

Man kan diskutere, om man bør lægge dræbersneglene for had eller ej og om vi skal forsøge at udrydde dette nye, og for mange vældigt irriterende faunaelement. Sneglen kan virke ulækker og uhygiejnisk i sin mængde, men den er altså ikke farlig og det er et åbent spørgsmål, om den egentlig overhovedet æder så meget fra os i vores haver, som det er blevet hævdet. Måske skal vi "klappe sneglen" og betragte det hele fra en dyreetisk vinkel - menneskets lyst til at udrydde andre dyrearter er vel aldrig moralsk uangribeligt - og under alle omstændigheder er det meget vel muligt, at vi er nødt til at acceptere dræbersneglen som et nyt, eksotisk faunaelement, som vi rent faktisk kun kan begrænse i en vis udstrækning. Måske er den kommet for at blive, men kan dog fortsat lokalt ses som et problem, der kan være logik i at gå i krig med - derfor de nedenstående råd efter en lille science fiction-fortælling....:

Undersøgelser i Sverige har vist, at dræbersnegle kan forplante sig med almindelige sorte skovsnegle og dermed fremstille krydsninger, og man kan frygte at disse hybrider vil kunne have dræbersneglenes grådige egenskaber og voldsomme reproduktionskapacitet kombineret med de sorte skovsnegles kuldetilpasning, hvilket kan gøre hybriden endnu mere problematisk som "superdræbersnegl". Endnu er hybriderne ikke fundet i Danmark, men det er formodentlig blot et spørgsmål om tid.

Mange er pga. dræbersneglenes kedelige egenskaber blevet meget optaget af at dræbe dem. Traditionelle sneglebekæmpelsesmetoder er dog måske ikke den bedste vej at gå: I en undersøgelse (Pagh & Buhl-Hansen, Naturens Verden 1/2006) viste sneglegift sig at være mindre effektivt end kaffegrums og fælder viste sig at være ineffektive i forhold til simpel indsamling. Sneglegift er generelt uønsket (som al anden gift i naturen...) og den mest effektive metode til at reducere deres antal, synes alt andet lige at være at indsamle dem og derefter aflive dem. Dette kan ske ved at putte dem ned i kogende vand, smide dem ned i en plasticpose som derefter lægges et døgn i fryseren eller klippe sneglene i småstykker. Alternativt kan man udnytte deres tendens til kannibalisme, klipper man en snegl i stykker og lader ligge, vil artsfæller strømme til og æde ad den, så kan man klippe dem i stykker også, hvilket vil tiltrække endnu flere osv. - og så har man dem i hvert fald samlet på ét sted. Den metode kan dog også risikere at tiltrække naboens dræbersnegle, hvorfor nogle i stedet for anbefaler, at man dræber sneglene og så graver dem ned. Endelig kan man jo også spise dem...

Dræbersnegle er ikke giftige, men skulle være noget sejere end vinbjergsnegle, som man kan finde en opskrift med i bogen. I modsætning til bogens mange forskellige opskrifter har jeg ikke afprøvet nedenstående opskrift - men hører meget gerne om andre, der har forsøgt sig. Eventuelle smagsprøver kan tilsendes...J

Opskriften herunder stammer fra den danske kok Frank Truberg, som driver Brasserie Truberg på Bornholm. Sneglene fanges om morgenen og skylles, inden de stoppes levende i fryseren i nogle timer. Herefter går man så i gang med tilberedningen - til 4 portioner benyttes:

16 dræbersnegle
Hvidvin
2 peberfrugter
1 laurbærblad
4 skiver hvidt brød
2 tomater
2 spsk. vild kørvel
Peber
Olivenolie
Parmesanost

Vin, peber og laurbærblad koges op sammen og dræbersneglene tilsættes. De koger heri en time under låg. Sneglene tages så op og man skærer et snit i dem på langs, renser dem og hakker kødet. Derefter krydres med salt, peber, kørvel og tomat. Dræbersneglekødet brunes i olien i nogle minutter og fordeles så på hvidt brød, som overstrøs med parmesanost.

Også i Sverige har kokke eksperimenteret med at æde sig fri af dræbersnegle-plagen. Kokken David Kallós på Restaurant Brogaten i Malmø har fundet på retten "dræbersnegletoast med bacon, løg og frisk chili" og hvordan denne tilberedes, kan man se på denne video.

Skulle man virkelig få smag for det, finder man her en beslægtet opskrift.

Velbekomme - forfatteren påtager sig intet ansvar for det kulinariske eventyr...!

Man kan læse mere om den dyregruppe, snegle tilhører, i "Håndbog i naturpædagogik" på side 68 og man kan finde mere specifikt om dræbersnegle på
http://web.agrsci.dk/nyhedsarkiv/draebersnegl.shtml, http://www.naturhistoriskmuseum.dk/natur/aarstiden/snegle/snegle.htm, http://www.skovognatur.dk/Emne/Naturbeskyttelse/invasivearter/Dyrearter/Iberisk/, http://www.agrsci.dk/djfpublikation/djfpdf/gvh124.pdf, http://www.naturguide.dk/tema/iberisk%20skovsnegl.htm, http://www.naturhistoriskmuseum.dk/natur/aarstiden/snegleside/sneglestart.htm og http://www.gnm.se/gnm/sniglar/sniglar.asp, http://www.redscarf.com/slime/

TILLÆG: Opskrift med dræbersnegle (!)

Håndbog i naturpædagogik: