Lyren

En lyre er et ældgammelt musikinstrument, der stammer fra det gamle Grækenland, instrumentet består af et U-formet træstykke og nogle strenge spændt herover. Tæt ved Svanen finder man stjernebilledet Lyren, den bl.a. rummer den klareste stjerne på den nordlige himmel: Vega. Stjernen findes også let via en sigtelinie fra Karlsvognen igennem de to forreste "vogn-stjerner". Vegas skær er blevet sammenlignet med en bleg safirs. Vega indgår sammen med Deneb i Svanen og Altair i Ørnen i den såkaldte Sommertrekant. Lyren kan ses på stjernehimlen hele året undtagen i marts-april og er bortset fra Vega ikke noget særligt tydeligt stjernebillede, men Lyren er let at finde i "hjørnet" af Svanen.

Vega betyder egentlig "angribende ørn" på arabisk og dér så man også stjernebilledet som en rovfugl. I det gamle perserrige spillede man ikke på lyre, der syntes man, at stjernebilledet viste et gedehoved - og det gør det jo da egentlig også - men i Grækenland var man ikke i tvivl om, at stjernebilledet lignede musikinstrumentet lyren, der oprindeligt blev lavet af et skildpaddeskjold. Historien om Orfeus i Underverdenen er en klassiker, der er blevet fortalt talrige gange i forskellige former - også som skuespil og musical.

Den himmelske harpe, Lyren, var et instrument som digteren og musikeren Orfeus spillede på. Han var søn af guden Apollon og musen Calliope. Når han spillede på sin lyre, blev alle tilhørere dybt bevægede, selv træer og buske svajede for toneren - ja, undertiden kunne han endog få døde ting, såsom stokke og sten, til at danse til dets toner.

Orfeus giftede sig med en ung, smuk pige, nymfen Eurydike. Hun blev desværre umiddelbart efter brylluppet bidt af en slange og døde. Orfeus var fuldstændig knust af sorg. Derfor besluttede han sig for at drage ned i underverdenen og betvinge med sine toner, at han kunne få sin elskede Eurydike op igen. Så han drog afsted og nåede ned i underverdenen til trehovedede hund med slangehale, Kerberos, som vogter indgangen til Hades ved den bred af floden Styx, som vender mod dødsriget og sørger for, at kun de døde kommer ind i dødsriget, og at ingen døde kommer ud. Det var en ganske frygtelig hund at se på og skummet, som dryppede fra dens gab, brugte heksene som gift. Men Orfeus charmerede sig ind til floden med musikken fra sin lyre. Med samme charmeoffensiv lykkedes det at komme over Styx med færgen, hvor Charon, færgemanden over floden Styx, ellers normalt kun lader de døde over, hvis de for denne tjeneste betalte ham en mønt, som var lagt i den dødes mund før begravelsen. Mange sømænd har traditionelt sikret sig, at at de kunne betale for turen ved at have en guldørering. Også den hårede slange Furies og endelig underverdenens ledere Hades og Persephone, blev betvunget og accepterede at Orfeus kunne tage Eurydike med op igen - på én betingelse: Han måtte ikke kigge tilbage!

På vej op fra underverdenen blev Orfeus imidlertid grebet af en grusom, uforklarelig tvivl. Og om det gode og onde omkring underverdenen skal man aldrig tvivle! Orfeus kiggede sig i sin dybe tvivl et kort sekund tilbage over skulderen. Eurydike bogstavelig talt smeltede foran øjnene på Orfeus og i samme øjeblik lukkedes dørene til underverdenen. Således var Eurydike for bestandigt draget bort fra vor verden.

Ensom og ulykkelig drog Orfeus nu rundt i syv måneder. Orfeus stiftede en religion, orfismen, en forløber for kristendommen - en mildhedens lære. Men som vi skal se herefter, fik han selv en meget brutal død.

Han vandrede nu rundt og spillede på sin lyre og sang og tiltrak såvel mennesker som dyr. En gruppe kvinder fra Thrakien anført af vinguden Dionysos blev også trukket til af den himmelske musik, men Orfeus kunne ikke forelske sig i nogen og ikke ligge med nogen af dem. Over dette blev de de fordrukne kvinder så arrige, at de gik løs på den stakkels Orfeus med sten, stegespid, mortérstødere, hammere og krumknive og sønderrev lyrespilleren og splittede hans lemmer viden om. Orfeus hoved blev sammen med lyren kastet i vandet og drev med strømmen over til øen Lesbos, hovr man tog lyren og hængte den op i Apollons tempel. Endnu dér skal den have tonet og klinget uden at være rørt af menneskehånd og have fortryllet dyr, planter og sten. Man begravede hans hoved og nattergalene sang over hans grav så skønt som ingensteds ellers i verden. Endog Apollons spådomskunst skal hovedet have øvet og givet mennesker orakelsvar, indtil Apollon udstrakte sin hånd og bød det tie. Og da tav det!

Der er dog også blevet fortalt en anden historie - og den er også god, så den kommer her:

Langt fra alle andre - i de vilde bjerge - boede nymfen Maia i en grotte. Engang fik hun besøg af Zeus, som aldrig gik af vejen for et smukt damebekendtskab. Ni måneder efter fødte hun en dreng, som hun kaldte Hermes. Hermes var tidligt et meget fremmeligt barn. Da han var få timer gammel, kravlede han ud af vuggen. I grotten lå et skildpaddeskjold og nogle fåretarme. I løbet af et øjeblik havde den lille fyr lavet et musikinstrument. Snart efter kunne han spille sin første melodi.

Om natten sneg han sig ud og jagede rundt med Apollons røde okser. Nogle af dem forsvandt fra flokken. Apollon blev rasende, da han opdagede, hvad der var sket. Han gik til Maias grotte og greb fat i Hermes, der lå i sin vugge og spille på sit instrument. "Din lille slyngel!" råbte Apollonl. "Hvor er mine okser? Bekend eller jeg styrter dig ned i Tartaros' mørke." Hermes blev imidlertid slet ikke bange. Han så på Apollon og sagde med barnlig stemme: "Storebror dog - jeg er en lille baby, der blev født i går. Tror du, jeg kan fange okser?" Apollon kunne ikke lade være med at le. Nu så han på det nye musikinstrument og spurgte interesseret: "Hvad er det for ét?"

"Jeg kaldet det for en lyre", svarede Hermes, "vil du høre mig spille?" Det ville Apollon gerne. Da musikken var slut, sagde han: "Giv mig lyren, så snakker vi ikke mere om de okser!"

Måske hænger de to historier sammen, for den sidste historie er måske netop fortællingen om, hvordan Apollon fik en lyre, som han gav videre til sin søn Orfeus!