De fleste bliver fra tid til anden udsat for vandrehistorier om edderkopper i bylder, skorpioner i yucca-palmer, pudler i mikrobølgeovne, rottekød i pizzaer osv osv. Historierne er en slags moderne myter, som bliver fortalt som om, de var sande og om ikke selvoplevet, så i hvert fald således at fortælleren kender den, der har oplevet tingene.
Månedens historie handler om ørentviste, som er insekter, der mangler vinger og som primært er nataktive. De har en tang på bagkroppen (hannernes bøjer, hunnernes er lige!), som kan bruges til forsvar, men den er ikke særlig stærk, så den er ingen trussel mod os. Her i marts måned forlader hannerne de huler, hvor de har overvintret sammen med hunnerne og kort efter begynder hunnerne inde i hulen at lægge æg. Hun bliver i hulen og passer æggene og når de klækkes, dør hunnen oftest hurtigt, hvorefter ungerne fortærer deres mor! Ud på sommeren kommer ungerne så ud i verden og ses mest omkring august måned.
Ørentvisten er kendt af alle og den har hovedrollen i denne måneds naturhistorie, som vi efterfølgende må konstatere er en vaskeægte vandrehistorie. Vandrehistorier fortæller typisk om en angst, der sidder i mennesket. Naturen indgår i mange historier, som viser, at mennesket ind i mellem føler sig utryg ved det ukontrollable, vilde ved naturen. Man kan ikke styre den helt og små, tilfældige brikker af viden blandet med rygter og folketro giver næring til myter, som psykologisk kan betragtes som angst-afledningsmanøvrer. Denne angst behøver som sådan ikke være funderet i en natur-fobi, men kan også være en angst, der handler om mellemmenneskelige ting, men som projiceres over på det mere konkrete, nemlig naturen. En typisk angst er frygten for at naturen i kraft af sine små elementer tager plads i ens krop og dermed styrer en. Flere historier handler således om, at dyr har taget bolig i en menneskekrop og senere fx. klækker æg ud gennem huden. Her følger den frygtelige historie om ørentvisten i øregangen - og jo.... selvfølgelig kender jeg da selv Lydia!
En dejlig sommerdag var min amerikanske bekendt Lydia taget med sin veninde Wendy ud på stranden. Solen brændte heftigt og de to unge kvinder nød denne deres sidste sommerferiedag. De var taget af sted tidligt for at få en god plads på den populære strand, inden formiddagens menneskemylder satte ind. Der var heller ikke kommet særlig mange, så de fandt hurtigt en dejlig plet i det kridhvide sand, hvor de smed sig på deres håndklæder.
Kort efter den obligatoriske sollotion-indsmøring mærkede Lydia noget ,der kildede hende ved øret. Det var sikkert en mariehøne, tænkte hun, og viftede den væk, men irriterende nok blev den lette kilden til en irriterende kløen i øret. "Hey Wendy, har jeg noget siddende ved øret", råbte hun til veninden, men der var intet at se. Det kløede nu voldsomt i øret og Lydia forsøgte med en lillefinger at få stoppet denne underlige følelse af, at kløen bevægede sig indad i øret på hende. Men det var forgæves og en tid lå hun og vente og drejede hovedet og så, lige så pludselig som det var startet, forsvandt fornemmelsen og kløen igen. "Nå", trøstede hun sig med, "det var nok bare en myg." De to piger forsatte solbadningen til de måtte køle sig i de livlige bølger og dagen gik hurtigt og de måtte atter hjemad.
Hverdagen startede og ferien var snart kun søde minder og fotos i et album. Men det var svært at sove om natten. Lydia vendte og drejede sig og mødte træt op på arbejde. Det gjorde vanvittigt ondt i hendes ene øre og efter nogle dage besluttede hun sig for at gå op hos lægen i forventning om at få ordineret noget penicillin. Men sådan skulle det ikke gå...
Lægen fremdrog sit orthoskop og kiggede ind i Lydias øre. Hans overskæg vippede, mens han trak vejret dybt og brummede: "Hmmm... har du lavet noget specielt eller været nogen særlige steder her på det sidste?" Lydia tænkte sig om: "Tja... jeg var en uges tid i nogle venners sommerhus og ellers ikke noget, bortset fra en tur på stranden." Lægen så meget alvorligt på Lydia med sine mørke øjne, Lydia kunne ikke lide det glimt, der var i dem lige pludselig. Lægen rømmede sig og betragtede Lydia med et skarpt blik, hvis indhold hun ikke helt kunne tolke: "Stranden?" gentog han tørt, "åh Gud, det kan være slemt." Lydia følte et kort øjeblik tæppet blive revet væk under sig - hvad var det der skete? Lægen bed tænderne sammen og bad hende koldt om at følge med ind i røntgenrummet. Lydia blev uden videre forklaring lagt på briksen og en sygeplejerske gik i gang med at indstille den voldsomme røntgenkanon. Lægen var allerede ude af rummet og Lydia følte sig pludselig meget sårbar og alene, det var ret uforståeligt det hele.
Lægen tog det store røntgenfoto og holdt det ud foran sig, så han kunne betragte det i modlyset. Han brummede, nærmest nervøst, tænkte Lydia. Hun fik hevet sig op, så godt som det kunne lade sig gøre og krævede at høre nærmere. Lægen skulle øjensynligt også tage sig sammen, for han lukkede øjnene halvt i og trak vejret dybt et par gange, før han gik i gang: "Jeg tror, det er en ørentvist. Den hedder sådan, fordi den kravler ind i ørene på folk nogen gange. Denne her er kravlet så langt ind, så vi ikke kan operere den ud." Lydia mærkede en helt overmenneskelig desperation: "Hvad så, doktor?" Lægen fortrak en vag grimasse: "Ja, der er desværre ikke andet at gøre, end vente indtil den får gnavet sig igennem hjernen om til den anden side." "Det må være en spøg," hviskede Lydia hæst, men lægen lignede ikke en, der spørgte.
Der gik to forfærdelige dage i dyb bekymring. Da Lydia om morgenen vågnede derefter, fandt hun en død ørentvist på sin hovedpude. Ude af sig selv af befriende glæde styrtede hun over til lægen for at vise ham, at sagen nu havde klaret sig selv og problemet var løst. Lægen stirrede længe på det lille insekt i syltetøjsglasset, som Lydia holdt frem for ham. Han så bestemt ikke begejstret ud, snarere endnu mere bekymret. Lydia forstod det ikke, han burde da også være glad nu. Men så sagde lægen med raslende, hæs røst: "Jo, problemet er måske løst så langt, men der er bare det ved det, at denne ørentvist er en hun, og hunner lægger jo som bekendt æg!" Lydia skreg og skreg og holdt på sit hoved...
Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvor meget sandhed, der kan være i denne historie. Vandrehistorier rummer typisk mange elementer, som godt kunne finde sted, men afslører sig almindeligvis ved at have flere usandsynlige eller lidt for fantastiske elementer. Når den nøjagtigt samme historie fortælles fra flere kilder, men måske med enkelte ting forandret lidt, kan man også godt stole på, at man er blevet udsat for dette ganske underholdende fænomen, som vandrehistorier er.
I dette tilfælde må man sige, at ørentviste godt nok har en forkærlighed for at søge ind i huller som de natdyr de er. De lever helst skjult og gerne i let fugtige omgivelser - det kunne strengt taget også godt være menneskets øregange. Men miljøet derinde er ikke egnet for ørentviste og vi ville også hurtigt reagere, hvis en ørentvist vovede sig det mindste indenfor, så det er højst usandsynligt, at ørentviste nogensinde vil gå længere ind i et menneskeøre.
I historien æder ørentvisten sig videre ind i øret og lægger æg. Hvis et dyr overhovedet kom derind, ville det blive uhjælpeligt fanget i ørevoks og ville ikke kunne bevæge sig. Øret er ikke en mulig overvintringsplads og ikke et muligt æglægningssted og i øvrigt ville tidsrammen også være længere end nævnt i historien.
Kort sagt: Det kan ikke lade sig gøre, historien er ikke sket, den er en rigtig vandrehistorie!
Hr. ørentvist
Ole Wohlgemuth:
HÅNDBOG I NATURPÆDAGOGIK
ISBN 87 7378 286 6
Forlaget Politisk Revy,
2.
udgave, 2006.