Følg med i "månedens naturfoto" !

Ud over et udvalgt, flot foto følger også beretningen om, hvad det er, der ses på billedet!


Kastanjetræet

Det går hurtigt, når kastanjerne først ta'r fat... I de første dage af maj springer kastanjetræerne ud og allerede i midten af måneden blomstrer de med deres flotte kegletoppe af hvide blomster. Knopskællene ligger rundt omkring og sætter sig fast på skoene - de store skæl er nemlig klistrende - meget klistrende!

Kastanjeblomsterne skifter enkeltvist farve, når de er blevet bestøvet (mod det rødlige) og signalerer derved overfor bier og andre insekter, at de har haft besøg, og at det ikke kan betale sig at komme dér efter nektar.

Selve kastanjen, nødden, kendes af alle børn som herligt efterårs-legetøj, til spil og kastanjedyr. Men kastanjer fra vores hjemlige kastanjetræ, som mere præcist hedder hestekastanje, kan ikke spises i modsætning til nødder fra middelhavstræet Ægte Kastanje, der også kan ses mange steder plantet i Danmark.

Kastanjetræet er i de senere år i Danmark blevet ramt af et skadedyr, som i værste fald kan true kastanjens overlevelse - læs mere om det her: http://www.naturpaedagogik.dk/nykastanje.htm

Oprindeligt stammer hestekastanjen fra Grækenland og Albanien, men den blev indført som prydplante i 1721 og har spredt sig godt og grundigt, hvad den ægte kastanje ikke har evnet. Som brugstræ er det ikke meget, det er skrøbeligt og man kan risikere, at kravler man i et kastanjetræ knækker en gren uforvarende af, så hestekastanjer er bestemt ikke så velegnet som klatretræer. Men flotte er de...

Fotoet er taget  i Nordsjælland i 2005.

 

Håndbog i naturpædagogik:

Ole Wohlgemuth:
HÅNDBOG I NATURPÆDAGOGIK
ISBN 87 7378 241 6
Forlaget Politisk Revy, 2004.