Månedens naturfoto:
Klik for stort billede og fortælling!

 

Månedens naturaktivitet:
Lejrliv - bålet og maden

Juli er en vidunderlig måned at opholde sig meget udendørs på - hele døgnet. Man behøver ikke meget tøj og der er masser at se på og beskæftige sig med i naturen på dette tidspunkt af året. Mange er på ferie i juli, men friluftsliv med overnatning i naturen kan være en alternativ form for ferie og i institutionerne kan det være en slags "ekstra-koloni" som både er meget billig og meget givende.

Når man er på friluftstur, skal man have bål-mad, så bålet er i sig selv en vigtig naturaktivitet med mange mulige sideprojekter. At lave bål er sjovt, spændende og hyggeligt og det er en aktivitet, alle kan være med til - store som små. Man skal forberede friluftsture godt - læs mere om det i bogen, hvor der også kan findes mange forslag til bålbygning og bålaktiviteter.

Det første skridt er, at man finder sig en god, reglementeret lejrplads, hvor man så kan gå i gang med bålet. Her er det, at det kan blive rigtigt spændende for børn at få lov til at håndtere ellers "farlige voksenredskaber" som dolke, save og økser. Nogle af disse fås i særlige, lette børneudgaver, men for børn kan det være en stor ting at få lov til at betjene "rigtige voksenredskaber". Det er vigtigt at redskaberne er i god form - de skal være rene og skarpe - ellers er risikoen for at tingene smutter betydeligt større. Afhængigt af alder og børnenes færdigheder må naturpædagogen anvise og instruere og selvsagt også overvåge brugen af redskaberne. Børnenes respekt for redskaberne er oftest så stor, at de selv passer umådeligt meget på, så der vil kun sjældent være grund til sikkerhedsmæssigt at gribe ind, men selvfølgelig er det vigtigt, at børnene får godt og rigtigt "tag" på redskaberne af såvel sikkerhedsmæssige som resultatmæssige årsager. Ved at have fokus på et enkelt barn af gangen og hvor alle efter tur får lov, kan man skabe koncentration og ro om processen. Det kan godt være, man ikke får kløvet store kævler, men man kan i hvert fald få hakket nogle småpinde til optænding.

Mad over bål smager vidunderligt og der er mange muligheder. Brændenældesuppe er sjældent så populær hos børn, men det er til gengæld urtefrikadeller, hvor alle kan hjælpes ad med at samle ingredienserne og hvor det man skal have med hjemmefra er et absolut minimum. Her er en opskrift på nogle rigtigt lækre deller:

Ca. 250 g. blandet skvalderkål, brændenælde, skovsyre, mælkebøtte, vandmynte, bøgeblade, birkeblade (alt efter smag og behag).
ca. 250 g. løgkarse
3 æg
2 dl. rasp
salt og peber
lidt olie

Alle urterne hakkes fint - brug evt. en persillehakker. Æg, rasp, salt og peber kommes i og det hele røres sammen til en fast fars. Juster evt. farsen med olie. Frikadellerne formes i hånden og steges i olie på en pande - gerne over bål eller trangia.
 

 Du kan få mange flere natur-opskrifter og naturaktiviteter i "håndbog i naturpædagogik"!

Håndbog i naturpædagogik:

Ole Wohlgemuth:
HÅNDBOG I NATURPÆDAGOGIK
ISBN 87 7378 241 6
Forlaget Politisk Revy, 2004.