- Månedens planteMånedens naturfoto:
Klik for stort billede og fortælling!
Iris er et gammelt græsk ord for regnbue. Vi kalder øjets regnbuehinde for iris, det er den hinde, der giver øjet sit farve og går man tæt på et øje kan man se, at et menneske ikke blot har fx. blå øjne, men at regnbuehinden faktisk har flere farver, hvis man altså ser godt efter. Denne måneds plante bærer det fantastiske navn iris, hvilket måske kommer af, at der findes iris-arter i næsten alle regnbuens farver, men her i Danmark har vi kun den gule iris og den blå. Det er den gule vi skal se på i denne måned.
Planten kaldes også for sværdlilje, fordi bladene har form som et sværd. De har skarpe kanter og man kan let skære sig på den. De er sammentrykte og bygget ens på begge sider og de står på højkant og "rider" på hinanden. På den måde kan de udnytte lyset fra alle sider hele dagen.
Gul iris hedder på latin Iris pseudacorus. Artsnavnet ”pseudacorus” betyder ”falsk Kalmus” og hentyder til de forvekslingsmuligheder med en anden sumpplante, nemlig kalmus, der dog let kendes på ikke at have store blomster, men til gengæld en kolbeagtig blomsterstand (se foto her). Gul iris vokser ved bredden af søer, sumpe og åer på steder, hvor der er meget næring i jorden. I stænglen og bladene er der luftkanaler, så planten sende ilt ned til åndingen i rødderne, der jo oftest står i vand. Her er iltindholdet er lavt, så rødderne kan ellers risikere at rådne.
De smukke gule blomster springer ud i juni eller juli. De 6 blomsterblade danner en tragt, hvor der i bunden er nektar, der bliver dannet af en lille kirtel, nektariet. Nektar er flydende fruktose - rent, energirigt sukker. Dette er lækkert for humlebierne, som primært er dem, der sørger for at planten bliver bestøvet. Når en humlebi lander på et af de store, gule blosterblade, vil den let kunne finde ned til nektaren - den bliver ledt af de mørke steger, saftmærkerne, på blosterbladet. På vejen ned kommer den til at bøje støvvejens flig nedefter og stryger pollen af, som den måske har med fra en anden irisblomst. Pollenet bliver fanget af det klæbrige støvfang. Når bien har lappet nektar i sig, bakker den ud af blomsten, og får så blomstens støv med på ryggen. Blomsten kan på den måde smart nok ikke blive selvbestøvet.
De befrugtede frø vokser i en lang kapsel, hvor de, når frøene er blevet modne, falder ud fra. Kapslen indeholder meget luft og kan derfor flyde på vand og frøene kan dermed blive godt spredt ud i verden. Planten kan også formere sig asexuelt gennem forgreninger i dens kraftige jordstængel. Jordstænglen er desuden et lager til næringsstoffer om vinteren, hvor alle de overjordiske dele er visnet væk.
Iris er en såkaldt énkimbladet plante, hvor kimplanten (den første spire med det første blad, kaldet kimbladet) kan har ét blad; alle kender i hvert fald karsens kimplanter, for det er dem man spiser på æggemaden, og den har tydeligt to kimblade. Ènkimbladede planter anses i evolutionær sammenhæng for værende mere oprindelige.
Mange haveejere synes at gul iris er på flot, at de planter den hjemme i deres have; man kan købe jordstængler på de fleste planteskoler. Her kan man også købe ikke-danske irisarter i alle mulige farver til sin have, så man kan altså selv lave en hel regnbue.
Gul iris er giftig, særligt jordstænglen. Planten indeholder et stof, irisin, med en brændende skarp smag. Saften af friske irisplanter kan forårsage en kraftig irritation af mund og svælg samt give diarré. Måske pga. disse effekter opfattede man tidligere iris som en medicinplante og man brugt afkog af planten mod forskellige sygdomme, men i dag ved vi, at den ikke har nogen medicinsk positiv effekt. Der sker intet ved at prøve at bide i en jordstængel for at smage hvor kraftig en sådan fætter egentlig er - spyt blot ud igen. Man har førhen brugt frø fra gul iris som kaffeerstatning, hvilket heller ikke kan anbefales. Jordstænglen af gul iris har været brugt til at farve tøj sort (når det koges med jernsulfat), og man skulle kunne få en smuk, gul farve ved at bruge blomsterne. Bladene blev engang brugt til at tætne kar og tønder. Sammen med andre sumpplanter, særligt tagrør, bruges gul iris nu til rodzoneanlæg, hvor man kan udlede spildevand og affaldsslam. Gennem rødderne optager planterne mængder af næringsstoffer, som dermed hindres i at komme ud i de omgivende vandmiljøer og overgøde med voldsomme algeopblomstringer og måske iltsvind til følge.
Ole Wohlgemuth:
HÅNDBOG I NATURPÆDAGOGIK
ISBN 87 7378 286 6
Forlaget Politisk Revy,
2.
udgave, 2006.