Følg med i "månedens naturfoto" !

Ud over et udvalgt, flot foto følger også beretningen om, hvad det er, der ses på billedet!

 

Atypus affinis - den danske fugleedderkop

Atypus affinis (på dansk har den for nylig fået navnet Tapetserfugleedderkop) er Danmarks eneste art i edderkoppefamilien Atypidae, fugleedderkopperne. Fugleedderkopper kan kendes på, at deres to giftkroge, som sidder allerforrest på dyret, bøjer nedad, mens de på alle andre grupper af edderkopper bøjer mod hinanden. Fugleedderkopper lever først og fremmest i troperne og subtroperne og vores enlige danske art er mindre end langt de fleste.

Regnskovs-fugleedderkopperne er velkendte, de kan blive større end en hånd og er gevaldigt behårede. Selv om de kan se voldsomme ud, er de ikke særligt giftige, deres gift svarer til en honningbis, men det gør ondt at blive bidt og man får sig under alle omstændigheder en kraftig forskrækkelse. Dog bider fugleedderkopper nødigt større dyr som mennesket - det er spild af god gift, den kan alligevel ikke æde os, så den foretrækker at forskrække os ved at stryge sine stride, stive hår på bagkroppen af med bagbenene. De springer af med stor kraft og kommer let ind i øjnene, næsen eller munden på den angribende fjende. Hårene irriterer slimhinderne voldsomt og skal nok få angriberen til at få andet at tænke på. Hos mennesket kan hårene give anledning til ubehagelige allergiske reaktioner, så af den grund bør man ikke tirre en fugleedderkop.

Den danske Atypus er lille, kun ca. 2 cm. plus ben, hunnen er størst, hannen bliver mindre end det. Atypus har altid været kendt fra Bornholm og er på det seneste også fundet i Midtjylland og på flere mindre øer. Danmark er det nordligste sted, man kan finde den. Den er ikke er særlig almindelig kendt, de fleste danskere er slet ikke klar over, at vi i Danmark har en vaskeægte (om end meget lille...) fugleedderkop.

Det er fortrinsvist i eftersommeren og i starten af efteråret man ser den, når den bliver mere aktiv ovenfor jorden. Den spinder et rørformet spind, som ligger på jorden og som er forbundet med en underjordisk gang. Når et byttedyr træder på spindet, farer edderkoppen op og spidder byttet med sine giftkroge gennem rørets væg og trækker det herefter ind i røret og æder det. Atypus ses hyppigst om efteråret, hvor hannerne opsøger hunnernes rør. Parringen sker inde i røret og først sent på foråret det efterfølgende år lægges æggene - ca. 150 stk. Man regner med, at en Atypus kan leve op til 8 år, da den ikke har nogle naturlige fjender, men den bliver først kønsmoden i sit fjerde år.

Fugleedderkopper fra sydamerikanske regnskovsområder som fx. den orangebenede tarantel bliver holdt som "kæledyr" og nogle har ligefrem en større bestand hjemme i deres lejlighed! Mange gyser ved tanken - mange mennesker har elementer af araknofobi dvs. angst for edderkopper, men kigger man nærmere på edderkopper og lærer om dem, vil man kunne se, at de er både flotte og spændende dyr om end det ikke betyder, at man ligefrem behøver at holde dem som husdyr. Herunder ses forfatteren med et af disse "kæledyr"...

Fotoet øverst er taget på Bornholm i 1988 og senere scannet ind fra dias. Fotoet nederst er taget af en af mine studerende i Københavns Zoologiske Have i 2002.


Håndbog i naturpædagogik:

Ole Wohlgemuth:
HÅNDBOG I NATURPÆDAGOGIK
ISBN 87 7378 241 6
Forlaget Politisk Revy, 2004.