Månedens naturfoto:
Klik for stort billede og fortælling!

 

Månedens naturaktivitet:
Hybensuppe

September og oktober er traditionelt sylte- og henkogningsmåneder. Det er nu de sidste bær på sæsonen skal høstes og konserveres, så man kan få glæde af dem i syltetøj, grød og saftevand osv. vinteren igennem og dermed sikre, at efterårets overskud af vitaminer ikke går tabt. Bær plukkes, pilles og skylles før de bruges - pluk helst fra planter et stykke fra veje, her er risikoen for forurening mindre.

Hyben er frugten på roser og nogle arter laver meget store hyben, som egner sig perfekt til naturgastronomi. Her følger en opskrift på en klassisk hybensuppe, som er nem at lave og som kan laves i stor mængde og fryses ned til den lange vinter:

Hybensuppe
375 g hyben (7 1/2 dl)
1 1/2 l vand
60 g sukker (3/4 dl)
3 spsk. majsstivelse
lidt citronsaft

Find et krat med Rynket Rose og pluk en masse modne hyben. Skyl og rens dem. Hæld dem i en gryde med 1 1/2 l vand, og varm forsigtigt op til de koger. Lad det hele koge i 30 minutter. Mos hyben og kogevand. Hæld sukker og citronsaft i suppen. Rør majsstivelsen ud i lidt koldt vand, og hæld den ved. Kog suppen igennem i 1 minut - og spis den.

Rynket rose har den fordel, at dens hyben er meget store. Man kan også bruge den til marmelade - den er særdeles vitaminrig - faktisk indeholder den cirka fem gange så megen C-vitamin som en citrusfrugt. Hyben indeholder store mængder frø (som børn elsker at bruge som "kløpulver") og disse skal renses ud, før man laver suppe eller andet. Rynket rose vokser på strandvolde og ved sandstrande i ofte meget store krat, hvor det ikke tager lang tid at plukke en ordentlig portion hyben. Rynket rose er i øvrigt lidt af en plage: Den er ekstrem hårdfør og spreder sig let via dens mange frø og når den først har fået fat, kan den med sine lange rodudløbere vokse over store området, således kan en enkelt plante dække flere hundrede kvadratmeter og udkonkurrere stort set alle andre planter. Rynket rose er oprindeligt ikke hjemhørende i Danmark, men er bragt hertil af mennesket i 1800-tallet og nu opfattes den som en trussel mod de oprindelige danske planter, der ikke kan klare sig i konkurrencen og er blevet helt fortrængt mange steder - rynket rose er således en såkaldt invasiv art - men det er altså en plage, som man kan få meget nyttigt ud af!


 

 Du kan få mange flere natur-opskrifter i "håndbog i naturpædagogik"!

Håndbog i naturpædagogik:

Ole Wohlgemuth:
HÅNDBOG I NATURPÆDAGOGIK
ISBN 87 7378 241 6
Forlaget Politisk Revy, 2004.