Månedens spændende dyr...

Sæler er sjove og fantastiske dyr, som vi måske ikke ser så tit, men man bliver virkelig fascineret af disse store pattedyr i vores natur, når man så endelig er heldig ude ved kysten at få nogle at se. I Danmark findes der ca. 12.000 sæler og omkring 20 % af disse er unger. Der er i alt 33 forskellige sælarter i verden, de fleste er på størrelse med vores danske arter, men findes også så store som hvalrosser, der kan veje op til 2 tons. Sæler ser umiddelbart meget ens ud, men nogle arter har sjove karakteristika som klapmydsens luftpose og søløvens gåluffer og hundeagtige adfærd. De fleste sælarter i verden er knyttet til kolde havområder, men de findes dog over hele jorden. Vi finder i Danmark to sælarter: Den spættede sæl og gråsælen. Den spættede sæl (Phoca vitulina) er langt den mest almindelige og den kan blive op til 40 år gammel (hunsælen - hannen bliver nok kun op til 25 år).

Sæler er i den grad tilpasset livet i vand: Kroppen er torpedoformet og det meste af lemmerne er skjult inde i kroppen, så vandmodstanden ved svømning er meget lav. Lemmerne er omdannet forrest til luffer og bagerst til fødder med svømmehud. Med deres strømlinede krop kan sæler i vandet nå op på en hastighed af 35 km i timen. De kan også dykke helt ned til 200 meter under overfladen. Derimod er de spættede sæler ikke særligt gode til at bevæge sig på landjorden: De kan ikke som søløverne bruge lufferne som en slags ben og må derfor "mave sig" af sted hen over jorden. Selve ordet sæl kommer formodentlig fra et gammelt tysk ord som betyder "den der slæber sig af sted".

Sæler kan dykke ned og være under vandet i 30 minutter, den spættede sæl sover ofte neddykket (i lodret stilling) og glider så med mellemrum op efter en mundfuld luft. Sælerne har mere blod end mennesket (8 liter mod 5 liter hos os) og deres blod indeholder i forhold til vores rigtig mange røde blodlegemer med farvestoffet hæmoglobin, der binder ilt, hos mennesket er således 42 % af vores blodlegemer røde, mens det hos sæler er hele 62 %. Derfor kan sæler tage meget store mængder ilt med sig ned under vandet og klare sig længere tid neddykket.

Sæler lever som sagt hvor der er koldt, men de fryser ikke, for deres krop er isoleret med et tykt lag spæk under huden, hos den spættede sæl er laget ca. 4 centimeter tykt. Spæklaget er vigtigt for overlevelsen og derfor opbygges det hurtigt hos sælunger gennem mælk fra moderen med en fedtprocent på 48 - på den måde kan de tage op mod et kilo på om dagen! Senere lever den spættede sæl stort set kun af fisk (2-3 kg. om dagen) med en høj fedtprocent. Den lille sælunge fødes med en særlig pels, der hjælper den til at holde sig varm i starten - denne hvide, langhårede "babypels" har desværre gjort det meget populært at jagte babysæler - dog skal her bemærkes at lige den spættede sæl ikke fødes med babypels, for denne fældes inden fødslen. I Danmark er sæler totalfredet - sådan har det været siden 1977, hvor der desuden blev oprettet et antal sælreservater med begrænset adgang for mennesker - hvert år giver Skov- og Naturstyrelsen dog dispensation til, at nogle fiskere kan skyde ganske få sæler, som kommer for tæt på deres garn.

Bliver en sælunge efterladt af sin mor i strandkanten hyler den hjerteskærende. Finder man sådan en "hyler" skal man gå langt ude om den, så moderen atter tør nærme sig sin unge, ofte er hun nemlig ikke så langt væk, men bare ude for at samle lidt mad ind.

I 1988 og igen i 2002 udbrød der en epidemi af sælpest, der er en - eller måske i virkeligheden flere forskellige virussygdomme og som skyldes en mæslingelignende virus, der hedder PDV. Sælpest kan være dødelig i stort omfang for sælunger under fem år og flere ting tyder på, at sygdommen er tilbage igen. I midten af juli 2007 fandt jeg selv en opskyllet død, ung sæl ved Tisvildeleje - den var temmelig nedbrudt og stammer sandsynligvis fra reservatet ved Samsø, hvorfra den syge sæl er skyllet til havs og er druknet. Der er desuden i 2007 blevet fundet mange døde, unge sæler ved Hesselø og Anholt. Der kan tænkes flere grunde til, at det særligt er de unge sæler, som bliver smittet med sælpest, den mest overbevisende forklaring er nok, at unge sæler strejfer mere om end ældre og det kan betyde, at de derved let smitter hinanden i stort tal. Nogle har udviklet antistoffer ved at overleve sidste epidemi, men en ny epidemi kan sagtens tage livet af en betragtelig del af den unge bestand - lige som i 2002. Sælpest kan ikke overføres til mennesker. Til gengæld kan hunde blive smittet, fx. hvis de roder rundt i en død sæl, der ligger på stranden. Det burde dog ikke kunne blive et problem, da hundene i forvejen skal være i snor, når de færdes på strande i perioden 1. april -30. september.

Den spættede sæl findes næsten overalt ved de danske kyster. De største bestande ses i reservaterne i Vadehavet, i Limfjorden og i det nordlige Kattegat hovedsagelig omkring Læsø, Anholt og Hesselø, samt i det sydlige Kattegat ved Endelave og Samsø. Også på Saltholm er der en del sæler og ofte kan man se nogle på stenene ud for Amager Sydstrand - de fleste sæler ved Saltholm finder man ved sydspidsen af øen og disse kan ses fra Øresundsbroen. Vil man se sæler bør man tage ud til kysten med en god kikkert på en dag med nogenlunde roligt vejr - eftersommeren er det bedste tidspunkt. Find et sted med store sten eller sandbanker ude i vandet og spot efter de hvilende dyr, som ofte vil lægge sig som store klumper på stenene. Man kan også kigge efter sæler fra færgen mellem Agger og Thyborøn, hvor de ligger og hviler sig på sandbankerne i fjorden eller fra Esbjergs færger.

Begge sælfotos herover har jeg taget ved Ottenby i Sverige på Ølands sydspids i
juli 2006 - det er et sted, hvor man kan komme rigtig tæt på sælerne. Det nedenstående
nuttede foto stammer fra det tyske Leibniz-Institut für Meereswissenschaften.

Den ekstra interesserede læser kan læse meget mere om de spættede sæler her: https://www.naturhistoriskmuseum.dk/viden/naturkanon/pattedyr/spættet-sæl

- Månedens dyr

Månedens spændende dyr...

Håndbog i naturpædagogik: