- månedens naturhistorie - oktoberMånedens naturfoto:
Klik for stort billede og fortælling!
Denne måneds historie er et manuskript til opførelse af et
natur-drama om en lille trækfugls lange rejse
sydpå om efteråret og tilbage igen efter vinteren i Afrika. Løvsangeren er
en af vores hyppigst
forekommende trækfugle - i enhver sommerskov høres dens smukke, lidt
vemodige sang, der er blevet
sammenlignet med et faldende blad (dvs. løv - deraf fuglens navn!).
Tonerækken starter højt og falder
svingende nedad i de ca. 3 sekunder sangen varer. Det er ikke så ofte, at
man ser fuglen, men man kan da
prøve at lede efter den via hørelsen. Hør sangen
her!
Løvsangeren er en trækfugl, dvs. den flyver sydpå om efteråret og så atter
nordpå igen til foråret. Her
i oktober kan man ind i mellem se de allersidste løvsangere her i landet i
starten af måneden; i
slutningen af måneden ankommer allerede de tidligste løvsangere til deres
vinterkvarter, men de fleste
når først frem i løbet af november. I februar går det atter nordpå og i
begyndelsen af maj kan man atter
høre deres sang i de danske skove. I modsætning til standfuglene, som bliver
her i landet, kan
løvsangeren ikke finde mad om vinteren: Den lever udelukkende af insekter.
Når den imidlertid vælger
ikke at blive under de tropiske forhold i Vestafrika hele året rundt,
skyldes det givetvis, at
fødemængden i Danmark om sommeren er mange fold større end i Afrika, hvor
den skal konkurrere med mange lokale arter om føden. Om sommeren er
proteinbehovet særlig stort, fordi den lægger sine æg og opfodrer ungerne,
så den sikrer ved at rejse tilbage til de danske ynglepladser i løbet af
foråret, at der er
rigeligt med mad til ungerne, inden de også skal ud på den lange rejse til
vinterkvartererne.
Manuskriptet nedenunder er forfattet på baggrund af kendte fakta om
løvsangerens liv og levned. Det
egner sig godt til at opføre sammen med børn i alderen 5-9 år, men man kan
let udvide aldersrammen ved
enkle omskrivninger. Man kan arbejde med manuskriptet enten ved at tage det
trinvist og spille og
improvisere igennem eller ved at bruge det som forlæg til at digte selv
eventuelt vha. fantasirejser.
Ved at arbejde med naturscenerier gennem drama opnås en konkret
identifikation med fuglene og gennem
denne indlevelse en stærkere og mere vedkommende forståelse af
naturforholdenes betydning for dyrenes
liv og årstidernes skiften. Dette er en god indgangsvinkel til at beskæftige
sig tematisk med en del af
naturen, som måske ellers kan virke lidt fjern og svær at forstå
sammenhængen i.
Det er en god idé at øve sig på at være løvsangere og gå ud i skoven og
kigge på den rigtige vare. Find
tegninger og fotos og lån eventuelt en udstoppet fugl, så man kan fremstille
kostumer og sminke sig, så
det bidrager til illusionen. Kulisserne kan være uhyre simple stående på
bagscenen blot for at illudere
en dansk skov, væsentlige punkter på rejsen og Afrika. Eventuelt kan man
krydre med lydoptagelser af
sang o.lign.
Løvsangerens rejse - en naturtro énakter!
Medvirkende: Et (gerne stort) antal
løvsangere, en spurvehøg, eventuelt nogle insekter (foder).
Det er tidlig sommer i Danmark. I skoven høres mange fugle, der synger.
Løvsangerhannerne tiltrækker
hunnerne med deres sang. De finder sammen i par og har travlt med at fare
omkring og indsamle
redemateriale. Hannen synger stadig for nu at advare andre hanner om, at hér
er der altså optaget. Der
ligger mange territorier tæt op af hinanden i skoven. Nogle gange kommer en
han ind over den usynlige
grænse til en anden hans territorium og så bliver der slåskamp. Dog løses
konflikten ofte med par
trusler i form af hakkerier efter den indtrængende.
Rederne er nu blevet færdigbygget af græs, strå, småpinde og endelig er de
lunt foret med fjer. Hunnen
kravler ned i reden og lægger 6 æg, som hun ruger på, mens hannen synger
videre i toppen af træet.
En spurvehøg flyver pludselig ind over skoven. Hannen tier stille for ikke
at blive opdaget og hunnen
trykker sig ned i reden, så hun er helt camoufleret. Spurvehøgen finder dog
en anden løvsanger et sted
og som et lyn dykker den ned og griber byttet i luften. Den enes død...
Løvsangerens æg klækker nu ca. 14 dage efter de er lagt. Ungerne hakker sig
ud i verden og hunnen æder
æggeskallerne og får derved et vigtigt kalktilskud. Ungerne pipper og
forældrene får nu travlt med at
hjælpes ad med at skaffe masser af mad til de krævende små, som tigger med
åbne næb, når forældrene
lander i reden efter en fangst-tur. Det er hårdt arbejde (mellem 150 og 500
gange om dagen fodres de
små...), men ungerne vokser hurtigt.
Ungerne begynder en dag selv at fare rundt. Forældrene er lige i nærheden og
passer på dem.
Men...men....spurvehøgen kommer ind over skoven og med et mægtigt dyk suser
den ned og får fat på en
unge, der var kommet lidt væk fra forældrene. Spurvehøgen flyver bort med
ungen, som bliver kvalt i dens
stærke kløer og derefter givet til spurvehøgens egne unger.
Løvsangerungerne lærer at begå sig og passe på, og de lærer også at fange
insekter. Selv om de nu er
lige så store som deres mor og far, tigger de stadigvæk og bliver tit
fodret. Men forældrene begynder i
stigende grad at afvise ungerne, når de tigger: De må klare sig selv.
Løvsangerne farer nu rundt i træerne på jagt efter insekter til sig selv. De
er nu kun optaget af én
eneste ting: At æde for at kunne få et godt fedtlag på kroppen. De vejer
næsten dobbelt så meget som for
et par uger siden.
Blade begynder at blæse af træerne - efteråret kommer snart og dagenes
kortere længde er et signal til
løvsangerne om, at det er ved at være træktid. Løvsangerne samles mindre
flokke i udkanten af skoven og
pludselig en dag letter de og flyver højt op i himlen. Nogle af dem kommer
helt op over skyerne og kan
kigge ned på deres skov, som de nu forlader for en tid. De flyver ud af
skoven, nogle af flokkene går
måske i opløsning og andre laves. En del af fuglene flyver for sig selv -
men alle flyver de samme vej:
Ud mod kysten og sydpå. De finder vej vha. et indbygget kompas og følger
måske mere rutinerede
artsfæller, som kan genkende landmærker og måske kan finde vej vha.
stjernebilleder og solens stilling.
Nogle dage flyver de måske 75 km. andre dage kun 30 kilometer. De stopper
hist og her og bruger tid på
at fylde deres fedtreserver op ved at æde sig propfulde af insekter.
Løvsangerne flyver ud over Østersøen og kigger ned på bølgerne med de små
hvide toppe dybt dernede. De
kan ikke længere flyve over land - det er ellers det mest sikre. Nu må de ud
over havet, og det er en
lang tur, hvor de ikke kan lande nogen steder. Endelig når de dog frem til
noget land - det er Tyskland!
Pludselig glimter et par gule øjne: En spurvehøg overrasker løvsangeren et
sted i det sydlige Tyskland
og angreb hurtigt og overraskende. Men heldigvis undslap løvsangeren ved at
smutte ind mellem nogle
tætte grene i sidste øjeblik. Så går det ellers videre sydpå med jævnlige
stop, hvor løvsangerne ind i
mellem har held til at fange en græshoppe, en kakerlak eller en stor
edderkop; det meste af tiden går
dog med at flyve hen over land og by.
Bjergene dukker op - Alperne - med deres snedækkede toppe. Det er svært at
flyve her med de mange
kastevinde, man må passe godt på. Det er en flok trætte løvsangere, der
prøver at finde noget at æde et
sted i Norditalien. De har lige krydset Alperne og oppe i højderne kom der
et kraftigt regnvejr samtidig
med at der var koldt. Løvsangerne ryster sig - rigtig kraftigt - og pudser
sig for at sikre, at fjerene
sidder ordentligt, så de dækker og isolerer for vand og kulde. Så flyver de
videre igen.
Løvsangerne er nu nået til Sicilien i det sydlige Italien. Nu skal der for
alvor tankes op, inden turen
går over Middelhavet. Hvis løvsangerne ikke får spist sig tilstrækkeligt
fede, har de ikke energi nok
til den lange flyvning over havet, hvor de ikke får en eneste chance for at
lande. Så de forgriber sig
på de insekter, der stadig er en del af her i Sydeuropa - her er også nogle,
vi slet ikke har i Danmark
så som knælere. Det er en god mundfuld.
Turen over Middelhavet var lang og hård, men gik godt, og nu tager
løvsangerne den lidt med ro. Der er
lunt i Tunesien i Nordafrika, hvortil de nu er kommet. Her er også mange
insekter, men også en del
rovfugle, så løvsangerne må være opmærksomme. Endnu engang må løvsangerne nu
forberede sig på en lang tur uden muligheder for at æde. De skal over den
store Sahara-ørken. Det er den største fare på turen!
Turen over Sahara tager frygtelig lang tid. Solen brænder på de små fugle om
dagen, men om natten føles
luften iskold. Ind i mellem blæser det op og løvsangerne rammes af voldsomme
sandstorme, der nærmest
slynger dem rundt. Nogle af dem blæser direkte ned og må kravle op af sandet
og pudse fjerene for at
kunne komme videre. Løvsangerne er sultne og tørstige, men der er ikke
mulighed for at få noget at spise
og drikke her. De må fortsætte turen over ørkenen.
Løvsangerne sidder fuldstændig udmattet i en oase i den sydlige del af
Sahara efter endelig at have nået
gennem ørkenen. De overlevende fugle klarede turen over ørkenen, men havde
turen været nogle få timer
længere, var de døde af tørst! I oasen kan de spise og drikke igen - det
værste er overstået, men der er
stadig nogen dages rejse tilbage.
Det er blevet november: Endelig fremme! Løvsangerne er nu i Senegal og
bliver i det åbne savannelandskab
her i de kommende måneder. Her er insekter at spise gennem hele vinteren.
Fuglene skal ikke tænke på at
få unger (det får de jo kun i Danmark), så hernede i Afrika kan de nøjes med
at tænke på sig selv og
bare æde og æde og æde, så de bliver tykke og fede inden det tidligere
forår, hvor turen atter går
nordpå.
Når det bliver forår vendes historien om!!
Ole Wohlgemuth:
HÅNDBOG I NATURPÆDAGOGIK
ISBN 87 7378 241 6
Forlaget Politisk Revy, 2004.