Farveskift og løvfald

Farveskiftet og løvfaldet har allerede været undervejs i en måneds tid, når vi kommer frem til november og den begyndende vinter - ja, for nogle træer og buske endog i endnu længere tid. I november kan man fortsat gå på jagt i skovbunden efter nedfaldne blade med fantastiske farvekombinationer. Man kan tage de flotteste med sig hjem og lave fx. kollager og kort eller blot lægge dem ud på bordet som en årstidsaktuel bordudsmykning. Man kan presse dem, man kan også laminere dem, men uanset hvad er det svært at beholde farven lige så imponerende, som da man indsamlede dem. Et foto kan nok bedst fastholde farverne.

Løvtræer og buske taber under vores klimatiske forhold deres blade. Der er kun meget få undtagelser, dem kalder man for de stedsegrønne, og heldigvis har vi da mulighed for i december at tage et sådant træ i fældet udgave ind i stuen, så vi med granen får julens "hilsen fra eg og bøg derudefra" . Årsagen til løvfald hos langt størstedelen af vores træer er givetvis, at det ikke kan betale sig at vedligeholde alle disse "solfangere" med så lidt lysindstråling, som der er om vinteren. Måske kan det ligefrem være risikabelt at beholde bladene om vinteren, for fra bladoverfladen fordamper let store mængder vand og da der ikke er meget tilgængeligt vand i jorden for træerne om vinteren, kan de risikere at komme til at lide af vandmangel og dermed få svært ved at fortsætte væksten til foråret. Nogle hævder, at der også kan være andre fordele ved at tabe bladene: Træet kan slippe af med affaldsstoffer og risikerer ikke, at efterårsstormene så let forårsager knækkede grene ved at ruske i bladen, der kan virke som sejl.

Inden løvfald sørger træet for at "suge" de mest næringsrige stoffer ud af bladene og gemme disse i celler i stammen og rødderne. Det grønne farvestof, klorofyl, omdannes og optages og de øvrige farvestoffer i bladet, som har været skjult under det kraftige klorofyl, træder nu frem. De gule farver skyldes stoffet xantofyl, mens de orange skyldes karoteen, som vi også kender som farven på gulerødder. Nogle arters blade kan desuden være røde - nogle meget kraftigt - dette skyldes anthocyaniner, der dannes ud fra det glukose, der ophobes i bladet, når forbindelseslinierne til resten af planten blokeres. Disse stoffer nedbrydes oftest først, når bladet er smidt af, og da bliver bladet vissent-brunt primært pga. de resterende garvestoffers farve.

Der er to forskellige teorier for, hvilke fordele træet kan have af de kraftige farveskifter. Den ene teori taler for, at de stærke farver skulle afskrække bladlus og andre skadeforvoldere, så ikke bladene bliver ædt på det sårbare tidspunkt, hvor den dyrebare klorofyl skal gemmes, den anden teori handler om, at de stærke farver beskytter mod skadelige solstråler, der nu ikke mere bruges til fotosyntese. Endelig er der også de, der mener, at farverne ikke har et formål, men kun er resultatet er nedbrydning.

Nogle har måske bemærket, at asketræer og elletræer ofte har blade, som ikke mister deres grønne farve. Dette skyldes, at træer der vokser på særlig næringsrig jord som fx. ask, eller træer der lever i symbiose med kvælstofbindende bakterier som fx. el ikke på samme måde som andre træer behøver at spare på næringsstofferne. Derfor er aske- og elleblade tit ret grønne ved løvfald.

Men løvfald bliver det: Plantehormoner sørger for, at cellerne ved bladfæstet bliver så tyndvæggede, at de let knækker fra hinanden. Til sidst er forbindelse mellem blad og træ så skrøbelig, at en let vind kan få bladet til at knække af.

Her i denne måned ryger de sidste blade af træerne og skovens grønne farve er nu definitivt borte - sommeren er forbi! Trøsten er, at om et halvt år står skoven atter grøn...

Fotoet er taget digitalt i den mørke skovbund i Hareskoven. Bladet stammer fra et ahorn-træ, mens de øvrige blade i skovbunden er bøgeblade.

- månedens foto - november

Farveskift og løvfald

Håndbog i naturpædagogik: