- månedens naturhistorie - decemberMånedens naturfoto:
Klik for stort billede og fortælling!
Allerede for flere tusinde år siden holdt man i Danmark en stor fest hen mod slutningen af december måned. Solhvervsfesten blev holdt på det tidspunkt på året, hvor natten var længst og det nu vendte mod lysere tider. Ved denne fest drak man den bedste øl, man havde brygget, og spiste den bedste og fedeste mad, som man havde gemt til lejligheden. Sådan havde man gjort i mange, mange år, inden kristne missionærer dukkede op sydfra med deres nye religion og anderledes tanker. De ville gerne forkynde kristendommen og fortælle om Jesu fødsel, men de var oppe mod stærke kræfter, nemlig de livlige fester i det høje nord. Derfor valgte de en særlig strategi for at omvende hedningene: De placerede den nye, kristne fest for Jesu fødsel direkte oven i den gamle solhvervsfest! Dermed blev Jesus og kristendommen spiselig for de festglade nordboer. Traditionerne i de gamle solhvervsfester og de nye traditioner i kristendommens fødselsdagsfest blev gennem årene herefter blandet grundigt sammen, så det til sidst blev svært at se, hvad der egentlig var hedenske og hvad der egentlig var kristne elementer. Den dag i dag fejres julen med sul og druk, med stjerner og krybbespil, med sang og dans om et grantræ og gaver og hygge. En god nordisk blanding, som har spredt sig til hele verden!
Nisserne er hedenske elementer. Dem skulle man passe godt på, for godt nok var de flinke og rare, men også meget drillesyge, hvis man ikke særligt forkælede dem i den kolde tid, hvor det ikke altid var helt nemt for dem at finde lækkerbiskner. Nisser tænker vi nok kun på til jul, måske er det fordi, de minder om os ved at elske fester og god mad og hygge i den kolde, mørke tid. Nissernes måde at holde jul på minder om vores på flere punkter, men deres jul er ikke en kristen fest, for de er slet ikke religiøse. Men som man kan se her i historien om nissen Olle Godmods jul, så hygger de sig gevaldigt og man ser også tydeligt, hvor vigtig deres viden om naturen er. Måske vi kunne lære meget af nisserne.....
Sneen dalede ned i vattotter og lagde sig som en dyne over den vinterstille skov. Men indenfor i Olle Godmods hus var der dejligt varmt. Han havde selv bygget huset sammen med sin far, så det stod klart, da han nogle år senere traf den yndige, buttede Magnolia. Han faldt pladask for hendes røde æblekinder og dejlige smil, men det krævede en del overtalelse at lov til at gifte sig, idet de begge kun var 99 år. Men svigerfar Morten Markmann lod sig alligevel overbevise og efter at have inspiceret såvel Olles familie som hans hus, gav han sin velsignelse til bryllup.
De var efter bryllupsrejsen til Lapland så flyttet ind i Olles fine hus, som var bygget under et gammelt egetræ med en lang, rovdyrsikker tunnel ind til entreen og videre ind i dagligstuen. Alt var bygget af egetræsplanker, for garvesyren i dem gjorde, at plankerne holdt længe og godt og afviste vand. Herinde var der rigtig lunt og placeret midt på spisebordet stod en helt fantastisk, strålende juledekoration. Det var nu ikke kun fordi, det i aften var juleaften, nænej... hos nisserne står der altid sådan en smukt pyntet og flot vedligeholdt dekoration, men her i julen var den pyntet ekstra op med små kugler skåret ud af lindetræ og fine, forgyldte ellekogler.
Olle spændte sine ski på og drog ud i den kridhvide juleskov. Hvor var her dog smukt, tænkte Olle og glædede sig over, at de flittigt havde samlet julemaden sammen gennem måneder. Tørrede kantareller med bønnemos og bogkernebrød. Gærdevikkepostej med henkogte brombær og stuvede tagrørsrødder. Til alle disse lækkerier skulle de have den gærede honningvin, som lå færdiggæret i en tønde i entreen derhjemme. Olles tænder løb i vand og han kunne samtidigt ikke lade være med at smile, når han så for sig, hvor glade tvillingerne ville blive, når de åbnede gaverne med legetøjet, som han selv havde snittet til dem. Han kunne næsten ikke vente til det blev aften.
I lysningen ved Stormbøgen stod et lille egern stille og stirrede på jorden frem for sig. Olle kunne som alle andre nisser alle dyrs sprog, så han gik hen til det lille egern og spurgte, hvorfor det stod der og bare kiggede. Olle vidste godt, at egern sover mere om vinteren end om sommeren, men ikke går i dvale som pindsvinet, bjørnen, flagermusen eller snogen. En gang imellem, når egernet er sultent, står det op og kommer ud fra sin rede højt oppe i et grantræ for at søge efter sit forråd. Egern har ikke forråd i sin hule som mus, men graver nødder ned hist og her i sikkerhed i skovbunden. "Åhhh...jeg har glemt, hvor mine nødder er", forklarede egernet ulykkeligt, mens det apatisk stirrede rundt på den snedækkede skovbund. Olle snusede rundt, hans lugtesans var som en gravhunds, og han kunne hurtigt konstatere, at der havde været en spætte, som havde hakket en del af egernets forråd op. "Kom du så i stedet med mig", sagde Olle til egernet, "du kan holde jul hjemme hos min familie". Egernet lyste op - tænk bare at få lov til at holde jul med en nissefamilie.
Olle hørte pludselig en jamren ovre fra Brædalen og skyndte sig straks derover. Han var, som alle andre nisser, vant til at hjælpe dyr i nød og vidste, at et nødstedt dyr meget hurtigt i det hårde vintervejr kunne risikere at dø, hvis det fx. ikke selv var i stand til at komme videre. Haren hulkede, så det gik lige i hjertet på Olle, og han så med det samme hvorfor: Det stakkels dyr var gået i en grævlingefælde, som en jæger ulovligt havde sat op. Det gjorde Olle harm, når menneskene gjorde noget sådant og han besluttede på stedet, at aflægge det nærmeste menneskehus et besøg, men først måtte han befri haren. Det var godt, egernet var med, for kun i fællesskab og med mobilisering af alle deres kræfter, fik de åbnet fælden, så haren kunne krybe ud. Dens ene ben havde fået et stort åbent sår, som Olle forbandt nødtørfigt, det værste var dog, at haren med såret næppe ville kunne springe væk fra ræve, ørne og andre rovdyr, så Olle sagde til den, at den hellere måtte komme med hjem julen over, til benet igen var i orden, så kunne Magnolia forbinde såret rigtig godt.
Sammen gik de nu alle, med Olle forrest i rask tempo, over mod skovridderens gård. Deres spor i sneen blev hurtigt skjult igen af de store, faldende snefnug, så Olle slap for at skjule sporene mod rovdyr. Til sin overraskelse så han, at der snusede et pindsvin rundt ved brændestablen uden foran skovridderens forrådslager. Man kunne høre langt væk, at dyret var fortvivlet og alle dets 16.000 pigge rystede i kulden. Det er ikke godt for pindsvin at vågne op i den periode, hvor de skulle sove, for så ryger deres forbrænding op, og så har de ikke nok fedt til at klare sig gennem resten af vinteren. Olle var klar over, at han var nødt til at give dyret noget god, fed mad at spise, hvis det skulle overleve, så også pindsvinet blev inviteret med hjem til juleaften i nisseboet.
Med Olles skarpe næse tog det ikke lang tid, før end de fik opsnuset en stor tallerken fyldt med risengrød. Olles vrede mod menneskene forsvandt som dug for solen, da han så det kæmpemæssige fad, hvor risengrøden var smukt dekoreret med et tykt lag kanelsukker. Olle havde ellers lige tænkt sig at drive gæk med skovridderen, men den lyst var ikke så påtrængende nu - ellers kunne han godt have fundet på at krave ind og binde snørebåndene sammen på skovridderens sortskinnende støvler eller smøre dørhåndtaget ind i voks. Godmodigt drilleri var det, men det kunne minde menneskene om, at de ikke skulle glemme nisserne i den kolde tid. Skovridderen var åbenbart klar over det og Olle lagde derfor i stedet en smuk buket af grankviste foran hoveddøren som en julehilsen og bad så dyrene om at hjælpe med at bære grøden med hjem.
Den korte midvinterdag var ved at slutte, mørket var langsomt ved at lægge sig over skoven og det var på tide at komme hjemad og fejre Solhvervet. Olle glædede sig og kunne næsten ikke komme hurtigt nok derudaf, dyrene havde vanskeligt ved at følge med i hans høje tempo, så ind i mellem måtte han stoppe op på sine ski og vente på dem. Endelig nåede de dog hjem til nisseboet, det strålede ud gennem vinduerne med lys fra de mange vokslamper, fra pejsen og ikke mindst fra juledekorationen. Magnolia tog imod i døren med sit fantastiske, smukke smil og tvillingerne, Tomte og Tilje, hoppede op og ned i glæde og forventning. Der duftede af ristede nødder og bagte æbler, så haren måtte tørre en tåre bort fra kinden med poten. "Hej Lillemor", råbte Olle og gned næse med sin kone, "jeg har inviteret nogle gæster med hjem til vores jul." "Jaaahhh..." råbte tvillingerne, de elskede at lege med de dyr, der tit kom som gæster til nisseboet. "I skal være hjerteligt velkomne, kom ind i varmen til maden", sagde Magnolia, hun var, som alle nisser, altid gæstfri og klar over, at når Olle havde taget dyrene med hjem på denne dag, så var det fordi, det var dyr, der ellers ville have svært ved at komme gennem julen. De gik alle glade og forventningsfuld ind gennem den lange entre og stod i lang tid og kiggede på den fantastiske juledekoration. Således blev det atter en dejlig jul hos familien Godmod, en jul de længe efter talte om og huskede på!
Det var så historien om nissen Olle Godmods jul. Vil man vide mere om nissernes liv, kan man kigge i følgende bog, som også var mig til stor (jule)inspiration...: Wil Huygen: Nisser i hverdag og fest. Forlaget Sesam.
Glædelig jul og godt nytår til alle nisser, dyr og mennesker herfra!
Ole Wohlgemuth:
HÅNDBOG I NATURPÆDAGOGIK
ISBN 87 7378 241 6
Forlaget Politisk Revy, 2004.