MERE om bier

Bier kendes som summende, stikkende, honningindsamlende insekter, men bi-gruppen omfatter mange forskellige arter med forskellig levevis, selv om der mange lighedspunkter. I Danmark findes over 200 forskellige arter. Bier samler pollen ved hjælp af deres hår på kroppen, og de har giftbrod, men kun honningbien og humlebierne lever socialt. Det vil sige, at hos alle andre arter passer hunnerne deres eget afkom og lever ikke i samfund. Oplysningerne i dette afsnit handler om vores kendteste biart, honningbien, men lad os lige starter med at præsentere bier generelt og nogle af de mange andre arter:

Honningbien er et vigtigt dyr for Danmarks planter, idet ca. 75 procent af vores vilde blomster er afhængige af biernes bestøvning. EU-kommisionen har endda sat tal på værdien af biernes bestøvningsarbejde og fundet frem til, at værdien af biernes bestøvning er 30-50 gange højere end værdien af honningproduktionen, som udgør ca. 60 millioner kroner om året!

Bier tilhører gruppen Hymenoptera (de årevingede), som alle har 4 glasklare vinger med tydelige årer. Gruppen omfatter ud over bierne hvepse og myrer og de har alle en tydelig talje ("hvepsetalje") og 4 vinger (undtagen de vingeløse myrer) i modsætning til fluer og myg som ikke har tydelig talje og kun to vinger. Man har fundet fossile fund med bier i som er formodentlig 140 millioner år gammel - bier har altså været på jorden samtidigt med dinosaurerne. Også i rav har man fundet fortidige bier.

Vejbier og jordbier graver huller i grus og jord og lægger deres æg deri. Hvepsebier er snyltere, de flyver rundt i lav højde over jorden. Her er de på jagt efter huller fra enlige bier, i hvilke de lægger deres æg. Her lever hvepsebiens larve så af den mad, der var beregnet til jordbi-larven. Murbier kan invaderer murstensvægge og skrabe mørtelen ud, hvilket kan svække mure og føre til sammenfald. Bladskærerbier klipper runde stykker af diverse blade, som de bruger til at danne celler i hule stængler eller gamle larvegange i træ. I disse celle fylder de pollen, hvorefter de lægger et æg i hver celle. Deres larver lever så af dette pollen. Humlebier eller brumbasser kender alle, de er tunge og vingerne virker næsten for små i forhold dyrets størrelse. De kan godt stikke, men skal virkelig provokeres. Vi bør nok også lige nævne de mere eksotiske dræberbier, som oprindeligt er afrikanske bier, der er importeret til Sydamerika og med vild hastighed har spredt sig nordpå helt op mod USA. Dræberbier har fået sit navn idet de reagerer tre gange hurtigere end honningbier på forstyrrelse og angriber aggressivt med ti gange så mange bier.

Honningbiens latinske navn er Apis mellifera. De er rappe insekter: Honningbier slår med vingerne ca. 11.400 gange i minuttet og de kan flyve med en gennemsnitshastighed på 25 km/t. Bier har fem øjne, heraf to sammensatte øjne (facetøjne). Honningbier er i stand til at opfatte bevægelser som adskiller sig med blot 1/300 sekund. Det er vi mennesker slet ikke i stand til, vi kan højst skelne mellem bevægelser adskilt af 1/50 sekund. Hvis en bi gik ind i biograf, ville den være i stand til at skelne hvert enkelt billede og dermed slet ikke se filmen som noget i bevægelse. Bier er ikke i stand til at se røde farver og suger stort set aldrig nektar fra røde blomster som fx. valmuer. Mange blomster har særlige mønstre i de farvespektre, bier ser specielt godt: Gult, blåt, hvid og ultraviolet - farvespektre, som vi mennesker ikke nødvendigvis kan se, og som er rene bi-reklamesøjler for blomsterne, der gerne vil benytte bierne til at overføre pollen.

Honningbier kan fortælle hinanden om, hvor der er mad, hvor langt der er til maden og lignende gennem en særlig "dans" i halvcirkler, som de laver for hinanden. Når en bi har været ude at rekognoscere og kommer hjem, danser den for sine søstre, der alle opmærksomt følger med og ind i mellem lapper noget af den honning i sig, som rekognosceringsbien gylper op. Kommunikationen foregår både via dansen og kemisk gennem overførsel af mad og hormoner mellem bierne. I en enkelt kube er der ca. 40.000-45.000 bier.

Bier regulerer deres bos temperatur gennem at ventilere ("baske") med vingerne, når der er for varmt og ved at sitre med vingemusklerne og dermed producere varme, når der er for koldt. Bierne arbejder flittigt, når temperaturen er mellem 7 og 37 grader celsius. Når vinteren sætter ind sætter bierne sig i en stor vinterklynge omkring dronningen i boet. De sidder så tæt, at deres hår danner et helt tæppe. Biers kropstemperatur må ikke komme under 9 grader. Den inderste kerne af bier opretholder en konstant temperatur på 33 grader hele vinteren igennem (yderst er temperaturen typisk 18 grader) og det vides, at en bifamilie kan overleve temperaturer ved minus 30 grader gennem længere tid. Det koster dog megen stofskifteenergi og en bifamilie har brug for ca. 15 kilo honning i løbet af en vinter. Biavlere, som høster honningen fra bierne, erstatter det med sukker, så bierne har energi nok til at overleve vinteren. Det er interessant at tænke på, at bierne via deres samlede stofskifte i kuben gennem en vinter producerer mere end 10 liter vand og op mod 30 kg. kuldioxid. Biernes ventilation sikrer, sikrer dog at luften bliver konstant fornyet og ikke bliver våd.

Dronningen er den eneste befrugtningsduelige hun-bi i boet. Dronningerne parrer sig med omkring 18 droner, mens de flyver, men det er så også eneste gang i livet, hun parrer sig. Al sæden herfra opbevares i en lille sæk tæt ved kønsåbningen, en såkaldt "sædgemme". I op til to år derefter kan hun lægge 3.000 æg om dagen i den aktive sommersæson - i alt omkring 200.000 æg pr. sæson. Det er imponerende størrelsesordener: Den daglige ægproduktion er lig hendes egen vægt. Befrugtede æg udvikler sig til hunner på 21 dage, mens ubefrugtede æg bliver til hanner med en udviklingstid på 24 dage. Dronningeæg udvikler sig pudsigt nok hurtige - her tager det kun 16 dage fra ægget lægges til den voksne dronning bider sig ud af puppen.

Meget få af de befrugtede æg lægges i særlige, lodrette celler, hvor de udklækkede larver får en speciel kost med det særlige kirtelstof Gelé Royale ("dronningesubstans"), der får disse dyr til at udvikle sig til dronninger. Der er normalt kun en enkelt dronning i et bo, men hvis dronningen er blevet gammel, svag eller syg, opfostres flere larver til nye dronninger, men kun den først udklækkede bliver til noget, for hun vil stikke alle de andre ihjel. Også hvis pladsen er blevet for snæver, vil bierne opfostre en ny dronning og med hende som leder, sværmer en gruppe arbejderbier ud i verden for at etablere et nyt bo. Den gamle dronning kan også i visse tilfælde samle en sværm og flyve ud og så overlade det gamle bo til en ny dronning. De kan sværme helt op til 25 km. og undervejs stoppe trafikken på de veje, de krydser. Alle andre hunner end dronningerne bliver til arbejderbier, der altså alle er søstre. Mens dronningen typisk lever i et 3-5 år, er den gennemsnitlige levetid for en arbejderbi blot 28 til 35 dage (med mindre den er én af de få, der overvintrer sammen med dronningen). Arbejderbien lever et hårdt liv med forskellige opgaver efter som hvor gammel og erfaren den er:

   1. Rengøringskoner, larvepædagoger, hofdame for dronningen.
       Disse unge bier har nogle særlige fødekirtler så de kan give larver næring.
   2. Byggekonstruktørerne har vokskirtler.
   3. Soldater og lagerarbejdere
   4. Indsamlere, der mangler kirtlerne. Nogle bier fortsætter dog som soldater hele livet.

Den aldersbestemte arbejdsfordeling styres af et bestemt ungdomshormon. Jo ældre bier bliver jo mere hormon. Hvis et nyt bo pludselig skal opbygges og der kun findes gamle bier - fx. efter en sværmning, falder hormonniveauet.

Han-bierne eller som de også kaldes: Dronerne, findes der i en kube kun nogle få hundrede af. De har tykkere kroppe og store øjne. Dronerne har ingen giftbrod og kan derfor ikke stikke. Hannerne har kun et halvt sæt kromosomer sammenlignet med hunnerne, da de er kommet fra et ubefrugtet æg (man siger, at de er haploide). De har kun dronningens gener. Det betyder, at to arbejderbier, der har samme far har 50 - 100% af deres gener til fælles. Dronerne er forkælede: De lever en luksustilværelse i boet, hvor de bliver plejet og passet indtil de i sensommeren bliver smidt ud og arbejderbierne ophører med at fodre dem. Dronernes eneste livsopgave er at befrugte en dronning - hvad kun enkelte af dem opnår. Til gengæld overlever en drone ikke en parring, så deres livslængde er maksimalt 3 måneder.

Dronerne opsøger særlige dronepladser for at søge efter dronninger, der er 5-10 dage gamle og netop har forladt deres opvækstkube. Sandsynligvis udsender en ung, brunstig dronning nogle særlige duftmolekyler (et feromon), når den stiger op i luften til ca. 20 meteres højde, hvilket har en voldsom tiltrækning på dronerne. Dronerne flyver op til 5 km. fra boet for at finde en dronning. I modsætning til arbejderbierne kan dronerne frit flyve ind i fremmede bifamilier og proviantere eller måske der søge efter nye dronninger. Det reducerer formentlig risikoen for indavl, men bidrager også til spredning af sygdomme og parasitter.

Bier vides at have produceret honning i mindst 150 millioner år. Bikuben består af heksagonale (sekskantede) celler med vandrette vægge som kun er 5/1000 cm. tyk, men kan bære 25 gange deres egen vægt. Dronningecellerne er som nævnt lodrette og tykkere. Honning er lavet af blomsternes nektar som bierne gentagne gange gylper op, hvorved det både blandes med spyt, enzymer og pollen og vandindholdet reduceres. Sammenlagt i hele sin livstid, producerer en arbejderbi hvad der samlet svarer til 1/12 teskefuld honning. For at lave 1 kilo honning skal arbejderbier flyve intet mindre end ca. 200.000 kilometer og tømme to millioner blomster! For at regnestykket skal gå op, kræver det at bien ikke bruger meget energi på at flyve: Teoretisk vil energien i blot 30 gram honning være nok for at en bi vil kunne flyve hele vejen rundt om jorden - fantastiske tal! På et godt år kan en bifamilie lave 50 - 80 kg. honning, hvilket kræver ialt ca. 4 millioner flyveture mellem stadet og blomsterne.

Honning anbefales ikke til børn under 1 år (kilde: SSI), fordi sporer af bakterien Clostridium botulinum kan forekomme i honning og give sygdommen spædbarnsbotulisme, der i værste fald kan være dødelig. Da spædbørn endnu ikke har en stabil tarmflora, kan de ikke beskytte sig mod bakterievæksten af Clostridium Botulinum. Sygdommen viser sig f.eks. med tegn på forstoppelse, nedsat sutte- og synkeevne, sløvhed, svækket ansigtsmimik og tiltagende muskelsvækkelse eller lammelse.

Bikube
Arbejderbier på en tavle i et bistade, hvor man kan se de
sekskantede celler, bierne har fremstillet af voks.

Bier producerer også voks - typisk ca. 1 kg. om året i et bo. Voks svedes ud som små skæl fra vokskirtler mellem bagkropleddene og bruges til fremstilling af cellerne. Desuden laver bier et antibiotisk stof, propolis, som er harpiks fra forskellige planter blandet med voks og sekret fra kirtler i biens hoved. Bierne dækker hele boets inderside med et tyndt lag propolis og reparerer sprækker og skader i boet med det og boet sikres pga. den antibiotiske effekt således også godt mod bakterieangreb.

Kommer du for tæt på et bibo og bliver en trussel, kan du være sikker på, at mindst en bi vil flyve ud og til sidst stikke dig. Honningbiens stikkeapparatur består af en skede hvori en brod med små, savtakkede modhager vha. et par muskler føres kraftfuldt ind gennem huden på offeret. Bier har i modsætning til hvepse en række modhager på deres brod, hvilket bevirker, at den ikke kan hives ud igen af menneskets tykke hud. Når bien flyver bort igen, vil dens brod derfor blive siddende, og oftest vil også giftkirtlen og flere af bagkroppens organer blive revet af. En bi, der har stukket et menneske, overlever derfor sjældent. Det betyder så også at brodden bliver hængende i huden ofte med giftsækken, hvor giften opbevares og tit kan man se, at musklerne i denne forsat pumper gift ind i såret, så det er vældig fornuft at få skrabet brod etc. af med fx. en dolk.

(Bistik-anatomi fra http://www.donfoley.com/portfolio/bee.html)

At blive stukket gør ondt, men giften er kun farlig, hvis man er egentlig allergisk overfor bistik. I Danmark koster bistik op mod fem dødsfald om året. Årsagen er en overdrevent allergisk reaktion, som dog kan medicineres væk eller som man end og kan blive vaccineret mod (immunterapi). Smerten ved bistik kan lindres ved først at sørge for at skrabe brodden af og så ved at suge giften ud med en særlig giftsuger, som kan købes på apoteket (brug ikke munden) eller via en osmotisk reaktion med et vådt stykke sukker lagt på stikstedet.

Når en bi stikker frigives et duftstof, isoamylaceat, der lugter som bananer. Herved lokkes andre bier til at stikke i nærheden af det første stik og derfor hænder det, at nogle mennesker bliver overfaldet af horder af bier, men det er heldigvis sjældent. Da bien dør, når den forsvarer boet med sit stik kan man altså tale om, at bien ofrer sit liv for hele boets skyld. En sådan form for altruisme (selvopofrelse) kan umiddelbart være svær at forstå, det kræver nemlig en erkendelse af hele bisamfundets opbygning og biernes særlige genetik (som allerede er antydet ovenfor). Med slægtskabskoefficienten (r), menes et tal, der angiver, hvor tæt to individer er beslægtet. Slægtskabskoefficienten vil for menneskers børn med deres forældre være 0,5, hvilket betyder, at vi har 50 % af vores gener til fælles med vores far (eller mor). Forholdet mellem bedsteforældre og børnebørn vil kun være 0,25, hvilket altså vil sige, at du har gennemsnitligt hver fjerde gen til fælles med din bedstemor. Hos honningbier (og mange andre sociale insekter) er forholdene imidlertid anderledes, da de ikke som hos os modtager halvdelen af deres fars gener plus halvdelen af deres mors gener. Hos bier er dronerne (hannerne) fremkommet af ubefrugtede æg, hvilket vil sige, at droner er faderløse: r = 0. Dronningen er beslægtet 0,5 med arbejderbierne, mens at disse indbyrdes er beslægtet med r = 0,75. Det sidste skyldes det forhold, at de alle har arvet samme pulje gener fra deres far, fordi han kun har et kromosomsæt (= haploid). Forvirrende familieforhold, og svært at overskue, men som sagt med stor betydning for altruismebegrebet.

Honningbien var tidligere en vildtlevende art i Danmark, men de honningbier, vi i dag møder ude omkring i landet, er indførte stammer. Honningbier holdes som husdyr - i Danmark holdes ca. 100.000 bistader. Mennesket holder bierne i bistader primært for honningens skyld, men også fordi bien har en vigtig funktion som bestøver af afgrøder og frugttræer etc. Biavlere vil ofte skifte dronningen, når den er højst to år gammel. Dronninger, der er avlet, mærkes med en farvet plet, der er en international kode for fødeåret. Ialt i verden kendes 8 arter af honningbier, hvor kun den ene art findes i Danmark. Den danske honningbi er opdelt i underarter og herhjemme bruges især den italienske gule bi, den grå carnica-bi og Buckfast-bien, der en krydsning mellem flere europæiske underarter. På Læsø findes underarten; den brune bi (Apis mellifera mellifera), der regnes for den mest oprindelige, danske honningbi, der er særligt tilpasset vores nordlige klima. Den brune bi har dog ikke vundet indpas hos biavlerne. Biavlere på Læsø har i årevis kæmpet for at undgå indførsel af gule biarter for at bevare den oprindelige danske bi - men tilsyneladende uden held.

Bier - eller vel rettere: Honningen - kan også godt være økologisk med godkendt Ø-mærke. Man kan selvsagt ikke styre, hvor bier vælger at flyve hen, derfor har man vedtaget nogle ret restriktive regler, som sandsynliggør, at bierne kun samler nektar fra marker (...eller vilde planter), der er økologiske. Man har således valgt, at der i en radius på 3 km. fra bistadet skal være udelukkende økologiske marker. Dette er realistisk ud fra et bud på (fra Dansk Biavlerforening), at bier i gennemsnit flyver 2 km, når de henter nektar, men hvis der er få blomster i nærheden, kan en bi flyve op til 12 km - omvendt så vil bierne kun flyve ganske kort, hvis der er mange blomster tæt på boet. Generelt er deres energiregnskab bedre, des kortere de flyver. En bifamilie kan producere 5 kg honning på bare et døgn fra hvidkløver - hvilket svarer til, at familien (dvs. de aktive nektarindsamlende arbejdere) besøger 30 millioner småblomster - på ét døgn!

Der er af ovennævnte grund kun få (ca. 3) økologiske biavlere i Danmark - mange er dog utilfredse med, at de ikke må sælge deres honning økologisk (fx. http://petersbiavl.dk/okologi).

Biavlen har været i tilbagegang i en årrække bl.a. på grund af en lille spindler, Varroa-miden, der kan sætte sig i stor mængde på bier og lever af deres blod. I forhold til bien er parasitten kæmpestor: Det ville svare til, at vi skulle gå rundt med parasitter på størrelse med en kat! I Danmark er det ulovligt at sprøjte med gift mod den. Varroa-miden blev uforvarent indført med import af bier til avl fra Indien omkring 1984 og har siden været en stor plage - så stor, at man i dag ikke regner med, at der findes vilde honningbier længere i den danske natur - alle vores honningbier bor altså i menneskelavede stader. Bevidst avl med gener fra bier i Varroa-midens hjemland, Indien, lover dog godt for biavlens fremtid. De indiske bier nemlig selv kan befri sig for miderne og holde boet rent. En anden alvorlig trussel for vores bier er et massedøds-syndrom kaldet Colony Collapse Disorder (CCD). Bier i såvel Nordamerika som Europa har været ramt af CCD, der i mange år har været en uforklarelig sygdom, og som fører til, at bierne forsvinder fra deres bistader og ikke vender tilbage, hvilket betyder, at stadet går til, fordi der ikke er nogle arbejderbier til at passe larverne og dronningen. Meget tyder jf. det videnskabelige tidsskrift Science på, at det er tilsyneladende uskadelige insekticider (sprøjtegifte mod insekter, der opfattes som skadedyr), der er meget brugte i det konventionelle landbrug, der dræber bierne. Sprøjtegiftene må derfor siges slet ikke at være så harmløse alligevel og når bier påvirkes, kan nok også andre insekter påvirkes til trods for at giftene skulle virker specifikt på de uønskede skadedyr. Undersøgelsen viste, at påvirkede bier mistede deres stedsans og døde, fordi de ikke kunne finde hjem! Det viser sig også, at bie,r der samtidig er smittet med den naturlige og normalt aldeles harmløse tarmmide Nosema, er ekstra udsatte, så der er altså tale om flere uventede sammenhænge.

Bierne har haft meget stor betydning allerede fra oldtiden hvilket bl.a. fremgår af, at der er paragraffer om bier, biavl og løse sværme i nogle af de gamle danske landskabslove, i Skånske Lov og i Jyske Lov - og i Danske Lov. Honningen blev i vikingetiden brugt til brygning af mjød, hvilket jo var en alvorlig sag. Bivoks har været meget brugt til lys - særligt de store kirkelys. Propolis er blevet brugt meget i medicinens verden: Allerede i oldtiden kendte egypterne, assyrerne og grækerne til dens anvendelse, det var det en udbredt praksis at bruge det på sår, syge øjne, hævelser og blærer. Stoffets antibiotiske virkning er selvfølgelig først blevet opdaget senere, nu om dage er det et af de typer naturmedicin, som anses for mest interessant og bruges bl.a. mod forkølelse, halsbetændelse, bihulebetændelse, bronkitis, mavesår, underlivsbetændelse, psoriasis og andre former for eksem, urinvejsinfektioner og gigtlidelser.

De ældste beskrivelser af biavl stammer fra 3.000-4000 år siden i det østlige Middelhavsområde. I biblen nævnes ordet honning adskillige gange, ligesom voks og bier bliver nævnt. I 1634, blev der i Danmark udgivet den første bog om bier og tidligere endnu har gamle romerske forfattere som Plinius skrevet om bier og biavl. Ludvig Holberg fandt bierne særdeles interessante, ikke mindst som studieobjekt i forbindelse med hans diskussion af forskellen på mennesker og dyr. Denne diskussion havde betydning for hans forståelse af natur- og folkeretten (Holbergs Naturret). Han skrev bl.a. en fabel og en epistel om bierne, som ses her:

Om Bierne af Ludvig Holberg:
En fremmet Bie kom engang af en Hendelse ind udi en anden Biekube, hvor han blev vel og kierligen modtagen. Medens han der opholdt sig, erkyndigede han sig om Tilstanden i samme Biekube, hvilken han fandt at være slett og ynkværdig, og ansaae han den som et dødt Legeme uden Siæl: Han merkede der ikke mindste Tegn til Ambition, til Hurtighed, til subtile Videnskaber; han saae over alt slette og ringe Boeliger uden Zirat og Prydelse. Kort at sige, alt hvad som kom ham for Øyene var Tegn til U-videnhed og Armod: Han kunde derfore af Medlidenhed neppe bare sig for Graad, og gav saadan sin Medynk tilkiende for samme Steds Bier, sigende: Jeg finder denne eders Stad som en øde Lands-Bye mod andre Biers Stæder, hvor Alting svømmer udi Velstand og Rigdom, som ere Frugter af Activitet, Ambition og andre herlige Egenskaber, som de besidde. Han spurte dem videre, hvilke Guder og Gudinder de dyrkede: De svarede, at de levede under Beskyttelse af de Gudinder Retfærdighed, Ydmyghed, Fornøyelighed. Han sagde da: Det er nogle herlige Gudinder, som I dyrke, hvilke styrte eder i Foragt og Armod. Giver disse eders Beskyttersker Afskeed, og antager i deres Sted vore Guder, under hvis Beskyttelse eders Stad skal faae langt anden Skikkelse. De Guder som vi dyrke, ere Ambition, Vellyst, Riigdom, etc. De sagde da: Slige Guder fører jo Laster og Udyder med sig. Hvortil han svarede: Det er just slige Egenskaber, som I kalde Laster, hvorved den Velstand og de Herligheder erhverves, og hvormed vor Stad er velsignet. Derpaa begyndte han at afmale den Velstand, som fandtes i andre Biekuber, hvoraf de omsider bleve saa bevægede, at de besluttede at følge den fremmede Bies Raad, og at forvise de Gudinder, som de hidindtil havde dyrket. En stor almindelig Forsamling blev derpaa berammet, udi hvilken efter de fleeste Stemmer blev fundet for godt, at Retfærdighed, Ydmyghed, Fornøyelighed og den uskyldige Fattigdom skulde forvises Staden, og i deres Sted indkaldes Ambition, Vellyst, Rigdom og andre Gudinder, som dyrkedes af deres Na- boer. De merkede strax ønskelige Frugter deraf: Thi Staden blev udi en Hast sig selv u-liig, og tillige med Laster tilvoxede udi Rigdom og formeent Velstand. Handel og Vandel, Manufacturer, Konster, subtile Videnskaber, og alt hvad som synes at bestyrke og ziire et Societet, kom udi fuld Drift, saa at de helligholdte den Dag, paa hvilken den fremmede Bie var kommen, som havde aabnet deres Øyen, og viset dem Vey til Velstand. Men hvad skeede? Efter nogen Tiids Forløb merkede de Frugterne af denne sminkede Velstand. Thi med Rigdom, Vellyst og Ambition fuldte Avind, Oprør, Vold, Rov, Mord, ubekiendte Sygdomme, som fødes af Overflod, og utallige andre Ulykker: Tilforn havde de udi deres Armod nok, efterdi de vare fornøyede. Nu derimod leede de udi deres Rigdom Mangel, saasom de aldrig kunde fornøyes, men stedse tørstede efter meere. Kort at sige: Den heele Biekube blev forvandlet til en Røver-Kuule, saa at der var intet uden det som man kalder Splendida miseria, udvortes Glands og Zirat, men indvortes Forraadnelse: Dette foraarsagede, at de funde for godt at give de nye Guder Afskeed igien, og at kalde de gamle tilbage, hvorved Staden kom i sin forrige Skik igien.

Man seer, at denne Fabel sigter til at kuldkaste Mandevilles Lærdom, hvilken udi den bekiendte Fabel om Bierne (Fable of the bees) søger at vise Lasters og Udyders Fornødenhed.

Bier er lidt i krise - mange biarter verden over lider af Colony Collapse Disorder (CCD), som er en betegnelse, man bruger for den tilstand, hvor bier forsvinder fra deres bistader og ikke vender tilbage igen, Det har længe været et mysterium, hvorfor dette sker, men meget tyder på, at årsagen er en svampeparasit med navnet Nosema ceranaes, som kan forårsage en såkaldt nosemasyge, hvor bierne forlader kolonien og er for svage til at vende tilbage igen. Man mener at kunne behandle bierne med et antibiotikum (fumagillin). Bier vigtige pga. honningproduktionen, men væsentligere er det, at bierne som indledningsvist nævnt, er meget betydningsfulde for de vilde blomsters bestøvning - færre bier kan derfor få vældigt problematisk, økologiske følger og der er derfor meget fokus for at løse problemet med CCD.

Nåja...lad os da lige slutte af med et par bivittigheder:

"Jeg kan ikke lide honning - jeg synes, det har en bismag!"

"Hvad sagde bien, da den så sig selv i spejlet?"
- "Hej Ib!"

MERE om bier

Håndbog i naturpædagogik: