MERE om elver og lignende væsner...

Menneskets møde med naturen har givet ophav til forskellige historier om besynderlige væsener, der levede derude i den "store, vilde og-nogen-gang-farlige natur". Historierne fortalte mennesket om, hvad man skulle passe på og de gav forklaring på fænomener og forhold, som man ellers havde vanskeligt ved at forstå. Det pirrende, underholdende har nok også været væsentligt for disse fantasifulde historiers udbredelse og for os i dag, fremstår sådanne fortællinger om de mystiske væsener først og fremmest sjove og underholdende og historierne er altid skægge og fantastiske at fortælle i forbindelse med naturformidling.

I naturen var engang en masse mærkelige væsener, som mennesket både frygtede og kunne glæde sig over: Nisser, trolde, alfer, dryader, huldre, genfærd, åmænd, gnomer, drager, varulve, feer, nøkker, marer, havfolk, elverpiger, mosekoner, lygtemænd osv. Væsener, som af forfatteren Michael Lycke karakteriseres sammen i en gruppe kaldet Fauna Ignorata (de oversete dyr). Nogle af disse mytologiske væsener bliver brugt med meget stor succes i nutidige eventyrfilm som fx. Ringenes Herrer og i rollespil og computerspil og der er ikke tvivl om, at figurerne og historierne knyttet til dem har en bred appel til mennesket også i vor tid. Nogle af de mest interessante af disse væsener og nogle af dem, der er oplagte at fortælle om, når vi går i den danske natur, er ellefolket og deres medbeboere ude i moseområder. At fortælle og søge efter spor af disse er i sig selv spændende og giver mulighed for på en noget anderledes måde at lære noget om naturens forhold. Oplysningerne og historierne i denne artikel stammer fra folkesagn og overleverede fortællinger fra forskellige kilder. Der er uenighed flere steder, så man kan ikke være helt sikker på rigtigheden af oplysningerne...

Ellefolk (eller elverfolk) bor helst under elletræer i mosens sumpområde, hvor to af elletræets grene er vokset sammen, så de danner et hul. Elletræer er de eneste af vore træer, der kan tåle at stå med rødderne dækket af vand. Men elletræer har også en speciel måde at skaffe sig gødningsstoffet kvælstof på, som ellers kan være en mangelvare, når man står ude i en sump. Elletræer danner rodknolde, der kan blive af størrelse som en knyttet hånd pga. en svampeagtig bakterie (Frankiella alni), der lever inde i træets rodknolde og som er i stand til at kvælstoffiksere (altså snuppe kvælstof fra atmosfærisk luft). Dette kvælstof kommer via bakterien træet til gode, mens bakterien også får noget ud af det, den får nemlig et sted at bo - dette er et eksempel på begrebet symbiose, som er omtalt i Håndbog i naturpædagogik på side 39. Også andre planter får glæde af denne fikserede kvælstof og disse planter producerer ekstra ilt, som gør miljøet mindre iltfattigt, end det ellers ville være, og dermed lettere for elletræerne at klare sig i. Resultatet bliver altså, at elletræerne er i stand til at klare sig fint trods det at rødderne er vanddækkede. Elletræer danner desuden stylterødder, som går op over vandet, og træet kan på den måde hente ekstra kuldioxid og ilt.

Skæres stammen over på et elletræ eller knækker det, dannes en såkaldt "elletrunte", hvor nye rødder vokser ned gennem stubben i en knudret forhøjning. En sådan elletrunte kan på afstand ligne lidt af hvert - fx. menneskelignende væsener og dette kunne være en årsag til, at man i den grad har forbundet ellesumpe med overnaturlige ting.

Elletræets blade og kogler

Elletræerne (og pilebuske i udkanten af sumpen) bruges af ellefolket til deres bolig og derfor mente man engang, at det kunne bringe ulykke for mennesket at fælde netop disse for at bygge selv og man brugte følge huskeregel:

Den der bygger af el eller pile
finder hverken ro eller hvile

Det mest prominente medlem af elverfolket er Ellekongen. Ellekongen ses mest i mosen med en bredskygget stråhat, mens han varmer sig i solens stråler. Når nogen kommer ham for nær, puster han kinderne op og spreder sygdom og dårligdom med sin ånde. Ellekongen ses i mange sammenhænge som synonym for djævlen, der fortælles således mange historier om unge piger og mænd, der sælger deres sjæl til Ellekongen for at erhverve sig særlige kundskaber, men som selvfølgelig går til på det, for man sælger aldrig ustraffet sin sjæl til det onde! Ellekongen er far til alle ellepigerne, som er anderledes yndige skabninger - tilsyneladende...

Ellepigerne og -kvinderne har gjorde tit mange en malkepige ked af det, når de gemte hendes kvæg, så hun måtte gå rundt ude på engene og lede i timevis. Men dette var kun drillerier i forhold til den skæbne, der kunne risikere at overgå unge mænd, hvis de kom ellepigerne for nær. Ellepigerne holdt i aftentimerne ofte til ude i højlandet i måneskinnet, hvor de med forførisk runddans og skønsang forsøgte at lokke mænd ud, hvor de (altså mændene) ikke kunne bunde. Sangen indeholdt blandt andet følgende vers:

"Og hør du, Ungersvend, og vil du ej
med os i Aften tale,
da skal, før Hanen galer, sølvbeslagne Knive
ret lægge dit Hjærte i Dvale."

Manden lod sig måske også lokke af ellepigerne lyse hår, deres lette gevandter og deres røde hårbånd og -sløjfer som næsten skinnede i månelyset. Det blev også fortalt, at ellepigerne nogen gange skød med bue og pil (af piletræ...) og ramte en sådan pil en, blev man "ellevild" og kunne slet ikke få sig til at gå væk igen. I visse tilfælde blev man ramt af en voldsom danselyst, og der blev fortalt om stakler, der havde danset sig ihjel ude i ellesumpen! Først når det var for sent, kunne en stakkels mand ved selvsyn konstatere, at ellepigerne slet ikke var yndefulde sylfider, som man måske ellers skulle tro. Så kunne han nemlig se, at de var hule i ryggen og at der inde i hulen kunne sidde et par ellebørn. Som det blev sagt dengang: "Ellepigen er fortil dejlig og from - men bagtil hul og tom". Nogle steder mente man, at hullet i ellepigernes ryg var et resultat af at "orme, øgler, tudser og maddiker havde ædt den op"! Man kan læse en række uhyggelige fortællinger om mødet med ellepigerne på denne side: http://heimskringla.no/wiki/Danske_sagn_som_de_har_lydt_i_folkemunde. Når elle-mødrene skulle amme deres unger, slyngede de brysterne henover skulderen, så ungerne, der altså sad i ryggens hul, kunne gribe fat i dem. Derfor får ellepiger aldrig almindelige bryster fortil, men et langstrakt og rynket yver, som når kvinderne bliver ældre nærmest er at sammenligne med et par strømpebukser med en rigsdaler i hver fod. Ellekvinderne kunne godt finde på at bytte menneskenes børn ud med deres egne - særligt udøbte menneskebørn var i fare for ombytning. Det blev fortalt, at elleunger, som var blevet placeret hos mennesker i stedet for forældrenes egne børn, var fantastisk dygtige til at synge!

Ellepigerne kan som alle elverfolk gå på vandet og derfor var det farligt at følge dem ud mod mosen, man kunne risikere at falde i og drukne. Muligvis slap man dog væk med livet i behold, men mange blev "tumpede deraf" - altså sindssyge eller mentalt handicappet på anden vis. Dette kunne man selvfølgelig også bruge som forklaring på, at nogle af menneskene var retarderede eller lignende - de, eller deres forældre, havde naturligvis været i kontakt med elverfolket!

Flere steder står beskrevet, at den værste af alle ellekvinderne hed Slattenlangpat - naturligvis et navn som hun havde fået pga. sine usædvanligt slatne og lange attributter. Hun skulle have lokket flere mænd med ud i mosen end nogen anden, have gjort massevis tumpede og have ombyttet de bunkevis af elleunger, hun gennem årene havde fået, med menneskebørn til menneskeforældrenes store sorg. Nogle steder beskrives, at hendes egne unger skulle være nogle "fiske-uhyrer", der lever nede i sumpens usynlighed - når Slattenlangpat skulle amme disse unger, havde hun brug for ekstra lange patter, så hun kunne kaste dem ned i sumpen, så ungerne kunne die af dem. Hun skulle have været så afsindig grim, at ingen som så hende, nogensinde ville kunne gå roligt til ro igen uden at få onde drømme. Det blev også fortalt, at engang Slattenlangpat skulle tisse, satte hun sig ned i skovbunden og tissede en så stor tår, at det blev til en hel sø. Sådan skulle Arresø, som er Danmarks største sø, efter sigende være opstået! Hver nat jagtes Slattenlangpat ifølge gamle folkesagn af guden Odin. Og hver nat lykkes det faktisk Odin at fange Slattenlangpat. Han skyder hende og drøner afsted med hende slænget over sadlen på sin hest – men ak og ve; hver morgen er hun genopstået, og så må han på den igen.

På jorden, hvor ellepigerne dansede, blev jorden så fast, at der ikke kunne vokse noget dér siden hen. Når ellepigerne dansede rundt i rundkreds på græsset , opstod der hvor de havde danset rundt, en krans af paddehatte, der blev kaldt for en heksering. Stadigvæk kan man visse steder se mængder af små paddehatte, der vokser i cirkler på græsplæner, enge og marker og nogen gange rundt om træer i skove. Når paddehattene er væk, er der cirkler af udgået græs i stedet.

Heksering

Flere forskellige svampearter kan lave hekseringe, det gælder fx. hele gruppen hekseringshat, kæmpetragthat, markchampignon, vårmusseron og Elledans-bruskhat som ses på billedet. Fænomenet skyldes, at når svampens mycelium (de underjordiske svampetråde) breder sig fra et punkt, sker det udefter i alle retninger, hvorved svampen får en cirkelformet vækst. Frugtlegemerne (paddehattene) dannes i kanten af cirklen, og svampen spreder sig videre derfra, mens den dør bort i midten. Sådan opstår hekseringe, ved vi i dag, men i ældre dage kendte man ikke oprindelsen og mente derfor, at heksene stod bag eller det var resultatet af ellernes dans i ringe.

Ude i sumpen findes også andre mærkelige væsener som mosekoner, som man dog sjældent kommer til at se. Visse har ment, at mosekoner kan betragtes som moder til alle ellepigerne, under alle omstændigheder er der et tæt slægtsskab eller venskab mellem ellepiger og mosekoner. Mosekoner forsøger at lokke unge mænd ud i mosen til sine elverpiger med mosens skønhed (som hun forøger oplevelsen af med sin mosekonebryg - se nedenunder) og at lokke børn derud via lokning det spændende krat, som indbyder til leg og spænding. De, der lader sig lokke, kommer aldrig tilbage. Men hun er ikke farlig, fordi hun "sitter fast". Det vil sige, at hun kan bevæge sig rundt i mosen, men aldrig komme op af mosen og det er selvfølgelig også årsagen til, at hun så sjældent bliver set. Mosekonen har en stor gryde, hvori hun fremstiller sin mosekonebryg, som giver ellefolket styrke og evigt liv. Meget ofte kan man på stille sommeraftener eller tidligt om morgenen se dampen fra hendes gryde og så ved man, at hun er i gang med heksebryggen.

Mosekonen brygger...

Når vi siger, at mosekonen brygger, er der dog nok rettere tale om, at der over vådområder kan udvikles en såkaldt strålingståge, når vandet afkøles langsommere end luften, så vandet damper ind i den kolde luft.

Nogle mener, at mange af de hekse, der tidligere blev brændt på bål, i virkeligheden var mosekoner, men et egentligt bevis for dette har vi ikke.

Lygtemænd boede også ude i ellesumpe og bar små lygter, som man kunne se som lys der flaksede rundt, hoppede, tændtes og slukkedes ude i sumpen. Lygtemænd kunne bevæge sig meget hurtigt og var derfor svære rigtigt at få øje på. Lygtemændene fik skyld for meget: De vildledte folk og forfulgte dem, og de kunne endda også gøre folk syge. Lygtemænd blev opfattet som genfærd af uretfærdige mennesker. Med deres lysskær søger de at få de vejfarende til at fare vild og lokke dem ud i moser og sumpe. Når de viser sig, skulle det bedste middel imod dem være at vende vrangen ud på sin hue. Men hvis man ser en lygtemand, må man passe godt på ikke at komme til at pege på ham, for så kommer han med det samme hen til en. Det siges dog omvendt også også, at når man kalder på ham, kommer han og lyser for den, der kaldte, særligt hvis man lover ham en skilling, men da gælder det om at tage sig godt i agt for ikke at blive lokket med ud i sumpen. Farer man vild i mosen, er man på den, for elverfolket er en ubehagelig trussel, men man kan være så heldig at få en lygtemand til at følge sig hjem, hvis man kaster man en mønt på hans flamme. Man kan læse mere om lygtemændenes evne til både at være skræmmende og hjælpsomme på http://heimskringla.no/wiki/Lygtem%C3%A6np

Lygtemænd var således både nogle uhyggelige skabninger, der kunne lokke folk i fordærv, men også en mulig hjælper - en dobbelthed der går igen med flere af de mystiske væsener. Nisser blev for eksempel tidligere ofte betragtet med en del frygt, og blev husnisserne for påtrængende kunne man tilkalde en præst for at mane dem væk. Nu om dage forbinder vi vist udelukkende nisser med noget hyggeligt og venligt - og måske en anelse godmodigt drillesygt.

I dag har man god forklaring på begrebet lygtemænd: I sumpede områder og moser frigøres der sumpgas, metan, CH₄, ved organisk forrådnelse. Metanen kan så boble op og antændes, enten ved spontan selvantændelse eller ved elektrisk afladning. Dette viser sig som lysende kugler, der svæver og flakser over sumpe og moser. På latin kaldes det for ignis fatuus - fjollede lys. Lysenes farve er som regel gule, men de kan også være røde eller blå. Hvis det er tordenvejr, eller hvis der er højspændingsledninger nær mosen, kan dette påvirke og stimulere lyseffekten. Man kan i øvrigt uden risiko prøve at gribe efter en lygtemand uden at skulle være bange for at brænde sig: Disse lysende gasser kan ikke antænde et tørt strå endsige opvarme en tynd kobberledning.

Elverfolk har betydet noget for folk i mange lande igennem flere hundrede år og historierne om dem optræder i mange kunstneriske sammenhænge som malerier, skuespil (det mest berømte er af Johan Ludvig Heiberg: http://www.adl.dk/adl_pub/vaerker/cv/e_vaerk/e_vaerk.xsql?ff_id=4&id=2130&hist=E&nnoc=), balletter, opera (Elverpigen af Emil Hartmann), eventyr (H.C. Andersens eventyr Elverhøi (http://www.kb.dk/elib/lit/dan/andersen/eventyr.dsl/hcaev028.htm) er en eventyragtig udlægning af gamle folkesagn om elverfolket). Forfatteren Michael Lycke har i bogen Nisser & Trolde og andre glemte dyr, Forlaget Hovedland, 2000, nedskrevet nogle helt nye, zoologiske forklaringer om de forskellige væsener, han beskriver dem simpelthen som forskellige dyrearter, således bærer ellepigerne i følge Lycke det latinske navn Feminafera aquamarinae. Også nyere forfattere har ladet sig inspirere af myterne om elverfolket - et godt (og gratis og frit tilgængeligt) eksempel er forfatter-talentet Anne Iversens novelle om "Elverkongens magt" i Metro-Litteratur 2011, som er blevet gratis udelt på de københavnske metrostationer - du kan finde novellen her!

Man kan godt tolke historierne om alle disse væsener som menneskets måde at forklare uforklarlige naturfænomener på, at mane hinanden til forsigtighed omkring hvor man begiver sig ud og måske ikke mindst gennem disse historier give udtryk for menneskets vilkår i kampen mod en natur, man dengang ikke kunne styre, planlægge og manipulere med som i dag. Historierne kan således i dag give os billeder af, hvordan mennesket forholdt sig til den omgivne natur tidligere. Vi kan i dag lade os underholde af de sjove detaljer, men også bruge dem til at lære om forhold i naturen, idet historierne giver mange gode og spændende naturbilleder, der er interessante at studere nærmere og diskutere i forhold til vores nuværende viden om naturens forhold. Så jo...ellepigerne osv. er skam rigtig gode i naturpædagogik!

MERE om elver og lignende væsner...

Håndbog i naturpædagogik: