Om naturlege: Flagermus-og-natsværmer-legen

Naturen og dens afvekslende miljø er fantastisk til at lege i. Børn finder hurtigt på en masse lege, hvor naturelementer bruges som substituter for sværd og flyvemaskiner, hvor krige og familielege gennemspilles og hvor børnene forandrer sig til vilde dyr i deres naturlige miljø. Det er ikke svært i naturen at se, hvor stor betydning plads har på legens muligheder, indhold og undgåelse af de konflikter, der uværgeligt opstår i rum med snæver plads og dermed mange overlappende legeterritorier. I naturen får den spontane leg optimale vilkår. Det er dog også oplagt at bruge naturen til mere end et tilbudt miljø til den frie leg, ved at igangsætte strukturerede lege med særligt indhold og formål: Naturlege, der foregår i naturen og handler om forhold mellem dyr og måske planter, giver ikke kun børn, men alle aldersgrupper, en fantastisk mulighed for gennem leg og kropslig udfordring at leve sig ind i omstændigheder og sammenhænge i naturen, som ellers kan være svære at forstå. Mange læringsteorier arbejder med betydningen af "at erkende med kroppen" - altså at internalisere sammenhænge gennem selv at opleve perspektiver med egne sanser og gennem motorisk aktivitet. Der er altså et stort natur-læringspotentiale ved naturlege ud over at legene er sjove og udfordrende i sig selv og giver fine muligheder som udgangspunkt for videre arbejde med natur-sammenhænge. Strukturerede og igangsatte lege kan også let inspirere til nyt indhold i frie lege og dermed indirekte yderligere bearbejdning af de underliggende motiver. Naturlege kan leges året rundt og i alle miljøer - også indendørs - selv om det at lege udendørs giver legen nogle helt særlige dimensioner.

I Håndbog om naturpædagogik kan du læse meget mere om naturlege, det er nemt at finde inspiration til forskellige lege i både bøger og på internettet: Den klassiske naturlegebog af Joseph Cornell (“Giv børn del i naturen”, OP-forlag Aps) kan lånes på biblioteket - sidste udgave er fra 1996, men Cornell har også skrevet et par efterfølgere ("Sharing Nature with Children II" og "Sharing the joy of nature"), der dog ikke er udkommet på dansk. Børnehavelederen Rosita Sloth Borén har skrevet en dansk bog med naturlege - den hedder "Friske æblekinde og troldeskjul". Friluftrådet og Grønne Spirer har udgivet hæftet "150 grunde til at vi skal ud i dag", der også har en række lege med og kan downloades gratis fra http://www.groennespirer.dk/media/408529/150_gode_grunde_pdf.pdf. Her er desuden nogle link, som også er gode: http://www.emu.dk/gsk/fag/idr/uvforloeb/friluft/naturlege_skov, http://www.storevildmose.dk/gfx/brugerupload/lege.pdf, http://www.sjovide.dk/showpage.php?katid=38571, http://fdf.dk/aktivitetsideer/legedatabasen/cat/naturlege, http://www.kfumscout.dk/Inspiration/Aktiviteter/Lege.aspx og http://www.vestrehus.dk/Idesider/naturlege.htm.

For at illustere hvordan en leg kan bruges, kommer her et eksempel, jeg selv har haft megen glæde af - nemlig Flagermus-og-natsværmer-legen, der foregår som følger:

Hele gruppen danner en cirkel med en diameter på ca. 5 meter. En at deltagerne skal være flagermus, og han går ind i midten og får bind for øjnene. Derefter vælges to eller tre andre deltagere til natsværmere, disse går også ind i cirklen og får ligeledes bind for øjnene. Nu skal flagermusen prøve af fange natsværmerene, som skal forsøge at flygte, det gøres ved at hver gang flagermusen råber "flagermus" (eller blot "bat"), lige som et radarsignal, så råber natsværmerne "natsværmer" (eller blot "nat"), som er retur signalet. Natsværmerne skal for at illudere et ekko af flagermusens skrig, svare øjeblikkeligt. Flagermusen forsøger nu at fange natsværmerne ved at lytte efter deres svar. Resten af gruppen skal fungere som garanter for, at hverken flagmusen eller natsværmerne træder ud af lege-cirklen og at de ikke falder over noget. Det er en god idé at lade deltagerne få lov til at prøve flere gange, så kører legen mere gennemført, og at sikre at alle der har lyst, får mulighed for at få en aktiv rolle. Legen kan varieres på mange måder, eksempelvis kan den gøres sværere ved at sætte to flagermus i cirklen. En variant kan også være at natsværmerne i legen ikke får bind for øjnene og skal stå stille, eller at de må bruge synes til at undvige. Man kan prøve sig frem og variere legen, dette kan også give anledning til en snak om, hvordan vores sanser hjælper os og hvordan dyrene bruger deres sanser.

Undervejs eller efter legen kan man snakke om, hvad det så er for nogle forhold, der gør sig gældende i naturen og som er blevet illustreret gennem legen:
Flagermus er de eneste pattedyr, der kan flyve (flyveegern, flyvepungegern og kaguanger kan kun svæve...). I Danmark er der registreret 17 arter af flagermus, men på verdensplan findes der over 1150 arter af flagermus. Det vil faktisk sige, at hvert 4. pattedyr på kloden er en flagermus. Der findes flagermus, der lever af at suge blod ligesom vampyrerne, vi kender fra film. Vampyrflagermusen er ikke særlig stor og den kan næsten ubemærket suge blod på f.eks. køer og heste. Man skal helt til Sydamerika for at opleve vampyrerne. De største flagermus, der findes er de såkaldte flyvende hunde, der lever i troperne. I store flokke kommer de flyvende henover junglen på jagt efter frugter. Vores hjemlige flagermus er mindre og lever helt og holdent af insekter, som de fanger flyvende i luften. De orienterer sig ved at udsende skrig på samme måde som en ubåd udsender sonarlyde.

Flagermusene lytter til ekkoet af deres eget skrig. Når skriget rammer et træ, en mur eller et insekt, kastes lyden tilbage som et ekko. Ud fra dette kan flagermusen hurtigt danne sig et billede af sine omgivelser. Flagermusen hører dermed, det vi ser med øjnene, og den kan bruge sine sonarskrig så effektivt, at den kan fange insekter i luften. Flagermusens to store ører giver dyret et tredimensionelt lydbillede, så den meget præcist kan jage et insekt. For de fleste flagermusearter gælder, at de kan lokalisere et bytte indenfor en afstand på 10 meter. Når de kommer tættere på byttet sender de lyden mere koncentreret og præcist ud - hyppigere skrig og i en lydkegle med mindre vinkel. Flagermusens skrig – såkaldte ultralyde, er i en frekvens, der med sine 100 kHz ligger klart over den menneskelige høregrænse på 20 kHz. Man kan bruge et særligt apparat, en ultralyds-detektor (almindeligvis kaldet en bat-detector), til at gøre ultralydene hørbare for mennesker, en sådan kan lånes på visse naturskoler - jeg har selv købt et par stykker på http://elverdan.dk). Man kan i mange tilfælde bestemme flagermuse-arten ud fra skrigenes frekvens - du kan finde en liste over de danske flagermusarters skrig-frekvenser herunder samt på https://www.naturhistoriskmuseum.dk/Files/Billeder/Viden/Stenbronatur/pdf/Aktiviteter/flagermus.pdf. Kunne vi høre disse lyde uden videre, ville vi opdage, at sommernatten er fuld af højtskrigende flagermus (de kan skrige vildt højt - op til 120 decibel). Til gengæld kan vi opfatte nogle af dyrenes sociale lyde – herunder parringsskrig, da de ligger inden for vores høregrænse. Undersøgelser har vist, at sonarlyd er en temmelig dyr jagtmetode - energiforbruget ved skrigene udgør mere end halvdelen af, hvad det koster at flyve, men flagermusene sparer dog gennem at koble skrigene til udåndingen og vingebevægelsen, så der ikke skal bruges megen ekstra muskelkraft på at skrige.

Cirka lyttefrekvenser for danske arter:
Brunflagermus 20 kHz
Skimmelflagermus 25 kHz
Sydflagermus 25 kHz (25 - 32 kHz)
Nordflagermus 30 kHz
Vandflagermus 44 kHz
Troldflagermus 40 kHz
Pipistrel-flagermus 45 kHz
Dværgflagermus 55 kHz
Bredøret flagermus 35 kHz
Brandts/Skægflagermus ca. 45 kHz
Langøret flagermus 30-50 kHz
Frynseflagermus ca. 45 kHz

Flagermus

Små og flyvende pattedyr har et meget højt stofskifte per kropsvægt. De skal derfor spise meget. De flyver ofte over 20 km for at jage.

Undersøgelser har vist, at arten stor museøre fanger omtrent 60 insekter per nat: Den ene halvdel er små natsværmere i luften, mens den anden er store biller på jorden, som de fanger ved at lytte efter billernes puslen under blade, præcis som når en ugle fanger mus. Men de er rigtigt dårlige til at fange billerne på jorden sammenlignet med i luften: Deres træfsikkerhed falder til omtrent 30 %, mens den er tæt på 100 % i luften. Det skyldes, at biller på jorden kan gemme sig i sprækker, hvor flagermus ikke har en chance for at fiske dem ud. Lige så akrobatiske flagermus er i luften, ligeså meget på udebane er de som rovdyr på jorden. Til gengæld får flagermusene et stort måltid, når de endelig fanger en bille på jorden. Men fordi deres træfsikkerhed er så lav, skal der ikke meget til, før det bedre kan betale sig for flagermusen at skifte strategi og lede efter natsværmere i luften i stedet for.

Om vinteren sover alle danske flagermus vintersøvn, det er nødvendigt, for de kan slet ikke på denne denne årstid få fat i tilstrækkelig mængder føde, insektmængden er lav om vinteren. Typisk overnatter de flere/mange sammen i huler, i huler træer eller på lofter. Mange mennesker vil måske sige, at selv om sommeren ser de aldrig flagermus, men der er faktisk mange flagermus rundt om os i sommerhalvåret, og det er almindeligt at se dem flyve rundt i skumringen i skovlysninger eller ved bredden af søer. Men også midt inde i byen omkring lygtepæle, kan man hyppigt se mange flagermus, der holder af at jage de insekter, der får sig forvildet ind under gadelamper. Man kan se flagermusene ekkolokalisation i praksis ved at "drille" dem med at kaste eksempelvis en sammenrullet strømpe op mod dem. Nogle gange vil man så se, at en flagermus ændre retning og fanger strømpen - dog smider de den hurtigt igen.

Vær i øvrigt opmærksom på, at mange flagermus har rabies og selv om virus heldigvis ikke gør dem aggresive, kan de finde på at bide mennesker, hvis man for eksempel fanger dem eller holder dem fast og så kan man risikere at blive smittet - så man skal bruge arbejdshandsker, hvis man vil røre en levende flagermus. Alle danske flagermus er fredede, så det er bedst at lade dem være i fred.

Natsværmere er nogle af de insekter, der kan høre luftbåren lyd og ikke blot sanse vibrationer i underlag og luft. Man mener, at natsværmernes hørelse er udviklet fra de receptorer hos deres forfædre, som har reageret på de små vibrationer, dyret selv foretager, når de varmer kroppen og vingerne op inden flyvning. Disse sidder på vingernes basis, så natsværmere hører altså med vingerne. Disse prioprioceptorer er blevet udviklet til høreorganer, dengang i evolutionshistorien da flagermusene blev en trussel. Lyden af en fjern flagermus vil ofte få en natsværmer til at flyve i en retning væk fra flagermusen. Natsværmernes ører er så følsomme, at de ofte kan høre flagermus på en afstand, der er ti gange så stor som den afstand, hvor flagermusen kan registrere et ekko fra sommerfuglen. Derfor har natsværmeren ofte tid til at reagere på forskellige måde ved enten at fjerne sig væk fra flagermusens position eller ved at søge ned i vegetationen og vente til det atter er sikkert at komme frem igen. Natsværmeren er i sikkerhed i vegetationen, da flagermusen her ikke kan skelne den fra ekkoet af grene, kviste og blade. Hvis en flagermus alligevel er kommet inden for en farlig nærafstand, er natsværmernes reaktion at slå al flyvekontrol fra, så hverken den eller flagermusen vil kunne udregne retningen på dens næste flyvemanøvre, natsværmeren klapper simpelthen vingerne sammen og lader sig falde ned. Det er for natsværmeren vigtigt med hurtig reaktion og sandsynligvis er netop høreorganer, udviklet fra proprioceptive organer, velegnede, idet disse har en nær kontakt mellem sanseorgan og muskler. Man kan få natsværmere til at lave undvigemanøvrer ved at rasle med et nøgleknippel, idet dette udsender ultrasoniske lyde, som natsværmerne forveksler med flagermusenes ultralyde.

Bjørnespinder

Nogle natsværmerearter som Bjørnespinderen er ildesmagende og giftige og har advarselsfarver, men det kan flagermusen ikke se om natten. Bjørnespinderen får i øvrigt sin gift i kroppen fra de giftige planter, den spiser som larve. Men da farverne i nattens mørke ikke kan ses, har natsværmeren udviklet et lydsignal, der på samme måde tjener til afskrækning. Bjørnespinderen udstøder en lyd, der rammer præcist indenfor flagermusens frekvens og lige mellem flagermusens ekkolokaliseringskald, så flagermusen bliver opmærksom på giftfaren. Det vides også at nogle insektarter er i stand til med vingerne at frembringe lyde, der har en frekvens som "blander sig ind i" flagermusenes kaldefrekvenser og dermed skabe støj i ekkolokalisationen og forvirre flagermusen - man kan kalde det et slags biologisk støj-sender-signal. Mange natsværmere har ru vinger, dette hjælper måske også til at gøre dem mindre "synlige" for flagermus, ligesom mange natsværmeres ofte kraftige behåring kan få sonar-lydbølgerne til at blive dæmpet og spredt ud i alle retninger, så "det auditive billede" af natsværmeren i flagermusens hjerne bliver udflydende og lige så godt kunne være et stykke bark..

Det er meget sjovt at vide, at også andre dyr end flagermus bruger ekkolokalisering til at fange bytte: Bardehvaler producerer infralyde, altså lyde der ligger i lavere frekven,s end vi kan høre, til at fange plankton, tandhvaler udsender ultralyde til at finde deres bytte, som typisk er fisk eller blæksprutter, og endelig vides at nogle fuglearter også bruger ekko, med lyde i vores hørbare frekvenser, til at vurdere afstande. Måske er ekkolokalisering endnu mere udbredt i dyrelivet, vi har bare ikke opdaget det endnu.

Flagermus-og-natsværmer-legen er lidt af en klassiker, den er sjov og har mange perspektiver. Sjovest er det jo nok selv at opfinde lege med børnene, eksempelvis kan man her starte med en natur-sammenhæng, som man finder spændende og så eventuelt lade sig lege-inspirere af andres ideer, som nævnt indledningsvist.

Om naturlege: Flagermus-og-natsværmer-legen

Håndbog i naturpædagogik: