MERE om stuefluer

Jeg er fluen, jeg har vinger på,
derfor gider jeg sgu' ikke gå.
Jeg er ikke skabt til noget stort,
derfor sætter jeg mig på en lort!
(Shu-bi-dua)

Alle kender den almindelige stueflue. Den kan være møgirriterende, når den summer omkring hovedet på en og nogen gange er stuefluerne så talrige, at det kan virke uhygiejnisk. De svirrer omkring og sætter sig overalt, de sidder og pudser sig ivrigt og ser helt renlige ud, samtidigt mens vi godt ved, at lige dét er de i hvert fald ikke. Men stuefluen er et spændende dyr, som der er god mening i at beskæftige sig lidt mere med, fordi den netop er så almindelig. Herunder kommer derfor nogle forskellige historier om stuefluer - ikke alt er for sarte sjæle, men interessant er det!

Stuefluen er én ud af i alt ca. 3.000 fluearter i Danmark. Alle fluer har kun to vinger (deraf navnet på den gruppe, de tilhører: Tovingede (på latin: Diptera)). Bagved vingerne har de nogle såkaldte haltere (eller svingkøller, om man vil), som er nogle køllelignende strukturer, der evolutionært betragtes som omdannede bagvinger. Disse haltere pisker rundt, når fluen flyver og bruges formodentlig både til at holde balancen og til kinæstetisk sansning. En stueflue flyver med en gennemsnitshastighed på 7,2 km/t og slår med vingerne cirka 20.000 gange i minuttet for at holde sig i luften. Dette giver den velkendte, irriterende summen.

Hvis man byggede flyvemaskine med samme opbygning som fluer (eller for den sags skyld som humlebier eller mange andre insekter), ville de aldrig komme i luften. Måske derfor er den myte opstået, at humlebier slet ikke kan flyve - de ved det bare ikke selv! Men insekter og flyvemaskiner flyver på meget forskellige måder: For en flyvemaskine er det luftens tryk på undersiden af vingerne, der holder den oppe; vingernes dråbeform betyder nemlig, at luften bevæger sig hurtigere hen over vingen end under den, hvilket forårsager et fald i trykket over vingen og en stigning i trykket under vingen, hvilket giver flyvemaskinen opdrift. Insekter flyver mere som en helikopter med vingerne i konstant bevægelse, og det er det, der giver insekter opdrift. 20.000 vingeslag i minuttet kræver helt specielle muskler, der kan bevæge sig meget hurtigt og insektvingemuskulatur er da også helt anderledes opbygget end vores muskler. Vingemusklerne hos en stueflue er meget vigtige for den og de vejer ca. 11 % af den samlede kropsvægt - så store muskler har vi alligevel ikke!

Stuefluen er udbredt og almindelig overalt i Danmark, hvor den først og fremmest findes i og omkring vores boliger. Den er især almindelig på landet, hvor den kan være en stor plage i stuehuse og stalde. Man kan godt sige, at den strengt taget slet ikke lever i den danske natur, men netop kun i forbindelse med mennesker. Over alt på jorden findes den - fra troperne til arktiske område, fra Nairobi til Nuuk. Stuefluens latinske navn er Musca domestica, hvilket betyder "den hjemlige flue". Man regner med, at stuefluen kom til Nordeuropa for omkring 2.500 år siden, da man begyndte at holde husdyrene på stald om vinteren. Den spredte sig hurtigt fra Sydeuropa, hvortil den var kommet fra Afrika, som man almindeligvis regner for det sted, hvor den oprindeligt opstod. Fluer har fandtes på jorden meget længe (...meget længere end mennesker) og man kan den i dag i ravstykker se fluer, der er 50 millioner år gamle.

Stuefluen må betragtes som et af jordens største skadedyr - dyret er i stand til at sprede farlige bakterier, hvis det kommer i kontakt med fødevarer. Stuefluen lever af mange forskellige slags madvarer, og den tager både fast og flydende føde, mens dens larver lever af gødning og nogen gange af rådnende planter. Stuefluens munddele er bygget primært til at suge og slikke med. Stuefluen kan ikke bide, stikke eller gnave, så den må leve af flydende kost. Den kan gøre fast føde flydende ved at brække spytsekret op, der opløser for eksempel sukker og andre faste stoffer, så det derefter kan suges op. Når fluen indsprøjter sit spytsekret, er der en risiko for, at den kan komme til at overføre bakterier eller vira til madvarerne. Derfor bør man sørge for, at holde fluerne væk fra madvarer, hvilket denne lille historie er ulækker anskuelsesundervisning i:

En sulten flue flyver rundt for at finde noget mad - den kan lugte sig frem til forskelligt spiseligt, men for at være helt sikker, lander den på fx. en hundelort og smager på den med sine smagsceller på fødderne og snablen. Er lorten for fast, brækker den sig ud over lorten og sprøjter sit spytsekret ind i lorten, som opløses lidt. Denne lækre og næringsrige væske suger fluen så op med sin snabel. Så kan den flyve videre og lander måske på din jordbærsyltetøjsmad. Når den lander, kan den smage med fødderne, at her er der noget lækkert, så derfor brækker den sig ud over din mad som før for at kunne suge det lækre op. Men dermed kan den risikere at overføre nogle bakterier fra lorten - og i lort er der virkeligt mange levende bakterier (op til 30 % af den samlede lorte-biomasse er bakterier). De fleste bakterier tager vi ikke skade af at få overført, men nogle kan være sygdomsfremkaldende og potentielt farlige for os. Almindeligvis er det ikke bakterier, vil vil kunne risikere at indtage, men fluen gør det altså muligt at vi kan risikere at modtage nogle for os ganske usædvanlige og måske farlige bakterier.

Netop dette har fået nogle til at konkludere, at stuefluen må udnævnes til intet mindre end VERDENS FARLIGSTE DYR! Det vides således, at den kan overføre mere end 30 forskellige sygdomme/parasitter (fx. nogle så farlige sygdomme som kolera, tyfus, dysenteri, byldepest, spedalskhed, meningitis, difteri og skarlagensfeber).

Opråb til befolkningen under første verdenskrig: "Krig og farsoterne plejer at følges ad,
og det er ikke de færreste folk, som venter, at Europa snart kan blive tumleplads for de
forfærdeligste epidemier... Det er ikke blot "plageren" - fluen, vi må til livs.
Ingen urenlighed! Ingen fluer!"

Stuefluer kan uden besvær kravle rundt på loftet med hovedet nedad, de kan endda kravle op ad en glat overflade som fx. en vinduesrude. På den måde er de endnu mere imponerende end såvel edderkopper som Spiderman er. Årsagen ligger i de deres kløer: Her har de trædepuder med to hæfteskiver på hver fod, der ligesom dørmåtter er dækket af hår og forsynes med en klæbrig væske på spidserne. En flue der kommer flyvende og vil lande på et loft stikker forbenene op mod loftet til den får kontakt. Så griber den fat med forbenene og bruger fremdriften fra flyvningen til at "smække" resten af kroppen op på loftet.

Mange har sikkert lagt mærke til, hvordan stuefluer kan kredse tilsyneladende formålsløst om en lampe med lys i. Undersøgelser viser, at de rent faktisk blot foretrækker at flyve rundt midt i rummet, og at det ikke er fordi de særligt tiltrækkes af lampens lys. Nogle mener også, at fluer forsøger at undgå hjørner, måske fordi fjender som fx. edderkopper typisk sidder der. Den meningsløse summen rundt skal måske mere tolkes som afpatruljering efter partnere: Typisk vil hanner søge aktivt efter en hun og samtidig forsøge at jage andre hanner væk fra luftrummet. Man kan på grund af denne adfærd drille dem lidt: Prøv at kaste en flueattrap (fx. en papirkugle) efter en summende flue - fluen vil næsten helt sikkert afbryde sin vandrette cirkelbevægelse for at jagte "den ubudne gæst" bort.

Stuefluen kan findes det meste af året, man kan også finde overvintrende fluer i huset, når det er vinter. De kaldes ofte for jule-fluer. Almindeligvist går arten dog i dvale om vinteren på et passende sted indendørs og den yngler kun i sommerhalvåret, og det er i den periode, hvor man ser mest til den. Den enkelte flue lever ikke længe - heldigvis vil mange sikkert mene, selv om jeg også kender til mennesker, der nærmest har haft et husdyr-forhold til "deres flue" - almindeligvist lever den 3-4 uger, hvis den da ikke inden er blevet ædt eller angrebet af svampeinfektion.

Fluers øjne er som mange insektøjne noget for sig selv: I alt har fluen 8.000 enkeltøjne.

Stuefluen tiltrækkes af varme, og man ser tit fluerne sidde i solbeskinnede vinduer eller på lune vægge og mure. På gode steder kan fluerne findes i store mængder. Læg mærke til, at de som regel sidder med hovedet nedad i modsætning til stikfluen, der også er en meget almindelig flue.

Stuefluen har en meget hurtig livscyklus. Hvis forholdene er rigtig gunstige, kan der blive udviklet op til 10-15 generationer i løbet af ynglesæsonen. Parringen foregår aldrig i luften, men altid siddende og kan vare fra et par sekunder op til et par minutter.

Hunnen lægger sine æg i store æghobe, der typisk indeholder 200 æg. Det nummer kan hun gentage en gang om ugen hele sit korte liv. Æggene placeres i halvråddent materiale eller i frisk gødning – helst fra svin eller heste. På grund af varmen, der dannes i den gærende gødning, udvikles æggene meget hurtigt – som regel i løbet af ganske få dage. Fluer tilhører insekter med fuldstændig forvandling, dvs. at der ud af æggene kommer larver, som vokser og bliver til større larver, som atter vokser og bliver til endnu større larver, der til sidst forpupper sig og laver en kokon - en puppe. Ud af puppen kommer endelig den voksne flue, der ikke bliver større. Små fluer bliver altså ikke til store fluer - de tilhører bare en anden art! Larverne, der også kaldes maddiker, er hvide og mangler ben. Maddikerne lever i og af gødning, køkkenaffald eller nogen gange af rådnende planter, og de vokser meget hurtigt. Allerede efter 5-10 dage forpupper de sig – også i den varme gødning. Puppetiden varer i alt 10-15 dage.

Stuefluelarverne lever altså almindeligvist i gødning, men kan også leve i køkkenaffald og i rådne stoffer i fx. køkkenafløb. En hun-stueflue kan lægge op til 2.000 æg under de gunstigste forhold. Ved en temperatur på ca. 30 grader, tager hele udviklingen ca. 7 døgn fra æggene er lagt, til de klækker. Udviklingen afhænger i hvert stadie af temperaturen - hvis det i en kølig sommer kun er 18 grader tager udviklingen op til 3 uger. Ofte er temperaturen i det forrådnende og gærende medium, hvor larven lever, betydelig højere end i luften, så udviklingen foregår meget hurtigere end forventet ud fra de klimatiske betingelser.

Stuefluer kan i sjældne tilfælde lægge æg på besynderlige (og knapt så rare...) steder: Således er der fundet larver af stuefluer i næsehulen hos spedalske, og i fødderne hos inkontinente, alderdomssvækkede patienter. Ikke særlig delikat, men det får mig til at tænke på, at man igennem historien har brugt fluer medicinsk på flere forskellige måder: Man mente således i 1400-tallet, at knuste fluehoveder blandet med honning til en salve kunne få håret til at vokse langt og tykt, og at man kunne spise indbagte fluer mod koldfeber (malaria). Mod tandpine kunne man gnide tandkødet med en knust flue. Jeg ved ikke om det hjælper - jeg har ikke prøvet, men jeg tillader mig at tvivle...

Den samlede udviklingstid tager – som det kan ses – normalt kun 3-4 uger i alt. Der kan således udvikles mange generationer i løbet af yngleperioden. Da den enkelte hun samtidig kan lægge helt op til 2.000 æg, er det er ikke så underligt, at stuefluen kan blive en voldsom plage i løbet af sommeren. Man har regnet ud, at i fald en enkelt flues efterkommere i løbet af sen sommer fik lov til at leve, ville de nå op på intet mindre end ca. 5 milliarder individer, så det er heldigt, at de dels ikke lever længe (stuefluen lever maksimalt 3 uger) og dels at mange stuefluer og larver ædes af rovdyr. Også mange fluer mister livet pga. flueskimmelsvampen, som vokser inden i fluen og langsomt tager livet af den, man kan da på den døde flue se, hvorledes svampen vokser ud gennem bagkroppen på den som et hvidt, sammenhængende pulver.

Her ligger kongens gæst,
som altid lækkert åd og drak hvad smagte bedst,
men dér hun blev for kåd,
plump' hun i denne vin og drak sin sidste skål,
hun trint' et farligt trin, dog nåede et godt mål.
For hendes bratte død sig ingen jamre må,
hun grav i guld fik rød, og lig i vinen lå.
(Kingos gravskrift over en flue)

Mennesket har gennem tiden altid måttet finde sig i tæt samliv med stuefluer - det var dyr, man lagde mærke til og derfor også fortalte historier om og tog varsler af. For eksempel sagde man, at mange fluer om sommeren varsler en streng vinter, men en god rughøst. Julefluen havde en særlig status, dén måtte man ikke slå ihjel, ellers blev det næste år ulykkeligt og kunne man holde nogle fluer levende vinteren over, blev det et godt år for familien. Men stuefluen har ellers generelt været kendt for det onde og i 1600-tallet mente man, at djævelen kunne flyve som en flue ind og ud af hekse og fluerne var sat i verden af fanden selv, så de kunne ramme det, han ikke selv ville kunne gøre skade på. Fluen er også direkte blevet tillagt onde bagtanker, således skriver en forfatter fra slutningen af 1800-tallet i Illustreret Tidende: "Fluen er af naturen begavet med en ond samvittighed og kan ikke sove. Den står op klokken 4-5 om morgenen og sætter sig på ens næse. Det skyldes egensindighed og ondskabsfuld lyst til at drille!"

Robert Storm Petersen kaldte sine humoristiske aforismer
for "fluer", hvorfor kan måske tegningen forklare.

Et sjovt (men nogen vil måske kalde det lettere barbarisk) eksperiment er at genoplive en flue i salt: Tag en flue der har ligget et par minutter i vand op og dæk den "livløse" flue med salt. Efter ca. 10 minutter kravler fluen op igen af saltbunken. Saltet har "suget" vandet ud af fluens trachésystem (de åndedrætsrør, den bruger til at trække vejret med).

Fluer kan være en gevaldig plage og der er talrige beskrivelser om, at det har den været igennem historien. Man har forsøgt at få bugt med den med fluesmækker (prøv selv at afreagere med et fluesmækkerspil her!), flueglas med øl, med fluepapir, med giftige svampe udrørt i mælk (deraf navnet fluesvamp), med gift, med katte (katte er mester-fluesnappere...), med insektædende planter som Venus fluefanger og diverse andre jagtmetoder. Men fluerne har klaret sig og klarer sig stadig rigtig godt, så vi kan vist lige så godt finde os i samlivet med det lille insekt og så kan vi lige så godt lade os imponere af de mange gode historier omkring stuefluen.

MERE om stuefluer

Håndbog i naturpædagogik: