Om fodring af fugle - særligt om vinteren:

Der er en særlig glæde ved at give dyr mad og fodring af dyr kan bestemt give store naturoplevelser: Dyrene tør gå tættere på og hapser, det man byder dem. Nogen gange kæmper de om godbidderne. Særligt om vinteren, hvor fødemængden er lille og mange dyr sulter, kan man tiltrække dyr med vinterfoder og måske hjælpe dem gennem den kolde tid. Børn tænder meget på at lokke dyr til ved at give dem mad og se dem æde det tilbudte, så det kan have gode naturpædagogiske implikationer at vinterfodre, det virker givetvis generelt identifikationsstyrkende med naturen.

Der kan skabes en natur-identitetsstyrkende forbindelse, når børn fodrer dyr.

Når man tænker på at give de vilde dyr mad om vinteren, tænker man særligt på fugle, men også pattedyr kan nyde godt af vinterfodring, fx tager egern gerne frø og nødder fra foderbrættet, hvis den kan komme derop. Havens pindsvin kan også tilbydes foder, da de ofte vågner i løbet af vinterdvalen, hvis ikke skjulet har været helt godt nok eller de af andre grunde bliver forstyrret. Her kan man tilbyde dem lidt tørfoder til katte sat et sted, hvor det ikke bliver vådt. I hårde vintre kan vand også være en mangelvare for både pattedyr og fugle, hvorfor det kan være en god ide at sætte en lav skål med vand ud i haven, dog skal man blot udskifte det med mellemrum, så det ikke fryser til eller bliver for snasket. Skovejere o.lign. vinterfodrer ofte hjorte på deres områder for at sikre sig mod væsentlig bestandsnedgange. Her skal det dog handle om fodring af fugle – og særligt om vinteren.

Det er ikke ligegyldigt hvor, hvor meget og med hvad, man fodrer – faktisk kan fodring skade mere end gavne, hvis man ikke tænker sig om!

En klassiker er at give fuglene i søen brød, og selv om ænder etc. villigt æder masser af brød, er det ikke en særlig god idé: Brød indeholder næringsstoffer, som ender i vandet gennem andens afføring eller via brødrester: Ét kilo brød svarer til ca. 500 l. urenset spildevand, så det er en sikker måde at næringsstofbelaste søen, så alger i vandet vokser voldsomt op, hvilket kan føre til, at planterne i søbunden ikke længere kan opfange sollys og dør. Som følge heraf produceres mindre ilt i vandet og der kan opstå iltsvind, som kan føre til, at søens dyr vil dø, idet de ikke får den nødvendige mængde ilt. Paradoksalt nok, kan fodring med brød ved en sø føre til, at der i længden bliver mindre mad til fuglene ved søen, idet flere fuglearter som eksempelvis svaner, lever af planter, som de plukker fra bunden af søen, og hvis disse bliver færre, så er der mindre mad til svanerne.

En lokal bager har (vel i bedste mening...!?) smidt gårsdagens brød over i mosen - til skade for såvel mosen som dens beboere.

Og fuglene har ikke brug for det: Tværtimod har brød tvivlsom foderkvalitet, sygdomme spredes lettere, når fuglene samles unaturlig tæt om brødet, rotter tiltrækkes, stærke fugle svækkes pga. slåskampe i "brødfeltet" og svage fugle holdes kunstigt i live. Undersøgelser har vist, at der er en tendens til, at fugle, der fodres af mennesket over vinteren, får færre unger i den kommende sæson, end fugle, der ikke fodres. Det er en myte, at fugles maver kan ikke tåle det hvide brød (når det hvide brød bliver vådt og svulmer op nede i den) eller at det er sundere at fodre ænderne med rugbrød end med hvidt brød, men brød har ikke ret meget af de livsvigtige næringsstoffer, fuglene har brug for, og fx brødspisende ænder får en masse energi uden at få noget særligt på protein-, vitamin og mineralkontoen. De bliver med andre ord tykke, dovne og usunde! Brødet kan desuden påvirke økosystemerne i og omkring søerne i høj grad ved at tiltrække for mange andre ænder til området. Med en kunstig tilførsel af mad kommer der flere ænder, end området naturligt kan brødføde. Det kan også gøre ænderne meget aggressive over for hinanden, hvilket kan føre til nogle ret voldsomme gruppevoldtægter og der er eksempler på, at ænder har ødelagt hinandens reder og æg, fordi der simpelthen ikke er redeplads nok, lidt som hvis man propper 50-100 undulater ind i et bur, som er designet til to fugle. Når der kommer flere ænder til området, øger det også sygdomsforekomsten, da smitterisikoen er større. Endelig kan mange individer, samt et større pres på området på dage uden fodring, føre til, at området bliver slidt ned.

Der er flere eksempler på søer og gadekær i mange mindre byer, som er blevet stærkt belastet af fodring med brød. I perioder har søer som Gentofte Sø, Utterslev Mose og Damhussøen haft store problemer med overdreven fodring. Nogle steder har bagere og restauranter, sikkert i en god mening, hældt gammelt brød og lignende ud til fuglene. Det er bestemt ikke godt for naturen! Når det er sagt, så finder jeg det ok at lade et barn give fuglene i søen et par boller, det er en hyggelig naturoplevelse, der kan give lyst til yderligere natur-dyrkelse, men lad det blive ved det!

Det er dog alt i alt meget bedre at undgå fodring af fuglene i søen og i stedet bruge kræfterne på at hjælpe småfuglene omkring haven eller omkring legepladsen i institutionen. Det er omdiskuteret, om fodring kan have en positiv betydning for bestandstørrelsen for det kommende år, der er almindelig enighed i, at dette kun om muligt vil være gældende, hvis vinteren er meget hård og lang. Man skal således ikke forestille sig, at man som sådan ”redder” fuglearter via vinterfodring - man gør det for ens egen skyld og får så lidt mere nærkontakt med fugle, end man ellers ville få. Det er sandsynligt, at vinterfodring tiltrækker fugle til ens have over længere tid, så man også næste sommer får besøg af flere fugle. Flere fugle æder flere irriterende insekter, så her kan man godt få en fordel ved at vinterfodre.

Det er vigtigt, hvis man begynder at fodrer, at man fortsætter gennem hele vinteren, idet fuglene hurtigt bliver afhængig af at hente mad i ens have. Husk også at gøre rent ved at fjerne frøskaller og fugleklatter, så risikoen for smitte med sygdomme hos fuglene minimeres. Foderstedet bør være synligt indefra, så man kan følge med i de forskellige fugles ankomst. Et foderbræt bør være overdækket, så foderet forbliver tørt, med en kant, så foderet ikke glider ned og gerne med en glat stolpe, så katte ikke så let kan kravle op. Hvis man er irriteret over, at store fugle som krager, duer og skader kommer til og jager småfuglene væk, kan man dække foderbrædtets sider til med net - men det skal være stormasket, så ingen fugle kan sidde fast. Man kan også vælge helt at droppe foderbrædtet og i stedet fremstille eller købe en foderautomat, hvor foderet ikke ligger på en plade, men langsomt frigives efter behov. På et foderbræt med flad plade går fuglene rundt i maden, hvilket kan betyde, at de klatter i foderet, mens de spiser. Det er ikke så godt, for det kan i høj grad spredde sygdomme. Her er en foderautomat bedre, da bagenden på fuglene vil vende udad, så deres klatter vil dratte ned på jorden.

Fugle kan godt have svært ved at få noget at drikke om vinteren, særligt i frostvejr, så giv dem også frisk vand og sørg for, at det ikke fryser – dvs. udskift det hyppigt, man kan også sænke frysepunktet på vand med en smule madolie i vandet.

En musvit på en foderautomat.

Drosler som solsorte og sjakkere spiser gerne æbler - også halvrådne æbler eller æbleskrog ædes med fornøjelse, så gamle æbler kan være et hit på foderbrædtet, begge æder de dog også fede frø og nødder med stor fornøjelse. Har man bær-bærende buske i haven som tjørn kan man få besøg af stære, grupper af silkehaler eller måske vindrosler. Også rødhalse spiser frugt om vinteren og elsker særligt rosiner. Hvis man vil sine rødhalse særligt godt, kan man købe melorme til dem hos dyrehandleren, det er god proteinkilde, som de helt vilde med. Rødhalse er oftest ikke gode til at æde fra mejsekugle eller foderbrædt, nok mest fordi de let jages væk af andre fugle.

To drosler, vi hyppigt møder om vinteren: En sjakker i sne og en solsort på en vintervåd dag.

Skovspurve og gråspurve er ikke kræsne og tager hvad de får serveret, men giver man en blanding hvori der er hampefrø, kan man tydeligt se, at de foretrækker denne mere fede frøtype. De er mere ”gumpetunge” end mejserne og foretrækker ofte at spise på jorden. Det er ikke helt ufarligt med jord-fodring, da katte og rovfugle ofte øjner et let måltid, så man skal kun fodre med små mængder og kun steder, hvor fuglene har gode oversigtsforhold med en hæk i nærheden, de kan søge ly i. Også gulspurve, skader, alliker og duer (og nogle steder fasaner) kan godt lide korn, men har man ikke disse fugle i haven, kan det ikke betale sig at købe butikkernes foderblandinger med det skæve forhold, der oftest er i dem, af korn (der er billigere) versus mere fedtrige nødder. Jeg kan anbefale at læse Natur & Museums hæfte om frø som foder, her kan man hente en masse viden om, hvorledes frø fungerer som mad for både både og andre dyr: Jensen, Thomas Secher: Frø- og frugtædere, Natur og Museum, nr. 2, november 2020.

Dompap (han forrest, hun bagerst) foretrækker også ofte at spise på jorden.

Mejser som blåmejsen og den lidt større musvit er gladest for fedtholdige solsikkefrø og nødder og mindre glade for korn som hvede. Når man i forretningerne køber foderblandinger til havens fugle, er det som regel med 90% korn og kun med en smule solsikkefrø. Hvis man vil give mejserne bedre mad, kan man købe solsikkefrø separat i stedet for blandingsposerne jf. det ovenfor nævnte. Mejserne jager gerne hinanden væk fra et foderbrædt, så derfor kan det være en fordel at fordele maden på flere fodersteder. Mejserne vil generelt helst pendle mellem et foderet og et skjulested, hvor de kan spise skjult og i sikkerhed. Solsikkefrø såvel som hampefrø er også populært hos fulge som grønirisk, kernebider, dompap, stillits, bogfinke og kvækerfinke, så særlige kornblandinger med disse, er gode at investere i.

Mejsekugler er også godt foder, men ligesom med blandingsposerne, er fordelingen ikke altid optimal, og man kan derfor med fordel lave sine egne mejsekugler. Færdigkøbte mejsekugler sælges i dag uden overflødigt plastic dvs. uden net, man kan selvfølgelig selv lave et net til kuglen af en appelsin-pose, men det kan potentielt være et problem at fuglene kan komme til at sidde fast i det (noget jeg dog aldrig har oplevet). Man kan i stedet købe en mejsekugle-holder til flere kugler, som den type, man kan se nedenunder en rødhals er blevet glad for. En anden ulempe ved købte mejsekugler er i øvrigt, at de kan blive stenhårde i frostvejr, så det svært for fuglene at få fedtet af kuglen. At lave sine egne kugler er en sjov aktivitet, opskriften følger herunder:

En blåmejse får et måltid fedt og korn fra en enkelt mejsekugle i "gammelt" net, mens rødhalsen mæsker sig i fuglekugler fra en nyere holder..

Mejsekugler kan laves til at atå alene i en overskåret mælkekarton, en halveret kokosnød eller (endnu bedre) med kogler - man skal under alle omstændigheder starte med at smelte noget fedt (gerne kokosfedt/palmin), hvori man hælder den blanding af korn/frø, man ønsker - brug også gerne havregryn, så bliver konsistensen nemmere at styre. Lad fedtet køle lidt af og hæld det (alt efter hvilke typer kugler, du laver) ned i kartonen, den tomme, halverede kokusnød, stop det ind mellem kogleskællene i koglen eller form det med hænderne til en kugle (gør man det sådan, kan man med fordel bruge et plastikglas som form. Husk dog før dette: Bind natursnor i til ophæng, men mindre du vil anvende en holder, som nævnt ovenover. Kuglen hænges op i grene 1-2 meter oppe i en busk, der kan ses indefra - og så kan man blot vente med spænding!

Hvis vinteren er hård og lang, kan man opleve skovfugle som fx. kvækerfinken her komme på besøg i haven.

Store fugle som skader kan godt finde på at ”besætte” mejsekuglerne, så småfugle som mejser ikke kan komme til. Det kan man undgå ved at hænge kuglerne op i en omvendt urtepotte, for så kan mejserne godt komme til, mens større fugle må opgive. Jeg har i visse tilfælde oplevet, at skader kan rive en mejsekugle ned for så at æde af den på jorden, man kan, hvis det er et problem, forstærke ophængssnoren ved at bruge den tredobbelt.

Vinterfodring kan byde på overraskelser: Til venstre er en fuglekonge i gang med en mejsekugle og til højre prøver en grævling at finde vej op til et foderbrædt.

For en del fuglearter er der en fin alternativ måde at vinter-fodre dem på - nemlig vha. buske med frø og bær, de godt kan lide. Silkehaler, solsorte og sjaggere sætter stor pris på bærbuske som ildtorn, røn, paradisæble, bærmispel, taks og hybenrose, men også slåen, dværgmispel, beberis, snebær og rød kornel besøges flittigt efteråret og vinteren igennem. I det sene efterår kan man også se sangfugle som løv-, gærde- og havesanger, munk og jernspurv æde løs af eksempelvis hyld. Stauder med frøstandere, der får lov til at blive stående, kan give gode frø til mejser. Jeg vil slutte af med i denne sammenhæng at komme med en lille historie fra Håndbog i naturpædagogik om lidt anderledes konsekvenser af vinterfuglenes fråseri i bær: En del fugle fx solsorte og stære skifter kost fra insekter og andet kød om sommeren til bær om vinteren, og der kommer endda fugle nordfra fra Norge og Sverige om vinteren for at mæske sig med bærrene her. Især silkehaler kendes som "invasionsfugle" der kan komme i store flokke og nærmest tømme buske for bær. Når bærrene sidder længe på træer og buske i fugt, angribes de af svampe og begynder at gære. Bær fra fx slåen, røn og tjørn kan derfor indeholde ganske meget alkohol. Derfor får fuglene en fjer på, når de æder mange bær… Men det ville være katastrofalt, om fuglene skulle leve hele vinteren i en brandert – de ville flyve ind i træer og hurtigt blive taget af sultne ræve. Leveren fungerer både hos os og hos fugle som afgiftningsorgan og smart nok har fuglene en meget stor og effektiv lever, som gør, at alkoholpromillen i fuglenes blod hurtigt normaliseres. Hvis vi havde ligeså effektiv en lever, ville det svare til, at vi kunne drikke en hel kasse guldøl hver time uden at blive fulde(!) – det ville på denne måde blive ret dyrt at gå til fest! Nogle har fundet ud af at fodre med melorme, der kan købes hos dyrehandleren levende eller tørrede - man kan endda avle dem selv. De er meget proteinrige og insektædende fugle vil elske dem året rundt.

Om fodring af fugle - særligt om vinteren:

Håndbog i naturpædagogik: