Historier, Fortællinger, Pædagogik og Natur

Alle elsker gode, medrivende historier, og historier er en vigtig del af det at opleve!

Det narrative, det fortællende element har altid haft en central plads i vores kultur og er en god måde at få nye sekundære oplevelser koblet sammen med allerede gjorte referenceerfaringer. Historier, der fortælles, sætter gang i en bearbejdningsdialog, og samtidig er historiefortælling velkendt og tryghedsskabende. Naturen er fyldt med historier og giver inspiration til alskens fortælling. Naturen byder på historier nede i det små og oppe i allerstørste skala.

”Den gode historie” kan så meget pædagogisk betragtet, figuren herover viser nogle af de fantastiske ting, en fortælling kan bidrage med:

Ventetid, hygge og afslapning: Når tiden skal gå, er en historie dejlig at fordrive tiden med, også transporttiden. Historier er socialt samlende, giver rum for hygge og afslapning uden krav til lytteren.

Positivt distraherende: Få os til at tænke på noget andet, bryder rum og negative forløb og følelser.

Socialiserende og samlende: Vi føler os sammen og sammen om noget, når vi får fortalt en historie, der fungerer som et fælles tredje (https://michaelhusen.dk/det-faelles-tredje/).

En grad af selvoplevethed: Give mulighed for indlevelse i andre liv, oplevelser og livsverdener. Autentiske og semiautentiske historier fortæller om mennesker, vi kender og gerne vil vide mere om og give os hver især mulighed for at sammenligne med os selv via projektion.

Videns- og kompetenceformidle: Via historier kan facts og sammenhænge formidles videre i en direkte og forståelig form, der i sin sammenhæng og ophæng måske huskes bedre og giver mere mening.

Give lyst og interesser: Historier kan motivere til selv at opleve, og kan tænde interesser og nysgerrighed på omverdenens forhold.

Fortælling er på mange måder den væsentligste form for kommunikation mellem mennesker. I fortællingen bliver vi involveret i historien på en følelsesmæssig måde, som gør os i stand til at engagere os og følge historien. I fortællingen eksisterer en kæde af begivenheder, der er forbundet med hinanden og er arrangeret til en identificerbar struktur med en begyndelse, en midte og en slutning, hvor begivenhederne er relateret tidsmæssigt til hinanden. I fortællingen integreres fortid og fremtid.

En pædagog med mange søgebilleder (se https://www.naturpaedagogik.dk/nysoegebilleder.htm) vil have mange historier at fortælle. Men selvoplevede ting i naturen kan alle komme med, og en fabulerende jeg-fortæller smitter med sin entusiasme. Fortæl om dengang, du så en snog lige her, om da du fandt en fugleunge, hev halen af et firben osv. Selvoplevede historier er altid den type af fortællinger, der fanger mest, så brug dem endelig meget og gerne i kombination med "fakta" om naturen. Også magisk tænkning appellerer stærkt til børns forsøg på og behov for sammenhængsforståelse. Derfor opfordres der til i naturformidlingen at bruge fantasien og indlevelsesevnen: Lav selv historier, lav også historier sammen med børnene. Historier kan tænde følelser, opildne og neddysse, og historier kan bruges til at formidle budskaber. Jo mere billedlige de er og jo mere de griber emotionelt, desto bedre skabes koblingerne til referenceerfaringerne.

Det er meget lettere at huske navne på ting, hvis man har fået bundet navnet fast til en historie, og derved associerer og tilknytter navnet til nogle oplevelser. Historier hjælper på hukommelsen og forståelsen. Kan man ikke huske et egetræ, så kan man måske huske, at det er det krogede træ, troldene i skoven gemmer sig under, når det er tordenvejr (nisserne ved i øvrigt bedre: Egetræets furede bark samler let vand, som er strømledende, hvorfor lynet oftere slår ned i egetræer end i for eksempel bøgetræer, og deraf kommer nissernes ordsprog: (”Til bøge skal du søge"). Huskeremser fungerer på samme måde ved at binde navne og begreber fast.

De direkte kropslige oplevelser forstærker den kognitive indlæring: Man "husker" vældig godt med kroppen. Det er således anbefalelsesværdigt at lave dramaer - fortællerdramaer, der fortæller om og beskriver naturens gang og forhold, f.eks. om løvsangernes lange tur til Afrika, om den sultne ræv, der sniger sig rundt efter mus, om lyselskende, voksende bøgetræer, der svejer i vinden og som efter en lang, kold, passiv, blad-nøgen vinter folder bladene ud om foråret. Dramatisering og historiefortælling er en god metode, når naturpædagogen ønsker at sikre en bearbejdning af forskellige store og små naturoplevelser i en gruppe. Blanding af fiktion og virkelighed er en glimrende cocktail, fyldt med spænding og legemuligheder. Brug humor, symbolik, dramaturgi og dialog i samspil med publikum - naturen er jo sjov ...

De samme historier kan fortælles på mange forskellige måder, og der kan efter behov og præmisser reflekteres på forskellige niveauer over pointerne. Gode historier bliver heller ikke "opbrugt" - de kan fortælles igen og igen, og man kan i fællesskab genfortælle historien, hvilket kan give den nye dimensioner.

Indsamlede natur-genstande kan give inspiration til fortælling, når man kommer hjem. Man kan lave et forundringsskab, fyldt med fascinerende genstande, der kan befordre fantasi og fortælling. Hvad kan en samling ting fra naturen kan finde på at gøre, hvis de pludselig bliver lyslevende og slipper ud af deres opbevaringskasser?

Undersøgelser viser, at fortælling kan være et virkningsfuldt læringsværktøj i naturvidenskabens tjeneste (se https://www.researchgate.net/publication/305715453_The_Use_of_Fictional_Stories_in_Science_Exhibits_The_Emperor_Who_Only_Believed_His_Own_Eyes og https://jcom.sissa.it/article/pubid/JCOM_1302_2014_A02/) og fortælling kan bruges som et bindeled mellem narration og logisk-videnskabelig tænkemåde via fortællings-komponenter som hver især spiller en særlig rolle i fortællingen: Formål (nye betragtninger på verden), Hændelser (forbundne oplevelser), Struktur (begyndelse med præsentation, midte, slutning), Agentur (aktørerne i fortællingen), Fortæller, Læser.

Historier i naturen fortælles (naturligvis) bedst i naturen, det er en nu-og-her-ting, men man kan også optage lys og eller video med fortællinger og lade dem indgå i en "fortællingssamling", der både kan fastholde fortællingen til senere og inspirere til at finde på endnu mere. Fortællinger er en god vinkel ifm. uddannelse og i denne sammenhæng har jeg selv fremstillet en fortællings-video som inspiration til mine studerende, denne kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=62lgZdJ_lNQ

Naturterapi kan betragtes som en særlig måde at benytte fortælling på. Princippet er, at man gennem oplevelser i naturen kan opnå terapeutiske effekter a la traditionel kognitiv terapi. Fortællingen om naturen bliver heri brugt i forhold til fortællinger om ens eget liv, naturen projicerer så at sige vores egne fortællinger og skaber en særlig kontakt mellem natur og menneske. Se mere om naturterapi på https://www.naturpaedagogik.dk/nynaturargu.htm

Man kan hente inspiration til historier mange steder, i bøger, i Håndbog i naturpædagogik (ikke mindst kapitlet "Den gode historie"), podcasts (prøv fx den her: https://natureventyr.nu/), i eventyr og myter, i vores kultur – her er nogle forskellige eksempler: https://www.naturpaedagogik.dk/stjerner/, https://www.naturpaedagogik.dk/nyelver.htm, https://issuu.com/skovforeningen/docs/skovens-traer, https://dds.dk/node/300, https://naturhistorier.dk/author/naturhistorier/, https://www.naturpaedagogik.dk/mdhist.htm.

Historier, Fortællinger, Pædagogik og Natur

Håndbog i naturpædagogik: