Om frygt, angst og fobier for dyr...

Naturen er fyldt med spændende oplevelser, glæder, udviklingsmuligheder og fornøjelser, men kan også nogen gange udløse negative følelser, usikkerhed, ubehag og frygt, som dog heldigvis oftest for de fleste bliver underordnet i det store billede og måske ligefrem vendt til noget positivt. Men det er interessant og vigtigt i forhold til naturpædagogisk arbejde at se nærmere på, hvorfor nogle mennesker er så bange for bestemte dyr, at det kan ødelægge de gode naturoplevelser!

Når frygt, eller som jeg i høj grad vil kalde det her: En distance, ligefrem bliver en hæmsko for naturoplevelser, er det skidt, især hvis man er så fokuseret på det, man frygter, at man ikke evner at åbne op over for naturens tilbud. De ”indre filtre” synes at være alt for fintmaskede. Som pædagog er man rollemodel og ens omgang med og reaktioner overfor forhold i naturen, kan i høj grad påvirke børn og unge og deres forhold til naturen. Pædagoger har ansvar for andre - herunder at de ikke kommer til skade. Dette ansvar forvaltes som regel med udgangspunkt i pædagogens eget forhold til naturen, og således risikerer pædagogens egne naturdistancer at overføres i naturformidlingen. Sammen med det i sig selv ubehagelig ved at opleve frygt for dyr i naturen, er dette er i sig selv en væsentlig, faglig argumentation for at arbejde med de ting i naturen, man ikke har det positivt med.

Når man samler den fredelige snog op, kan den godt hvæse og sende en ildelugtende væske ud fra kirtler ved gattet,
men den er helt harmløs for os. Trods det vækker den frygt hos nogle mennesker.

Alle har afværgereaktioner overfor fx. bier, og de fleste klasker sig ubevidst i nakken, når de hører en myg summe (lidt pudsigt, da hunmyg, der er på jagt efter blod, er stumme!), ligesom de fleste automatisk hopper et skridt baglæns, hvis de står ansigt til ansigt med såvel en giftig hugorm som den ugiftige snog. Undersøgelser (se fx Desmond Morris) har vist, at alle mennesker synes at reagere med en svag frygt og særlig vågenhed overfor slanger – uanset hvor i verden, man bor. Der synes således at være en medfødt, genetisk fælles frygt for slanger, en frygt, der i øvrigt også ses hos mange dyr. Frygtsignalerne udløses af søgebilledet ”slange” – tilsvarende findes andre søgebilleder, der også udløser en frygt. Denne frygt betragtes som en såkaldt signalangst. Signalangst er vi alle i en vis grad født med - det er en svag angst, der har til hensigt at alarmere psyken, så der enten fremkaldes en afværgereaktion med det formål at fjerne de frygtprovokerende stimuli og dermed fjerne det, der potentielt kan være farligt eller at sikre, at vi selv flytter os væk fra det farlige.

Kommer man i en situation, som kan være farefuld (eksempelvis at møde en slange) aktiveres vores autonome nervesystem øjeblikkelig (det autonome nervesystem opretholder dé af kroppens funktioner, som vi ikke selv er bevidste om at udføre og denne del af nervesystemet styrer bl.a. hjerte og vejrtrækning):

I praksis sker der det (se nedenstående skitse af menneskehjernen), at vores sanser registrerer faren, sanseindtrykkene integreres i hippocampus i den mediale tindingelap og her sker også en sammenligning og genkaldelse ift. tidligere tilsvarende situationer, hvilket kan opjustere frygten. Hippocampus tænder amygdala (mandelkernen), som er et område i det limbiske system på indersiden af tindingelappen i hjernens udviklingsmæssigt ældste del ("urhjernen"). Amygdala aktiverer herefter hypothalamus, som igangsætter reaktionen fra det autonome nervesystem, der sørger for at udsende stresshormoner fra binyrerne til blodbanen: Adrenalin, noradrenalin og senere langtidsstresshormonet kortisol. Udsendelse af disse hormoner fører til at pulsen stiger, svedproduktion øges, man får gåsehud, hurtigere vejrtrækning, puls og blodtrykket stiger så blodet pumpes hurtigere rundt i musklerne og op til hjernen. Nogle oplever svimmelhed, lette smerter i brystet og tørhed i munden. Samtidig "tændes" man yderligere mentalt og bliver mere årvågen, klar til at handle, mere aggressiv og samtidigt mere frygtsom. Man fokuseres, og bliver ude af stand til at koncentrere sig om andet.

Det er forskelligt fra person til person, hvilke symptomer man har. I hippocampus genkendes situationer og dette kan gøre amygdala over-aktiv, i frontallapperne behovsorienteres handlingerne på en frygt-situation, dvs. at frontallapperne kan justere angstreaktionen alt efter erfaringer, viden etc. men hvis amygdala er meget aktiv, så kan den bevidste del af frontallappernes frygt-reduktion blive svag og i thalamus kan frontallapperne ligefrem kobles helt fra ved voldsomme og hurtige frygt-situationer.

Skitse af vores hjerne med de områder, der aktiviterer frygt-symptomerne (tegning fra Kaskelot af Marie Rubæk Holm).

Responsen afhænger også af, hvor lang en periode angsten strækker sig over. Symptomerne kan være både fysiske og psykiske. En kort stressrespons er en fornuftig overlevelsesfunktion, om end "falsk alarm" for tit kan være belastende som beskrevet herunder, det skal imidlertid også nævnes, at langvarig stress eller for hyppig stressrespons kan regulært kan være nedbrydende, det er bestemt ikke sundt at gå rundt med en konstant svag angst og altid være i beredskab. Det er også vigtigt at nævne, at selv om stressresponsen er en indbygget overlevelsesfaktor, er den ikke altid rationel: Vores alarmberedskab kan ikke skelne mellem en reel livstruende situation og følelsen/troen på at være truet (som jo kan være falsk alarm).

Grunden til at hele dette system bliver aktiveret, er at få os til at reagere i den mulige farefulde situation vi står i med enten at flygte eller at kæmpe.
Nu kan der ske det, at man med sin viden og erfaring ræsonnerer, at slangen (som vi bruger i dette eksempel) er ganske ufarlig og derfor ikke nogen trussel. Selvom frygtreaktionerne herefter aftager, kan de måske mærkes længe efter i kroppen, fordi storhjernen har svært ved at styre det limbiske system, der styrer følelserne.
Det er nogle dybtliggende og urgamle signaler, som starter denne proces:
• Farlige dyr
• Højder
• Små lukkede rum
• Mødet med ukendte mennesker

Hjernen husker de farefulde oplevelser og hændelser, som man har været ude for i livet. Hver gang man nærmer sig en lignende situation, er den på vagt. Den scanner tidligere oplevelser, og opdager den en sammenhæng med tidligere ubehagelige situationer, vil den slå alarm.

Der er således tale om en forsvarsreaktion, som kan være en ganske fornuftig overlevelsesmekanisme. Det har i evolutionen været en fordel at hjernen er blevet tilpasset til at sikre at vi reagerer på og undgår farer og trusler, der kunne skade os. Men for voldsomme eller irrationelle reaktioner er som nævnt indledningsvist meget uhensigtsmæssigt og problematisk ikke mindst ved at være begrænsende for den enkeltes oplevelsesmuligheder. I visse tilfælde drejer det sig om forstærkede (overdrevne) afværgereaktioner, mens det i andre tilfælde handler om helt irrationelle reaktioner over for ting, som rationelt betragtet er ufarlige.

Vi har alle nogle medfødte søgebilleder af, hvad der er sødt og som er noget vi føler beskyttertrang over for
(som formodentlig pirrer vores yngelplejeinstinkt) og hvad der er væmmeligt og måske farligt.
Det er ret enkelt at se, at vi tændes mest på det baby-lignende og frastødes af dyr, der ikke ligner mennesket så meget fx. ift. antal lemmer.

Det er i denne sammenhæng væsentligt at skelne mellem distancer og fobier. Distancer er den ”overfladiske” frygt som fx afværgereaktioner udgør. Fobi er en type angstlidelse, hvor man oplever en alvorlig angst i forhold til bestemte ting eller situationer, der ikke er forbundet med reel fare. Når angsten er ude af proportion med den reelle fare og gør det svært at fungere i hverdagen, eller når angsten hindrer én i at gøre vigtige ting, har vi at gøre med en ægte fobi, der kan føre til, at man undgår bestemte situationer eller ting i en grad, så det er stærkt begrænsende og hæmmer ens livsudfoldelse og dagligdags funktioner.

Enkeltfobi er angst i bestemte situationer. Der findes rigtig mange enkeltfobier. Almindelige enkeltfobier er fx højdeskræk (akrofobi), angst for lukkede rum (klaustrofobi), at være mørkeræd (nyktofobi) eller at være bange for mus eller edderkopper. Nogle enkeltfobier kan virke mærkelige og fjollede (jf. http://phobialist.com/). Alligevel kan de være ganske hæmmende for den enkelte. Det kan fx være angst for spidse genstande, blod, nåle, bananer, blomster, fugle, træer, klovne, smukke kvinder, snavs eller husligt arbejde.

Fobier opstår typisk tidligt i livet. De fleste tilfælde af enkeltfobi bliver konstateret allerede i barndommen og socialfobi i de tidlige teenageår. Agorafobi har en senere debutalder men kommer typisk før 20-årsalderen. Forekomsten er fobier i den danske befolkning er på 12-15 % af alle voksne. Tallene er dog behæftet med meget stor forskel mellem undersøgelser.
I en undersøgelse anslog man, at agorafobier (angst for åbne pladser) findes hos 6 %, social fobi 3 % og specifikke fobier 5 % hos den voksne befolkning. I løbet af livet vil 20-30 % af befolkningen (både børn og voksne) udvikle en eller anden fobi. Hos børn er specifikke fobier dog ofte midlertidige. Forekomsten af fobiske lidelser er højere hos kvinder, og de opstår ofte i alderen 12-16 år.

Nogle mennesker har regulære fobier overfor naturforhold - altså en meget stærk og konkret angst mod noget bestemt i naturen som fx. edderkopper. Fobikere oplever så stort ubehag ved mødet med det angstudløsende, at de slet ikke kan holde det ud, og de bryder typisk sammen i gråd og flygter. Uanset om reaktionen ikke er helt så voldsom, så kan de irrationelle reaktioner være irriterende og ødelæggende for naturoplevelserne. Det er karakteristisk, at det er noget ganske bestemt, et helt særligt søgebillede, der udløser reaktionen.

I bogen "dynamisk psykiatri" skelner den svenske psykiater Johan Cullberg mellem angst og frygt. Angst er noget dybereliggende og oftest rettet mod noget ukonkret, mens frygt er mere overfladisk og rettet mod et konkret objekt. Afværgereaktioner kan tolkes som frygtreaktioner, mens de voldsommere forbehold må tolkes som egentlige angstreaktioner. Hvorledes sådanne angstreaktioner opstår, er der flere bud på. Det er blevet foreslået, at det kan være genetisk betinget - altså medfødt, at det kan være en reaktion på en tidligere traumatisk oplevelse med det angstudløsende, at det kan skyldes påvirkninger fra det omgivende miljø (historier o.lign.), eller at angsten er funderet i en projektion (forskydning) af en grundlæggende traumatisk angst for noget andet (og uhåndterligt eller ukonkret) over på noget konkret. Denne tænkes opstået ved en tidligere traumatisk oplevelse, hvor projektionen over på det konkrete (fx. et dyr) kan resultere i en undgåelse af konfrontation med den virkelige bagliggende angst. Altså en mekanisme, der har en del til fælles med fortrængning. En fobilignende angst kan godt have udgangspunkt i en blanding af de nævnte faktorer. Man bliver dog nok på denne baggrund nødt til at erkende, at det kan være meget vanskeligt at fjerne stærke angstreaktioner på simpel vis - dog viser praksis, at det i mange tilfælde vil være muligt at gøre angstreaktionen tålelig og mindre blokerende for naturoplevelserne og -formidlingen, hvis man bevidst arbejder med de angstudløsende stimuli. Dette kræver kontrollerede møder med stimuli og formidling af viden om forholdene til personen. Men det er vigtigt her at pointere: At distancer, der er klart de hyppigste frygtreaktioner, vi mennesker har, kan der arbejdes direkte med! Og man kan selv arbejde med tingene - og det bør man gøre, hvis man som pædagog har forstyrrende naturdistancer.

At ”reframe” betyder at skabe en ny ramme, i psykologisk sammenhæng handler det om at erstatte tidligere dårlige oplevelser med nye gode – man udvider og udskifter i sine søgebilleder (læs om søgebilleder her!). Har man haft dårlige oplevelser med et dyr, kan man frygte gentagelser med samme dyr, og i så fald kan det at blive hjulpet med at få nye, sjove og spændende oplevelser med dyres, afhjælpe meget på frygten. I det hele taget er gode naturoplevelser og perspektiveret viden om natur en vigtig vej ud af frygt for naturen. En viden om, hvad der reelt er farligt, og hvad denne "farlighed" indebærer, kan meget vel være første skridt mod en mindre angstpræget omgang med naturen. Hvis man ved, hvorfor en bi stikker og ved noget om bier i det hele taget, er det måske ikke helt så slemt at blive stukket - i hvert fald giver det nogle andre vinkler på ubehageligheden. Der er mange skrøner og historier om især dyr, som siges at være farlige. Det er ikke altid klart, hvori denne ”farlighed” består, men den rummer i hvert fald noget ubehageligt og smertefuldt. Nogle historier kan let tilbagevises fx om gedder, der napper tæerne af badende og om grævlinger, der bider til knoglerne knaser. Men er der reelt noget at frygte i den danske natur?

Der er mange pudsige myter og historier om dyr, som nogle mennesker frygter. Her et eksempel på en sådan
"urban legend" (moderne vandrehistorie), der både rummer noget, der godt kunne være foregået - og en del, der umuligt kunne have fundet sted!

Nogle planter kan gøre ondt at røre ved - fx. brændenælden med sine brændehår og bjørnekloen, som er fototoxisk (giften giver udslet ved lyspåvirkning). Disse er velkendte og relativt fredelige, om end irriterende. En del planter er giftige ved indtagelse - også mange ganske almindelige. Dødeligt giftige er dog kun få. Svampe kan der være grund til generelt at være mere på vagt overfor, da de kan være svære at skelne fra hinanden, og nogle vitterligt kan være dødelige i små mængder. Hvad angår brug af svampe og planter til
(natur)gastronomiske formål, må det derfor være reglen, at man ikke skal spise noget, medmindre man er helt sikker på at have bestemt det korrekt og helt sikker på, at det er ugiftigt. Men når det så er sagt, skal tilføjes, at der absolut ingen risiko er ved blot at røre, pille ved og undersøge noget (ej heller selvom man slikker fingre efterfølgende) eller smage på små stykker, som man spytter ud igen. Der er ingen grund til at være hysterisk omkring giftighed, man skal bare være vagtsom.

Hvad angår dyr, er det ikke giftigheden ved indtagelse, der er problemet(!) Ej heller menneskets risiko for at blive fortæret - vi står ikke på spisesedlen for nogen dyr i Danmark, dog med undtagelse af parasitter, herunder blodparasitterne, der lægger æg på den næring, de får ved at bide eller stikke og så suge fra vores blodårer. For de fleste dyrs vedkommende er deres ubehagelighed forbundet med forsvar, og de vil oftest gøre alt for at flygte frem for at skulle bruge deres dyrebar gift eller kræfter på os.

Den almindelige rovedderkop er stor efter danske forhold - op til 1,5 centimeter, den kan godt bide os,
men det er ikke farligere end et hvepsestik. For nogle ser den trods det så farlig ud,
at de nærmest ikke kan holde ud af at se på den. Men det er da ærgerligt - den er så smuk!

Nogle dyr stikker, andre bider, få sprøjter ubehageligt (fx. myresyre fra skovmyrer), og nogle har som skrubtudsen gift på huden. Endelig er nogle dyr uhygiejniske eller parasiterende og kan af den vej være årsag til ubehag og sygdom. Børneorm er et eksempel på en parasit, som nok er ubehagelig, men ikke farlig i gængs forstand, og stuefluen er et eksempel på et dyr, som via deres uhygiejniske levevis i både gødning og føde potentielt kan overføre infektionssygdomme til os, hvorfor man ikke bør spise af en mad, som en stueflue har siddet på. De stikkende arter omfatter bl.a. stikmyg, hvor kun hunnerne stikker og suger blod, som bruges til ægproduktionen, og som virkelig kan være en plage – nøgternt set dog en ufarlig plage. Bier og hvepse stikker med deres brod og sprøjter gift ind og kan potentielt være farlige for allergikere (der findes effektive modgifte og vaccinationer). Hvepse (gedehamse) og humlebier (”brumbasser”) har glatte brodde og kan derfor hive brodden ud af vores hud og stikke igen, mens honningbiers brod har modhager og bliver hængende ofte sammen med biens bagkrop, hvorfor honningbien dør efter dette enlige stik. Vandtæger (fx. rygsvømmere) stikker enten med deres snabel eller deres luftrør, flere har en svag gift, der kan mærkes som en varme ved stikstedet. Vandrøveren er en vandtæge, som har et specielt smertefuldt stik, men det sker sjældent, at nogen bliver stukket, bl.a. fordi den kun stikker, hvis man tager den op af vandet. Fjæsingen, som er en fisk, der lever i sandbunden i havet, stikker med sine pigge på gællelåg og finnestråler, og det gør meget ondt, men er ikke livsfarligt, og i øvrigt er det sjældent, at andre end fiskere, som røgter deres garn, bliver stukket. Blandt de bidende er hugormen, der er meget sjælden og aldrig har været årsag til dødsfald i Danmark, samt edderkopper, hvor en snes arter er i stand til at bide gennem vores hud, men med så svag en gift, at vi højst bliver noget forskrækkede. De fleste har nok prøvet at blive bidt af en tørstig mariehøne på en sommerdag eller af en rasende hveps en varm septemberdag - det gør lidt ondt, men er ganske ufarligt. Endelig er der blodparasitterne, der lægger æg på den næring, de får ved at bide eller stikke og så suge fra vores blodårer – en nok så kendt og afskyet art er skovflåten, der måske også må siges at bære titlen som ”Danmarks Farligste Dyr”: Læs mere om skovflåten her!

Om frygt, angst og fobier for dyr...

Håndbog i naturpædagogik: