Om skøjteløbere og om at gå på vandet...

Ifølge Johannesevangeliet kap. 6,1-40 (http://da.bibelsite.com/dan/john/6.htm) gik Jesus oven på vandet på Galilæas sø og denne myte har givet ophav til udtrykket "at kunne gå på vandet" som et billede på at tro på at kunne holde sig oppe og over alt trods alle odds. Vi mennesker kan bare ikke gå på vandet, det er der gode grunde til, som du kan læse om herunder, men det er der rent faktisk dyr, der kan:

Skøjteløbere er næbmundede insekter, rettere sagt tæger, som har udviklet det, der for os mennesker kan ligne et drømmescenarium: De kan gå på vandet! I Danmark findes omkring 1300 forskellige tægearter bl.a. kendte dyr som cikader, bladlus og vandtæger - men ikke flåter, de er blodmider og slet ikke insekter! I Danmark er der ni arter skøjteløbere, der alle tilhører tægegruppe Damtæger, og de kan alle tricket med at gå på vandet - den mest almindelige danske skøjteløber er arter der meget passende hedder Almindelig skøjteløber (for de latinkyndige så er dens videnskabelige navn Gerris lacustris) og den kan findes på søer overalt i landet.

Skøjteløbere har alle vinger og hele deres krop er beklædt med et fint hårlag, der er vandskyende. Det mest bemærkelsesværdige ved dyret er dog, at det udnytter, at vandmolekylerne indgår i svage elektrisk ladede bindinger med hinanden (kaldet brintbindinger: Den positivt ladede brintende tager fat i en negativt ladet iltende i et nabo-molekyle) og dermed tiltrækker hinanden og laver en slags film på overfladen af vandet: Overfladespændingen.

Det nederste af skøjteløbernes fødder er dækket med små, bagudvendte hår, der har et fedtstof på overfladen som de fører på med mellemrum fra nogle kirtler ved munden, så hårene skyr vandet. Herved undgås, at fødderne trækkes ned i vandet. Man kan se, at vandoverfladen bøjer sig en lille smule ned under deres fødder. De lange mellemste benløftes en smule og føres frem til de ret små forben og skubbes så tilbage i vandhinden nærmest som årene i en robåd bortset fra, at skøjteløberens ben kun trykker på hinden af vandets overfladespænding. Derved skabes en hulhed i vandhinden bag hvert af de to mellemste ben. Denne hulhed forplanter sig bagud og driver dyret fremad og skøjteløberen laver hermed et ryk fremad. De forreste og bagerste ben bevæger sig stort set ikke, men støtter undervejs. Det er en yderst effektiv bevægelsesform: 96 % af den brugte energi går til at flytte dyret fremad, kun 4 % går det at flytte vandet baglæns. Skøjteløbere er relativt hurtige - farten kan nå op på 1, 5 meter/sekund, modstanden på vandoverfladen er lav, så de kan bevæge sig med hundrede kropslængder i sekundet - tænk bare hvis jeg kunne det, så kunne jeg spæne med 650 km. i timen... oven på vandet! Enkelte skøjteløberarter har et særligt flugt-trick, idet de ud af snablen kan udskille en såkaldt detergent, en komponent der også findes i vaskemidler. Denne væske laver nærmest et hul i overfladespændingen, der vil sprede sig udad og gør det muligt for dyret med høj hastighed nærmest at surfe afsted uden af bevæge benene. Effekten ophører dog hurtigt, så det bliver kun til en lille sprint hver gang.

Dyrets lille størrelse og vægt spille naturligvis en væsentlig rolle for, at vandoverflade-løbet er mulig: Hvis et menneske på 70 kg skulle løbe på en vandoverflade på samme måde som skøjteløbere, ville det kræve et kontaktareal med vandoverfladen på mere end 800 m2 - dvs. sko på størrelse med en stor villahave. Det svarer til, at hver fodsål skal være 20 x 20 m og belagt med hydrofob (vandafvisende) skocreme.

Lillehjernen er såvel hos de fleste dyr som hos os et organ, der tager sig af vores bevægelsesmønstre. Skøjteløberes lillehjerne stor og asymmetrisk, sådan at højre halvdel er større end venstre. Skøjteløbere løber altid mod uret og dermed skal de oftest holde balancen på venste ben alene. Venstre del af kroppen styres af høre halvdel af lillehjernen, som derfor er vokset større, det samme gælder for skøjteløbernes venstre lår!

Skøjteløberne er helt afhængig af vandets overfladespænding: Ødelægges denne, kan dyret ikke mere gå på vandet - man kan lave et noget sadistisk forsøg, hvis man har det sådan: Hvis der hældes en dråbe sulfo ned på vandoverfladen, hvor skøjteløbere drøner rundt, vil overfladespændingen øjeblikkeligt falde, da sulfoet binder sig til vandmolekylerne på overfladen og dermed hindre dem i at binde sig til hinanden, og dyrene vil gå til bunds og drukne! Hvis man blot vil afprøve dette fænomen uden at udsætte stakkels skøjteløbere for druknedøden, kan man afprøve det med noget andet, der flyder - En halv tændstik, en nål, et barberblad, en papirsklips, et stykke blad eller lignende. Sulfoens effekt (eller "afspændingsmiddel i opvaskemaskiner) har i øvrigt det formål hindre vandets dråbedannelse, så det lettere løber af i opvasken og derved efterlader servicet mere tørt og uden kalkpletter. Overfladespændingen er også det fænomen, der gør, at vand samler sig i dråber, og at væske i en beholder kan "bue" op over kanten på beholderen.

Skøjteløbere er som sagt tæger og har som alle andre tæger stikkende og ikke bidende munddele. De kan slet ikke stikke os, men lever af små dyr fx. fluer, myg, døgnfluer og små vårfluer, som falder i vandet fx. pga. blæsten og ikke kan komme op igen, men "klistres fast" i overfladespændingen. Byttedyrene har almindeligvis ikke vandskyende hår, så de "hænger fast". Skøjteløberen kan mærke bevægelserne fra byttet i vandet og kan via de små vandbølger finde ud af, hvor den kan finde byttet (den svømmer direkte mod de bølger, der kommer mod den). Hurtigt spæner den derhen, griber det med sine korte forben og stikker så sin snabel i dyret. Den spytter enzymer, der opløser muskler og organer ind i byttet, for derefter at suge saften ud af det og efterlader kun det tørre skelet.

Skøjteløbere drøner oftest rundt i småflokke nær land. De kan lave signaler til hinanden ved at tromme med benene på vandhinden, så de laver små ringe i vandet, som de andre skøjteløbere kan mærke. Hunnerne tiltrækker hannerne ved på den måde at tromme efter dem.

Skøjteløbere overvintrer som voksne. Om vinteren vil skøjteløberne, hvis vandet fryser, kravle ind under en sten eller noget mos eller bark på bredden indtil foråret kommer. Ved lunere vintre kan man nogengange se dem på vandoverfladen året rundt. De kommer for alvor frem igen fra vinterskjulet sidst i marts og parrer sig en måned senere. Inden parringen holder hannen fast ved hunnen i flere uger og deler endda bytte med hende - så er han sikker på, at ingen andre hanner kommer og befrugter hende. Hunnen lægger æggene på vandplanter under vandoverfladen, og det er den eneste gang, hvor skøjteløberen frivilligt bevæger sig ned i vandet. De små unger - nymferne ses fra slutningen er maj. Skøjteløbere har som alle andre tæger ufuldstændig forvandling, dvs. at nymferne ligner små udgaver af de voksne, dog uden vinger. Efter 5 nymfestadier der varer ca. 2 år ialt klækker de til de voksne dyr, der er ikke noget puppestadium hos sådanne insekter med ufuldstændig forvandling.

Noget specielt ved damtæger er, at man ofte vil kunne iagttage vingepolymorfi - altså at forskellige individer indenfor en art har forskellig vingelængde. Generelt er skøjteløbernes vinger længere om efteråret end om foråret (det er forskellige generationer, der ses) - årsagen er formodentlig, at det om foråret er vigtigt at bruge flest muligt ressourcer på forplantning og færre på vinger og flyvemuskulatur, mens det om efteråret kan betale sig med en højere mobilitet, særligt når man skal overvintre, og derfor investere i større vinger.

Skøjteløbere ses som sagt overalt - de kan leve også i søer, der er forurenede og så næringsstofbelastede, at de er fyldt med alger, der ved deres forrådnelse kan tømme søen for ilt og dermed slå de fleste vanddyr ihjel, men da skøjteløberne lever oven på vandet, giver dette dem ikke videre problemer. Samme levested har en anden insektart, hvirvlerne, der er biller. De synes også at løbe oven på vandet ved at gå på overfladespændingen, men rent faktisk svømmer hvirvlerne i vandoverfladen og kan også dykke ned i vandet, hvad skøjteløbere aldrig gør. Hvirvlerne har to-delte øjne, så de samtidigt kan følge med over og under vandet og så kan jeg i øvrigt godt lide deres tilnavn: Fandens And - det skulle stamme fra Midtjylland, hvor et sagn fortalte, at Fanden en dag ville gå Gud i bedene ved at skabe et dyr, som kunne fylde jordens ferskvandsområder på samme måde, som Gud havde skabt den flotte gråand. Desværre for Fanden mislykkedes det: Resultatet blev kun denne bille! Du kan se en video med hvirvlere her: https://www.youtube.com/watch?v=D0p8-OrJwt8

Skøjteløbere er sjove dyr at iagttage og man kan godt få dem til at rende rundt på overfladen af akvarievandet hjemme, man skal bare huske at fodre dem med nedfaldne insekter. Der findes som sagt ni danske arter af skøjteløbere, men disse er svære at artsbestemme (se link herunder samt i hæftet "Damtæger" af Jakob Damgaard, Natur og Museum, december, 2015, Naturhistorisk Museum, Aarhus). Særligt i troperne findes mange flere skøjteløber-arter, man regner med, at der findes ca. 600 forskellige arter på jorden.

Til sidst: Nogle interessante og sjove links om de forskellige ting nævnt i denne artikel:

Video, hvor skøjteløbernes bevægelsesmønster tydeligt kan ses: https://www.youtube.com/watch?v=ZvOhJd4uP_o

Mere om skøjteløbere og deres kapacitet (National Geographic): http://news.nationalgeographic.com/news/2004/11/1103_041103_water_striders.html

Bestemmelse af skøjteløbere i det klassiske danske værk Danmarks Fauna: http://archive.org/stream/danmarksfaunaill12dans#page/44/mode/2up

Forsøg med overfladespænding: https://videnskab.dk/bar-tricks/peber-pa-flugt

Om skøjteløbere og om at gå på vandet...

Håndbog i naturpædagogik: