Mere om nær- og fjernnatur

I bogen definerer jeg "nærnatur" som naturområder, man kan nå ved blot at gå derhen. Det drejer sig altså om områder forholdsvis tæt ved, hvor man kommer fra - altså som sådan natur i ens lokalområde. "Fjernnatur" er derimod natur, man skal transportere sig ud til på anden måde end til fods. Specialinstitutioner har ofte egen bil/bus, hvilket giver en stor fleksibilitet, mens fjern-naturture i daginstitutioner oftest foregår med offentlige transportmidler.

musvit kan tiltrækkes med foder i nærnaturen

Den vel største kvalitet ved nærnaturen er, at den netop ligger tæt på! Man kan komme hyppigt ud i den, følge årets gang, se det enkelte træs knopper bliver større, springe ud, blomstre, tabe bladene, rådne – livets cyklus! Nærnaturen kan måske også følges gennem vinduet fx. hvis man har hængt foderkugler op til fuglene. Den vilde natur kommer på så vis direkte ind i dagligdagen næsten som at have kæledyr, som man passer - i virkeligheden kan man med god ret hævde, at kæledyr netop er nærnatur og det samme gælder for planterne i krykker og potter, som vi ynder at have om os. Nærnaturen giver mennesket mulighed for at undgå i et urbaniseret, travlt dagligliv ikke helt at måtte undvære og fjerne sig fra naturgrundlaget - et behov, der synes at ligge latent i menneskearten. Nærnaturen kan man få et ”ejerskab” til, selv når den ikke direkte er ens egendom bliver den ved hyppig brug til ens egen baghave og dermed noget man særligt vil værne om og passe på. Her kan måske have "sit eget sted" - en særlig base med en bålplads og gode klatretræer. Alle græsplæner/krat kan bruges til naturopdagelser, og man kan se efter naturen i enhver grøft. Nærnaturen kan også findes på legepladsen, omkring gyngerne, mellem fliserne etc. I nærnaturen behøver alt imidlertid ikke være menneskeskabt, passet og plejet - man vil også kunne finde "vilde" elementer, om end de typisk i nærnaturen er af begrænset udstrækning. At bruge nærnaturen som naturpædagogisk felt gør det relevant med overvejelser over, hvad der egentlig er natur - altså at arbejde med natursyn, og nærnaturen er god til at vise nære sammenhænge i for eksempel økologien - det være sig nedbrydningsproccen i en kompostbunke eller blot hvorledes træer vokser og måske hvordan planter bliver spist af dyr. Synes man, ens nærnatur mangler naturelementer, kan man plante/overføre nogle passende - det kan synes absurd at så ukrudt eller hjemtage snegle, men det er med dette "lille naturindhold", at den spændende nærnatur kan bestå.

Det er rart, trygt og kan give ny kreativ eksperimenteringslyst at lære det mest almindelige i nærnaturen godt at kende. Dyrene og planterne i nærnaturen er måske velkendte, alligevel vil der helt sikkert ved nærmere og længerevarende studier vise sig spændende overraskelser: Pludselig en vinterdag er det ikke kun musvitter og blåmejser, der frekventerer foderkuglerne, men en sød fjerklump af en halemejse. Fortrolighed med det almindeligste giver mulighed for at se det mere opsigtsvækkende og med genkendeligheden af det almindelige er grundlaget også lagt for at se forskelle og sammenligne med fjernnaturen. Sådanne sammenligninger udgør det mest elementære grundlag i økologisk forståelse, nemlig spørgsmål om hvorfor der er forskel på hvad der lever her og der.

Fjernnaturture kræver mere planlægning end nærnaturture, tingene kan ikke falde så tilfældigt ud som på nærnaturture, når man er afhængig af transportmidler og har længere transporttid, men når ture ud i fjernnaturen til trods for mer-besværet alligevel hyppigt vælges, må det ses med udgangspunkt i ønsket om at komme ud i "natur med andre kvaliteter", end nærnaturen almindeligvis kan byde på. Fjernnaturen er oftest arealmæssigt større, har større mangfoldighed ift. flora, fauna og bevæge- og legemuligheder og betragtes ofte som mere "vild og ægte" end nærnaturen er det. Det, at fjernnaturen ikke er lige så nemt tilgængelig som nærnaturen, gør, at man indstiller sig mentalt anderledes i forhold til besøg i den. Typisk gøres der flere forberedelser af både praktisk og mental karakter og der er en anden slags "safari-indstilling", idet det i højere grad opleves som en udflugt, når man tager ud i fjernnaturen. Dette kan i bedste fald give en særlig motivation og særligt gunstige vilkår for læring.

De fleste vil med disse definitioner mene, at der godt kan beskrives kvalitetsforskelle mellem fjern- og nærnatur. I mange tilfælde opleves fjernaturen som mere "vild", mere "ægte" natur med større arealer og mere mangfoldige oplevelsesmuligheder. Sådanne betragtninger kan ses med udgangspunkt i den enkeltes natursyn og handler om temaer som "hvad er natur", "hvad er rigtig, ægte natur", "hvad er mest kvalitetsnatur" osv. Altså forventninger om særlige oplevelser i særlige naturopråder, hvilket selvsagt er meget individuelle overvejelser, men vil igennem pædagogisk praksis kunne omsættes til handling og formidling af kvaliteter til andre mennesker.

blade kan være dejligt legetøj

Der er dog andre måder, hvorpå man kan betragte og benytte begreberne nær- og fjernnatur, hvilket kan give grundlag for mange, spændende overvejelser, så lad os prøve at vende begreberne lidt i luften: Ordene nær- og fjernnatur kan som ovenfor betragtes som noget absolut set fra den enkeltes synspunkt - altså "hvad opfatter jeg som fjernnatur og nærnatur - hvilke naturområder" - men kan også betragtes som situationsbestemt: "Den natur, jeg er i nu, er min nærnatur her og nu, mens naturen længere væk, som jeg måske nok kan se, men ikke nå før at jeg transporterer mig derhen, er min fjernnatur". Dette er ikke et ualmindeligt syn på naturområder i et børneperspektiv.

Menneskers natursyn er i høj udstrækning kulturelt bestemt og betragtninger over kulturen og civilisationen påvirkes gensidigt af miljøomstændigheder og gældende natursyn. Hvad vi hver især betragter som nær- og fjernnatur og hvilke værdier, vi finder er væsentlige i de forskellige naturtyper, er bestemt af flere vilkår, heriblandt kulturelle. Vi har i dag mulighed for hurtigere transport til områder, der tidligere syntes fjerne, vi rejser generelt mere end nogensinde, så vi selv på førstehånd oplever naturtyper, der tidligere kun fandtes i naturdokumentarfilm i fjernsynet; dette medfører ikke nødvendigvis større fortrolighed med en bredere vifte af naturområder, for fortroligheden kommer først med oplevelserne ifm, indlevelsen i (identifikationen) og stillingtagen til et givent naturområde. Man kan godt anskue begreberne nær- og fjernnatur mere efter "bevidsthed om" end "distance til" - ud fra den betragtning kan en lokal park godt være fjernnatur, mens et strandområde i Nordsjælland kan betragtes som nærnatur, om end dette i forhold til praksisrutiner bliver noget abstrakt og næppe særligt anvendeligt. For mig er der en pædagogisk pointe i at understrege betydningen af at kende og følge sin nærnatur, også selv om man dyrker fjernnaturen (som for eksempel talrige udflytterinstitutioner gør), for nærnaturen er tæt på og kan følges tæt og er oftest mere overskuelig og meningsfuld ift. ens hverdagsliv, og gennem oplevelser med nærnaturen tændes og udvikles interesse for og viden i de større og mere abstrakte begreber, der i mange tilfælde vil være på spil i fjernnaturen. Eksempelvis forhold mellem dyr og planter, der vil kunne studeres tæt på lokalt, bliver til mere omfattende økologiske betragtninger i fjernnaturen.

Begreber som nær- og fjernnatur er relevante og interessante ikke kun ift. turpraksis, men også mere overordnet i betragtninger om natursyn, værdier og udvikling. Distancer opfattes vældig relativt og det forhold, den enkelte har til "den store verden langt væk", beror dels på de oplevelser, man tidligere har haft med disse områder, og dels på, hvor meget man kan abstrahere og gøre sig tanker ift. noget som man ikke befinder sig aktuelt i. Fjernnatur kan strengt taget også være natur, der er så fjern, at man ikke kommer i den - altså den natur, vi gennem sekundære oplevelser præsenteres for i fx. naturprogrammer i fjernsynet, på den måde kan man parallelt se nærnatur som "tilgængelig natur", hvor fjernnaturen altså er almindeligvis "utilgængelig". Dette er pædagogisk dog næppe en særlig anvendelig kategorisering, så jeg vælger som udgangspunkt den "simple" opdelingsmåde af nær- og fjernnatur vel vidende, at ordene kan udløse forvirrende opfattelser og er meget individuelle i deres definition.

Pædagogisk set finder jeg det væsentligt, at mennesker fra barndommen præsenteres for-, får mulighed for at være aktive i- og får spændende facts og historier formidlet i såvel nær- som fjernnatur og at vi bringer diskussionen om natursyn som nævnt ovenfor i spil selv med mindre børn. Dette vil give mulighed for at kimen tidligt lægges hos børnene for udvikling af et mangfoldigt og bredt, bevidst natursyn, hvor barnet lærer at se muligheder fremfor begrænsninger ved naturen. Det er dokumenteret, at vi mennesker er bedre til at huske ting, der vækker følelser i os (se fx: https://videnskab.dk/krop-sundhed/daarlige-oplevelser-huskes-bedre-end-gode/) og det taler for en naturpædagogik, hvor naturområder formidles bevidst positivt og emotionelt stimulerende, da dette sandsynligvis vil udvirke, at natursynet vil kunne fastholdes med rare og konstruktive associationer til forskellige naturområder. Det er under alle omstændigheder væsentligt at undgå, at områder forbindes med noget negativt - fx. kan opfattelsen være, at nærområder er kedelige, ubrugelige og "ikke-rigtig-natur" eller fx. kan fjernnaturen virke utryg, ukendt og uoverskuelig og dermed ikke noget, man overhovedet kan forbinde med positive relationer.

det er jublende dejligt at få lov til at opleve naturen!

Mere om nær- og fjernnatur

Håndbog i naturpædagogik: