Om argumenter for brug af natur i pædagogisk arbejde

Er der et formål med at komme i naturen og opsøge naturoplevelser? Det vil formentlig for de fleste være indlysende, at der er talrige og mangesidige positive muligheder, idet de stort set alle mennesker kender det fra sig selv: Praktisk talt alle har selv på egen krop og med eget hoved oplevet og blevet beriget i naturen. Jeg har mange gange hørt mine studerende komme med mange gode argumenter for at bruge naturen i pædagogisk arbejde. Men hvor meget gods er der i argumenterne, er det noget, vi tror, er der tale om forudfattetheder, er det noget nogen eller os selv i praksis har erfaret eller er det udtryk for en egentlig bevisførelse i kraft af veldokumenterede resultater fra undersøgelser? Jeg synes, det er værd at se nærmere på, hvilke niveauer de positive argumenter for naturbrug bevæger sig på og dette er udgangspunktet for denne artikel. Overordnet kunne man som i Håndbog i Naturpædagog påstå, at følgende overordnede betragtninger kan argumentere for brug af naturen i pædagogisk arbejde:

1. De øger mulighederne for at skabe høj livskvalitet: Får man tidligt spændende naturforhold aktivt anskueliggjort, vil kimen til yderligere undren og glæde ved oplevelser i naturen være lagt, og der er skabt basis for at skabe sig flere udadvendte interesser.

2. De giver mulighed for at udvikle en bevidsthed omkring naturforhold: Inden man aktivt kan formulere sig om, hvordan man egentlig ønsker, at fremtidens verden skal se ud, må man vide, hvad der er at holde af og værdsætte. Naturbevidsthed er grundlaget for miljøbevidsthed – for det at kunne blande sig i debatten om, hvorledes fremtidens omgivelser skal se ud, hvordan vi skal forme og udnytte verdens ressourcer osv.

De to punkter kan ikke adskilles, idet grundlæggende, jævnlige naturoplevelser er forudsætningen for bevarelsen og udvidelsen af et menneskes naturbevidsthed, og den miljøbevidste erkendelse motiverer samtidigt for nye naturoplevelser (Wohlgemuth: Håndbog i naturpædagogik, Forlaget Politisk Revy, 2006).

Overordnet kan man - udover den ovenfor nævnte kategorisering - inddele argumenter for at være i naturen og for hvordan man bruger naturen i nogle lidt klarere kategorier, der kan være nyttige som generel tænkemåde, når der skal begrundes for valg af natur, sted og aktiviteter og når disse skal evalueres og efterbearbejdes:

1) Argumenter kan tage udgangspunkt i selve genstandsfeltet "natur": Dvs. at de valgte aktiviteter har autonomi – et mål i sig selv, der kan handle om værdier ved at lære dyr og planter at kende, erkende sammenhænge i naturen, brugsværdi af fx. svampe, miljøtankegang, økologi, bæredygtighed osv. Strengt taget kan man kalde det for "generel naturdannelse", men i denne argumentkategori falder også forestillinger om at skabe fremtidig interesse i naturforhold og livskvalitet ved dette.

2) Argumenter uden for genstandsfeltet: Kan være hentet i det formelle (fx pædagogiske læreplaner eller lovgivning), i generel-pædagogiske ønsker om i naturen at fremme inklusion, sociale forhold i en gruppe, gruppedynamik, selvforståelse og selvværd. Andre argumenter uden for genstandsfeltet kan være funderet i motorisk træning og udvikling, sundhedsforhold, sansetræning, kunsterisk inspiration etc. Man kan overordnet inddele denne argumentstype i ønske om forbedring af henholdsvis sociale-, emotionelle-, motoriske- og kognitive færdigheder og diss færdigheder kan være knyttet til sociale forhold eller til mere individuelle.

Et formål kan være givet på et eksplicit grundlag (formuleret direkte og åbenlyst, så det ikke kan misforstås) eller et mere implicit grundlag (antyder noget eller lader noget forstå uden at det bliver udtrykt direkte), lige som man kan operere med en åben læringsorden, hvor det ønskede formål (og succeskriterierne) er intensionelle, klare og forhåndsbestemt, eller man kan have skjulte læringsordener, der er uklare, ikke-intentionelle og egentlig tilfældige, men kan tydeliggøres ved efterbearbejdning af et forløb. Selv om disse inddelinger kan virke akademiske, så kan det være væsentligt at skelne mellem argumentstyper for at ens begrundelser fremstår velovervejede, og for at sikre de bedste forberedelser af naturoplevelser og den mest optimale efterbearbejdning - til at gribe det struktureret og overskueligt an, kan man vælge at bruge didaktiske analysemodeller som SMTTE eller Hiim & Hippes relationsmodel.

Grundlæggende i nordisk, pædagogisk praksis er det en implicit opfattelse, at naturen er et godt sted for børn at være, hvilket har rødder i erfarings- og reformpædagogikken med udgangspunkt i tænkere som fx. Fröbel, Rosseau og Dewey (Fröbel: Småbørnspædagogik, Nyt Nordisk Forlag, 1980, Rousseau: Emile, eller Om opdragelsen, fra 1762 - på dansk i forkortet udgave: Borgen, 2008 samt Dewey: Demokrati og uddannelse, fra 1916 - på dansk: Klim, 2006) og de udbredte forestillinger om det naturlige barn, der bedst trives ved at udvikle sig i eget tempo i et "naturligt miljø" - som den svenske forsker Gunilla Halldén udtrykker det: ”Barndom og natur ses ofte som sammenkoblede i en tankefigur, hvor naturen betragtes som god for barn og hvor børn har godt af at være i naturen” (Halldén: Naturen som symbol för den goda barndomen, Carlssons Bokförlag, 2009). Også uden for Norden er denne opfattelse blevet et dominerende element i den pædagogiske debat - ikke mindst i USA, hvor megen forskning i de sidste årtier har dokumenteret mange positive sammenhænge mellem børn og natur (se fx Louv: Last Child in the Woods, Algonquin Books of Chapel Hill, 2008 - findes nu også på dansk: Se https://skoven-i-skolen.dk/boeger/last-child-woods).

Hvorfor er naturen et godt sted at være? En del forskere har arbejdet med to teoretiske kategorier som forklaring: En biologisk-genetisk teori byggende på, at vi oprindeligt er tilpasset et liv i naturen, men har via vores kulturelle og industrielle revolution ændret vores livsbetingelser radikalt uden at vores genetik er ændret væsentligt. Vi er ud fra denne forklaring altså bygget til at leve på en anden måde (i og med naturen...), end de fleste af os gør. Vores genetik er på mange måder uforandret fra stenalderen. Den engelske biolog Edward O. Wilson har fremlagt en teori kaldet Biofili-teorien (dog retfærdigvis må man tilføje, at ideen allerede var fremlagt at psykologer Erich Fromm), der går på, at vi har en særlig genetisk præference for natur og levende organismer - vi har således en medfødt trang til at forbinde os med andre livsformer. Den anden teori kaldes den psykologiske-relationsmæssige teori og bygger på, at vi konstant identificerer os med enkeltelementerne i naturen og skaber psykologiske relationer til naturens organismer og forhold og finder en meningsfuldhed ved naturoplevelser. Vi tolker os ind i naturen, men naturen har ingen intention med os eller en iboende mening, den er blot tilstede og forventelig, det betyder bl.a, at vi i naturen kan være, som vi nu engang er. Svenske Björn Tordsson har kaldt det "Naturens åbne tiltale". Den dualistiske opslitning mellem mennesket og menneskets natur og den ydre natur bliver på denne måde ifølge disse tanker gjort til skamme, for: Mennesket er natur og en del af naturen, et forhold der i høj grad går i gennem mange af de her nævnte undersøgelser og i fx. terapeutisk brug af naturen (fx. Camsho, Rimpler og Ehlers: Grøn terapi - en bog om naturbaseret psykoterapi, Hedwig, 2020). Lektor Dorthe Varning Poulsen fra Københavns Universitets forskningsgruppe Natur, Sundhed og Design har i interviews fortalt billedligt om, at skoven beroliger os, træernes grene bevæger sig roligt og forudsigeligt i modsætning til byens larm og sporadiske kaos og at den vilde, artsrige natur bedst understøtte dette forhold. Samme Varning Poulsen beskriver, at naturterapi hænger sammen med en viden om, hvordan menneskets overlevelse i urtiden har været, og hvad omgivelserne har betydet for os, fx. at lyden af rislende vand et tegn på friskt vand. Varning Poulsen mener, at naturens effekt på os mennesker hænger sammen med den instinktive del af vores hjerne, der er fokuseret på at overleve.

Naturterapi er der de seneste år kommet meget mere fokus på, og interessen i at man gennem oplevelser i naturen kan opnå terapeutiske effekter svarende til traditionel kognitiv terapi hos en psykolog. I Sverige har man i flere år kunnet få henvisning til naturbaseret terapi fra regionerne, som i Sverige er ansvarlige for offentlige sundhedstilbud til borgere. I Danmark findes udbydere af naturterapeutiske kurser, hvilket man dog bør være tilpas kritisk vurderende overfor, da effekterne ikke sjældent udelukkende er beskrevet tilfældigt og empirisk, men ønsker man at læse mere om dette emne, er her nogle muligheder: Edlev, L: Naturterapi - oplev naturen, styrk livet, Gyldendal, 2019, Ehlers, Robert, David BR Camacho & Tom Funke: Naturbad. Forlaget Hedwig, 2021, Møller Holmquist, Doreen: Naturens cirkel - sådan forbinder du dig til naturen, Wadskjær, Forlag 2023 og den ovenfor nævnte: Camsho, Rimpler og Ehlers: Grøn terapi - en bog om naturbaseret psykoterapi, Hedwig, 2020 samt de fagligt måske mest grundige: Høegmark, S, S. Hartvig & J. Sørensen: Vi er natur - genopdag naturen og mærk dens helbredende kræfter, Muusmann forlag, 2020 og Rimpler, Sanne, Anette Wiklund og David Br Camacho: Tilbage til naturen - en bog om naturterapi. Forlaget Hedwig, 2019.

Japanske forskere har undersøgt ”skovbadning” (shinrin-yoku) - et poetisk betegnelse for en gåtur i skoven, hvor man lader sine sanser bade i indtryk. Begrebet bygger på en formodning om, at aerosoler af phytonicder fra planter i skoven, som man indånder under en gåtur, forhøjer vores immunforsvars antal af såkaldte "naturlige dræber-celler" (NK-celler), som vides at kunne bekæmpe tumorer og infektioner. En japansk undersøgelse har rent faktisk påvist, at der efter en tredages campingtur i skoven var en gennemsnitlig stigning på 50 procent af NK-celler, men man kan ikke med sikkerhed vide, om denne forøgelse sundhedsmæssigt giver fordele. En efterfølgende undersøgelse, hvor æteriske olier fra cedertræer blev udsendt i et hotelværelse, hvor folk sov, viste sig også at forårsage også en stigning i NK-celler. Sammenhængen er endnu ikke så veldokumenteret, men er da hypotetisk vældig interessant - man kan læse lidt mere om begrebet her: https://time.com/5259602/japanese-forest-bathing/

Der kan være en problematik i et stærkt antropocentrisk (menneske-fokuseret) perspektiv, hvor naturen gøres til et redskab eller en genstand for menneskelig virksomhed med det mål alene, at forbedre menneskets helbred eller tilsvarende. Bliver man blind over for naturen i sig selv? Imidlertid kan man med en vis ret hævde, at skønt fokus i mange tilfælde er på mulige fordele ved at bruge naturen for det enkelte menneske, så giver denne virksomhed også anledning til måske nye og udvidede betragtninger om naturen og nye interesser for dyr, planter og sammenhænge. Så den antropocentriske tilgang kan være en vinkel, der breder naturperspektivet meningsfuldt ud.

At være i og beskæftige sig med naturen er der som nævnt indledningsvist med udgangspunkt i mine egne studerende, blevet beskrevet mange fordele og udviklingsmuligheder ved - følgende er hyppigt nævnt: Nydelse, glæde og begejstring, lære at bruge naturens materialer, træne kreativitet og påhitsomhed, forbedre indlæring generelt, at få respekt for naturgrundlaget, lære at tage hensyn, at lære miljøbevidsthed, styrke grov- og finmotorik, det er sundt i almindelighed, frisk luft er godt, den alsidige personlige udvikling styrkes, mangfoldig læring om naturvidenskab og verden i almindelighed, at sanserne stimuleres og trænes, der opnås respekt for kroppen, gode interesser motiveres, lære at tage initiativ og ansvar, at koordinere, at turde udfordre sig selv, at udvikle socialt samvær osv. osv. Der benyttes mange slagord og jubeludtryk, når der argumenteres for at være i og bruge naturen i pædagogisk arbejde - det er dog bestemt et rimeligt spørgsmål, hvor meget konkret dokumentation, der reelt eksisterer, og om vi formår at bringe alle dimensioner i spil. Jeg har derfor rodet rundt i litteraturen for at finde ud af, hvilke undersøgelser der reelt kan bidrage med dokumentation, og hvilke forskellige synspunkter, der er blevet fremsat på baggrund af direkte empiriske observationer. Jeg gør mig ingen forhåbninger om at have fremstillet en fuldstændig og retfærdiggørende liste og alle de nævnte undersøgelser har ikke nødvendigvis samme validitet, men oversigten herunder giver forhåbentlig er godt overblik over bredden i den kvantitative og kvalitative dokumentation gennem konkrete undersøgelser af fordelene ved at inddrage naturens muligheder i pædagogisk arbejde:

En generel opfattelse er, at den almene viden om natur (og naturvidenskab generelt) har meget tilbage at ønske, hvilket i mange sammenhænge tillægges direkte manglen på konkrete naturoplevelser i barndommen (fx. Paludan: Skole, natur og fantasi, Aarhus Universitetsforlag, 2004 og Wistoft et al: Haver til maver – et studie af engagement, skolehaver og naturformidling, Institut for Pædagogik og Uddannelse AU, 2013). At opleve beskrives som en vigtig betingelse for læring (Hansen: Børn og opmærksomhed, Gyldendal, 2002). En journalist fra BBC undersøgte i 2008 børns almene naturviden og nåede frem til, at større børn var ude af stand til at sætte navn på helt almindelige planter, som tidligere blev opfattet som en helt generel dannelsesviden (Cassidy: Attenborough alarmed as children are left flummoxed by test on the natural world, The Independent, 1. august 2008). Tilsvarende er fundet i undersøgelser blandt børn og unge fra Schweiz og Israel (Sebba, "The Landscapes of Childhood: The Reflection of Childhood's Environment in Adult Memories, Environment and Behavior, 1991 og Lindemann-Matthies & Bose: How many species are there? public understanding and awareness of biodiversity in Switzerland. Human Ecology, 36(5), 2008). Viden om natur må forventes at kræve naturoplevelser - i et ganske opsigtsvækkende engelsk studie fra 2002 af 8-årige børn viste det sig, at børnene kendte mere til Pokémon-figurers navne og levevis end til vilde dyrearter i skoven (Balmfold, Clegg, Coulson and Taylor: Why Conservationists Should Heed Pokémon, Science 295, 2002). Natur er blevet beskrevet med udtrykket ”egnede anledninger” til dannelse og kan ikke blot vække naturvidenskabelig nysgerrighed, om end den er også stedet, hvor vi kan lære at blive hensynsfulde over for naturens øvrige skabninger som det beskrives af von Hentig: Dannelse, Hans Reitzels Forlag, 1998. I et nyt dansk studie (http://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S1618866715000138) dokumenteres en direkte sammenhæng mellem natur og kreativitet - forfatterne skelner heri mellem tre typer natur, som påvirker vores kreativitet, nemlig 1. Den fredfyldte natur, hvor man er uforstyrret, og kan være tryg og slappe af, 2. Den rumlige natur, hvor man kan gå i det grønne rum, som opleves udstrakt, og man forstyrres ikke af krydsende veje og stier og 3. Den vilde natur, hvor naturen eventyragtig, og vores nysgerrighed vækkes. Det fremføres dog, at det måske snarere kontekstskift end natur som gør mennesker mere kreative, men med et skifte til naturomgivelser kan vi erstatte det opmærksomhedsfokus til en mere afslappet tilstand, som kaldes "soft fascination", hvor vi kan slappe af og opleve ting ubemærket. Det giver mentalt ifl. artikelforfatteren Trine Plambech et overskud, som er godt for den kreative tankegang. Når vi er i naturen kan vi desuden genoplade vores evne til "direct attention", så vi efter en tur i skoven igen vil kunne koncentrere os om de kreative udfordringer på arbejdet og forfatteren konkluderer at "naturen giver noget ekstra". I Ulset et al: Timespent outdoors during preschool: Links with children's cognitive and behavioral develoment. Journal of Enviromental Psychology 52(6), 2017 fremlægges, at udendørstid tidligt kan understøtte børns udvikling af opmærksomhed og beskytte mod hyperaktivtetssymptomer og virke selvregulerende for den kognitive udvikling.

En amerikansk undersøgelse har vist, at jo mere folk kommer i naturen, des mere bliver de opmærksomme på biodiversitet - altså naturens mangfoldighed af arter - (Turner, Nakamura & Dinetti: Global Urbanization and the Separation of Humans from Nature. Bioscience, 54(6), 2004). I tråd med dette har en dansk undersøgelse ifm. med et udviklingsarbejde i en fynsk børnehave, som nogle af mine kolleger udførte for nogle år siden, vist, at børn der kommer meget i naturen bliver mere "natur-kendte", de bliver bedre til at skelne natur-objekter fra kulturobjekter (Lamprecht, L, S. M. Markmann, F. Tybjerg & J. Vilhelmsen: KID-Projekt - Liv, leg og læring i naturen, http://www.naturpaedagogik.dk/rapporter/kidprojektrap.pdf, 2005). Viden om naturens indhold og ikke-indhold kunne godt se ud til at være absolut afhængig af naturoplevelser.

Det er blevet dokumenteret, at ophold i naturen meget ofte fører til forbedring af kognitive evner som opmærksomhed, logisk tænkning og observation hos børn (Pyle: Eden in a Vasant Lot: Special Places, Species and Kids Community of Life. I Kahn og Kellert: Children and nature, The MIT Press, Cambridge, 2002), og via et omfattende amerikansk arbejde at oplevelser i naturen i væsentlig grad støtter børns kreativitet, evne til problemløsning, innovation og generelt den følelsesmæssige og intellektuelle udvikling (Kellert: "Nature and Childhood Development. In Building for Life: Designing and Understanding the Human-Nature Connection. Washington, Island Press, 2005).

Barndommens natur har, som vi skal se herunder, vist sig at have stor betydning som referenceramme, identitetsskabende faktor og som erfaringer, folk viderebringer til de næste generationer og naturen menes samlet set at have stor betydning for udfoldelse og socialiseringsprocesser. Erfaringer færdigheder og viden, som mennesker knytter til naturen, er en del af den kulturarv, der overføres til de næste generationer (Kaae og Madsen: Holdninger og ønsker til Danmarks natur – i Agger: Naturens værdi – vinkler på danskernes forhold til naturen, GAD, 2003). I spørgeskemaundersøgelser har man bedt voksne tænke tilbage på barndommen, og klart flertallet nævner interessant nok først steder udendørs (Sebba: The landscapes of childhood, Environment and Behavior 23, 1991 og Cooper-Marcus: Remembrance of landscapes past, Landscape 22, 1978). I interviews med ældre mennesker har det vist sig markant, så meget barndomsoplevelser har sat sig spor resten af livet (Halldén: Naturen som symbol för den goda barndomen, Carlssons Bokförlag, 2009). Den skotske professor Catharine Ward Thomson har med sin gruppe i OPENspace research centre via interviews undersøgt, hvilke erindringer voksne husker bedst fra barndommen, og set, at det ofte involverer aktiviteter udendørs og at vilde aktiviter huske mest positivt. Samtidig påviser de et misforhold mellem hivlke udendørsarealer, der ofte tilbydes vores børn og unge - og hvad børn og unge selv har af ønsker og konklusionen er, at vi bør skabe udendørs steder med vild natur, hvor børn og unge kan være væk fra voksnes opsyn sammen med deres venner, hvor de selv kan udforske verden og finde sig selv, ellers kan de føle, at de ikke har et tilhørsforhold og vil opsøge de vilde oplevelser på uhensigtsmæssige steder (Bell et al (2003): Contested views of freedom and control: Children, teenagers and urban fringe woodlands in Central Scotland, Urban Forestry and Urban Greening 2 :https://www.sciencedirect.com/science/article/abs/pii/S1618866704700266).

Et flertal af børn vurderes af deres mødre som "mest lykkelige", når de får mulighed for at lege udendørs fremfor indendørs aktiviteter (Singer, Singer, D’Agostino & DeLong: Children’s pastimes and play in 16 nations: Is free-play declining? American Journal of Play, 2009). At beskæftige sig med natur i barndommen kan desuden give interesser senere i livet – således fandt Sofranko & Nolan i Early life experiences and adult sports participation, Journal of Leisure Research 4, 1972, at de, der havde fisket eller gået med på jagt i barndommen i højere grad også gjorde det som voksne – tilsvarende har Yoesting & Burkhead; Significance of childhood experience on adult leisure behavior: An exploratory analysis, Journal of Leisure Research 5, 1973 fundet en sammenhæng mellem aktiviteter i barndommen og i voksenalderen. I en undersøgelse blandt aktive medlemmer af miljøbevægelser (Tanner: Significant life experiences: A new research area in environmental education, Journal of Environmental Education 11, 1980) var det hovedsageligt egne oplevelser med naturen i barndommen, som blev nævnt som grundlag for miljøaktiviteten. Svenske Gustav Helldén interviewede en række unge på 19 år og kunne konkludere, at barndommens erfaringer med naturvidenskab havde stor betydning for de unges videre betragtninger på livet og verden (Helldén: 19-åriga elevers uppfattningar om utvecklingen av sitt eget lärende om biologiska fenomen i Henriksen & Ødegaard: Naturfagenes didaktikk, Heyskoleforlaget, 2004). At positive naturoplevelser i den tidlige barndom er – ud over at bibringe en umiddelbar glæde og erfaring – også af grundlæggende betydning for at vække interessen for naturfag, fremgår desuden også af en dansk undersøgelse, som kan findes i Christiansen & Paulsen: Naturfaglig dannelse for børn og unge – i Børn og natur – hvorfor og hvordan, CVU Sjælland, 2003. Endelig skal i denne sammenhæng nævnes, at jeg selv blandt nordiske studerende har fundet, at deres natursyn (og betragtninger over hvad værdier i naturmiljøet er) skabes med barndomsoplevelser i naturen (Wohlgemuth: Naturpædagogik – en vigtig brik til forståelse af nordisk institutionskultur i Barnekultur og barnekulturelle uttrykk i Norden, Red: Jørgensen og Maagerø, Novus Forlag, Oslo, 2009).

Undersøgelser af naturens indflydelse stammer fra et stigende antal lande: I en undersøgelse fra Sonora Institute of Technology i Mexico viser forskerne, at børn, der trives i naturen, også passer bedre på den (https://www.frontiersin.org/articles/10.3389/fpsyg.2020.00276/full?utm_source=fweb&utm_medium=nblog&utm_campaign=ba-sci-fpsyg-child-nature-happiness), således viser undersøgelsen, hvor 296 børn mellem 9 og 12 år, at de børn, der allerede elsker at være i naturen, har tendens til at være mere bæredygtige og miljøbevidste. Samtidig viser studiet, at børn, som befinder sig meget i naturen, er lykkeligere end de børn, der opholder sig indendørs. Børns forhold til naturen påvirkes tilsyneladende af, hvad man gør i den - det er ikke ligegyldigt om man undersøge naturens forhold og laver naturaktiviteter i forhold til at cykle eller dyrke motorisk leg: I et amerikansk studie viste det sig, at børn, som fisker, jager eller går på opdagelse selv, er mere forbundne med naturen end børn, som bare dyrker sport udenfor og børn, som har en god forbindelse til naturen, mere tilbøjelige til at ville passe på naturen, når de bliver voksne (Szczytko, R, K. Stevenson M.N. Peterson & H. Bondell: How combinations of recreational activities predict connection to nature among youth, The Journal of Environmental Education, 2020 (https://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/00958964.2020.1787313?journalCode=vjee20&)).

Betydningen af naturvidenskabelige oplevelser og perspektivering tidligt i livet er dokumenteret mange stede, vi har indenfor de seneste år taget ”science-begrebet” til os i vores didaktiske tænkning (Helldén et al: Vägar till naturvetenskapens värld, Liber, 2010 og Tordsson: Perspektiv på friluftslivets pædagogik. CVU Sønderjylland, University College, 2006), herved optones betydningen af aktive naturvidenskabelige undersøgelser, eksperimenter og oplevelser. Oplevelser i naturen støtter i væsentlig grad børns kreativitet, evne til problemløsning, innovation og generelt den følelsesmæssige og intellektuelle udvikling (Kellert: "Nature and Childhood Development. In Building for Life: Designing and Understanding the Human-Nature Connection. Washington, Island Press, 2005). En sammenhæng mellem storbybørnehavers adgang til natur og deres tilhørsforhold til denne indikerer i et svensk studie, at børn i natur-institutioner generelt er mere empatiske og optagede af ikke-menneskelig livsformer og mere bevidste om menneskets påvirkning og afhængighed af naturen. Forskerne konkluderer ud fra teoretiske overvejelser, at en tidlig tilknytning til naturen med stor sandsynlighed vil udvikle sig til et livslangt natur-engagement (Giusti et al: Nature routines and affinity with the biosphere: A case stydy of preschool childen in Stockholm. Children, Youth and Environments 24(3), 2014).

Naturens socialiserende faktor er en facet, der er blevet belyst i flere undersøgelser, fx har et observerende, norsk studie vist, at børn leger mere på tværs af alder, etnicitet og køn i naturen end i menneskeskabte legeomgivelser (Hilmo & Holter: Barnehagers bruk a naturområder, HiO-rapport 14, 2008). Naturen kan dermed siges direkte at påvirke integrations- og inklusionsprocesser. Oplevelser i naturen styrker bånd mellem voksne og børn og de familiære relationer - såkaldte "Attachments" (St. Antoine: Together in Nature: Pathways to a Stronger, Closer Family, Children & Nature Network, 2012) og flere mener, at årsagen hertil skal findes i, at naturen giver rum for samvær mellem barn og voksen i en særlig tvangsfri og lige sfære "det fælles tredje" (jf. Husen: Det fælles tredje - om fællesskab og værdier i det pædagogiske arbejde i Kultur & pædagogik, Hans Reitzels Forlag, 1996). I flere sammenhænge er det blevet set, at børnegrupper, der er meget ude i naturen, har færre konflikter (fx Hilmo & Holter: Barnehagers bruk a naturområder, HiO-rapport 14, 2008). Naturen synes også at kunne have en interessant og væsentlig betydning for udviklingen af kønsidentitet: I en interviewundersøgelse med drenge fra svenske landområder sås det, at drengene i meget høj grad definerede deres maskulinitet ud fra handlinger som arbejde, omsorg, friluftsliv og kamp i naturen og at fællesskabet med voksne mænd i naturen betragtes som en ganske, særlig forankrende praksis (Halldén: Naturen som symbol för den goda barndomen, Carlssons Bokförlag, 2009).

Naturen kan støtte sociale konstruktioner, men det understøttes i en canadisk undersøgelse fra 2020, hvor forskerne har undersøgt 1.285 9-12-årige børns forhold til naturen, at også at være alene i naturen har stor værdi (https://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/00958964.2020.1787313?journalCode=vjee20). Studiet viser, at børn gennem individuelle aktiviteter i naturen opbygger forbindelser til naturen og reflekterer over denne og har større sandsynlighed for at udvikle miljøbevidsthed i fremtiden. Det påpeges endvidere, at de børn, der allerede har en god forbindelse til naturen gennem de individuelle aktiviteter, kan få styrket deres forhold endnu mere ved at supplere med sociale aktiviteter udenfor - konklusionen etc. kan læses i en pressemeddelse her: https://news.ncsu.edu/2020/08/to-bond-with-nature-kids-need-solitary-activities-outdoors/.

Kriminalitet kan måske mindskes med naturoplevelser: En undersøgelse fra 2015 omfattende 2.000 mennesker viste, at mere kontakt med natur og flere naturoplevelser førte til hvad der blev beskrevet som højere sammenhængskraft i lokalsamfundet og væsentligt lavere kriminalitetsrate (https://pmc.ncbi.nlm.nih.gov/articles/PMC6950486/), mens en amerikansk undersøgelse fra 2012 har vist, at meget vegetation i sig selv er direkte korreleret med færre overfald, røverier og indbrud, men ikke tyveri - det er altså de mere alvorlige og personskadende forbrydelser, der reduceres med større mængde planter (Landscape and Urban Planning Volume 108, udgave 2–4, side 112-122, 2012).

Betydningen af natur for fysisk sundhed og mental helse indeholder det mest veldokumenterede indenfor området overhovedet - dette omfatter sammenhænge dokumenteret gennem talrige undersøgelse mellem forbedret helbred og naturkontakt hos forskellige aldersgrupper, forskellige socialgrupper, hos mennesker med udviklingsproblemer, handicaps og sociale problemer etc. Allerede i 1870erne blev det beskrevet, at grønne områder kan have en opløftende effekt på mentalt forstyrrede personer, og flere forsøg op gennem sidste århundrede har vist det samme (en oversigt kan findes i Louv: Last Child in the Woods, Algonquin Books of Chapel Hill, 2008). I Ejbye-Ernst: Natur, udeliv og science - et nyt læreplanstema, Hans Reitzels Forlag, 2019, omtales en serie studier (på bogens side 191), der alle entydigt peger på, at børnehavebørn, der kommer meget i naturen, er mindre syge end andre børn. Jeg har her valgt at fokusere på nogle af de nyeste og mest bemærkelsesværdige undersøgelser om sammenhæng mellem natur og sundhed, der samlet ikke levner tvivl om, at naturen byder på enestående og måske ligefrem nødvendige, positive fordele for det enkelte menneskes fysiske og mentale sundhed:

En gennem tiden udbredt forestilling blandt voksne er, at ”børn har godt af frisk luft”. Denne påstand kan direkte verificeres, idet undersøgelser har vist, at indeklima i modsætning til det udendørs miljø kan have negative effekter med en lang række symptomer som allergier, astma, eksem, nedsat modstandskraft mod infektioner, irriterede øjne, næse og svælg, hovedpine, træthed, dårlig arbejdslyst om koncentration, flere fejl og uheld, uro or irritabilitet (fx Riis: Allergier, astma-eksem, Norsk Kulturforlag, 1997 og Hanski et al: Environmental biodiversity, human microbiota, and allergy are interrelated, Proceedings of the National Academy of Sciences, 109, 2012).

Det nævnes flere steder, at der kan være en tendens til at overbeskytte børn ("pakke dem ind i vat") og dermed ikke støtte de positive effekter, der kunne tænkes ved mere "vild" eller "grænseoverskridende" leg i naturen (se fx. Leicht-Madsen: Børn, dyr og natur, Pædagogisk Forlag, 1988). Som en mod-tendens hertil har der været en del interesse for såkaldt risikoleg eller om man vil: Risikopædagogik - eller som det hyppigere kaldes: Riskofyldt leg ("risky plays" på engelsk).

Norske Sandseter har på baggrund af talrige iagttagelser af børnehavebørn delt risikofyldt leg op i seks elementer:
Leg med stor højde, Leg i høj fart, Voldsom leg/kamp, Leg, hvor børnene kan blive væk/fare vild, Leg med farlige redskaber, Leg nær farlige elementer (Sandseter (2015): Boblende glæde og et sug i maven: Risikofyldt leg i daginstitutionen, I J. Jensen & E. B. H. Sandseter (red.), Vildt og farligt – om børns og unges bevægelsesleg. Akademisk Forlag). Det er selvsagt diffust, hvad der i forskellige sammenhænge og i forskellige kulturer betragtes som risikofyldt (The SAGE Handbook of Outdoor Play and Learning, SAGE Publications, 2017) - i den australsk producerede dokumentarfilm "Kids Gone Wild" om danske udebørnehaver ses tydeligt, at forskellige kulturer definerer risikoleg forskelligt og forholder sig forskelligt til de etiske overvejelser, der logisk er en del af at legitimere leg med indbyggede risici: Kids Gone Wild, SBS, https://www.sbs.com.au/news/dateline/story/kids-gone-wild.

Ud over de oplagte positive motoriske konsekvenser ved risikoleg, nævnes også metale effekter som forberedelse til fremover at kunne håndtere risici og træning af børns sociale kompetencer, træning i at styre agressioner og habituering af frygt og fobier (Sandseter & Kenair: Childrens's risky play form an evolutionary perspective. Evolutionary Psychology 9(2), 2011). Også udvikling af evnen til at vurdere netop risici i omverdenen er blevet nævnt (Adams: Risk, Routlege, 2001). I naturpædagogiske sammenhænge må det endvidere siges at være interessant, at det er dokumenteret, at ved at tillade risikofyldt leg, kan sikres en dybere fornemmelse for miljøet og økologien (Bjorklund & Pellegrine: The origins of human nature, Evolutionary development psychology, American Psychological Association, 2002).

De overordnede positive helbredseffekter af mere rikofyldt leg er i flere undersøgelser dokumenteret generelt at være højere end positive effekter end ved at undgå risikoleg (Brussoni et al: What is the relationship between risky outdoorplay and health in children? A systematic review, International Journal of Environmental Research and Public Health 12(6), 2015 og Little et al: Early childhood teachers beliefs about childrens risky play in Australia and Norway, Contemporary Issues in Early Childhood 13(4), 2012). Interessant i denne forbindelse er også den lægefaglige erfaring om, at der forekommer flere skader ifm. leg på traditionelle legepladser end ifm. leg i naturen (Pedersen & Brodersen: Haser i skoven, Fyns Pædagog-Seminarium, 1997). Det anføres i følgende opsamling over viden og bevidst brug af risikofyldt leg, at der oftest bliver fokuseret for meget på de negative sider ifm. eventuelle skader, men at selv disse også kan rumme positive elementer: The SAGE Handbook of Outdoor Play and Learning, SAGE Publications, 2017. De danske forskere Helle Marie Skovbjerg og Ditte Winther-Lindqvist har udtrykt det således: "Børn skal lære at komme godt til skade. De skal fra en tidlig alder lære, hvordan man falder mest skånsomt for kroppen, for disse faldteknikker bruger børn helt ubevidst, når de på et tidspunkt – og det kommer til at ske – falder på trampolinen eller på cyklen. Børn har brug for at lære at overvinde angsten og være modige. Det gør dem robuste mentalt, og de erfaringer fæstner sig i dem. Man behøver ikke være psykolog for at sige, at det opbygger selvtillid, når du klarer noget, du var i tvivl om, om du kunne klare. Hver gang et barn lykkes med at overskride en grænse, vokser det en lille smule indeni. Og når barnet senere som voksen står i en farlig eller svær situation, vil det kunne trække på erfaringer fra barndommen".

Meget tyder på, at naturen gør mennesker mindre udsat for stress (Wells & Evans: Nearby Nature: A Buffer of Life Stress Among Rural Children. Environment and Behaviour Vol. 35:3, 2003). Nogle undersøgelser blandt stressede unge voksne kan tyde på, at natur påvirker mere positivt følelser og stressreaktioner, end hvad bymiljøer gør (Bjerke: Barn, Natur, Friluftsliv, Landbruksforlaget, 1994). Naturfilm har i forsøg vist sig at kunne reducere stresssymptomer hurtigere og mere fuldstændigt end billeder fra byer (Ulrich et al: Stress recovery during exposure to natural and urban environments, Journal of Environmental Psychology 11, 1991). Ifølge Arbejdsmedicinsk klinik i Aarhus kommer stressramte sig signifikant hurtigere, hvis de deltager i et forløb i naturen.Træthed og angst faldt ifølge et andet forsøg i løbet af en tur i en park, mens den oplevede energi blev øget. I et andet arbejde viste det sig, at ophold i en park gav mere stressreduktion end ophold i hjemmet (Hull & Michael: Regulating mood through urban park experiences. Environment and Behavior, 1992). Det hævdes generelt, at jo mere vi fjerner os fra det miljø, som vi evolutionært er tilpasset (altså naturmiljøet), desto flere stressfaktorer vil vi føle os udsat for; dette skulle ytre sig blandt andet ved, at stresshormoner aktiveres, blodtrykket stiger, og musklerne spændes, når vi opholder os indendørs fremfor i naturen (Grahn: Människors behov av Parker, Stad & Land 107, 1992).

Kaplan & Kaplan, et ægtepar af miljøpsykologer fra University of Michigan, har i en undersøgelse vist, at natur generelt fremmer en følelse af fred (Kaplan & Kaplan: The experience of nature, Cambridge University Press, 1989). Ud fra deres undersøgelser, konkluderede Kaplan & Kaplan at ophold i naturen kan betyde, at overbelastede mennesker kan genvinde deres evne til at fokusere deres opmærksomhed. I forbindelse med deres arbejde med ”The Wilderness Laboratory” afprøvede Kaplan og Kaplan teorien i forbindelse med friluftsture af længere varighed. De registrerede, hvordan kontakt med naturen betød, at deltagerne ikke længere var mentalt udmattede, og at de igen havde overskud til at forholde sig til deres eget liv. Teorien blev blev kaldt ART (Attention Restoration Theory) og bygger på en opdeling af opmærksomheden i to typer: Den spontane opmærksomhed og den dirigerede opmærksomhed, hvor sidstnævnte skulle kunne overbelastes, når vi for længe og for meget skal klare at holde koncentrationen, som det bl.a. er krævet i den moderne civilisation. Genvindelse af den dirigerede opmærksomhed sker iflg. Kaplan & Kaplan, når den spontane opmærksomhed er fremherskende, hvad der sker lettere i et natur- end i et bymiljø. Kaplan & Kaplan peger her på tre væsentlige karakteristika ved omgivelser, som er nødvendige for at kunne regenerere fra belastninger:
Fascination (mangfoldighed, diversitet), At være væk (fra daglige forstyrrelser i et vist tidsrum), Forenelighed med vores egne ønsker og præferencer.

ART-teorien er i praksis blevet brugt som forklaringsmodel i et stort, norsk studie af 562 børn i folkeskolens tidligeste klasser, hvor det viste sig, at børn der i årene før i børnehaven havde været meget ude i naturen, nu i skolen var mere fokuserede, opmærksomme og koncentrerede end de børn, der i deres børnehave-tid brugte mere tid indendørs. Forskerne konkluderede på den baggrund, at "mange udetimer i børnehavealderen altså betragtes som en investering, der giver gevinst senere - når børnehavebørnene bliver til skoleelever" (https://friluftsraadet.dk/nyheder/udeleg-boernehaven-oeger-koncentrationen-paa-skolebaenken).

Laumann & Stormark finder i deres forskningsundersøgelse med måling af puls i forhold til naturoplevelser, at hvilepulsen typisk sænkes ude i naturen (Laumann & Stormark, interview i Aftenposten, Norge, 19/1-1999). I Bjerke: Barn, natur, friluftsliv, Landbruksforlaget, Norge, 1994 gennemgåes flere artikler, der dokumenterer, at stressniveauet kan reduceres i naturen, og forfatteren til bogen, den norske psykologiprofessor Tore Bjerke, benævner i denne sammenhæng naturen som ”chokabsorbans” mod de stød, mennesker får i tilværelsen i social omgang med andre mennesker. Også fra Danmark kan man finde tilsvarende dokumentation: Danskerne føler generelt større livsglæde, når de kommer i naturen: I en TNS Gallup undersøgelse foretaget for Danmarks Naturfredningsforening nævnte 70 % af interviewpersonerne, at de følte sig mere glade, når de havde været i naturen, og ca. halvdelen nævnte at de føler større fysisk overskud, føler sig mindre stresset og mere sund, mens kun 7 % ikke nævnte nogle af disse. At det er sundt at motionere, er alment kendt, men det er ikke lige meget, hvor man gør det:

Koreanske forskere undersøgte 70 ældre kvinder, som de enten lod gå én-times ture i en skov, eller i byen - det viste sig, at hos den undersøgelsesgruppe, der gik i skoven, var blodtrykket bedre og det samme gjaldt lungekapaciteteten og arteriernes elasticitet, hvorimod virkningen ikke sås ved gåture i byen (Jee-Yon Leee & Duk-Chul Lee: Cardiac and pulmonary benefits of forest walking versus city walking in elderly women: A randomised, controlled, open-label trial, European Journal of Integrative Medicine 6, 2014).

I den danske rapport SUSY Grøn: Brug af grønne områder og folkesundheden i Danmark fra Syddansk Universitet, konkluderes det, at de, der bor mindre end 300 meter fra grønne områder, har et bedre helbred sammenlignet med dem, der bor mere end en kilometer fra et grønt område, de er mere fysisk aktive, tyndere, mindre stresssede, har færre smerter, har færre psykologiske problemer og fungerer bedre socialt (http://static-curis.ku.dk/portal/files/33601051/SUSY_rap_net_final.pdf). Et andet dansk forskningsarbejde har interessant nok i denne sammenhæng overordnet vist, at personer, der bor mere end 1 kilometer fra et grønt område, har en gennemsnitlig lavere helbredsrelateret livskvalitet end personer, der bor tættere på (Skov & Landskab, Københavns Universitet).

Svenske Terry A. Hartig undersøgte naturens evne til at hjælpe mennesker til at komme ovenpå igen (recovery) efter hvad han kalder: “Normal psychological wear and tear.” Han udsatte deltagere for en 40 minutters mental anstrengende opgave og lod dem så spadsere 40 minutter i enten et byområde eller et naturområde og det var tydeligt, at de der afstressede i naturen hurtigere genvandt deres mentale evner og endog oplevede flere positive følelser og mindre vrede (beskrevet i Clay: Green is Good for You, Monitor on Psychology journal of the American Psychological Association, Volume 32, 4, 2001). Hans landsmand, Johan Ottoson, der er hortonom og senere har forsket i menneskers sundhedsmæssige påvirkninger af deres omgivelser, kom ud for en trafikulykke i 1991 og pådrog sig en hjerneskade, som han skulle rehabiliteres videre fra, og han har via oplevelser på egen krop erfaret, hvordan naturoplevelser positivt har fremmet hans tilbagevending til et normalt fungerende liv (J. Ottosson: Naturens betydelse i en livskris. Stad & Land nr 148, Sverige). Ottosson har intensivt beskæftiget sig med mennesker i krise, og har udviklet en såkaldt relationstrappe med fire trin: Nederst på trappen er døde ting, som vi kan have de enkleste relationer til, de næste to trin er henholdsvis "vækster" og "dyr" og øverst er placeret andre mennesker med de mest komplicerede relationer. Mennesker i krise har ofte svært ved at klare komplicerede relationer. De har brug for mere grundlæggende og enkle relationer, som er tilpasset deres følelsesmæssige tilstand for at komme gennem krisen. Ottosson benytter til forståelsen tænkning fra den amerikanske psykiater Howard Searles, der har fremsat en tese om, at individer nedbrudt af sorg eller sygdom har brug for stabile omgivelser og for at kunne indgå i enkle relationer, hvor der ikke stilles krav til dem. Hvor langt nede på relationstrappen, man skal starte med at arbejde med et menneske i krise, afhænger af krisens karakter. Ideen er således, at en tilbagevenden til et normalt psykosocialt funktionsniveau kan betragtes ift. trinene på trappen. Her kan det være en fordel, at involvere sig i det enkle og gradvist søge mere komplicerede relationsformer. Planter stiller ingen krav, men kræver en smule omsorg for at kunne overleve, til gengæld udviser de respons i form af blomster og frugter. Dyr er lidt mere komplicerede, de kræver omsorg og kan løbe væk, men de vil ikke vurdere menneskets handlinger. Sådanne relationer øger ifølge Searles og Ottosson vores selvtillid og medfører positiv tænkning, som gør os i stand til at indgå i mere krævende relationer. Det vil sige, at man i kraft af relationer, man kan udvikle til det levende i naturen og som afstemmes ens mentale tilstand, vil kunne øge ens velbefindende, hvormed recovery bliver mulig (Ottosson, J., S. Lundqvist, og L. Johnson: Grön Entreprenör, naturupplevelse och hälse - forskningen visar vägen, Sveriges Lantbruksuniversitet, 2011). I øvrigt har Ottosson i samme værk oplistet fem elementer, som han mener, naturen kan tilbyde mere end nogen andre miljøer - jeg synes, de er lidt anderledes og vældigt interessante at tænke over:

• Give følelse af sammenhæng.
• Give følelsen af at være en del af noget, der er større end en selv.
• Give rum og rammer for at reflektere over sit liv og den situation man står i.
• Være symbolsk for mennesker.
• Virke støttende på mennesker i krise.

I USA er begrebet "Green Exercise" blevet introduceret efter flere studier har vist, har træning i naturen gør udøvere mindre angst, mindre aggressive og mindre deprimerede end mennesker, der træner lige så meget i et naturfattigt miljø (Pretty et al: The Mental and Physical Health Outcomes of Green Exercise, International Journal of Environmental Health Research 15, 2005 og Bodin & Hartig: Does the Outdoor Environment Matter for Psychological Restoration Gained through Running, Psychology of Sport and Exercise 4, 2003).

Der er i samme tråd og med tilsvarende resultat lavet andre neurofysiologiske forsøg, der viser, hvor stor effekt det kan have at opholde sig i naturen: I en artikel "This is your brain on nature" på National Geographics website (https://www.nationalgeographic.com/magazine/article/call-to-wild) refereres til 15 videnskabelige hjerne-forskningsprojekter og det kan bl.a. konstateres, at stresshormonet kortisol falder efter en kort gåtur i skoven og ditto med blodtryk og hjerterytme - men at disse effekter ikke ses ved en tilsvarende gåtur i bymiljø. Flere studier (i samme artikel) beskriver, hvorledes afstand fra hjem til natur har en direkte effekte på tilsvarende og det er eksempelvis påvist, hvorledes hjerneområdet amygdala (mandelkirtlen), der er et lille område i hjernens tindingelap og forbindes med frygt og anspændthed, er mindre aktiv under naturoplevelser og overlader plads til andre hjernecentre, der fremmer empati og altruisme! Samme sted beskrives det forsøg, den svenske læge Matilda van den Bosch har udsat forsøgspersoner for: De blev først stresset gennem en simuleret jobsamtale og en matematiktest og derefter blev en mindre gruppe af forsøgspersonerne anbragt i et et normalt rum, nogle andre blev anbragt i et et rum med simuleret 3D-natur og endelig blev en gruppe placeret i et rum med med 3D-natur og naturlyde. Det viste sig, at personerne i den simulerede natur med naturlyde kom sig markant bedre og hurtigere fra stresspåvirkningerne end personerne i de andre rum.

I en ph.d-afhandling (https://www.fysio.dk/fysioterapeuten/arkiv/nr.-3-2016/betydningen-af-naturbaseret-terapi-pa-posttraumatisk-stress1) om naturbaseret terapi (NBT) for PTSD-ramte veteraner (soldater, der er hjemkommet fra krigsområder med posttraumatisk stresssyndrom) konkluderer forskeren Dorthe Varning Poulsen, at ophold i naturen kan være decideret lindrende og helbredende, positivt støtter andet terapeutisk arbejde og kan mindske behovet for medicinsk behandling. Denne gruppe viser sig særligt at have brug for frit udsyn med en form for rygdækning, altså en blanding af tryghed mod overraskelser blandet med vidder i naturområder. Man kunne forestille sig samme positive natur-effekter ville være gældende i andet rehabiliterings-arbejde med fx. flygtninge fra krigszoner o.lign.

Naturvejlederen Simon Høegmark fra Svendborg står bag "vildmandskurser" for mænd, der har behov for at komme videre efter en livskrise, som kan være alt fra stress, depression, skilsmisse, kræft eller hjertesygdomme, og i artiklen "Livskriser kan heles i naturen" i Natur & Miljø 03/2022 beskrives, hvordan dødsangst kan formindskes og der kan opnås indre ro gennem naturoplevelser, naturmeditation og formidling af viden om naturforhold - projektet er fortællende, fagligt gennemgået i bogen Høegmark, Hartvig & Sørensen: Vi er natur, Muusmann, 2021.

I et vældig omtalt og meget opsigtsvækkende studie fra Aarhus Universitet beskrives i februar 2019, at børn, der har haft de mindst grønne omgivelser i barndommen, har op til 55% større risiko for at udvikle en psykisk lidelse som voksne: https://nat.au.dk/om-fakultetet/nyheder/nyhed/artikel/groenne-omgivelser-i-barndommen-giver-faerre-psykiske-lidelser-i-voksenlivet-1

At sove i naturen kan have flere positive effekter, påpeges det i finske undersøgelser (fra Universitet i Lapland: http://forskning.no/2014/10/hvorfor-elsker-noen-sove-ute og http://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0160738314000371). En af forskerne, Professor Valtonen, skriver således, at søvn ude "bryder med den lineære tidsopfattelse, som vi oplever i hverdagen, ofte med repeterende aktiviteter, som kan være både monotone og udmattende" og at det "giver en særlig mulighed for at være og ikke bare gøre og rette opmærksomheden mod fysiske behov og refleksion" - og konkluderer, at naturturister generelt sover særdeles godt ud og med en anden glæde ser frem til søvnen end hjemme.

To danske forskere, Trine Plambecha og Cecil van den Boschb, har via interview med 17 personer, som i deres virker bruger kreativitet, kunnet konstatere, at naturoplevelser støttede og fremmede nysgerrighed, idérigdom og anderledes tænkning og således havde positiv effekt på kreativitet, særligt menes selve skiftet fra mere stillesiddende aktiviteter til aktiviteter i naturen at kunne fremme kreativ tænkning (http://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S1618866715000138 og http://videnskab.dk/kultur-samfund/naturen-kan-gore-dig-kreativ).

Overvægt og dårlig fysisk form er et stigende samfundsproblem i hele vor del af verden - såvel blandt børn som voksne. Særligt blandt socialt udsatte børn og unge viser tal fra Statens Institut for Folkesundhed, at der er lav fysisk aktivitet (fx. https://www.sdu.dk/da/sif/rapporter/2008/boerns_fysiske_aktiviteter_i_skole_og_fritid). Konklusionen i et større, samlende arbejde var at "naturfremmede familier får naturfremmede børn" (https://friluftsraadet.dk/tilskud-til-friluftsliv/eksempler-paa-stoettede-projekter/bog-om-natursociale-indsatser-udsatte) - der er altså også på natur-området et socialt mønsterbryder-arbejde, som potentielt vil kunne få stor betydning. Naturen kan måske reducere de potentielle skadeeffekter ved lav aktivitet: Et studie har vist, at børn, der er meget ude, generelt ser mindre fjernsyn og har lavere BMI end jævnaldrende, der fx spiller mere videospil og lignende indendørs aktiviteter (Kimbro, Brooks-Gunn & McLanahan: Young Children in Urban Areas: Links Among Neighborhood Characteristics, Weight Status, Outdoor Play, and Television-Watching. Social Science & Medicine, 2011).

Udeområder byder på gode muligheder for motorisk udvikling og læring og det betyder meget for børns læring på også mange andre områder. Naturens mangfoldighed og mange udfoldelsesmuligheder giver noget at forundres over, opleve sammen og udrette i fællesskab, hvilket kan give et reelt indhold at samles om (Dahlgren, Sjölander og Szczepanski: Udendørspædagogik – boglig dannelse og sanselig erfaring, Forlaget børn og unge, 2001). En dansk undersøgelse viser, at børn er mest fysisk aktive, når de er udenfor. Derimod betyder det ikke noget for aktivitetsniveauet, om legen foregår på legepladsen eller i et mere naturligt miljø (Larsen et al: Forskningskortlægning og forskervurdering af skandinavisk forskning i året 2010 i institutioner for de 0-6 årige (førskolen), Clearinghouse – forskningsserien 10, 2012). Ifølge en projektundersøgelse af Bang, Braute & Koen: Naturleikplasse. Ein stad for leik och laering, Universitetsforlaget, Hammerstad, 1989, øges kreativiteten i børns leg, når barnet har adgang til natur. At børnenes oplevelse ved at lege i naturen også er præget af, at de oplever legerummet som mere flexibelt og dynamisk er dokumenteret i Fasting: Vi leker ute, Novus, Norge, 2013.

Med udgangspunkt i den norske forsker Ellen Beate Sanseters undersøgelse af "risikoleg" i norske udebørnehaver, finder danske Inger Lerstrup, at gennem leg i naturen opnår børn et kropsligt beredskab, så de ved, hvad de kan gøre, når det uforudsete sker med et mentalt beredskab, så de ikke bliver lammet af skræk eller går i panik, når uheldet er ude, hvilket har medført, at der ikke ses flere, men nærmere færre faldulykker etc. hos institutioner, der er meget ude. Inger Lerstrups ph.d-projekt kan man kigge nærmere på her: http://www.skovtid.dk.

Et dansk casestudie af en naturklasse viste, at eleverne i en klasse, som var fast ude en dag om ugen, var signifikant mere begejstrede, dobbelt så fysisk aktive, havde mere alsidige sociale kontakter og at deres forældre vurderede, at klassen fungerede bedre efter de havde indført udedage end tidligere (Mygind: Udeundervisning i folkeskolen, Museum Tusculanums Forlag, 2005). At naturoplevelser kan støtte børns skolepotentialer generelt som læsning er bl.a. dokumenteret i en amerikansk undersøgelse som Trent-Brown et al: Effects of a nature-based science enrichment program on preschool children's health, activity preferences, self-efficacy, and cognition: Outdoor Discovery Center Macatawa Greenway, 2011. Børn fra tyske naturbørnehaver viste sig i en undersøgelse at være mere skoleparate end andre børn (Häfner: Natur- und Waldkindergärten in Deutschland - eine Alternative zum Regelkindergarten in der vorschulischen Erziehung. Ph.d. afhandling fra Heidelberg Universitet, 2002). Et studie blandt amerikanske highschool-elever viste, at deres intellektuelle formåen blev forbedret, hvis de havde udsigt til grønne områder gennem vinduet fra deres klasserum (Matsuoka: High school landscapes and student performance, University of Michigan, Ann Arbor, C&NN Research Volume 4, 2008). Amerikanske undersøgelser af børn, der fra en traditionel skole blev flyttet til noget, der kan sammenlignes med en dansk udeskole (se http://www.udeskole.dk), viste, at børnene i såvel klassiske skolediscipliner som generelt i forhold til problemløsning og adfærd i klassen præsterede langt bedre, når de opholdt sig mere ude (Sobel: Effects of Outdoor Education Programs for Children in California, American Institutes for Reasearch, 2005). I en canadisk undersøgelse fandt man i lighed med dette desuden også at ophold i naturen forbedrede inklusionen og at lærerne fandt mere entusiasme frem i deres undervisning (Bell & Dyment: Grounds for Action: Promoting Physical Activity through School Ground Greening in Canada, Evergreen, 2006). Udeundervisning har i et andet studie vist sig af være særligt velegnet til at stimulere læring og tilbyde, som det kaldes, sansemæssige "ankre", altså holdepunkter for læring generelt (Hutchins, E. (2005): Material anchors for conceptual blends, Journal of Pragmatics 37).

I Danmark, hvor vi har relativt mange naturbørnehaver har det været særlig interessant at undersøge forskelle mellem børn i skov/udflytterbørnehaver og traditionelle børnehaver. I et stort studie fra Parker Instituttet, på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, er der blevet sammenlignet knap 2000 københavnske børn, der enten har gået i skovbørnehave eller traditionel børnehave, og studiet viser til overraskelse for mange pædagoger i praksis, at der ikke er forskel i motorisk udvikling mellem de to grupper børn, når de begynder i skole, når der er taget højde for forskellene i børnenes baggrund (Int. J. Environ. Res. Public Health 2023, 20(6), 5131: https://www.mdpi.com/1660-4601/20/6/5131). Denne konklusion kan dog godt suppleres med en mere nuanceret forståelse af motorikbegrebet. Den kvalitative del af ODIN projektet viste i hvert fald, at pædagoger oplever, at børnene leger meget mere alsidigt i skoven ift på legepladsen – hvilket bl.a.har betydning for deres motorik. Herudover laves en motoriktest jo også udfra specifikke, isolerede øvelser, mens skovens bevægelsesmuligheder er langt mere mangfoldige og omfattende (https://bupl.dk/boern-unge/nyheder/ny-forskning-afsloerer-derfor-er-der-saa-fuld-af-sjov-inde-i-en-skov). I samme forskningsprojekt (Skovbørnehave – et sundere valg? ) påpeges noget andet interessant: Børnene udvikler deres fantasi og er innovative på en helt anden måde, når de leger i skoven sammenlignet med stuen eller legepladsen i institutionen (Sederberg et al: Pedagogic and didactic practice in relation to kindergarten environment. Results from the ODIN study, Journal of the European Teacher Education Network 42-63, 2021: https://etenjournal.files.wordpress.com/2023/02/2023-5-pedagogic-and-didactic-practice-in-relation-to-kindergarten-environment-final-version-1.pdf).

Et spansk studie fra 2015, som fandt frem til, at skolebørns kognitive udvikling forbedres, hvis de opholder sig i og har adgang til naturen. De bliver bedre til at koncentrere sig og fungere i skolen (http://www.pnas.org/content/112/26/7937.abstract). Et danske studie, der skal undersøge naturens effekt på børns koncentration (og særligt børn med ADHD), er nu undervejs fra Videncenter for Friluftsliv og Naturformidling på Københavns Universitet i samarbejde med University of Otago i New Zealand. Den ansvarlige forsker for dette projekt, Matt P. Stevenson, har allerede set, at resultaterne for børn ikke er enslydende med resultater fra tidligere forskning med voksne og forklarer det med, at børn og voksne har forskellig tilgang til at bruge naturen: Voksne søger ofte ud med et bevidst mål om at slappe af og hente energi i naturen, hvilket ikke er en bevidsthed, der tilsvarende findes hos børn, men tilsyneladende kan etableres med større brug af naturen i en tidsperiode - Stevenson skriver således: "Det ser ud, som om børn skal vænne sig til naturen, før de kan opnå genoprettende oplevelser i naturen". Således kan også effekter ift. ADHD kræver tid, før end de kan ses (mere om projektet kan læses her: https://videnskab.dk/krop-sundhed/adhd-gaatur-i-naturen-virker-lige-saa-godt-som-medicin).

I den (måske) mere kuriøse ende, er det blevet dokumenteret, at nærsynethed hos 12-årige børn, der opholder sig meget ude, reduceres (Rose et al: Outdoor activity reduces the prevalence of myopia in children. Ophthalmology, 115(8), 2008). Undersøgelse af danske unge viser, at 18 % af de 14-17 årige er nærsynede og WHO anslår, at halvdelen af verdens befolkning vil være nærsynede i 2050 - dette er en voldsom stigning, der af den danske professor Kristian Lundberg kædes sammen med, at børn og unge opholder sig for lidt uden for i dagslys (https://www.sdu.dk/da/nyheder/alle_artikler/2018/boerne_oejne_skal_have_dagslys).

Allerede tilbage i 1870erne blev det beskrevet, at grønne områder kan have en opløftende effekt på mentalt forstyrrede personer, og flere forsøg op gennem sidste århundrede har vist det samme (en oversigt kan findes i Louv: Last Child in the Woods, Algonquin Books of Chapel Hill, 2008). I rapporten KID-Projekt - Liv, leg og læring i naturen (Lamprecht et al: KID-Projekt - Liv, leg og læring i naturen, http://www.naturpaedagogik.dk/rapporter/kidprojektrap.pdf, 2005) slås fast, at naturen kan være særligt fremmende for børn med særlige behov. Indenfor det special- og socialpædagogiske område har der de seneste år været gjort talrige erfaringer med naturens positive muligheder - der er gjort erfaringer i mange specialpædagogiske institutioner for både voksne og børn, eksempelvis kan nævnes skovdistrikternes brug af voksne udviklingshæmmede som skovhjælpere: https://naturstyrelsen.dk/ny-natur/andre-naturprojekter/sociale-projekter-og-frivillige/skovhjaelpere. Jeg har selv med min tidligere kollega Susse Mohr Markmann undersøgt, hvor meget naturtænkning bruges i udvalgte specialpædagogiske institutioner og i denne sammenhæng interviewede vi Benny Jensen, der er naturvejleder i Vejle med særlig ekspertise i udviklingshæmmede (https://naturvejledningdanmark.dk/wp-content/uploads/2024/06/marts_2014_tr_du_kysse_skrubtudsen.pdf), han kunne på baggrund af sine observationer af brugere i skoven konstatere, at ”Naturen er den største terapeut, der findes” - brugerne blev roligere og nogle hjeminstitutioner meldte tilbage, at medicinering med beroligende medicin var faldet. Men lad os se på nogle udvalgte undersøgelser, der signifikant dokumenterer naturpåvirkninger på det social- og specialpædagogiske område:

Empiriske arbejder viser, at mennesker, der færdes gennem længere tid i naturområder, vil føle en afslappethed hed og en ro, der forklares med at de grønne omgivelser ikke afkræver konstant rettet opmærksomhed som fx kulturarealer og byer gør, hvilket bl.a. har understøttet arbejde med fx. ADHD-patienter via ture i naturen i stedet for medicinering (Grahn, P. & U.K. Stigsdotter: Landscape Planning and Stress. Urban Forestry & Urban Greening, Vol.2, 2003). Også andre undersøgelser har været rettet mod naturens positive muligheder for børn med ADHD, hvor det er blevet dokumenteret, at disse børn klarede sig bedre i tests efter ture i naturen og endog i nogle sammenhæng klarede sig efter naturoplevelser lige så godt i tests som børn uden diagnosen (Faber Taylor & Kuo: Children with attention deficits concentrate better after walk in the park. Journal of Attention Disorders OnlineFirst 2009, Faber Taylor & Kuo: Could exposure to everyday green spaces help treat ADHD? Evidence from children's play settings. Applied Psychology: Health and Well-Being, 2011 og St. Antoine: Together in Nature: Pathways to a Stronger, Closer Family, Children & Nature Network, 2012). I USA har man undersøgt 17 skolebørn med ADHD, der blev sendt ud på en 20 minutters lang gåtur enten i den lokale park eller i det lokale bymiljø: http://journals.sagepub.com/doi/abs/10.1177/1087054708323000. Det viste sig, at de børn, som gik tur i parken, bedre kunne koncentrere sig bagefter sammenlignet med de børn, som gik tur i bymiljøet. Størrelsen af effekten på børnenes opmærksomhed svarede interessant nok til effekten af en dosis ADHD-medicin.

I en hollandsk undersøgelse fra 2010 (https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/21143265) fulgte man to grupper på ialt 12 børn med ADHD, og testede på forskellige punkter deres opmærksomhed dels efter en skovtur og dels efter en tur til byen. Studiet viste, at begge grupper klarede opmærksomhedstesten bedst, når de havde opholdt sig i naturen. Måske er det mest opsigtvækkende i denne undersøgelse, at i den ene gruppe var børnene gladest for at være i naturen, men den anden gruppe var fuldstændig ligeglad med omgivelserne. Uanset hvad virkede naturen bedst til at genoprette alles opmærksomhed.

Kaplan & Kaplan, som jeg tidligere har omtalt i denne artikel, fulgte nogle personer med bl.a. koncentrationsvanskeligheder gennem et to ugers "genoprettelsesprogram" og konkluderede, at den positive effekt i naturen ift. disse personer var højere ved blot at være i og studere naturen end ved fysisk anstrengende aktiviteter i naturen (Kaplan et al: With People in Mind, Island Press, 1998).

I et ret berømt arbejde blev det vist, at hospitalspatienter kommer sig hurtigere efter operationer, hvis de har udsigt gennem vinduer i deres sengestuer til grønne områder fremfor husmure (Ulrich, R: View thorugh a window may influence recovery from surgery, Science 224, 1984). Dette har forfatteren senere fuldt op på ved i flere studier at vise, at fotos af naturscenarier virker mere afslappende end billeder af byscener, hvilket generelt er blevet forklaret med, at urbane omgivelser kræver konstant stillingtagen, hvilket opleves kognitivt belastende og dermed hæver stressniveauet, mens natur virker afslappende og uden direkte mentale krav - en effekt, der er blevet sammenfattet i teorien kaldet AAR (Aesthetic and Affective Responses). AAR (der nogen steder kaldes AAT for Aesthetic Affective Theory) er en miljøpsykologisk teori med udgangspunkt i, at mennesket som biologiske skabninger er skabt til et liv i naturen. Når vi opholder os i naturen, bliver vi fysiologisk stimulerede til at opfatte omgivelser som gode og trygge og det øger generelt vores positive sindsstemning.I et omfattende arbejde fra 2010 er det blevet dokumenteret, at naturkontakt øger "sund social adfærd og formindsker social dysfunktion, afhjælper stress, støtter optimal psykologisk funktion og fremmer helbredelse fra psykiske traumer” samt endelig reelt reducerer mortaliteten (Kuo: Parks and other green environments: essential components of a healthy human habitat, National Recreation and Park Association, 2010). Demente har vist sig at opleve større frihed og mere liv ved at komme på et skovdagcenter og der er blevet konstateret både mentale, sociale og fysiske forbedringer (Swane: Naturens betydning for mennesker med demens i relation til eksisterende forskning, Hillerød Kommune, 2004). Blot kontakt med et (lidt overraskende...) naturelement indendørs, har vist sig at have signifikant positive effekter: På et sydkoreansk plejehjem fik de ældre ansvar for at passe fårekyllinger (!) - pasningen og omgangen med disse billige og lette "kæledyr" viste sig i forhold til en kontrolgruppe at have positiv effekt ift. depressive tilstande og generelle kognitive funktioner (Ko, H.J, Youn, C.H., Kim, S.H. & Kim, S.Y. (2016): Effect of pet insects on the psychological health of community-dwelling elderly people: A single-blinded, randomized, controlled trial. Gerontology 62: 200-209).

Noget tyder på, at der er stort potentiale for at bruge naturen som "social løftestang". Forskning viser, at udsatte sjældent kommer i grønne områder. De opfatter sig selv mere stressede end gennemsnitsbefolkningen, de er mindre aktive kropsligt, og der er en større andel af dem, der er inaktive i forbindelse med fritidsliv med bl.a. livsstilsmæssige problemer til følge (Baviskar, S. Dahl, K, M. (2009): 11-årige børns fritid og trivsel. København: Det nationale forskningscenter for velfærd samt Olsen, B, M. Dahl, K, M. (2007): Fritidsliv i børnehøjde. København: SFI – Det nationale forskningscenter for velfærd). Disse studier tyder på, at det ikke støtter udsatte børn særligt, at der tilbydes flere fritidsaktiviteter for alle børn. De udsatte børn er tilsyneladende ikke i stand til at gribe diverse nye tilbud på samme måde som børn, der bliver støttet af deres forældre. Meget tyder således på, at naturfremmede familier får naturfremmede børn, mens forskning fra Norge viser, at børn med veluddannede forældre er mere fysisk aktive, er sundere, deltager oftere i foreningsaktiviteter og cykler og går oftere til skole. (Helsedirektoratet (2012): Fysisk aktivitet blant 6-, 9- og 15-åringer i Norge. Resultater fra en kartlegging i 2011. Helsedirektoratet Rapport. Oslo). Generelt kan det ud fra disse undersøgelser konkluderes, at børn i familier, der er udsat for forskellige risikofaktorer, der kan føre til udsathed (så som fattigdom, arbejdsløshed hos forældre, lav eller ingen uddannelse eller forældre på overførselsindkomst og/eller vanskelige skilsmisser), tilhører et mere naturfremmed segment. I en stor svensk undersøgelse fra 2012 slås fast, at børn, der kommer fra en "rigere" baggrund og i særdeles de, der er af etnisk svensk oprindelse, generelt får mange flere naturoplevelser end andre grupper, og at dette ikke nødvendigvis handler om nærhed i forhold til naturområder. Forældrene til de mere velstående og etnisk svenske børn udtrykker klarere begrundede fordele end den anden forældregruppe ved at anvende naturen i forståelsen "vild natur", hvorimod den anden forældregruppe fokuserer mere på haver og legepladser som natur (Sandberg, M: They are not outdoors that much. Nature close to home – its meaning and place in the everyday lives of urban children. University of Gothenburg, Series B, no. 122, 2012). I en undersøgelse som analyseinstituttet Epinion har foretaget for Danmarks Naturfredningsforening påvises det, at der er markant forskel på, hvor meget børn i forskellige socialklasser, kommer ud i naturen: Børn af lavtuddannede kommer mindre ud i naturen og kender færre af de almindelige arter. Og selvom forældrene ønsker at få deres børn mere ud, oplever de lavtuddannede børnefamilier større barrierer ved at komme ud i naturen end resten af familierne, viser undersøgelsen. Det er også interessant, at væsentligt flere veluddannede forældre end forældre med lavere eller ingen uddannelse ønsker, at deres barns dagtilbud eller skole tager børnene mere med ud i naturen (https://www.dn.dk/nyheder/hvert-andet-barn-har-aldrig-set-et-pindsvin-eller-kigget-pa-stjerner-i-naturen/).

Mange fra etniske minoriteter må konstateres at tilhøre udsatte grupper med samme problematikker som ovenfor nævnt. I Godbey, G. (2009). Outdoor Recreation, Health, and Wellness: Understanding and Enhancing the Relationship. Washington DC: Resources for the Future fremhæves: “Ethnic minorities are less likely to participate in outdoor recreation or value government involvement in the provision of such services". Tal fra 2009 viser, at folk med ikke vestlig baggrund færdes sjældnere I skovene, men til gengæld kommer de ofte i større grupper og er længere i naturen, når de først er derude. Mange kommer dog aldrig i skoven (Friluftsrådet (2013): Fakta om friluftslivet i Danmark. København: Friluftsrådet). I økolandsbyen Hallingelille ved Ringsted har man gode erfaringer med naturterapi for traumatiserede flygtninge i projektet "Nye Rødder", hvor man arbejder sammen om havebrug og fremstilling af mad over bål, og i projektet slås fast, at "hvor et terpeutisk samtaleforløb kan være grænseoverskridende og fremmed langt fra flygtningens kultur, tilbyder naturen et mere lige og naturligt rum i fællesskab" (mere om projektet her: http://www.nyerodder.dk/).

En anden følge-problematik er, at der er en del eksempler på fobiske tilstande/naturdistancer som følge af naturfremmedhed, så som børn der ikke tør gå i højt græs, er bange for at gå med bare tæer, eller børn som er bange for meget almindelige hvirvelløse dyr (Ejbye-Ernst, N (2012): Pædagogers formidling af natur i naturbørnehaver. København: Ph.d. afhandling). Flere af disse fobiske reaktioner opstår utvivlsomt som følge af naturfremmedhed, og da udsatte børn/ familier er specielt naturfremmede, må dette være et opmærksomhedspunkt også indenfor sociale indsatser.

At sikre naturoplevelser for udsatte grupper og etniske minoriteter har store, positive potentialer: Evaluering af Red Barnets arbejde med familieoplevelsesklubber i naturen. København: Red Barnet og også beskrevet i en rapport om børn fra asylcentre: Bæk- Sørensen, L. (2010): Natur og fællesskab- Red Barnets naturvejledningsprojekt for socialt udsatte børn i Danmark. København: Red Barnet.

Et erfaringsarbejde omkring ”vanskelige unge” har vist, at der i naturen bedre etableres nye relationer og roller for den enkelte, end hvad der ses hjemme, så den enkelte får mulighed for mere varieret og bedre at vise sine styrker og svagheder, hvad der kan skabe nye konstellationer i en gruppedynamik (Rolapp: Naturprojekter, Forlaget Politisk Revy, 1996). Der foreligger flere rapporter o.lign. omkring betydningen af naturen for udsatte grupper - jeg vil her henvise til omtalen og oversigten i Ejbye-Ernst, N. & D. Stokholm: Natur og udeliv – uderummet i pædagogisk praksis. Systime, 2015 (kap.7).

Flere undersøgelser har haft samme udgangspunkt – sammenlignende undersøgelser af to grupper børn, hvor den ene gruppe var mere ude i naturen end den anden gruppe: Ute på Dagis (Grahn et al, MOVIUM, Sverige), Projekt Udeleg (Lamprecht et al, 2004: http://www.naturpaedagogik.dk/rapporter/rap.pdf), Haser i Skoven (Pedersen & Brodersen. Fyns pædagogseminarium, 1996) og Børn & Udeliv (Vigsø og Nielsen: Børn og Udeliv, CVU Vest Press, 2006): Konklusionen er sammenfattende i disse rapporter, at børn i udegrupper/der er meget i naturmiljø synes motorisk og fysisk at fungere bedre (eksempelvis hvad angår balanceevne, kropskoordination og styrke) og er længere fremme i såvel fysisk udvikling som i forhold til forskellige psykosociale parametre (har færre konflikter og er lettere at fastholde herunder at give kollektive beskeder). Derudover tyder meget på, at børn som opholder sig meget i naturen, er mindre syge end andre børn. I tråd hermed ses i en norsk undersøgelse fra 2004, at leg i naturen klart fremmer børns motoriske færdigheder og udvikling (Fjortoft: Landscape as playscape: the effects of natural environments on children's play and motor development. Children, Youth and Environments, 14(2), 2004).

På det svenske Landbrugsuniversitet i Alnarp har man åbnet terapihaver: ”Man hjælper hinanden – aktiviteterne i terapihaven bygger på den grundantagelse, at mennesket er et socialt, virksomt væsen, som har brug for et stimulerende miljø med meningsfuldt samvær og passende arbejdsopgaver eller som det siges: ”De må tilbage til deres ophav og ligesom børnene opdage livet på ny. Fornemme, hvordan jorden føles i deres hænder. Hvad det indebærer blot at leve og være en del af det eksisterende kredsløb.” (Grahn, rapport: https://www.researchgate.net/publication/358495163_Does_More_Time_in_a_Therapeutic_Garden_Lead_to_a_Faster_Return_to_Work_A_Prospective_Cohort_Study_of_Nature-Based_Therapy_Exploring_the_Relationship_between_Dose_and_Response_in_the_Rehabilitation_of_). Der beskrives lidt løst mange, erfarede fordele herfra og i Danmark har man bl.a. med inspiration i dette, igangsat forløb med terapihaver ift. hjemvendte soldater (http://www.dr.dk/nyheder/indland/terapihave-skal-hjaelpe-hjemvendte-soldater, hvor der endnu ikke foreligger nogle publicerede resultater) og for stressramte (hvor interviews med deltagerne tyder på væsentlige, positive effekte: Stigsdotter, UK & Randrup, TR. (2008). Konceptmodel: Terapihaven Nacadia. En model for terapihaver og haveterapi for stressramte i Danmark, Skov & Landskab, Frederiksberg: https://ign.ku.dk/terapihaven-nacadia/). I København er opstartet et forsøg med åbne byhaver på Sundholm, hvor fordelene beskrives ifm. det sociale samvær i netop naturen (https://www.dr.dk/levnu/fritid/fed-fed-lykke-i-byhaven). Resultaterne har generelt været positive: Den naturbaserede terapi har generelt bidraget til større psykisk velbefindende og mindre udbrændte patienter, samt færre sygedage og lægebesøg (publiceret i to videnskabelige tidsskrifter British Journal of Psychiatry (https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/29793558/) og International Journal of Environmental Research and Public Health (https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/29342952/). Forskerne har i studiet sammenlignet virkningen af den naturbaserede terapi med en mere bredt anerkendt behandling, der bygger på kognitiv adfærdsterapi, som foregår gennem samtaler med en psykolog, og det viste sig, at den naturbaserede var lidt bedre i forhold til deltagernes psykologiske velbefindende lige efter forløbet.

Dette var således et udvalg af de mange forskelligartede dokumenterede undersøgelsesdata om fordelene ved at være i og bruge naturen. Udover det herover præsenterede eksisterer der mængder af ustrukturerede data og beskrivelser, der hver for sig måske ikke fremstår signifikant i deres dokumentation, men tilsammen give et overordnet billede i tråd med de ovenstående dokumentation, lige som rigtigt mange pædagoger og andre fagpersoner bærer rundt på mængder af erfaringer og historier, der ikke altid er nedskrevet, men som udveksles og diskuteres i mange sammenhænge. Denne omfattende empiri har i høj grad været forståelsesgrundlaget for den praktiske udmøntning af naturpædagogik i danske institutioner og for at naturoplevelser fra 1997 har været indskrevet i Lov om Social Service som et krav i de fleste pædagogiske tilbud samt i Lov om pædagogiske læreplaner fra 2004 (revideret til "de styrkede pædagogiske læreplaner" i 2018) og Lov om dag-, fritids- og klubtilbud mv. for børn og unge (Dagtilbudsloven) fra 2007, hvor Natur og naturfænomener er et obligatorisk pædagogisk læreplanspunkt.

Der vil fremover blive produceret endnu mere viden om dette område og skrevet meget mere, at der fortsat på mange områder mangler dokumenteret viden om naturens effekter på mennesket er oplagt. I en review-artikel (der er en struktureret sammenstykning af andre arbejder) fremgår det, at undersøgelser på området indtil nu primært har været koncentreret omkring enkelt-individer, omkring lokale forhold og uden klar definition af, hvad der menes med "natur" og at der særligt savnes undersøgelser omkring menneskers reaktioner på bæredygtigheds-området (Ives, C.D. et al: Human–nature connection: a multidisciplinary review. Curr. Opin. Environ. Sustain. 26–27, 106–113, 2017). Der synes altså fortsat at være nok nyt på dette område at forske i!

Nu er det tæt på slutningen af denne artikel: Vi kan godt på fremlagte baggrund konkludere, at der eksisterer et meget omfattende fundament for argumentering for naturens mangfoldige positive muligheder og effekter i pædagogisk arbejde! Afslutningsvist følger her en generel, kort noteopsat opsummering af positive effekter, der har været fremdraget på empirisk grundlag (men som ikke helt er dokumenteret med stor validitet) i forbindelse med naturophold og -brug, og som ikke har været nævnt ovenfor ifm. med oversigten over de dokumenterede effekter:

Får flere primæroplevelser og fjernsyn etc. bliver mindre enerådende ift. naturoplevelser. Naturen tænder ægte spørgsmål stammende fra ægte interesse (uden påtvingelser udefra). Almen kulturel dannelse. Indsigt i naturvidenskabelig tankegang og metode - lærer generelt om naturvidenskab. Kende til de arter, som er alle steder omkring en - samhørighed ved at vide, hvad man ser og opholder sig i, hvad der samtidigt fra være reducere frygten for det ukendte og uforståelige. Vide på omlyst grundlag hvad man skal tage sig i agt for i naturen og dermed undgå skader og problemer, men samtidigt ikke frygte noget irrationelt. Lære hvor føden kommer fra (jord-til-bord). Koncentrationsstyrkende - fokus og fordybelse. Motivation til bevægelse (væsentligt ift. overvægtsproblemer og lignende sundhedsudfordringer). Naturmiljøet fremmer i sig selv flow og læring. Mulighed for etiske diskussioner og værdibetragtninger. Reduktion af støjplage, som kendes fra mange indendørs institutionsbygninger. Projektion af "sig selv" ift. dyr - hvem er jeg, hvem er jeg ikke - altså identitetsstyrkende forhold. Styrkende for realistisk selvbillede (muligheder og begrænsninger). Bred begrebsdannelse, sætte ord på omverdensforhold og følelser. Plads til "eget rum"/privatsfære, hvor egne spilleregler kan etableres og afprøves uden voksenstyring og -kontrol. Godt for urolige børn - rum med færre rammer og regler og legalt sted af afbrænde energi. Mange naturaktiviteter er "nu-og-her" med essentielt grundlag, meningsfuldt og perspektiverende - det hele menneske. Kan støtte alle intelligenser (jf. Howard Gardner) og give mulighed for differentiering ift. undervisning. Arbejde bredt musisk og kreativt i et inspirerende miljø. Kan støtte en mere ligelig kønsfordeling i institutioner. Lære hvor føden kommer fra (jord-til-bord)

.... den enkelte læser kan måske finde på mere endnu....

Om argumenter for brug af natur i pædagogisk arbejde

Håndbog i naturpædagogik: