Månedens naturfoto:
Klik for stort billede og fortælling!

 

NYT om pindsvin
 

 

I 1. udgaven af bogen kan man på s. 38 læse "om pindsvinets 16.000 pigge". I mange år har dette været det antal, man regnede med, at voksne pindsvin havde, men antallet har vist sig ved nyere og mere præcise optællinger at være langt lavere, hvilket er blevet rettet i 2. udgaven af bogen.

Således regner man nu med, at et fuldvoksent pindsvin kan have op til 7.000 pigge. Et lille nyligt fravænnet pindsvin på ca. 6 uger har kun omkring 3.500 pigge. Hver pig er 2-3 cm. lang og 2 mm. tyk og hver eneste pig er forsynet med en muskel, så pindsvinet kan "rejse børster", hvis den føler sig truet.

 

Pindsvineunger har ved fødslen ca. 100 bløde, hvide pigge, som er dækket af et tyndt lag hud, så moderen ikke kommer til skade. Et pindsvin får gennem opvæksten flere "generationer" pigge, der fældes, når de nye vokser frem. Præcis som vores hår.

Pindsvinehannerne går i dvale før hunnerne - normalt inden udgangen af september. Hannerne har nemlig haft hele sommeren til at æde løs og fede sig slev op, mens hunnerne har haft travlt med at gå gravide, føde og opfostre unger. Derfor må hunner bruge længere tid på selv at opbygge et kraftigt nok fedtlag, til at kunne klare sig gennem vinteren og man kan derfor finde voksne, fødesøgende hunner hen i oktober måned. Helt hen i november kan man finde de mindre og uerfarne unger, som må bruge ekstra lang tid på at skaffe sig energi nok. Pindsvindet er i den grad fysiologisk bygget til at kunne gå i dvale: Under dvalen sænkes kropstemperaturen, der normalt ligger på 34 grader, ned til blot  2 grader og åndedrættet falder fra normalt 25–50 vejrtrækninger pr. minut til 9. Ind imellem ophører åndedrættet helt i en times tid, hvorefter det bliver voldsomt i en periode på nogle minutter efter med op mod 50 vejrtrækninger pr. minut. Pulsen, som i vågen tilstand ligger på 190 slag i minuttet, falder til 6–20 slag pr. minut. Dvalen afbrydes automatisk med 7–14 dages mellemrum eller hvis temperaturen bliver så lav, at dyret må have fornyet energireserverne. Pindsvinet sover hele vinteren indtil begyndelsen af maj i en rede af blade, dette kaldes dvale og ses også hos få andre danske dyr som flagermus, hasselmus og birkemus. Det tager næsten 12 timer for pindsvinet at vågne op fra dvalen om foråret.

Vil man vide mere om pindsvin, kan jeg anbefale Sussie Pagh: Pindsvinet, Natur & Museum, juni 2004.

 

Håndbog i naturpædagogik:

Ole Wohlgemuth:
HÅNDBOG I NATURPÆDAGOGIK
ISBN 87 7378 286 6
Forlaget Politisk Revy,

2. udgave, 2006.