Månedens naturfoto:
Klik for stort billede og fortælling!
Planten glat vejbred vokser nærmest overalt ved stier og i græs. Glat vejbred opfattes tit som ukrudt - men det er altså spændende og brugbart ukrudt, vi har at gøre med her! Planten har kraftige trævlerødder, så den kan holde til at blive trampet på og slidt i uden at miste fodfæstet. Hvis man vil fjerne den som ukrudt, kan man blot skære hele toppen af (den kan i modsætning til fx. mælkebøtte ikke vokse videre fra rødderne alene) eller sørge for, at den bliver udkonkurreret af større og tættere planter som fx. højt græs omkring sig.
Glat vejbred har et flot latinsk navn: Plantago major, der blot betyder "den store vejbred". Bladene er let at genkende: De er store og ægformede, er glatte og nerverne går alle ud i en bue mod spidsen af bladet.
Bladene sidder i en roset og fra midten af denne skyder planten nogle lange aks op med bittesmå blomster, der hver har 4 små, hindeagtige kronblade. Vejbred blomstrer hele sommeren. Efter befrugtningen dannes et frø (kaldet loppefrø), der sidder i en kapsel, der åbnes ved, at toppen falder af som et låg.
Planten bliver også kaldt ”den hvide mands fodspor”: Vejbredsfrøenes skal får en klistrende gele-kappe rundt om sig, når de bliver våde, og de hænger derfor let fast på fodtøj, hvilket er en vældig effektiv måde for frøene at blive spredt på. Da nybyggerne ankom til Amerika drog de fra østsiden, hvor de kom i land, mod vest. Undervejs mødte de indianere, som ikke bare ville finde sig i, at de hvide tog deres land, hvilket førte til mange blodige opgør. Fandt indianerne ud af, at den hvide mand var i nærheden, samlede de deres krigere og gjorde sig klar til kamp. Indianerne lærte hurtigt, hvordan de kunne se, om den hvide mand havde været i området: De kiggede efter glat vejbred og var den at finde, var det ensbetydende med, at der havde den hvide mand været, da glat vejbred ikke oprindeligt vokser i Nordamerika. Planten fulgte i bogstaveligste forstand den hvide mands fodspor.
Den hvide mands fodspor har spredt sig i hele USA - her ses den både helt i øst og helt i vest:
Glat vejbred i Washington foran Det Hvide Hus i baggrunden og i Zion National Park i Utah.
Glat vejbred har mange andre sjove og nyttige egenskaber: Den indeholder mange nyttige kemiske stoffer bl.a. et lokalbedøvende stof (der hedder mucilage), bakteriehæmmende stoffer (aucubin) og et stof, der stimulerer såheling (allantoin), og plantesaften er rigtig god mod myggestik. Man kan blot lægge et blad mod et myggestik og eventuelt holde det fast med et plaster, så mindskes kløen. Samme fremgangsmåde kan anvendes mod vabler. Ved smårifter kan man tygge et blad og blande saften med spyt og så gnide bladet mod huden til man bliver grønlig. Effekten er tydelig, men holder ikke så længe. Ved tandpine skulle det hjælpe at tygge på vejbredbladene og lægge dem mod stedet, der gør ondt. Bladene af Vejbred har i folkemedicinen været brugt som slimløsende middel ved bronkitis, kighoste, astma og andre sygdomme i luftvejene. Til dette formål tilberedes et udtræk af 1 spiseskefuld blade til 1 glas kogende vand. Det står i 15 minutter, og man tager 1 spiseskefuld 3-4 gange dagligt. Den samme dosis tages for at helbrede forskellige sygdomme i mave tarm regionen (mavekatar, kolik mm). I Rusland har man længe anvendt vejbred mod kræftsvulster, som våde omslag, og indvortes mod lunge- og mavekræft. En gammel angelsaksisk opskrift mod hovedpine lød: "Grav plantago op før solopgang uden brug af jernredskab. Bind med en rød tråd rødderne sammen med korsurt (brandbæger) og sæt kransen på hovedet."
Bladene kan hives af, og de kraftige fibre kan derved vise, hvor mange kærester man har (eller lignende…). Nogen mener endda at vide, at længden på fibrene indikere, hvor langt hvert forhold varer...
En del kærester... men tilsyneladende kortvarige forhold...Vejbreds frø er bliver solgt på under navnet ”loppefrø” som fordøjelsesfremmende middel – og den er god nok: Rører man dem op i vand og drikker miksturen, svulmer gelekappen om frøene op og virker befordrende på tarmfunktionen. Burfugle er i øvrigt glade for de hele frøstandere (der er blevet kaldt "kæmpere", måske fordi børn har brugt dem til fægtekampe...) ligesom de kolber, man typisk køber. Man kan selv plugge dem fra eftersommeren og helt ind i vinteren.
"Loppefrø" sidder på plantens særlige blomsteraks - og de sælges enten som hele eller som skaller kommercielt.
Vejbredblade er lækre og med en behagelig mild smag og de er sunde idet de bl.a. indeholder meget C-vitamin og fylder godt grønt op fx. i pandekagedej eller urtefrikadeller, som en forårs-dip eller snittet i salater (se opskrifter i Håndbog i naturpædagogik).Ialt findes mere end 200 vejbredarter på jorden, i Danmark kan man dog kun finde fem andre vejbredarter udover glat vejbred, nemlig dunet vejbred, lancet-vejbred, fliget vejbred, grenet vejbred, dværg vejbred, strand-vejbred samt den indførte, dyrkede blond vejbred.
Lancet-vejbred er også ganske almindelig og bliver høj: Helt op til en meter. I øvrigt indeholder lancet-vejbred de samme aktive stoffer som glat vejbred.
Ole Wohlgemuth:
HÅNDBOG I NATURPÆDAGOGIK
ISBN 87 7378 286 6
Forlaget Politisk Revy,
2.
udgave, 2006.
