Månedens naturfoto:
Klik for stort billede og fortælling!

 

Om forfatteren...

Jo... tjoo...tjaa... jeg hedder (hvad der vel for læseren af disse sider efterhånden er bekendt) Ole Wohlgemuth - efternavnet skyldes sønderjyske aner og giver en masse besvær, når jeg uværgeligt kommer til at skulle stave navnet overfor forskellige mennesker. Jeg er til daglig lektor og underviser primært i Natur- og Udeliv på Københavns Professionshøjskolen (tidligere UCC, der blev dannet ved en fusion af bl.a. de gamle pædagogseminarier som Frøbelseminariet, hvor jeg oprindeligt kommer fra).

Jeg er født i 1963, bor et stykke uden for København, er gift med en mikrobiolog og har to pædagogiske eksperimenter, der er kilder til megen daglig inspiration.

Jeg har interesseret mig for naturen og dens fantastiske indhold så længe jeg kan huske. Især har jeg kigget meget på insekter og planter, men har altid mest betragtet tingene i sammenhænge og grundlæggende tænker jeg meget økologisk. Jeg er uddannet biolog fra Københavns Universitet fra 1991 med speciale i havøkologi og fra denne dunkle fortid stammer følgende publikationer:

Siden dengang har jeg surfet rundt i flere forskellige arbejdsprojekter:  Som undervisningskustode i skoletjenesten på Zoologisk Museum i København, jeg har arbejdet som videnskabelig assistent på forskningsskibet R/V Humboldt, været naturvejleder på Tinghusbakkegård, marinbiologisk konsulent i Luscus Naturovervågning (på Skov- og Naturstyrelsen), arbejdet som biologi- og teatermedarbejder i fritids- og ungdomsklub, censor på lærer- og pædagoguddannelsen og har fra 1994 været seminarielærer på flere forskellige seminarier, mest dog på Frøbelseminariet, hvor vi uddanner pædagoger, hvor jeg ud over undervisning i naturfag (eller som det nu hedder: Linjefaget Værksted, Natur og Teknik) også arbejder med it og laver websider. Jeg var således i mange år webmaster for Frøbelseminariets hjemmeside.

Gennem de seneste år har jeg skrevet artikler i flere blade og har produceret meget materiale i forbindelse med min undervisning af studerende. Meget af dette er blevet publiceret på internettet - her henvises til links-listen.

Jeg har været meget engageret i udviklingen og gennemførelsen af et fællesnordisk hold under Nordisk Råds Nordplus-samarbejde, hvor de studerende fra Finland, Norge, Færøerne og Danmark fulgtes ad på skift i landene i et halvt år. I forbindelse med dette har vi i lærergruppen udgivet en (spændende) bog:  "Barnekulur og barnekulturelle uttrykk i Norden", Red: Jørgensen og Maagerø, Novus Forlag, Oslo, 2009. Se mere om bogen her! Jeg har også med en kollega skrevet en artikel i denne sammenhæng: Vanghøj & Wohlgemuth: "Nordiske øjenåbnere på Frøbelseminariet"  i 0-14, ISSN 0906-5873. - Årg. 18, nr. 3 (2008), s. 92-95.

I forbindelse med min undervisning eksperimenterer jeg med anderledes undervisningsformer bl.a. tryllekunster. Om dette kan man læse i en artikel, jeg har skrevet i Skandinaviens største tryllemagasin Pegasus Plus, maj 2009: Artiklen kan ses som PDF-fil her!

Da Danmark i 2020 blev ramt af corona-nedlukning skrev jeg en side om corona her på sitet, denne blev senere udgangspunkt for en artikel i tidsskriftet 0-14: Wohlgemuth, Ole: Corona-tagfat - bearbejd alvoren med leg, Dansk Pædagogisk Forum, Tidskriftet 0-14, 1, 2021: Pædagogik i en coronatid, siderne 22-25, som kan ses som PDF-fil her!

Jeg interesserer mig meget for børns udvikling gennem oplevelser i naturen og det er gennem at arbejde med dette område, "håndbog i naturpædagogik" langsomt er blevet til. Bogen opstod oprindeligt som en udløber af et kompendium, jeg skrev i 1994 (med den sigende titel "hvorfor mure sig inde, når man kan more sig ude"), som senere blev opdateret og lagt ud på internettet. Disse internetsider er nu nedlagt, men ideerne har videre formet sig og er blevet lagt til grund for dele af materialet i bogen.

 

 

Håndbog i naturpædagogik:

Ole Wohlgemuth:
HÅNDBOG I NATURPÆDAGOGIK
ISBN 87 7378 286 6
Forlaget Politisk Revy,

2. udgave, 2006.