Slangeholderen/Slangebæreren
Stjernebilledet Slangeholderen (eller Slangebæreren, som den ind i mellem kaldes på dansk eller Ophiuchus, som det internationale navn er) lægger sig tæt op ad stjernebilledet Slangen. Stjernebilledet viser en slange, som slynger sig rundt om en slangebærer i evig kamp. Digteren Manlius skrev "kampen vil vare for evigt, da de udkæmper den med lige store kræfter". Slangeholderen ligner et spørgmålstegn og ses hos os kun om sommeren på den syd-østlige himmel lige syd for stjernebilledet Herkules.
Slangen består som det eneste af de ”officielle” 88 stjernebilleder
af to adskilte områder – Slangens Hoved (Serpens Caput) og Slangens
Hale (Serpens Cauda). Placeret mellem de to områder er Slangeholderen,
der bærer slangen. Ift. myten om slangeholderen skal man forestille sig,
at slangen snor sig om en stav, æskulapstaven eller altså Slangeholderen,
og denne slange (eller to slanger) er fortsat lægevidenskabens symbol.
Slangen kan opfattes som et tidligt symbol på sygdom, og afbildningen
på himlen af Æskulap kæmpende med slangen er således
en metafor over menneskets kamp via medicinen med sygdomme.
Slangen består som det eneste af de ”officielle” 88 stjernebilleder af to adskilte områder – Slangens Hoved (Serpens Caput) og Slangens Hale (Serpens Cauda). Placeret mellem de to områder er Slangeholderen, der bærer slangen. Ift. myten om slangeholderen skal man forestille sig, at slangen snor sig om en stav, æskulapstaven eller altså Slangeholderen, og denne slange (eller to slanger) er fortsat lægevidenskabens symbol. Slangen kan opfattes som et tidligt symbol på sygdom, og afbildningen på himlen af Æskulap kæmpende med slangen er således en metafor over menneskets kamp via medicinen med sygdomme.
Den seneste supernovaeksplosion i vor galakse var i 1604 og den blev observeret i Slangebæreren af den hollandske astronom Johannes Kepler. I stjernebilledet Slangen ligger en af de mest berømte stjernetåger i vores galakse, nemlig Ørnetågen. Slangeholderen består primært af tre stjerner: 1) Ras Alhague (Slangeholderens hoved), er 60 lysår væk og lyser som 40 sole, 2) Cheleb (hyrdehunden), er 125 lysår væk og lyser som 100 sole, samt 3) Sabik (den forangående), der lyser som 40 sole og er 70 lysår væk.
Slangeholderen har som selvstændigt stjernebillede givet anledning til en del diskussion, idet det strengt taget er det 13. stjernebillede, solen passerer igennem på sin linje rundt i året (Dyrekredsen - linjen er angivet som lilla på nedenstående skitse - læs mere om Dyrekredsen her). Dette er nyt ift. tidligere beregninger og astrologiens spådomme, men sagen er, at jorden har rykket sig i forhold til solen, siden man, for 3.000 år siden fordelte de 12 stjernetegn på årets 12 perioder. Derved befinder Slangeholderen sig nu som 13. stjernebillede i Solens bane, hvilket har givet anledning til idéen om et 13. stjernetegn – nemlig Slangeholderen. Denne idé er imidlertid ikke alment anerkendt. Modstandere af at indlemme Slangeholderen som nyt stjernetegn baserer argumentet på, at dyrekredsen er en afspejling af året. Der er fire årstider, hver med en begyndelse, en midte og en afslutning. Sammenlagt opdeler disse året i 12 stykker, der hver er repræsenteret i dyrekredsen. Eftersom årets gang ikke har ændret sig, afvises det, at der skulle være opstået et nyt stjernetegn.
Slangeholderen er til trods for dets beskedne størrelse vigtigt, da historien om stjernebilledet knytter sig til starten af lægevidenskaben:
Den unge pige Koronis, der var datter af kong Flegyas i Thessalien, skulle giftes med Iskhys, der var søn af kong Elatos af Arkadien, desværre var hun allerede kæreste med Apollon, der var søn af Zeus og Leto og var lysets og sangens gud. Rent faktisk havde de et tæt forhold allerede, og Koronis var blevet gravid med Apollon, hvilket hun selvfølgelig ikke fortalte Iskhys om.
På bryllupsdagen bragte en hvid ravn den dårlige nyhed om det forestående bryllup til Apollon, som blev vred over, at kragen ikke havde hakket øjnene ud af hovedet på Ischys og i sit raseri fordømte han fuglen til for altid at være ligeså sort som den nyhed, den havde bragt ham. Herefter har alle ravne været sorte! Derefter dræbte han Iskhys med en pil. Apollon beklagede sig over Koronis' troløshed til sin tvillingesøster, Artemis - gudinden for jagt, natur og måne, som var meget kysk og derfor let lod sig forarge. Som jagtgudinde skød hun et kogger pile af mod Koronis, som ramtes og døde. Som det var tradition i de tider, blev der bygget et stort ligbål, som liget blev lagt på. Da Apollon så liget af sin smukke, gravide elskede på bålet, fortrød han imidlertidbitterligt, hvad han havde fået sin søster til at gøre. Der var imidlertid ikke noget at gøre for Koronis, men guden Hermes, de dødes ledsager til underverdenen, greb ind, og skar det ufødte barn ud af Koronis' mave.
Barnet – en dreng - blev kaldt Æskulap og han voksede op hos kentauren Cheiron (kentauere var halvt menneske, halvt hest!), der underviste ham i medicin. Æskulap sugede godt til sig af viden og blev vældig dreven i kunsten, og han underviste selv og hans lære spredte sig. Æskulap blev særlig dyrket i Thessalien, hvor hans præster, asklepiaderne, drev lægevirksomhed med drømmeorakler og lignende. Men Æskulap blev lidt for dygtig, faktisk så meget, at han til sidst evnede at kunne genoplive døde. Æskulap blev inspireret af slanger, da han overværede en slange genopstå fra de døde, da en anden slange placerede en særlig urt på dens skind. Æskulap brugte nu teknikken med succes på mennesker, som han nu kunne vække fra døden! Dët blev for meget for underverdenens gud, Hades, der ellers tog imod alle de døde, men nu havde færre kunder i butikken. Hades overbeviste derfor sin bror, overguden Zeus, om, at det var et brud på naturens orden, så Zeus dræbte Æskulap med sit lyn, han altid bar på, tordenkilen. Drabet på hans søn gjorde Apollon så oprørt, at han slog kykloperne ihjel, de guddommelige kæmper med kun ét øje midt i panden og som var de helt fantastiske smede, der netop havde smedet Zeus' tordenkile.
Men Æskulap var død, asklepiaderne fortsatte dog hans lære og lægevidenskaben udviklede sig, der blev oprettet særlige templer, Asklepieion’er, hvor folk valfartede til for i Æskulaps ånd at blive helbredt for diverse dårligdomme. Det ældste Asklepieion lå i Trikke i Thessalien, men de vigtigste lå i Epidauros, Korinth, Pergamon og på øen Kos, hvor den meste berømte af asklepiaderne, Hippokrates, oprettede sit berømte lægetempel. Hippokates har fået betegnelsen ”Lægekunstens Fader” og regnes for den første, moderne læge. Ved ankomst til templet skulle patienterne faste, bade og rense sig før de foretog et offer til guderne. Om natten skulle patienterne sove på skindet af ofrede dyr. I nattemørket og naturens stilhed fik de drømme, hvori Æskulap viste sig for dem med anbefaling om, hvilke medikamenter, de skulle indtage. Næste morgen hjalp så en præst med at tolke drømmen.
Trods Hades overtagelse af Zeus til at slå Æskulap ihjel, fik Zeus lidt dårlig samvittighed, han kunne godt se, at Æskulap havde bidraget til noget helt særlig, så Zeus satte Æskulap op på stjernehimmelen som stjernebilledet Slangeholderen til ære for den viden, Æskulaps observationer over slanger havde medført.
Tilbage til oversigten :
