Vædderen
Stjernebilledet Vædderen ses på himlen i hele vinterhalvåret skråt under Andromeda. Det er kun to af stjernerne i Vædderen, der er rigtig tydelige.
Den unge græske kongesøn Jason fra Thessalien i Nordgrækenland havde som alle andre grækere hørt fortællingen om Den Gyldne Vædder, som engang havde reddet to græske kongebørn væk fra deres onde stedmor ved at bære dem på sin ryg flyvende gennem luften i sikkerhed til landet Kolkis ved Kaukasusbjergene. Vædderens uld var af det pureste guld. Jason erklærede, at når han blev voksen, ville han hente dens skind hjem til Grækenland. Jason far var død, da Jason var helt lille og farbroderen havde overtaget magten i landet, men da Jason var blevet gammel nok, forlangte han at overtage tronen. Men farbroderen sagde til ham: "Først når du har udført det, som du har gået og fablet om, så er du værdig til at blive konge." Og den udfordring tog Jason op....
Han lod bygge et stort og smukt skib, Argo, der skulle kunne klare den 200 kilometer lange rejse over Ægæerhavet og Sortehavet. Det lykkedes ham at få en række af de stærkeste og dygtigste mænd fra Grækenland til at melde sig som medrejsende, og så tog de afsted fulgt af megen opmærksomhed fra den hengivne befolkning.
Efter mange farlige eventyr, som de kun med nød og næppe slap fra med livet i behold, nåede de efter flere måneders rejse omsider til landet Kolkis, hvor de blev modtaget af landets konge, Æetes.
Da Jason havde fortalt Æetes om sit ærinde, sagde kongen: "Den gyldne vædders skind hører hjemme her i Kolkis, og ikke i Thessalien. Men det skal ikke siges om mig, at jeg er påholdende. Vi har en mark, indviet til krigsguden. Hvis du vil pløje, tilså og høste den mark, vil jeg give dig det gyldne skind som gave."
Jason fandt tilbuddet værdigt for begge parter. Det viste sig imidlertid, at trækdyrene, der skulle bruges til pløjningen, var et par vilde kaukasiske tyre, og udsæden var dragetænder, der havde den egenskab, at der af hver tand ville spire en bevæbnet kriger op af jorden. Både pløjning og "høst" ville blive en vanskelig sag, og der gik den ene dag efter den anden, uden at Jason kom i gang med arbejdet.
Kong Æetes havde en datter, Medea. Hun var en smuk, mundig kvinde, der endnu ikke hvade mødt en mand, hun havde fundet værd at ægte. Men hun faldt fuldstændig for den unge prins, der var kommet sejlende fra Grækenland. Hun lovede Jason at hjælpe ham med at få det gyldne skind med hjem. Og en aften kom hun til hans kammer med en krukke med trolddomssalve, der gjorde huden usårlig og gav dobbelt mandsstyrke. Med den salve smurte hun nu Jason over hele kroppen...
Næste morgen gik Jason straks i gang med markarbejdet. Det lykkedes ham at fange de to tyre, og efter en lang kamp med de stærke og vilde dyr fik ham dem i sele og spændt for ploven. Nu gik det i en fart med at få pløjet marken, og han kunne så den til med den mærkelige sæd: Tre tønder fulde af dragetænder.
Næppe var han færdig med såningen, før der op af jorden over hele marken vrimlede bevæbnede krigere. Hurtigt gjorde Jason, hvad Medea havde rådet ham til: Han kastede en stor sten ind i flokken, og krigerne, som ikke var klar over, hvem der havde kastet stenen, begyndte at kæmpe indbyrdes. I forvirringen lykkedes det efterhånden Jason at få bugt med dem alle, og til sidst lå hele marken høstet for hans fødder.
Nu skulle Jason så kunne få det gyldne skind som gave. Men Medea sagde til ham: "Jeg kender min far bedre, end du gør - du får ikke skindet, hvis du ikke selv tager det. Jeg kan hjælpe dig." Og Jason, der var blevet dybt betaget af kongedatteren, fulgte hende ud til den hellige lund, hvor dragen vogtede det gyldne skind. Medea kastede nu et pulver i dragens næsebor, som fik den til at falde i søvn, og nu var det en smal sag for Jason at dræbe uhyret. De fik således fat i skindet og skyndte sig ned til stranden, hvor skibet Argo lå sejlklart. Snart var de langt ude Sortehavets bølger.
Da kong Æetes blev klar over, at det gyldne skind var taget fra ham ved hans datters trolddomskunst, blev han rasende og satte efter Argo med hele den kokiske flåde. Men han kunne ikke hamle op med Argos fart og måtte opgive forfølgelsen.
Hjemme i Grækenlang fik Jason en heltemodtagelse. Han havde vundet det gyldne siknd - og en statelig prinsesse oven i købet - eller var det hende, der havde vundet ham...? Farbroderen måtte træde tilbage, og kong Jason og dronning Medea kunne sætte sig på Thessaliens trone, der fra nu af altid var prydet med det gyldne skind.