Månedens spændende dyr...

Månedens dyr er en er ombejlet, og til tider forhadt fugl, som dog samtidig er ganske fantastisk på mange måder:

Skarverne yngler altid mange sammen i kolonier. Hvis kolonien er anbragt i træer, kan den ses på lang afstand - blandt andet fordi fuglenes klatter farver træerne hvide. Fuglene klatter så meget på træerne, at de efterhånden går ud, fordi urinsyren i klatterne er meget hård ved træernes blade. Det er bl.a. gået ud over fredede træer som småbladet lind, hvad der har medført en konflikt mellem fredning af skarven og fredning af træerne. Samtidig har fiskere klaget over skarvens valg af mad: Fisk - og ikke sjældent har fuglen provokeret med at sidde at lure på bundgarnspæle for at snuppe et let måltid i garnene, nogle gange oplever fiskerne endog at skarvens heftige aktivitet kan ødelægge garnene, hvilket ikke ligefrem har gjort den mere populær. Men skarven er fredet, mange mener dog at man igen bør åbne op for jagt på den forkætrede fugl, da antallet i de sidste par årtier er steget eksplosivt.

Skarvkoloni

Der findes flere skarvarter - den underart, der yngler i Danmark er mellemskarven - om vinteren ses også storskarven, en underart på træk nordfra. Skarven er kulsort med en meget markant profil, der altid er let at kende. Når skarven ligger på vandet, ligger den meget dybere end de fleste andre fugle, og ofte ses kun hals og hoved og lidt af ryggen.

Skarven lever af fisk og flyver gerne langt for at få fat i dem. En skarv æder op til 400 gram fisk om dagen. Omkring 80% af føden udgøres af ising, ulk og ålekvabbe. Skarven dykker helt ned i vandet som et projektil for at fange fisk - i modsætning til mange andre fugle bliver den dyngvåd, da den ikke har nogen kirtel i gumpen med fedt til at imprægnere fjerene som en regnjakke. Dette betyder til gengæld, at der ikke er luftbobler mellem de enkelte fjer, som bliver frigivet, mens den jager og den jager derfor helt lydløst under vandet uden nogen "boblen". Når skarven kommer op af vandet må den lufttørre sine fjer, med våde fjer er det svært at flyve. Derfor ser man tit skarven side med vingerne i udbredt "tørrestilling".

Skarven kan gøre skade ved at skræmme og beskadige fisk, som er fanget i fiskernes bundgarn. Men man diskuterer meget, hvor stor denne skade egentlig er. På landsbasis kan man regne ud, at den samlede danske bestand af skarver æder fisk, der vægtmæssigt svarer til ½ - 1% af de danske erhvervsfiskeres fangst.

Flyvende skarver

I Danmark er der 40-50 kolonier, hvor skarverne yngler, men kolonierne er af vidt forskellig størrelse. Den største koloni (i en årrække over 4.000 reder) findes i træerne omkring Tofte Sø i Lille Vildmose i Nordjylland. Vi ved, at skarven har været Danmark i mere end 7.000 år, men i starten af 1700-tallet blev den helt udryddet. Den genindvandrede i 1775 og bestanden kulminerede i 1830'erne for derefter igen at blive udryddet i 1870'erne. I 1938 genindvandrede skarven, og en række kolonier blev etableret. I 1950'erne var skarven udryddet i hele landet - kun kolonien på Vorsø i Horsens Fjord overlevede. Nedskydningen af skarven stoppede i 1971, og arten blev totalfredet i Danmark i 1980. Siden bredte den sig til Brændegårdssøen på Sydfyn og på Ormø ud for Sydvestsjælland. I dag er den vidt udbredt som ynglefugl og findes både i store og små søområde bl.a. i Københavns søer.

De fleste danske skarver er her kun i sommerhalvåret. De ankommer i februar-april og trækker bort igen i august-november. De fleste danske skarver overvintre i Mellemeuropa og ved Middelhavet. Ud af en ynglebestand på 80.000 individer og dertil deres unger, er det kun 20-30.000 skarver, som overvintrer.

Sidst på sommeren er bestanden særligt stor. Da ligger der 250.000-300.000 skarver i de danske farvande. Det er skarver fra Sverige, Polen og Tyskland, der flyver hertil og fisker sammen med de danske indtil afrejsen sydpå.

Om efteråret kommer der desuden vintergæster fra nord. Det er tusinder af norske skarver, der trækker ned for at overvintre i de danske farvande. De norske skarver er den samme art, men er en større race (kaldet storskarv). Den yngler sammen med alkefuglene i de store fuglefjelde langs Norges kyst.

I Østen er der en århundredgammel tradition for at anvende skarver til fiskeri. Fuglene bliver først stækket, så de ikke kan flyve. Det vil sige, at man fjerner nogle af fjerene i deres vinger, så de ikke kan flyve væk. Derpå får de en ring om halsen, så de ikke kan sluge de fisk, de fanger. Når skarven har fanget en fisk, er den derfor nødt til at beholde den i næbbet, og fiskeren kan så tage den.

Skarven er i de sidste år gået tilbage i store dele af Danmark, særlig i nordvest. Der gættes på at årsagen er fødemangel som følge af iltsvind i fjorde og hav samt flere rovdyr i form af havørne. Særligt kolde vintre kan også tage livet af mange skarver, da fuglen jo bliver våd ved dykning og derfor kan risikere nærmest at fryse til en isklump ved meget lave temperaturer - det kræver energi i form af bevægelse at undgå, hvilket igen kræver mere føde. I meget kolde vintre kan skarvene trække sydpå, men de danske fugle har efter en del år med lune vintre, gjort det til en strategi at blive i landet - de iskolde vintre i starten og slutningen af 2010 har gjort dette til en dårlig strategi. I nogle kolonier har Skov- og Naturstyrelsen aktivt begrænset bestanden gennem at male olie på æg, hvilket forhindrer at æggene klækker. Derudover har der været drevet øget beskydning i nogle af overvintringsområderne. Selv om der ikke må drives jagt på skarver i EU, er det tilladt at nedlægge fuglen, hvor den gør skade. I Frankrig har det betydet at der årligt nedlægges op til 30.000 skarver, deriblandt en del danske skarver. Fra år 2000 til 2010 har nedgangen i Danmark i alt været på ca. 14.000 par. Antallet af skarver i dag i Danmark er ca. 28.000 par, hvilket svarer til omkring 35% af de skarver, der totalt findes i Europa. Med den betydningsfulde bestand har Danmark et særligt ansvar over for skarvens fortsatte trivsel som europæisk ynglefugl.

- Månedens dyr

Månedens spændende dyr...

Håndbog i naturpædagogik: