Månedens spændende dyr...

Denne måneds dyr har en fantastisk spændende historie i forhold til dens udbredelse, der er nemlig tale om et dyr, der før 2007 slet ikke fandtes i Danmark og før 1980 slet ikke fandtes i Europa. Den tilhører dyregruppen Nældedyr eller Cnidaria, som den hedder på biologisk fagsprog, og har velkendte slægtning som brandmænd og vandmænd.

Tre almindelige nældedyr i danske farvande - fra venstre ses: Rød brandmand,
vandmand (øregople) og endelig ribbegople/dræbergople

Dræbergoplen er den blevet kaldt, det ombejlede dyr, der har det besværlige, latinske artsnavn Mnemiopsis leidyi. Den er en lille, gennemsigtig ribbegople på kun 5-10 cm. uden klokke klokke og tentakler, hvad de fleste andre nældedyr ellers har. Den er med sin beskedne størrelse og gennemsigtighed svær at få øje på i vandet, men kigger man godt efter eller finder dem opskyllede kan man langs siden på dem se ribberne, som er fine linjer besat med rækker af fimrehår, der sørger for at dyret kan svømme fremad. Deres sarte fremtoning til trods er ribbegopler grådige rovdyr. Deres føde består af dyrisk plankton - vandlopper, sneglelarver, fiskeæg og fiskelarver. Hvis ribbegoplerne ikke bliver reguleret af fx rovdyr, kan de brede sig eksplosivt og fuldstændig udrydde det dyriske plankton i et havområde, hvad der naturligvis vil have store og ubehagelige konsekvenser for det lokale økosystem. Den kan danne tætte bestande, det er ikke ualmindeligt at der i hver kubikmeter havvand tæt på kysten er mere end 20 dræbergopler. Nogle frygter, at dræbergoplerne på få år vil kunne lægge havområder frie for fisk, så ud over de uomtvistelige biologiske problemer kan ribbegoplen også udgøre en voldsom økonomisk trussel over for fiskerierhvervet.

Et af problemerne med dræbergoplerne er, at de så hurtigt blive til mange: En ribbegople er hermafrodit (altså både han og hun), den kan yngle allerede når den er 10 dage gammel og kan producere op til 10.000 æg i løbet af sin levetid, der godt kan være helt op til 1½ år. Larverne bliver kønsmodne og forplanter sig allerede inden de udvikles til normale voksne individer og de kan begynde at producere æg et par uger efter klækning, en reproduktionsmæssig specialitet der kaldes dissogoni. Det betyder, at ribbegoplerne har en kolossal evne til at blive til mange individer, hvis føden og de rette betingelser er til stede. Dræbergoplen kan tåle kolde vintre og egner sig derfor fint til at leve under vore breddegrader, selv om den egentlig er en tilflytter sydfra.

Goplen kan betragtes som et godt eksempel på "faunaforurening", altså det forhold, at dyr indslæbt af mennesker til områder, hvor dyrene ikke før levede, får forskellige, oftest negative, konsekvenser for det lokale økosystem. dræbergoplens oprindelige levested er tempererede og subtropiske flodmundinger på den amerikanske atlanterhavskyst. I 1980'erne kom goplen imidlertid til Europa, i Sortehavet, via ballastvand fra skibe, hvilket resulterede i, at der ikke var mad til fiskene længere oppe i fødekæden. Det gik ud over fiskebestandene og dermed fiskeriet i Sortehavet og Azov-havet. Bestandene af planktonædende fisk, fx ansjoser, kollapsede, og dyr som rovfisk og delfiner højere oppe i fødekæden forsvandt. I Middelhavet, hvor havet er for salt, og hvor artsrigdommen er større, har ribbegoplen ikke kunnet etablere sig, fordi den her har for mange naturlige fjender.

I efteråret 2006 blev dræbergoplen registreret for første gang i store mængder i hollandske farvande. Det var igen ballastvandet fra et skib, som havde stået for transporten. Klimaændringerne med de varme somre har givet goplen særligt gode betingelser, og da den oprindelig kommer fra flodmundinger, betyder det, at Danmark, der ligger som en indgangsportal til den brakke Østersø, giver dyret særligt gode betingelser. Allerede i efteråret 2006 blev goplen registreret langs den svenske vestkyst, og i slutningen af februar 2007 blev den fundet i Lillebælt. Sommeren 2007 kunne den observeres i den helt store stil i Vadehavet, og gik man ud på vaden under lavvande, fandt man masser af den overalt. Begge mine fotos på denne side af dræbergoplen er taget på vadehavsslikken i august 2007. Den er nu også fundet i Øresund, så den trives altså godt i de danske havområder. Det bliver interessant at følge, hvor meget den spreder sig i vores danske farvande i de kommende år, men måske er der håb for, at den ikke kommer til at udgøre en så voldsom trussel alligevel:

I Danmark har vi tre indfødte arter ribbegopler, bl.a. "stor ribbegople" også kaldet "melongople" (Beroe cucumis), som måske kan blive vores redning, da den er en naturlig fjende af dræbergoplen. I Sortehavet blev situationen nemlig kraftigt forbedret, da denne amerikanske fætter til vores tøndegople også blev indslæbt med ballastvand og man har seriøst diskuteret i marinbiologiske kredse, om vi i Danmark direkte skulle udsætte melongople for at bremse dræbergoplens fremfærd.

Her til sidst vil jeg igen lige tage tråden op op fra starten om "familiemedlemmerne", for selv om gopler er velkendte dyr, har de mange ukendte, men fascinerende sider: Gruppen Nældedyr (Cnidaria) er en vældig spændende dyrerække, som også omfatter søanemoner og koraller. Ordet "nældedyr" kommer af, at flere arter har nældeceller, som er celler med en lille udløserpig, der ved berøring får cellen til at udslynge en tråd med gift - hos nogle arter kan nældecellerne trænge gennem menneskehuden og give forbrændinger. Goplerne opdeles i undergrupperne Storgopler (Scyphozoa) og Ribbegopler (Ctenophora).

Storgopler Scyphozoa (betyder på græsk: scyphos=kop + zoa=dyr) er en fællesbetegnelse for alle de ”store” gopler såsom vandmand, brandmand, blå vandmand, kompasgople og lungegople. Vores almindelige vandmand består blot af et tyndt ydre cellelag og et indre cellelag, hvor imellem der dannes et geleagtigt lag kaldet mesogloea. Den har kun én åbning ind i kroppen, og denne åbning fungerer altså både som mund, gat og udgang for æg/sæd. Omkring munden sidder typisk nogle lange tentakler, ofte tæt besat med nældeceller. Trods at dyret er primitivt opbygget, har de både øjne og ligevægtsorganer. Vandmandens livcyklus er dybt fascinerende: Den optræder som fritsvømmende gople om sommeren og gyder så æg og sæd frit i vandet i eftersommeren. De befrugtede æg udvikler sig det følgende forår til små larver, kaldet planulalarver, der sætter sig fast på bunden og udvikler sig til polypper. Disse polypper deler sig opad på tværs nærmest som en stabel tallerkener (strobila), som hver bliver til en lille ny gople. Fantastisk!

Ribbegoplerne Ctenophora (græsk: kteno= kam + phore=bærer - her refereres naturligvis til ribbernes udseende), som altså dræbergoplerne tilhører, er, ligesom polypdyr, opbygget af to cellelag med et gelélag imellem. De har typisk en mund opad og en anden åbning i form af et gat, der vender nedad. Ved analåbningen sidder dyrets vigtigste sanseorgan: Et ligevægtsorgan. Når ribbegoplerne forstyrres, udsender de lysglimt. De er rovdyr og nogle arter, men ikke dræbergoplen, har tentakler med særlige klæbeceller, colloblaster - men de har ikke nældeceller som storgoplerne. Dræbergopler fanger deres bytte på deres kropsoverflade og indstiller sig så, så de kan nå byttet med munden, men de kan også transportere bytte til munden med fimrehårene. Også ribbegoplerne gyder frit i vand, men i forhold til vandmanden er larveudviklingen simpel: Larven ligner blot en lille ribbegople og bliver voksen uden et polypstadium. Ribbegopler er fabelagtige til at regenerere sig: De kan genskabe mere end halvdelen af deres krop, så skærer man en dræbergople over og kaster den tilbage i vandet, bliver den til to!

- Månedens dyr

Månedens spændende dyr...

Håndbog i naturpædagogik: