Månedens fantastiske plante...

Allerede i februar kan man finde de spæde skud af en velkendt plante, nemlig brændenælden eller Stor Nælde, som botanikerne oftest kalder den. Planten overvintrer via jordstængler og rodudløbere, men nu er det ved at være tid at vokse opad igen. Inden brændenældesæsonen for alvor går i gang, kan det være på sin plads at fortælle noget om denne på mange måder usædvanlige og fantastiske plante i vores natur. Derfor er brændenælden månedens plante.

Planten latinske slægtsnavn er Urtica, det kommer af et gammelt ord "uro", der betyder "brænder". Der findes to brændenælde-arter i Danmark: Lille brændenælde og Stor Nælde, sidstnævnte er den langt mest almindelige og derfor den, der omtales her. Plantens fulde latinske navn er Urtica dioica. Ordet nælde betyder at sy, at spinde eller at væve. Det stammer fra oldtiden, hvor man brugte planten til at lave tøj og reb af.

Brændenældens stængler er firkantede og der sidder brændehår på både stængler og blade. Brændehårene er helt sikkert en rigtig god beskyttelse mod at blive ædt. Hvert brændehår består af en lang hul celle, som sidder fast på en lille opsvulmning ved basis nede på bladet. I opsvulmningens celler er der en kirtel, som producerer en væske, der fylder hele brændehåret. Selve håret er hårdt og sprødt som glas. I spidsen er der en lille knop, som meget let brækker af. Brændehåret knækker derved øverst som et lille glasrør og får en så skarp spids, at den kan skære hul på huden. Væsken flyder derved ind i såret. Væsken i brændehårene er en blanding af flere stoffer: Histamin, som forårsager små hævelser i huden med kløe til følge, acethylcholin, myresyre og serotonin, der får det til at svie og føles ubehageligt. Den samlede effekt er vist velkendt af alle!

Nældeslægten tæller mere end 30 arter, mange af disse brænder, men heldigvis ikke så meget som arten Urtica ferox fra New Zealand, som i værste fald kan være dødelig for større pattedyr og mennesker, idet den kan forårsage alvorlige kramper og åndedrætsbesvær. Sammenlignet hermed, er vores danske arter harmløse.

Brændenældens blomster er meget små og lidt kedelige at se til, de sidder som en slags aks i bladhjørnerne. Planterne er særkønnede, så der findes brændenælde-hanplanter, kun med hanblomster -og tilsvarende brændenælde-hunplanter, kun med hunblomster. Hanblomsternes støvtråde sidder spændt op som fjedre, inden de er modnede, bøjet ind mod midten; når de er helt modne, springer de voldsomt op, så pollenet hvirvles op som en lille sky. Derved spredes pollenet godt ud i verden. I den befrugtede hunblomst udvikler frøet sig til en lille nød. Ud over denne seksuelle forplantning, reproducerer brændenælden også gennem rod-udløbere, altså a-sexuelt.

Brændenælde kræver jord med megen næring for at vokse, der hvor planten vokser, kan man derfor se, at jorden her indeholde rigeligt kvælstof. Det er derimod ikke så vigtigt for brændenælden, at den får så meget sol, den kan sagtens vokse fint i skygge. Brændenælden indeholder selv store mængder kvælstof og er blevet brugt som økologisk- og biodynamisk gødning. Man kan selv fremstille "nældevand" af en spand med nælder, som man hælder vand i og lader stå et par uger - "nældevandet" blandes i forholdet 1/9 med vand og er fremragende gødning til køkkenhavnen og kan desuden bruges mod skadedyr som bladlus, når det sprøjtes på angrebne planter.

Mennesket har brugt fibrene i brændenældens stængler til at lave tøj og reb af i meget lang tid, faktisk er det ældste stykke klæde, der er fundet i Danmark (i en bronzealdergrav på sydvest Fyn), vævet af brændenældefibre. Planten var så betydningsfuld, at vikingegårdene havde deres egen nældehave. Under 2. verdenskrig eksperimenterede man endog med at lave cykeldæk af brændenælde! For nylig er der startet en produktion af økologisk tøj lavet af brændenælder.

Romerske soldater medbragte brændenælder, når de skulle på togt. De brugte brændenælderne til efter en lang dags march at massere deres ømme ben og fremme blodcirkulationen. Også middelalderens munke brugte brændenælden som lægeplante. Derfor var der altid en afdeling med brændenælder i klosterhaverne. I sidste halvdel af 1800-tallet brugte psykiatere brændenælder til at behandle sindslidende. Behandlingen bestod i, at patienterne et par gange om dagen blev pisket med brændenælder. Psykiaterne mente, at den efterfølgende varme fornemmelse i kroppen ville øge patienternes mentale velvære.

Man anbefalede engang bladene som et vanddrivende og afførende middel og til behandling af f.eks. koldbrand, hundebid, næseblødninger, menstruationsbesvær, lungebetændelse, astma, ringorm og mundsår. Lidt af hvert, må man sige. Især plantens vanddrivende effekt benyttes fortsat fx. via brændenælde-the. Måske er der imidlertid noget om, at planten også har mange andre gode egenskaber og muligheder - og ingen bivirkninger ved brug: Undersøgelser bekræfter fx. anvendelsen i forbindelse med gigtlidelser. I dag ved man, at der ved slidgigt optræder farlige cellegifte (cytokiner), der angriber ledbrusken og ødelægger den. Således opstår der betændelse og smerter. Man mener, at brændenælde indeholder stoffer, der er i stand til at bremse cytokinernes skadelige virksomhed og dermed også slidgigten. Mineralsammensætningen i brændenælde virker desuden stærkt basisk, hvilket betyder, at den også er et godt middel ved urinsur gigt, podagra, eksem, halsbrand og sur mave. Det skulle være særlig godt for ammende at spise brændenælde, da den ikke bare er rig på vitaminer og mineraler, men også stimulerer mælkeproduktionen.

I gamle dage mente nogle, at man med hjælp fra nælderne kunne sige noget om patienters overlevelseschancer: ”Kunne brændenælden holde sig frisk lagt i et sygt menneskes urin i 24 timer, ville den syge komme sig, men visnede den, så var det tegn på, at den syge skulle dø eller han svævede i ”den største Lifuens Fare”. Nok godt, at vore dages læger ikke vurderer patienter på den måde!

Planten er i mange hundrede år blevet brugt som foder til køer og grise, da den er meget rig på A- og C-vitaminer - også mineraler er planten rig på: Kun meget få grøntsager indeholder lige så meget jern som brændenælder. Under anden verdenskrig var det flere steder kutyme, at man tilsatte nælder til soldaternes kost for at øge næringsindholdet. Undersøgelser har vist, at op mod hver tredje danske kvinde lider af jernmangel, nok som følge af menstruationsblødningerne, så der kan være god logik særligt som kvinde i at bruge planten mere i gastronomiske sammenhænge. Og den smager dejligt! Du kan finde nogle rigtigt gode opskrifter med brændenælde i bogen (side 95 og frem)!

Vil man selv bruge de gode nælde, skal man have plukket dem, helst uden af brænde sig for meget. Hvis du vil være sikker på, at dine brændenælder har et højt indhold af aktive stoffer, skal du plukke dem om foråret, inden de går i blomst. Hvis du brænder dig på en brændenælde, så husk at planten indeholder sin egen modgift: Smør saften fra brændenældens stængel på huden, hvor du er blevet brændt. Enzymet amylase i spyt er i stand til at spalte nogle af de ubehagelige stoffer, så spyt på huden kan også lette. Plantesaft fra glat vejbred er lokalbedøvende og derved virksomt mod brændenælde-smerter, nogle påstår også at mælkebøttesaft virker godt. Hvis du hælder kogende vand over brændenælder, holder de op med at brænde, brændehårene bliver nemlig på den måde gjort bløde, så de ikke kan knække og trænge som glasrør ind gennem huden. Den samme effekt kan opnås ved at "nulre" blade fx. i en plasticpose.

Til sidst: Alle kender udtrykket "at gøre i nælderne", det er sådan noget, man skal være varsom med, lige som denne indledning beskriver fra en gammel urtebog:

”Denne bog begynder med nælden, fordi brændenælden er den ældste og reneste urt, der ikke som andre urter lader sig benytte af den gemene pøbel, når den vil forrette sin nødtørft, og fordi lægerne og apotekerne skamme sig ved at hente så gemen en urt bag gærdet”.

- Månedens plante

Månedens fantastiske plante...

Håndbog i naturpædagogik: