Månedens fantastiske plante...

Lyngplanter forbindes med ganske bestemte naturtyper i Danmark - ikke mindst heden, der for for mange repræsenterer den vilde, udstrakte og oprindelige jyske natur. En sandhed med modifikationer, som vi skal se herunder. Men lyngplanter er under alle omstændigheder smukke året rundt og mange har gjort det en tradition at tage ud at se lyngen blomstre hvert år - et betagende smukt syn. Der er meget fantastisk at fortælle om lyngen, så det er bare at komme i gang - for den mest almindelige danske lyngplante, Hedelyngen, er nemlig denne måneds fantastiske plante.

Hedelyng er en stedsegøn dværgbusk - lyng har altså grønne blade året rundt. For at bladene kan klare vinteren uden at tørre ud (hvilket er den største risiko for planter ved at bevare bladene om vinteren i vort klima) er disse små og nåleagtige med lille overflade, små dunede hår og med et tykt vokslag. Lyng kan i det hele taget klare sig uden særlig meget vand og kan derfor leve steder, hvor ikke særlig mange andre planter kan overleve, lyngen har nemlig en helt særlig, vandbesparende opbygning: På undersiden af bladene er der en dyb fure, som spalteåbningerne sidder i. Spalteåbninger er de "huller", planten kan åbne for, så den kan få kuldioxid til fotosyntesen, men hvorigennem der samtidigt kan være et stort væsketab; når nu disse sidder i en fure, minimeres væsketabet betragteligt. Desuden kan lyngen rulle sine blade sammen, så der næsten ikke kan forsvinde vand ud. Hedelyng kan blive op til 2 meter i diameter, men ikke mere end ½ meter høj.

Lyng-navnet indgår mange steder i vores kultur fx. i stednavne som Lynge, Lyngby, Lyngmose og Nørlyng. Lyng kommer af "let" og stammer sandsynligvis fra den kendsgerning, at lyngtørv netop er meget let. Tørv er det det øverste lag jord under lyngplanten. Hedelyngens latinske navn er Calluna vulgaris. Calluna betyder "at gøre smuk, at feje", mens vulgaris blot betyder "almindelig". Navnet kommer af, at man siden oldtiden har brugt lyng til at lave riskoste af. Lyngen er som sagt meget associeret med hedeområder, men selvom lyng er en såkaldt karakterplante for heden vokser de også andre steder, hvor der er tør, åben og mager jord som i højmoser, på strandfælleder og på klippeoverdrev.

Hedelyng har små, rødviolette blomster, der sidder i klaser, som kun har blomster på den ene side. Den blomstrer i august og september. I hver blomst er er 4 små kronblade, som lokker insekterne til - og de kommer villigt, for lyng laver masser af nektar. På hver af de 8 støvknapper sidder der to "horn", som insekterne rammer, når de vil suge nektaren op. Derved drysser pollen ned på insektet, som ofte er en honningbi, der så fører pollenet med til den næste lyngplante. Efter befrugtningen produceres en kapsel med store mængder, små frø, som føres bort med vinden. En hedelyngplante lever typisk 20-40 år, de små frø kan kun spire på steder, hvor der ikke er voksne planter. Lyngplanter har i øvrigt en særlig overlevelsesmekanisme i form af små knopper, som kan hvile ved den voksne plante uden at springe ud. Hvis planten skulle blive beskadiget, vil disse knopper danne nye skud, selv om de måske har ligget i hvile i 15 år.

Hedelyng trives fint på sur og mager jordbund. Planten bidrager selv til at forringe jordbunden og dermed ødelægge vilkårene for konkurrerende planter, som kunne overvokse og skygge lyngen ud. Denne konkurrencefordel skyldes, at lyngens visne blade og stilke kun langsomt formuldes pga. et højt indhold af garvesyre og i stedet bliver der ophobet en tørvelignende masse på jorden, det såkaldte lyngskjold. Dette lyngskjold er fuldstændig gennemvævet af de nedenfor nævnte svampetråde. Når det regner, siver vandet ned igennem lyngskjoldet og optager syre, som opløser næringsstofferne i jorden og til sidst er jorden vasket ren for mineraler og så kaldes jorden for "blegsand". Ca. 20-100 cm. nede i jorden udskilles mineralerne sig og kitter sig sammen til et lag, som hedder al-laget. Kun planter, hvis rødder kan nå helt derned og som kan få brudt næringsstofferne fra sammenkitningen med andre stoffer, kan få fat i de nødvendige gødningsstoffer og dermed overleve. Kvælstof er fx. bundet i proteiner, som gør kvælstoffet umiddelbart utilgængeligt for lyngplanterne. Men lyngens rødder lever i symbiose med en lille svamp (lyngrisbæger), der med sine lange svampetråde kan hente næringen op og som kan nedbryde de organiske kvælstofforbindelser og sende kvælstoffet videre til lyngplanterne. Op til 80 % af planternes rødder er opfyldt af disse svampetråde - et fænomen der kaldes mykorrhiza. Lyngen og svampen lever i et gensidigt fordelagtigt samliv - en symbiose (se side 39 i bogen). Lyngrisbæger er således absolut nødvendig for lyngens overlevelse.

De gamle hedebønder anvendte lyngen til fx. brændsel, til riskoste, til tagdækning og som strøelse til deres kreaturer. Man har også brugt at blande lyng i ler, når den skulle bruges til vægge ved husbyggeri og lave veje med. Hedelyngen er også blevet brugt medicinsk mod blæresten og lidelser i urinvejene. Lyng-the skulle hjælpe mod gigt - det sagde man i hvert fald! Lyng indeholder quinoner, som er bakteriehæmmende stoffer; i mange asiatiske og afrikanske lande har man i tusinder af år for at bevare tænderne stærke og sunde tygget på pinde fra træer, der indeholder quinoner, og sandsynligvis vil lyng på samme måde kunne bruges i stedet for tandpasta og måske også til andre anti-bakterielle formål.

Lige siden oldtiden har man sat bistader ud på heden, for at bierne kan indsamle den særlige og udsøgte lynghonning og det kan man i dag købe i alle supermarkeder. Hedelyng kan bruges til plantefarvning: Efter hvordan garnet behandles, kan man lave brune, gule eller røde farver i uld med hedelyng. Lyng anvendes i dag også som prydplante i haver, den er også vældig flot med sine stedsegrønne blade og i blomstringstiden lyser den helt op. Slutteligt kan jeg anbefale en lyngbjesk - opskriften er enkel: De helt nyudsprungne blomster trækkes af grenene, efterses for urenheder, og overhældes med vodka eller Brøndum-snaps. Trækker i fjorten dage, derefter sies blomsterne fra, og står til man ikke kan vente længere. Der prøvesmages, og bjesken fortyndes med spiritus alt efter temperament.

Her til allersidst lidt om heden som naturtype: Hede er oprindelig en betegnelse, man brugte for områder uden skov. Hederne er rent faktisk menneskeproducerede områder med en alder på 1.000-1.500 år. Dengang brændte man store skovområder af for at dyrke jorden, en dyrkningsform der hedder svedjebrug. Skovens næringsstoffer blev frigivet ved svedjebrug til jorden og dermed var der gødning til kornet et stykke tid, indtil næringsstofferne var opbrugt. Og det blev de hurtigt på de sandede jorde, hvor regnen let kunne skylle store mængde næring bort fra jorden. Når kornet ikke voksede godt mere, flyttede man til nye områder. På den efterladte mark bredte hedelyngen sig og heden opstod. Man satte sine får og geder derud og de hjalp ved deres græsning med til at etablere lyngplanterne, uden denne græsning ville heden hurtigt være vokset til igen, det fik man bevis for i vores tid, da man på et tidspunkt begyndte at fjerne græssende dyr fra heden - så holdt heden op med at være hede. Heder i Danmark bliver nu plejet, da arealerne ellers vil springe i skov og eller blive overtaget af græsser. Naturplejen sker blandt andet ved kvæggræsning, hvorefter hedelyng danner nye, friske rodskud og ved afbrænding i felter, så lyngen bliver fornyet. Frøene spirer godt efter varmen, og der skabes arealer med både unge og ældre planter og dermed opnås en forynget hede, som vil vedblive med at være hede i nogle år, indtil den atter skal plejes.

- Månedens plante

Månedens fantastiske plante...

Håndbog i naturpædagogik: