Månedens naturfoto:
Klik for stort billede og fortælling!

 

 

Månedens naturaktivitet:
Smådyrs-safari

Der er masser af insekter fremme nu og det indbyder til at gå på jagt efter dem og udforske deres mikro-verden. Man kan eventuelt lokke med "tag på smådyrs-safari" eller "bliv dyre-detektiv" for at skabe forventningsfulde billeder om, hvad der venter af sjove oplevelser. Og det er virkelig en mini-verden for sig med dramatik og gådefulde historier blot man lukker op for den store fordybelse i de små ting!

Brug for eksempel et begrænset naturområde som en eng, en klit, en vejgrøft, en have eller lignende til jeres udforskning. Man kan vælge et særligt afgrænset område ud for at få en idé om, hvad der er af dyr lige dér og så eventuelt sammenligne med andre udvalgte områder. Det er en god idé at starte hjemmefra med at lave sugeflasker, som kan bruges til at samle smådyr op med uden at skade dem. Se mere om disse i bogen. Der er mange andre indfangningsmetoder, som man kan bruge for at få en masse småkræ i hus, fx. kan man nedgrave fælder natten over, lokke dyr til med sukkervand eller banke dyr ned fra vegetation på et hvidt klæde.

Man kan medtage sommerfuglenet eller blot dafnienet til at indfange hurtige, flyvende insekter. Man fanger let massevis af smådyr, hvis man med nettet ketcher hen over urterne. Det er næsten som en jungle i miniformat: På græsstrå og urter sidder edderkopper, græshopper, sommerfugle, biller, tæger, mider, fluer osv. osv. Man bliver forbløffet over, hvor mange forskellige dyr, der egentlig er på et lille areal. En god bestemmelsesbog med farvetegninger eller fotos er guld værd at have med. Det er en god idé at lave sin egen bestemmelsesbog med fx. digitale fotos og tegninger, fortællinger og forklaringer til de enkelte dyr. Børn er gode til at finde på gode og fantasifulde historier, som kan være sjove at få med i samlingen.

En dyre-detektiv er en, som kan finde et dyr ud fra nogle få angivelser. Således kan man fortælle, at "den skyldige" har seks ben og fire vinger og lever på skovbunden og er sort. Det vil næppe vare længe, før alle detektiverne har fundet skarnbasser. Man kan på samme måde fremstille "efterlysningslister" med tegninger af de søgte karaktertræk eller for større børn med korte beskrivelser, så kan børnene gå i gang med detektivarbejdet. Glæden ved at finde "den skyldige" er stor og børnene lærer at kigge efter karakterer ved dyrene, som er til megen gavn, når man vil lære endnu mere om de forskellige dyr og forskellene mellem dem. "At lære at kigge nærmere efter" er den betydningsfulde, men let indpakkede læringsorden her.

Alle dyrene kan man kigge på på stedet og/eller tage dem med hjem i små glas eller flasker. Hjemme kan man vælge, om man vil lade dyrene indgå i en samling, hvor man sætter dem på nåle, eller man vil lave terrarier til dem. I så fald skal man huske at tage planter fra lokaliteten med hjem og plante i terrariet og er der flyvende insekter i, skal terrariet også være ret stort for at opfylde dyrenes behov. Men selvfølgelig kan man nøjes med at kigge på dem og sætte dem ret hurtigt ud i naturen igen.

Du kan få mange flere forslag til aktiviteter i juni i "håndbog i naturpædagogik"!

Håndbog i naturpædagogik:

Ole Wohlgemuth:
HÅNDBOG I NATURPÆDAGOGIK
ISBN 87 7378 241 6
Forlaget Politisk Revy, 2004.