Engang for millioner af år siden var denne måneds plante dominerende blandt planter på landjorden, men blomsterplanterne udviklede sig og overtog førerskabet. Denne måneds plante er dog fortsat helt almindelig i vore skove og til denne primitive plantegruppe knytter sig mange fantastiske fakta og historier.
Der findes ca. 20.000 bregnearter i verden, langt de fleste i troperne, i Danmark vokser der 26 arter vildt. Ud over dette er en del arter blevet indført som prydplanter, hvad vi dog også bruger vores egne hjemhørende arter til. Èn art, kongebregnen (Osmunda regalis), er så sjælden og speciel, at den er fredet.
Bregner er såkaldte karsporeplanter. Man har længe inddelt
planternes rige i sporeplanter og frøplanter, hvor frøplanterne også bliver
betegnet blomsterplanter, da de er kendetegnet ved at de sætter blomster og
formerer sig ved frø. Sporeplanterne formerer sig til gengæld ved sporer,
som er mikroskopiske små og de har ikke blomster og en ofte meget anderledes
livscyklus, hvor der indgår et mellemstadium - men mere om det senere.
Bregner er altså sporeplanter med kar, i modsætning til fx. alger, der er karløse sporeplanter.
Karsporeplanter har i modsætning til karløse sporeplanter både rødder,
stængler og blade, samt altså karstrenge, som leder vand og næringsstoffer
op fra rødderne til stænglen og bladene og omvendt
transporterer sukker fra bladende ned i den øvrige del af planten.
Udviklingen hos bregner foregår med et generationsskifte mellem 2 adskilte generationer: Dels det vi kender som selve bregneplanten eller sporofyten som den også hedder, fordi det er på den, sporerne dannes og dels en stærkt reduceret plante med halvt kromosomsæt, kaldet gametofyten eller forkim. Nedenfor ses et blad fra sporofyten med talrige sporehuse på undersiden, hvor sporerne laves og frigives fra. I tørt vejr åbner sporehusene sig og sporerne frigives i titusindvis fog flyver med vinden ud i verden.
Nogle af sporerne lander så heldig - dvs. tilpas fugtigt - at de spirer og bliver til et forkim, som nærmest ligner et lillebitte, hjerteformet blad. Man skal virkelig have øjnene med sig for at finde dem i skovbunden. Nederst på forkimet, hvor den sidder fast med små rødder nede i jorden, ligger de hanlige kønsorganer, der producerer sædceller, mens de hunlige kønsorganer er placeret øverst på forkimet, her dannes ægceller. Sædceller svømmer med en lille svingtråd ud i jordens fugt og over til andre forkim, hvor de befrugter ægcellerne. På samme måde svømmer andre forkims sædceller over, så der ikke sker selvbefrugtning: Vi får altså en egentlig kønnet formering. De befrugtede ægceller vokser på selve forkimet og danner senere den større plante, sporofyten. Herunder ses hvordan det ser ud, når planterne om foråret vokser sig helt store og til sidst folder sig ud fra den struktur, der kaldes for et "kongescepter" pga. ligheden med en sådan.
Vores almindeligste skov-bregne, Almindelig Mangeløv (Dryopteris filix-mas), ses ovenover i færd med at folde sig ud fra sit kongescepter. Bregner er flerårige, Mangeløv er en af de arter, der er løvfældende og derfor gentager denne udfoldning sig hvert forår. Planten har en tyk jordstængel hvorfra der udgår en roset af blade. De nye skud ligner en klump af slanger, hvorfor Mangeløv også er blevet kaldt Hugormekål - det latinske artsnavn filix-mas betyder også mande-ormebunke! Fuldt udviklede danner bladrosetten en stor tragt, som leder vand ned mod rødderne og dermed bidrager til, at bregnen kan blive ved med at stå fugtigt og ikke tørre ud. Da væske ofte i tørre perioder samles i tragten kan man ofte da se mange insekter sidde og drikke vand. Mangeløv er almindelig i mange danske skove. Den kan lide halvskygge og en lidt fugtig skovjord. Er disse betingelser til stede, vil der dannes en fin underskov af mangeløv.
Bregner havde deres storhedstid i kultiden og dengang var de ene om at danne landvegetationen og nogle af dem var store træer med tykke stammer. I dag findes stadig i de varmere land træbregner, som kan blive 25 meter høje og som ligner palmer en del. Meget af den råolie (og kul og naturgas), vi i dag er blevet så afhængige af, stammer fra netop bregner i kultiden, så vi skylder bregnerne meget!
Bregner er tidligere i Danmark blevet brugt til at fortynde tobak med og ikke mindst som medicin mod indvoldsorm som spolorme eller bændelorme. Behandlingen var yderst effektiv, men desværre var der alvorlige bivirkning og ikke sjældent kunne man det gamle ordsprog: "Behandlingen lykkedes, men patienten døde." Man havde imidlertid ikke bedre medicin før end senere, hvor man dog stadig brugte bregner mod indvoldsorm hos husdyr. Heller ikke dette gør man mere, nu har man trods alt mere skånsom og effektiv medicin.
Nogle bregner har vist sig at indeholde et stof, ptaquilosid, der er kræftfremkaldende. Man ved, at kvæg, der spiser bregnen, kan få kræft i spiserør, mave og blære og i visse dele af verden som Japan, Canada og Brasilien spiser visse dele af befolkningen friske bregneskud og det vides, at man i disse områder har en forøget kræftrisiko.
Bregner har givet anledning til en del overtro, bl.a. fordi de ikke kan blomstre. Førhen var man overbevist om, at der måtte eksistere bregnefrø, de var bare meget sjældne, og fandt man bregnefrø, kunne man se trolde, hekse mm. og måske endda gøre sig usynlig! Man troede på, at bregner kun blomstrer én gang om året, nemlig Sankt Hans nat, hvor enkelte bregner danner en stor blomst, som straks sætter frø og visner væk. På grund af den specielle befrugtning, er mangeløv også altid blevet regnet for farlig for kvinder. "De frugtsommelige vil miste deres frugt, og de ikke svangre bliver ufrugtbare", hed det sig. Man kaldte også mangeløv for luseurt, fordi tørrede bregneblade i sengehalmen kunne holde utøj væk.
I 1700- og 1800-tallet udviklede det bedre borgerskab det såkaldte "blomstersprog", hvor man diskret og indirekte kunne udtrykke sine følelser ved blot at forære en bestemt plante bort. Gav man en bregne væk betød det: "Du holder mig for nar". Læs mere om "blomstersprog" på disse sider: http://www.historie-online.dk/special/valentin/blomstersprog.htm og http://www.festleksikon.dk/vis/Blomstersprog.html
Ole Wohlgemuth:
HÅNDBOG I NATURPÆDAGOGIK
ISBN 87 7378 286 6
Forlaget Politisk Revy,
2.
udgave, 2006.