Månedens fantastiske plante...

"Så går vi rundt om en enebærbusk, enebærbusk, enebærbusk - så går vi rundt om en enebærbusk, tidlig mandag morgen..."

Ud over at vandre rundt om enen i den gamle sangleg (se hele teksten her!) er ene på mange måder en fantastisk plante, som det kan betale sig at se lidt nærmere på...

Enes kan både findes som lave, krybende buske og som hele træer som for eksempel de søjleagtige eksemplarer på fotoet ovenfor fra "enebærdalen" ved Tisvilde Hegn. Navnet ene betyder "optændingsbrænde". På latin hedder planten Juniperus communis - den første del af det latinske artsnavn betyder "sammenbinde" eller "flette" og hentyder til grenenes anvendelse som fletværk. Enen ankom til Danmark i sidste istid, for 15.000 år siden og spredte sig ud over hele landet, men den er gået meget tilbage som følge af tilplantning af hedeområder og tilgroning af overdrev. Ene vokser bedst på mager jord, som fx. hedejord eller meget sandede jorde. Da ene har været i Danmark helt fra sidste istid, regner man den for hjemmehørende her (de eneste hjemmehørende nåletræer vi har i Danmark, er taks, skovfyr og altså ene).

Ene er et stedsegrønt nåletræ (dvs. den har blade hele året) med sylespidse nåle, men den har ikke kogler, som vi ellers kender det fra nåletræer: Ene har såkaldte bærkogler, der dufter meget specielt ("gin-agtigt") af harpiks. Nedenunder ses et foto af bærkoglerne, som er kødede, saftige og søde - de indeholder op til 40 % druesukker. Arten er tvebo, dvs. hanblomster og hunblomster er på hver sin plante. Modningen af bærkoglerne strækker sig over to år. Det første år er de grønne, året efter bliver de mørkeblå og med voksbelægning.

Ene kan blive meget gammel: I Norge er fundet individer, som er mere end 1000 år gamle, og veddet er stadig helt friskt. Denne egenskab har været brugt meget ved etablering af hegn og skel. I Danmark så bliver de kun ca. 150 år, idet vores almindelige Ene angribes - dødeligt - af enebærrust, som er er en svampesygdom, der ses som opsvulmede partier på grene og stammer.

Bærkoglerne bruges til gin. Navnet gin er en forkortelse baseret på det franske ord for enebær “genièvre”. Gin stammer oprindeligt fra Holland, hvor en læge i 1500-tallet anvendte alkohol blandet med enebær som et billigt middel til bekæmpelse af nyresmerter. Under de religiøse krige i samme århundrede fik engelske soldater smag for gin og bragte den til England, hvor den hurtigt blev populær som en drik, der gav “hollandsk mod” (kaldet “Hollands”). Gin fremstilles af forskellige kornsorter (typisk byg, rug og majs), som gennemgår en gæringsproces efter tilsætning af gær og vand. Herefter tilsættes smag fra enebær og derudover tilsætter nogle producenter andre krydderier (f.eks. korrianderfrø, lakrids, appelsin- og citronskal og kardemomme).

Bærkoglerne bruges også i madlavning, eventuelt som tørrede. I folkemedicinen har et afkog af bærrene været anvendt som antiseptisk middel og mod mange sygdomme. Eskimoerne har brugt denne opskrift mod forkølelse og ondt i halsen: Kog 20 enebær i 2 dl. vand i 10 minutter og gurgl væsken. Der er dokumenteret stoffer i bærkoglerne som virker vanddrivende, andre som virker smertestillende og nogle som kan sænke blodtrykket, så ene har virkelig mange medicinske muligheder.

Førhen blev friske enegrene strøet på gulvet ved begravelser og duften fra knuste grene holdt troldtøj og andre onde væsener borte. Grenene er blevet brugt til fx. fletning af kurve og udskæringer. Røgen fra afbrændt enebrænde er tidligere blevet anvendt til røgning af madvarer. Hos buddhistiske munke i Himalaya bruge enegrene stadig meget som røgelse.

- Månedens plante

Månedens fantastiske plante...

Håndbog i naturpædagogik: