- Månedens dyr

Månedens spændende dyr...

Denne (jule)måneds spændende dyr er set med nutidens øjne ikke et dansk dyr, men det har den engang været. Og så er denne hjorteart et dyr, vi forbinder mange historier med netop på denne årstid. Der er på mange måder også meget spændende at berette om rensdyret, så ved at gøre denne til månedens spændende dyr får jeg chancen for både at fortælle noget om rensdyrs liv og historie samt forhåbentlig sprede lidt julestemning...

Rensdyret kaldes også for vildren og for ren. De tilhører hjortefamilien, som er parrettået hovdyr dvs. at de har to fremadrettede tæer med negle (klove).Rensdyr (med det latinske artsnavn Rangifer tarandus) kan man i dag finde vildtlevende i det nordlige Europa, Rusland og Asien samt i Nordamerika og på Grønland. I Danmark var der rensdyr til indtil for ca. 12.000 år siden, hvor isen fra sidste istid trak sig tilbage. Mennesket jagede rensdyr på de sidste istidsstepper i stor stil og rovdyr som ræve og ulve ankom også sydfra og jagtede hjortene. Det er i øvrigt ikke helt nemt at fange rensdyr, da de er imponerende hurtige: De kan løbe op til 80 km. i timen! Temperaturen steg i senglacialtiden, og kronhjorten, rådyret og elsdyret afløste efterhånden rensdyrene, som var blevet få i antal pga. jagten og konkurrencen fra de mere varmetålende arter. Nu om dage lever rensdyr som nævnt kun under koldere klimater nordpå i nåleskove, på fjeld eller på den arktiske tundra.

Rensdyr lever altså, hvor der er meget koldt - men den er godt bygget til det: Pelsen er op til 5 cm tyk og delt op i yderpels (denne har hule hår der øger isolationsevnen pga. den ekstra bundne luft) og en ulden, kraftigt varme-tilbageholdende inderpels. Rensdyr har meget brede hove, som den ofte spreder yderligere som en slags snesko for bedre at kunne stå fast i den ofte mudrede eller snedækkede tundra. En skæg ting ved rensdyr er, at klovene ”knitrer” når dyret går pga. bevægelsen af en sene ovenpå kloven. Det er en stor fordel, når rensdyrene går i snestorm og ikke kan se hinanden, at de høre hinanden og kommer ikke væk fra flokken. Rensdyr er den eneste hjort, hvor både hanner og hunner har gevir. Hos alle andre hjorte, f.eks. krondyr, dådyr og rådyr, er det kun hannerne, der har gevir. Rensdyrhunnernes gevir er dog mindre, tyndere og mindre forgrenet end hannernes, der typisk har et meget stort og asymmetrisk gevir. Gevir tabes (eller kastes, som det hedder) i modsætning til horn hvert år og hvert år vokser der et nyt gevir frem. Geviret er helt udvokset i august-september. Hannen kaster allerede geviret i december-januar, mens hunnen bærer geviret helt frem til maj måned. Og det er meget praktisk for de gravide hunner kan bruge geviret hele vinteren, når de kæmper om føden med hannerne.

Rensdyr lever i flokke det meste af deres liv. De gamle, dominerende hanner går ofte alene. I brunsttiden i september og oktober måned besøger de gamle hanner en flok hunner og parrer sig med dem. Nogle gange har en dominerende han et harem på op til 15 hunner. Efter 7 1/2 måneders drægtighed trækker hunnen sig væk fra flokken og føder som regel blot en enkelt kalv. Når kalven er 1 time gammel, kan den følge efter sin mor. Og når kalven er 1 dag gammel, kan den løbe hurtigere end en voksen mand. Efter 2 år bliver den kønsmoden.

Rensdyr lever i store flokke på op til tusinde dyr. For til enhver tid at finde den bedste føde i det barske landskab må rensdyrene bevæge sig rundt i terrænet på ofte meget lange vandringer. Rensdyret er planteæder. Om sommeren æder det mest urter, græsser, dværgbuske og svampe. Om vinteren æder det især laver (lichener), som gror på både jord, klipper og træer. Rensdyret bruger sin glimrende lugtesans, når det leder efter føde. Derfor vandrer det ofte i modvind, for så kan det gå efter lugten af de gode græsningsområder. I områder, hvor der ligger tyk sne, bruger rensdyret både klovene og geviret, når det graver efter føde i sneen. Flokkene kan vandre langt efter føden: I Alaska vandrer flokke af rensdyr op til 5.000 km om året mellem deres levesteder om sommeren og vinteren. I Grønland er vandringerne dog typisk højst omkring 100 km mellem vinterområder ved kysten og sommerområder nær indlandsisen. Rensdyret er den eneste hjort, der blevet tæmmet til "husdyr", men deres vandrings-instinkter eksisterer stadigvæk, så samerne, der i Lapland er meget afhængige af disse "husdyr", må selv følge med på vandring og flytte sig fra sted til sted over året, det ville gøre dyrene skade at spærre dem inde og hindre dem i at vandre.

Nye undersøgelser i 2018 viser, at der er blevet færre rensdyr i naturen - i Arktis-området er antallet over to årtier halveret. Årsagen beskrives som en konsekvens af stigende temperaturer i Arktis, der bevirker, at sneen i perioder om vinteren begynder at smelte og når det så fryser igen, dannes et ispanser, som rensdyrene ikke kan grave sig gennem og dermed ikke kan de ikke få mad nok. Stigende temperaturer giver til gengæld bedre forhold for insekter, som i slutningen af sommeren bliver til så mange, at deres larver æder en del af den føde, der tidligere var tilgængelig for rensdyrene, når de opbyggede et fedtlag for vinteren. Så rensdyrene kan dermed vanskeligere stå imod en vinter, hvor de endda også kan have vanskeligt i perioder med at finde mad nok. Måske er julemanden med de globale klimaeffekter nødt til at finde nye trækdyr i fremtiden!

Det var amerikanerne, som i 1800-tallet fandt ud af, at julemanden kører med rensdyr for sin slæde. Digteren C. C. Moore skrev i 1820'erne om hvordan han julenat havde set en slæde med rensdyr for drøne i susende fart gennem luften. Men vi skal frem til 1949, før det blev fortalt, at et af julemandens rensdyr hedder Rudolf. Det år skrev amerikaneren Johnny Marks nemlig tekst og musik til "Rudolph the Red-nosed Reindeer" (på dansk oversat til "Kender du den om Rudolf" - se teksten nederst på siden), som er blevet en juleklassiker verden over. I virkeligheden var Rudolf dog slet ikke Marks'  opfindelse, for han var blevet inspireret af en julefortælling fra ti år tidligere, som forfatteren Robert L. May havde digtet til stormagasinkæden Montgomery Ward. Men først med sangen blev Rudolf kendt og bragt sammen med Moores tidligere fortælling: Således fortælles, at julemandens kane trækkes frem af rensdyrene Dasher, Dancer, Prancer, Vixen, Comet, Cupid, Donner, Bliyzen og - selvfølgelig: Rudolf. Rudolf er leder-rensdyret og løber lidt foran kanetrækket med de 8 andre. Julemandens rensdyr har i dansk oversættelse fået navnene Sprinter/Springer, Danser, Smukke, Konge, Komet, Amor, Torden og Lyn - og Rudolf hedder jo som bekendt bare Rudolf!

Disse rensdyr skulle altså kunne flyve, men hvordan kan det nu være? Biologen Ian Edwards fra den botaniske have i Edinburgh har et forslag til en forklaring, nemlig at historien om de flyvende rensdyr stammer fra samerne i Lapland, hvor folk fodrede dyrene med rød fluesvamp og derefter selv drak deres urin. Herved fik de en LSD-lignende rus ligesom det siges, at vikingerne opløste rød fluesvamp i mjød og drak løs, hvilket gjorde dem så tossede i hovedet, at de gik bersærk. Et af resultaterne for samerne var, at de troede, at både de og rensdyrene fløj af sted og kiggede ned på verden. Dr. Edwards mener også, at den røde farve på julemandens kappe er inspireret af fluesvampen. Den er jo også flot rød, men læser man videre, vil man få en ganske alternativ forklaring på lige præcis dette.

Lige her på falderebet lidt mere julerelevant kulturhistorie: Udgangspunktet for myten om julemanden ser ud til være Den Hellige Nicolaos, som var biskop i Myra i Tyrkiet omkring år 300. Han var søn af velhavende forældre, men brugte sin formue til at gøre gode gerninger med. Nikolaos udvirkede også mirakler, og opvakte gav en gang tre skoledrenge livet tilbage, til trods for, at de var blevet slagtet og saltet ned i en tønde af et kroholderægtepar. Nikolaos blev meget populær, som helgen for søfolk og børn. Nicolaos kommer som "Santa Claus" tilbage til Europa i slutningen af 1800-tallet. På den tid var det i Danmark nissen, der bragte gaver ud i den nye tyskinspirerede juletræsjul, som borgerskabet havde optaget. Men han bliver efterhånden udkonkurreret af Santa Claus, eller Julemanden, sådan som vi kommer til at kalde ham. Julemandens udseende som en rødklædt tyksak skyldes i megen grad Coca-cola, idet reklametegneren Haddon Sundblom i 1931 tegnede figuren til en reklamekampagne hvor han brugte colafabrikantens rød/hvide-farver som hovedkulører på julemandsfigureren. Han brugte desuden sig selv som model med udgangspunkt i de tidligere, historiske afbildninger, hvor julemanden var mere grå tynd og mindre jovial at se på. Julemanden er vel i vore dages materielt fikserede jul en relevant personlighed, men eksistensen af ham er blevet betvivlet i flere sammenhænge ud fra naturvidenskabelige perspektiver, hvilket vitterlig er meget underholdende læsning (læs om de naturvidenskabelige argumenter her!).

Rensdyr er under alle omstændigheder spændende dyr som på sjov vis er blevet belagt med en kulturhistorie, der hos os betyder rigtig meget. Rensdyr er derfor dyr, alle danskere kender, selv om de færreste har set dem som vilde dyr. Til sidst skal I lige som en afsluttende julehilsen have sangen, der har gjort rensdyret så kendt:

 

Håndbog i naturpædagogik:

Ole Wohlgemuth:
HÅNDBOG I NATURPÆDAGOGIK
ISBN 87 7378 286 6
Forlaget Politisk Revy,
2. udgave, 2006.

naturpaedagogik.dk - Ole Wohlgemuth - ow@naturpaedagogik.dk

Copyright © Ole Wohlgemuth