TILLÆG om altruisme

Hvor mange af dine børn skulle til, før du ville være villig til at dø for at de kunne redde livet? Og hvor mange fætre? Absurde spørgsmål måske - men i naturen er spørgsmålet ganske relevant. Skønt organismer ikke står i en sådan bevidst valgsituation, ser vi i naturen mange eksempler på selvopofrende adfærd - eller som det retteligere hedder - og hvad vi også vil kalde det her: Altruistisk adfærd.

I bogen nøjes jeg med at berøre adfærdsbiologi og beskriver hvorfor adfærdsbiologi er spændende og relevant at arbejde med pædagogisk. I tillægs-artiklen "TILLÆG om adfærdsbiologi" gennemgås nøglebegreber inden for adfærdsbiologien med fokus på indlæring, mens denne artikel udelukkende beskæftiger sig altruisme.

Begrebet altruisme er et vedkommende adfærdsbiologisk begreb der giver mange svar og tænder nye spørgsmål og dermed giver anledning til stadig forøget nysgerrighed om naturens fantastiske indretning. Da jeg i flere sammenhænge har oplevet stor interesse for at kunne perspektivere et begreb som altruisme, kommer her en uddybende fortælling i forhold til bogens stof (som kan læses i kapitlet "Naturpædagogik og etik"):

Kommer du for tæt på et bibo og bliver en trussel, kan du være sikker på, at mindst en bi vil flyve ud og til sidst stikke dig. Bier har i modsætning til fx. hvepse en række modhager på deres brod, hvilket bevirker, at den ikke kan hives ud igen af menneskets tykke hud. Når bien flyver bort igen, vil dens brod derfor blive siddende, og oftest vil også giftkirtlen og flere af bagkroppens organer blive revet af. En bi, der har stukket et menneske, overlever derfor sjældent. Man kan altså tale om, at bien ofrer sit liv for hele boets skyld. En sådan form for altruisme kan umiddelbart være svær at forstå, det kræver nemlig en erkendelse af hele bisamfundets opbygning og biernes særlige genetik.

Honningbi

Et andet eksempel på altruisme ses, når dyr i en gruppe - fx. en fugleflok - står og æder. Kigger man nærmere efter, vil man se, at der hele tiden er mindst et individ, som ikke æder, men som i stedet bruger noget tid på at kigge op og holde vagt. Man kunne hævde, at det set fra den enkelte fugls synspunkt ville være smartere at bruge al sin tid på at æde, og så overlade til sine artsfæller at bruge tid på at overvåge. En sådan "egoistisk" adfærd ville måske i et øjebliksbillede være fordelagtigt for det enkelte flokmedlem, men ville være negativt for hele flokken sammenlagt, forbi det selvfølgelig alt i alt ville øge risikoen for, at individer i flokken blev taget som bytte af rovdyr. Selv om den enkelte fugl selvfølgelig ikke står og spekulerer på, hvad der bedst kan betale sig, har den naturlige udvikling bygget en mekanisme ind i den, ligesom hos bien, således at det enkelte individ handler på en for den samlede fælles genpulje mest fordelagtig måde.

Netop dette med at enkeltindivider handler mere til fordel for en fælles genpulje end til sit eget umiddelbart bedste, er selve essensen i altruismebegrebet. Når en solsort skræpper op, når man kommer for tæt på den, så øger den risikoen for selv at blive til rovdyrsmad. Til gengæld får den samtidig advaret sine artsfæller lige omkring sig om, at de skal passe på, og dermed øget deres chance for at undslippe rovdyret. Det kan godt være, at den løber en lille risiko her-og-nu, men det opvejes mere end rigeligt af de mange gange, hvor det er en af de andre fugle, der advarer i tide, så man kan nå at smutte i skjul. Da de artsfæller, som lever tæt på den skræppende solsort, næsten altid er nære slægtninge, vil den fælles genpulje fuglene har, samlet have større chance for at overleve. For at forstå baggrunden for altruisme kræves en såkaldt sociobiologisk indfaldsvinkel: Det er arveanlæggene og ikke individerne, som er de enheder, der favoriseres i den naturlige udvælgelse. To nære slægtningen deler mange ens gener og derfor er det i individets interesse at sikre, at de nære slægtninge undslipper fare. Sagt med andre ord: Naturen sikrer genernes overlevelse fremfor det enkelte individs overlevelse. Altruisme, som umiddelbart kunne se ud som at være det modsatte af egoisme, må derfor retteligere anskues som en slags "genernes selviskhed".

Altruisme ses mange steder rundt om i dyreriget: Dyr som advarer, forsvarer og passer på hinanden, dyr som tager sig af artsfællers afkom o.lign. Den engelske arvelighedsforsker J.B.S. Haldane tydeliggjorde problemstillingen, da han for 25 år siden udtalte, at han var villig til at ofre livet for 2 børns eller 8 fætre/kusiners skyld. Dette er nemlig den minimumsmængde af sin egen genpulje, som det kan betale at ofre sig for. Hos honningbier (som blev nævnt indledningsvist) er situationen endnu klarere - pga. biers særlige genetik er arbejderbier, som alle er søstre, nærmere beslægtet hinanden end med deres mor (dronningen), og da arbejderne samtidig er sterile, er der en stor genetisk fordel ved at ofre sig for boets skyld gennem den selvmordsaktion, et stik som oftest er.

Med slægtskabskoefficienten (r), menes et tal, der angiver, hvor tæt to individer er beslægtet. Slægtskabskoefficienten vil for menneskers børn med deres forældre være 0,5, hvilket betyder, at vi har 50 % af vores gener til fælles med vores far (eller mor). Forholdet mellem bedsteforældre og børnebørn vil kun være 0,25, hvilket altså vil sige, at du har gennemsnitligt hver fjerde gen til fælles med din bedstemor. Hos honningbier (og mange andre sociale insekter) er forholdene imidlertid anderledes, da de ikke som hos os modtager halvdelen af deres fars gener plus halvdelen af deres mors gener. Hos bier er dronerne (hannerne) fremkommet af ubefrugtede æg, hvilket vil sige, at droner er faderløse: r = 0. Dronningen er beslægtet 0,5 med arbejderbierne, mens at disse indbyrdes er beslægtet med r = 0,75. Det sidste skyldes det forhold, at de alle har arvet samme pulje gener fra deres far, fordi han kun har et kromosomsæt (= haploid). Forvirrende familieforhold, og svært at overskue, men som sagt med stor betydning for altruismebegrebet.

Visse typer af altruisme, hvor det ikke så meget er et spørgsmål om liv og død, må dog anskues på anden vis. Når en gorilla renser en artsfælles pels, er der næsten altid tale om, at den er placeret lavere i flokkens hierarki end artsfællen. Her er tale om status-adfærd, hvor den underordnede forsøger at øge sin status gennem samvær og pleje af en overordnet. Dette er en adfærd, der vel heller ikke er ukendt hos gorillaens noget fjernere slægtning, mennesket. Ikke mærkeligt, er den dominerende han i flokken ("Silverback") den mest populære at nusse, mens han stort set ikke piller ved nogen af undersåtterne. Den amerikanske adfærdsforsker R.L. Trivers har indført begrebet "reciprok altruisme", der bygger på gengældelsesprincippet. En sådan adfærd ses kun hos højerestående primater, herunder mennesket, hvor hukommelsen er god nok til at huske tidligere tjenester fra bestemte artsfæller. Fx. ses hyppigt gensidig pelsrensning hos bavianer, hvor artsfællerne skiftes til at pille hinanden og hos mennesket er reciprok altruisme som lønarbejde og social omgang blandt venner en væsentlig faktor i vores daglige samfundsliv.

Den hollandske adfærdsbiolog Frans de Waal har karakteriseret den reciprokke altruisme som et tilløb til moral. Frans de Waal har observeret hvordan chimpanser, der blev hjulpet i kampe mod artsfæller, nogen gange værgede sig mod selv at hjælpe den, der oprindeligt havde trådt hjælpende til og hvordan dette kunne føre til, at den part, der således ikke oplevede at blive hjulpet til trods for selv at have trådt hjælpende til tidligere, slog løs på aben, som ikke hjalp: A hjælper B mod C, når C overfalder A, forventer A at B hjælper – og sker dette ikke slår A på B! Der er også set eksempler på social isolation og udstødelse af samme grund ud fra devisen: ”Gør mod andre, hvad du forventer, at de skal gøre mod dig!” Denne form for moralsk vurdering af manglende reciprok altruisme ses dog kun hos dyr med en vis flokstruktur og en så udbygget hjerne, at individerne rent faktisk kan huske hinandens gerninger. Hos fugle og laverestående dyr må altruismen frem for en kognitiv proces betragtes som en instinktiv adfærdsform indlejret i generne med det formål bedst muligt at sikre genernes beståen og videreførelse.

Til sidst i dette altruisme-kapitel synes jeg, det er på sin plads lige kort at diskutere adskillelsen mellem altruise og venskab, begreber der kan synes at have et vist fælles indhold. Ifølge Aristoteles er en ven en person, som man tilbringer tid sammen med i gensidighed, men også ønsker at hjælpe uforbeholdent, altså uden nødvendigvis at få noget igen. Venskab er altså således relationer, hvor der ikke er indbygget noget direkte mutualistisk eller nogen erkendbar fordel ved hjælpen. Man kan selvfølgelig diskutere, om det på et eller andet sæt alligevel gavner en selv at gøre noget for en ven - endda noget man ikke behøver at vente på måske vil ske: Undersøgelser peger på, at vi i hvert fald får en indre belønning gennem øget produktion af dopamin i hjernen, der giver os velvære og glæde - det føles altså godt at gøre noget godt for andre, så måske hviler selv venskab i menneskelig forstand på elementer af reciprok altruisme.

TILLÆG om altruisme

Håndbog i naturpædagogik: