Børn holder af dyrs adfærd - heri ligger talrige aktiviteter og muligheder for at spejle sig selv: "Hvorfor gør den sådan?" og "hvordan gør jeg i forhold til den?" I bogen nøjes jeg med kort at berøre adfærdsbiologi og beskriver hvorfor adfærdsbiologi er spændende og relevant at arbejde med pædagogisk (fx. på side 40 hvor adfærdsbiologien kobles til økologien). Her i denne artikel er der mulighed for at få en lidt mere indgående introduktion til nogle centrale begreber i adfærdsbiologiens spændende verden.

Adfærdsbiologi kaldes også for etologi; faget kan kort beskrives som studiet af dyrs naturlige adfærd. I dette studie anvender man de gængse naturvidenskabelige metoder, dvs. områder som dyrenes følelser og eventuelle bevidsthed falder ikke inden for fagets rammer. Etologi er altså ikke det samme som psykologi, hvor disse faktorer ofte er i fokus, men netop af denne grund, er etologi særdeles velegnet som ramme til at forstå, hvorfor dyr handler, som de gør. Grundlæggende baseres nedenstående således på, hvad der kaldes behaviorisme (psykologisk teori og metode, der beskæftiger sig med den direkte observerbar adfærd uden abstrakte mellemled som "bevidsthed"), velvidende at denne tilgang kan kritiseres for at være generaliserende og forenklet.

Lad mig indledningsvist kort beskrive nogle spændende og væsentlige områder indenfor adfærdsbiologien for derefter mere specifikt at se detaljeret på grundlaget for en given adfærd med betragtninger over reflekser, instinkter og forskellige former for indlæringsadfærd:

Iagttager man blishøns på en tidlig forårsdag, fascineres man af deres spil overfor hinanden. De forsvarer deres (for os usynlige) territorium med diverse adfærdsmarkeringer fra trusler til egentlig kamp. Tillader man sig selv at lade sig fordybe i deres teater, indser man, at nogle bestemte adfærdsmønstre gentager sig og at disse besvares gennem bestemte adfærdstræk hos andre blishøns. Fuglene kommunikerer tydeligvis med hinanden og en udvist adfærd fra et individ bliver forstået og besvaret af et andet individ omgående. En sådan aggressiv territorialadfærd kaldes for agonistisk adfærd og kan ses hos mange forskellige dyr på forskellige tidspunkter af året: Aber, egern, katte, hjorte, musvitter, hundestejler, firben, frøer, edderkopper, løbebiller osv osv. Man kan sikkert også finde eksempler på agonistisk adfærd hos mennesket udtrykt i fx. jalousi, interessekonflikter, krige og nabostridigheder. Agonistisk adfærd er således noget som ses hos praktisk talt alle dyrearter og er på denne måde et vigtigt adfærdsbiologisk begreb, der endog også er let at studere i naturen.

Agonistisk adfærd er én type kommunikation, men kommunikation kan generelt betragtes som et stort etologisk emne. Avanceret kommunikation kan iagttages selv hos relativt enkle organismer som honningbier, der med deres særlige dans viser artsfæller, hvor der er mad at finde. Edderkopper er kendt for deres parringsdans, hvor hanner gennem sine bevægelser gerne skulle overbevise hunnen om, at han tilhører samme art som hende, ellers opfatter hun ham som bytte! Generelt er kommunikation mere mangfoldig og avanceret hos højerestående arter som fugle og pattedyr og det er også primært inden for disse grupper, etologiforskningen finder sted. Hos stormmåger reagerer ungerne på en rød plet på forældrefuglenes næb, og spærrer først gabet op, når de ser denne. Omvendt fodrer solsorte kun ungerne, når de "tændes" af det gule inde i ungernes næb. Mere avanceret er det dog, at fugle "snakker" sammen med lyde - det være sig sang (som bruges til at markere territorier, tiltrække hunner og måske til at lære ungerne at synge), advarselsråb (der dels kan forskrække en angriber og dels advare artsfæller (se mere om dette i tillægs-artiklen om altruisme)) eller kommunikationslyde som kyllingernes lave trygheds-pippen, der holder sammen på gruppen og sikrer, at hønen ved, hvor alle er. Hvalers "snak" er velkendt, deres lyde kan i visse tilfælde passere gennem mange kilometer vand og kan muliggøre, at hvaler, der ellers lever isoleret og langt fra hinanden, kan finde hinanden i yngletiden. Sekretion af duftstoffer er en anden meget brugt kommunikationsform i dyreriget, denne er smart, fordi budskabet bevares, selv et stykke tid efter dyret er gået videre. Der ses i dyreriget desuden  talrige eksempler på kommunikation via kropssprog. Mange dyr med hale giver med denne udtryk for adfærdsmæssige udtryk, det kender alle fra hunde og katte; har man haft kæledyr som kaniner vil man også vide at kende deres udtryk for fx. angst (de trykker sig sammen og sænker ørerne). Hos heste bør man holde øje med dets ører, for vender ørerne bagud, er det et udtryk for flugttrang og så kan hesten finde på pludselig at "løbe amok". Mimik - altså udtryk i ansigtet - ses hos først og fremmest hos kattedyr og aber, men hos flere dyregrupper aflæses fx. udtryk i og omkring øjnene som kommunikative signaler.

Kommunikation er et stort adfærdsbiologisk område, men også andre felter kan være spændende at beskæftige sig med og studere nærmere og dermed søge at forstå dyr endnu bedre. Det kan for eksempel være etologiske betragtninger omkring forsvar over for fjender, forskellige former for konfliktadfærd herunder overspringshandlinger, social adfærd (fx. abers pelsnusseri), hvordan dyr passer på deres unger (altså yngelpleje), hvilken adfærd der ses under fangenskab/dyrehold (og om denne er udtryk for, at dyret har det godt) osv. De forskellige relationer mellem organismer, der er beskrevet i bogen på side 39 har mange adfærdsmæssige implikationer og kan være en god måde at strukturere tankerne på. En spændende og perspektivrig side af etologien er begrebet altruisme, som er præsenteret og diskuteret i sin egen tillægs-artikel: TILLÆG om altruisme.

Grundlaget for adfærdsbiologiske mønstre er det helt basale i etologien. Her beskrives de vigtigste adfærdselementer, som kan være sjove og nyttige at kende til:

En stimulus kan udløse en respons - til en bestemt respons kan man tale om nøglestimuli, altså påvirkninger, der får en bestemt adfærdsreaktion til at ske. At dette er groft forenklet, ved vi, hvis vi bare kigger på vores egen adfærd: Responsen på en stimulus er ofte et resultat af et valg. Man kan dele respons op i to hovedgrupper: Instinktiv- og tillært adfærd, men i mange tilfælde kan der være tale om et både-og. Lad os se på nogle forskellige former for responsadfærd:

Reflekser
En ubetinget refleks er en af de enkleste adfærdsformer.  Organismen reagerer automatisk på en bestemt, ydre påvirkning. Denne automatik er normalt indbygget for at bevare organismen intakt og er medfødt.

Eksempel: Stikker man en halvsovende studerende med en nål, så vil en refleks sørge for, at den pågældende trækker hånden til sig. Trykfølsomme celler i huden giver via nervesystemet rygmarven besked om påvirkningen; rygmarven giver musklerne i armen besked om at rykke hånden bort fra påvirkningen - hjernen får lidt senere besked om, hvad der er gennemført.

 

Instinkthandlinger
Instinkthandlinger minder meget om reflekser, dvs. en form for medfødt automatik, der udløses af én eller flere ydre påvirkninger. Instinkthandlinger kræver dog, at der er en indre "motivation" i dyret for at udføre handlingen; ellers forløber den ikke - uanset størrelsen og mængden af ydre, relevante påvirkninger.

Eksempel: Instinkthandlingen at smile kan udløses af andre menneskers smil - hvis man er motiveret for at smile (hvis man lige er faldet ned ad en trappe, og nogle af ens medmennesker smiler - så er det ikke lige netop et smil, man sender tilbage til dem). Instinkthandlinger kan ofte underinddeles i to dele efter "formlen": Instinkthandling = instinktbevægelse + orienteringsbevægelse. Ved smilet er instinktbevægelsen den korrekte indstilling af ansigtets muskulatur - orienteringsbevægelsen er indstillingen af hovedet mod den person, som smilet er rettet mod.

Påvirkningerne (kaldet nøglepåvirkninger eller "trigger mekanismer"), der udløser en instinkthandling hos dyr, skal være meget præcise; ofte sammenlignes situationen med en nøgle og en lås: Det er ikke ligegyldigt, hvilken nøgle man forsøger at åbne en bestemt lås med.

Eksempel: Man kan udløse aggressiv adfærd hos en hundestejlehan i ynglestemning ved at smide en anden hundestejlehan i yngle­stemning ned til den. Når hannerne er i ynglestemning er de rødfarvede på bugen, og det er den røde farve i bevægelse, der er nøglen til hundestejlens aggressive adfærd. Man kan udløse denne adfærd med meget primitive midler: To, små hoppebolde - én rød og én blå - smides ned i akvariet til hundestejlehannen. Resultat: Den røde hoppebold vil få tæv - den blå får lov til at være i fred. Dette fænomen kaldes en fejlpræstation. Af andre fejlpræstationer kan man fx. nævne: At mennesker reagerer med dele af yngelplejeadfærden, når de præsenteres for genstande eller dyr, der udsender samme påvirkninger som artens egne unger (søde tøjdyr, hundehvalpe, kyllinger et cetera).

Den indre motivation skal være til stede for at udløse en instinkthandling. Indre motivation skyldes ofte hormoner - en gruppe af komplicerede, kemiske forbindelser, der kan indvirke på både udseende og adfærd hos et dyr. Parringsadfærd lader sig fx. kun demonstrere hos et dyr, der er begyndt at producere kønshormoner.

Eksempel: Hvis man kastrerer to hanekyllinger mens de er små, så vil de vokse op som "intetkønsindivider". Pumper man den ene op med testosteron (hanligt kønshormon), så vil den opføre sig som en normal hane; pumper man den anden op med prolaktin (et af de hunlige kønshormoner), så vil den opføre sig som en normal høne over for kyllinger.

 

"Forbedret adfærd"
Adfærden hos pattedyr og fugle bliver ofte mere hensigtsmæssig, når dyret bliver ældre (hos mere primitive dyr sker der ikke større forbedringer i adfærden i løbet af dyrets liv). Forbedret adfærd kan principielt skyldes to faktorer: Modning og indlæring.

 

Modning:
Dyret skal have en vis størrelse, før man kan iagttage visse former for adfærd, fx. starter produktionen af kønshormoner først, når dyret har nået en bestemt vægt. Andre former for udvikling (eller mangel på samme) kan også forsinke fremkomsten af et adfærdstræk, som eksempel kan nævnes, at mennesket har mønsteret for gangbevægelserne indkodet fra fødslen, men den svage udvikling af muskler og knogler forhindrer, at barnet straks giver sig i kast med at koordinere muskelbevægelserne med balanceorganerne til korrekt gang.

 

Indlæring: Kan inddeles i:

1) Tilvænning
2) Betingede reflekser - klassisk betingning, operant betingning
3) Prøven sig frem (trial and error)
4) Efterligning
5) Prægning
6) Latent indlæring
7) Indlæring ved intelligens.

 

1) Tilvænning:
Også kaldet for habituering er den enkleste form for indlæring, hvor et dyr f.eks. lærer at lade være med at reagere på påvirkninger, der ikke udgør en reel fare for det.

Eksempel: Tæmning af dyr udnytter denne form for indlæring. Den normale flugtdistance nedsættes gradvis, når dyret ikke udsættes det forventede ubehag i form af smerte ved menneskets tilstedeværelse.

 

2) Betingede reflekser:
Minder om ubetingede reflekser ved at bestemte nøglestimuli udløser en bestemt reaktion. Betingede reflekser  er imidlertid ikke medfødte (selvom anlægget for dem kan være), men adfærd udløst af indlærte påvirkninger (der normalt har andre påvirkninger som udløsende faktorer). Opdeles i "klassisk betingning" og "operant betingning" - førstnævnte vedrører forandring af reaktioner indbygget som reflekser, mens operante betingninger vedrører indlæring af nye, viljemæssigt kontrollerede bevægelser.

Eksempel på klassisk betingning: Hundens spytsekretion starter normalt, når dyret kan lugte og smage maden. Hvis man gennem længere tid lader en klokke ringe, når dyret fodres, så vil det til sidst reagere med spytsekretion, når klokken ringer - uanset om der er føde til stede eller ej (Pavlovs hund). Denne indlæringsform danner grundlag for en bestemt psykologisk retningsopfattelse: At al indlæring skyldes betingede reflekser (behavioristerne) dannet i situationer, hvor straf eller belønning er involveret.

Eksempel på operant betingning: Hestene i et cirkus lærer at stå på bagbenene og gå baglæns ved at domptøren vedblivende træner dem ved at give dem et stykke sukker, hver gang de udfører nogle delelementer i øvelsen rigtigt. Hestene forfølger det mål at få mest sukker ved at udføre de nyindlærte bevægelsesmøntre i den rækkefølge, som giver mest belønning og lærer at påbegynde bevægelserne, når domptøren løfter sin pisk højt op.

 

3) Prøven sig frem:
Adskiller sig ikke principielt fra betingede reflekser; men hvor "betingede reflekser" ofte bruges som fagudtryk ved laboratorieforsøg, så bruges "prøven sig frem" som fagudtryk, når belønning eller straf indgår som indlæringsfaktor under naturlige forhold. Indlæringsformen spiller en stor rolle ved dyrenes fødevalg.

Eksempel: Fugle lærer at undgå mariehøns som føde, da mariehøns smager meget bittert. For at sikre en hurtig indlæring, så er mariehønen "malet" i advarselsfarver. Mange andre ildesmagende eller giftige dyr er farvet i meget synlige mønstre (bier, hvepse, giftige frøer etc.).

 

4) Efterligning:
Indlæringsform med begrænset udbredelse: Sangfugle og aber (os selv inklusive). Sangfugle lærer detaljerne i sangen af ældre hanner, og abeunger lærer en del af sine fødeemner at kende ved at efterligne deres mødre.

 

5) Prægning:
En særlig form for indlæring, der sikrer, at en dyreunge hurtigt lærer, hvorledes "mor" ser ud - og på længere sigt: Hvilken dyreart tilhører jeg - hvem skal jeg parre mig med?

Eksempel: Ællinger finder ude af, hvem mor er, ved at bemærke, hvad der bevæger sig i de nærmeste omgivelser, når de er mellem 13 og 16 timer gammel. Det vil stort set altid være "mor"; men isolerer man en sådan flok fra deres mor i dette kritiske tidsrum, så kan de præges på et menneske, en hund, en høne eller en bold i en snor. Efter den kritiske periode sker ingen prægning - for de fleste fugle drejer det sig om inden for de første tre døgn efter klækningen.