Kronen

Kronen, Krandsen, Corona Borealis eller Nordkronen, står smukt lysende på sommerhimlen. Den er let at finde mellem Herkules og Bootes. Kronen har fået mange forskellige navne jorden rundt. Araberne kaldte det Tiggerpungen eller Den brækkede tallerken, mens det i Sydamerika hed Ørnereden - og i Australien hed det naturligvis Boomerangen.

Kongen på Kreta, Minos, havde en vældig flåde, og hans magt strakte sig langt fra hans ø. Under et krigstogt til Athen faldt hans yngste søn i baghold og blev dræbt af indbyggerne der. Kong Minos undertvang nu byen, der måtte gå ind på som bod hvert år at levere syv unge mænd og syv unge kvinder, der skulle gå i tjeneste hos kong Minos' ældste søn - en tjeneste, hvorfra de ikke vendte levende tilbage. Det hang således sammen:

Kong Minos' dronning hed Europa. Hun havde bragt den ældste søn med ind i ægteskabet. Denne søn var vanskabt på frygtelig vis: Han var halvt menneske og halvt tyr (og historien om ham er fortalt under Tyren). Efterhånden som denne søn voksede op, udviklede han sig til et uhyre, der levede af menneskekød.

Kongen og dronningen bevarede hans udseende og spisevaner som en hemmelighed. De byggede en stor borg til ham med det flotte navn Labyrinthos, Dobbeltøkseborgen  (Labrys, dobbeltøksen var Kretas nationalsymbol). Borgen var en kæmpestor bygning uden vinduer. Dens indre, der henlå i totalt mørke, bestod af lange, snoede gange, der krydsede hinanden i et sindrigt netværk. Ingen, der vovede sig ind i bygningen, fandt nogensinde ud igen, men blev før eller siden offer for uhyret, der holdt til et sted i bygningens midte. På denne måde mente kongen og dronningen at have sikret sig mod, at nogen kunne fortælle om deres vanskabte søn. Ikke desto mindre vidste efterhånden alle og enhver, hvem der boede i Labyrinthos, og uhyret havde for længst fået navnet Minotaurus, Minos-tyren.

Det var sørgedag i Athen den dag hvert år, hvor skibet med de 14 unge skulle afsted. Skibet bar som tegn på sorg sorte sejl på færden. Kong Minos havde ikke stillet betingelser om, hvem de unge mennesker skulle være. Kongen i Athen, Ægeus, fik derfor et chok, da hans egen søn, Theseus, der netop var blevet 18 år, forlangte at være blandt dem, der skulle afsted næste gang. Ingen overtalelsesforsøg hjalp - kong Ægeus måtte vinke farvel til sin egen søn. Han gav ham sit bedste sværd med, og bad ham hejse purpurrøde sejl på hjemturen, hvis det skulle lukkes ham at dræbe uhyret og komme velbeholden hjem.

På Kreta blev Theseus og de andre unge høfligt modtaget af kong Minos og dronning Europa, og der blev arrangeret en festlighed ved hoffet, inden de skulle begynde deres "tjeneste" i borgen Labyrinthos. Kongeparrets datter Ariadne vartede op ved festen og det skete hverken værre eller bedre, end at hun og prins Theseus blev dybt forelsket i hinanden.

Om natten, inden de unge skulle ind i borgen, sov hun og Theseus sammen. Som pant på sin kærlighed bandt hun om morgenen sit kæreste smykke, et perlebesat hårbånd, om panden på Theseus og fulgte ham ud til borgens indgang, da han gik derhen sammen med de andre unge. Da hun kyssede ham til afsked, gav hun ham en ende rød tråd i hånden: "Slip den ikke", sagde hun, "den kan blive dig til lige så god hjælp som din faders sværd". Og da Theseus nu gik ind i borgen, blev hun stående ved indgangen og holdt forsigtigt det røde garnnøgle, som langsomt rullede sig længere og længere ud.

Inde i borgen gik de unge mennesker forsigtigt frem gennem de bælgmørke gange med Theseus i spidsen. Time efter time gik de, dybere og dybere ind i borgen. Til deres forbavselse kunne de se hvor de gik - perlerne i Theseus' hårbånd var blevet lysende og funklede som en krone på hans hoved - des dybere de trængte ind i borgens mørke, jo stærkere lyste det.

De havde længe hørt en underlig rumlen i gangene - nu blev den tydeligere og tydeligere. Minotaurus brølede - den lugtede menneskekød ! Ved en krumning af gangen de gik i, stod de pludselig foran uhyret. I lyset fra Theseus' perlekrone kunne det tydeligt ses - og det var godt nok grimt. Men Theseus trak sit sværd, og efter en kort, men voldsom kamp,  lå uhyret snart og svømmede i sit eget blod: Minotaurus var død !

Men hvor var vejen ud af dens borg ? Hvilke af de mange korridorer og trapper ville ikke blot føre dem endnu dybere ind i borgen ? De syntes dømt til en ensom død i Labyrinthos' mørke. Men da huskede Theseus tråden, som han holdt i sin venstre hånd. Nu gik han i spidsen, idet han forsigtigt rullede den røde tråd ind, efterhånden som han fulgte den tilbage gennem gangene. Og til sidst stod han med de andre unge ved borgens indgang, hvor Ariadne trofast havde ventet på ham.

Gensynet blev varmt og kærligt mellem de to. Kong Minos og dronning Europa måtte erkende tabet af endnu en søn, men de havde da til gengæld fået en sympatisk og modig, ung svigersøn. Da Theseus imidlertid tvivlede på, at de ville være så lykkelige for udviklingen, sørgede han for, at alle de unge fra Athen sneg sig ud til skibet og derefter sejlede de alle glade hjemad, og Theseus førte Ariadne med som sin brud. Forinden havde Theseus dog sikret, at de ikke kunne forfølges og indhentes ved at slå en læk i alle de andre skibe, der lå i havnen.

I Athen ventede kong Ægeus med ængstelse på skibets hjemkomst. Han havde valgt en udkigspost højt oppe på en klippe uden for byen, hvor der var vidt udsyn over havet. Herfra så han skibet komme til syne i horisonten - med de sorte sejl rejst...! Theseus havde nemlig glemt sit løfte til faderen ! I fortvivlelse over den skæbne, han nu måtte tro, hans elskede søn havde lidt, styrtede Ægeus sig da i havet og omkom. Det græske hav har lige siden båret navnet Det Ægæiske Hav til minde om kongens tragiske og meningsløse død.

Theseus kunne nu blive konge i Athen efter sin far. Men på hjemturen mistede han sin hustru på øen Naxos, som de en aften lagde til ved. Her faldt Ariadne udmattet af rejsen i en dyb søvn med den kostbare krone på hovedet. Da viste gudinden Pallas Athene sig for Theseus og pålagde ham at forlade Ariadne og hemmeligt sejle bort uden hende, da hun faktisk var vinguden Dionysos' rette udkårne brud. Ariadne havde nemlig glemt at fortælle, at hun af sin far lang tid i forvejen var blevet lovet bort til vinguden. Theseus indså, at mod guderne kunne man ikke stille noget op og han sejlede bort med tungt hjerte.

Da Ariadne vågnede og fandt, at Theseus var taget afsted uden hende, brød hun ud i klager over sin bitre skæbne. Men da trådte Dionysos frem for hende, og tog kronen af hovedet på hende og kastede den i triumf højt op mod himlen, hvor den nu fortsat stråler som et stjernebillede.

Tilbage til oversigten :