Kusken

Stjernebilledet Kusken eller Vognstyreren må givetvis forestille Kong Ojnomaos under det afgørende løb, som det beskrives i historien herunder. Med lidt hjælp af fantasien vil man kunne se, at det ene hjul står helt skævt. Han kører frem ad Mælkevejen, mellem Perseus og Tyren. Hans bryst er himlen fjerdestærkeste stjerne Capella (som betyder "ged" på græsk).

Kusken

 


De olympiske lege stammer som bekendt fra Grækenland. Her er historien om deres opståen :

Den sydlige del af Grækenland er en stor halvø, Pelopennes , der kun ved en smal tange er forbundet med fastlandet i nord. Ude på halvøens vestlige del herskede Kong Ojnomaos. Hans hobby og store lidenskab var heste og hestevæddeløb. Han fik ingen sønner, og kun én datter. Hende gav han navnet Hippodameja, Hestebetvingeren. Hun voksede op og blev meget smuk, men hun skuffede sin faders forventninger ved ikke at være det mindste interesseret i heste eller de hestevæddeløb, han ustandselig arrangerede. Så snart Hippodameja var gammel nok, pressede hun sin far for, at han skulle finde en passende mand til hende, så hun kunne blive gift og komme hjemmefra.

Efter lang tids pression måtte Ojnomaos til sidst gå ind på hendes krav. Men han gjorde det på sin egen facon: Han udlovede datteren som væddeløbspræmie ! Den, der kunne vinde over ham selv i væddeløb med hest og vogn på hans væddeløbsbane i hovedstaden Olympia, skulle få hans datter som brud og arve hans rigdomme, når han døde.

Hippodameja var som sagt en meget smuk ung pige, og kongen var meget rig, så det varede ikke længe inden en frier meldte sig, og kongen kunne afholde væddeløb i Olympia under stor opmærksomhed med tilstrømning langvejs fra.

Løbet gik over seks omgange. Bejleren fik en halv omgangs forspring. I sådanne løb måtte man bruge lanse mod hinanden, hvis man kunne komme til det. Allerede efter fire omgange af løbet havde kongens letkørende vogn med de hurtigste heste fra den kongelige stald indhentet frierens vogn, og kongen kunne under farten støde sin lanse i ryggen på frieren.

Flere andre friere forsøgte sig - med samme resultat ! Faderen fik sine væddeløbsdrømme opfyldt - og beholdt datteren.

Men nu skete der det, at prinsesse Hippodameja blev alvorligt forelsket i en af frierne, en ung mand ved navn Pelops, der var kommet til Olympia langvejs fra, tiltrukket af rygtet om den smukke Hippodameja. Han var en dygtig vognstyrer, men det stod klart for Hippodameja, at det ville gå ham som de øvrige friere - medmindre....

Hun udtænkte en djævelsk plan ! En af kongens vognstyrere, en mand ved navn Myrtilos, der havde opsyn med væddeløbsvognene, var dybt og håbløst forelsket i den skønne prinsesse, og hun var i stand til at vikle ham om sin lillefinger. Hvad Hippodameja lovede Myrtilos, ved vi ikke, men hun fik ham til at udskifte den ene af de jernnagler, der holdt hjulene fast til akselen på kongens vogn. Den nye nagle så ud som den gamle, blot var den ikke lavet af jern, men af voks.

Løbet startede ! Pelops, der havde trænet hårdt og skaffet sig et godt spand heste, holdt til at begynde med afstanden til Ojnomaos. Men da vognene i vanvittig fart gik ind i svinget før sidste omgang, lå Ojnomaos kun en vognlængde bag Pelops. Men i varmen fra den høje fart var voksnaglen på kongens vogn smeltet, og nu skete det ! Hjulet løsnede sig, og med et frygteligt brag styrtede vogn og rytter. Ojnomaos blev viklet ind i tøjlerne og blev slæbt til døde af sine heste, mens Pelops kørte i mål som sejrherre.

Hippodameja vandt sin Pelops, men hjemmefra kom hun ikke. Folket hyldede nu Pelops som Ojnomaos' arving og rette efterfølger som konge i Olympia. Pelops viste sig i øvrigt at blive en god konge, og han opnåede den ære, at hele halvøen blev opkaldt efter ham: Peloppenes (der betyder "Pelops land").

Væddeløbene, der var blevet et trækplaster og havde gjort Olympia til en velhavende by, blev fortsat. Myrtilos, der fra nu af havde en magtstilling ved hoffet, blev leder af de store "lege" - væddeløbs- og sportsstævner, der fra nu af blev afholdt regelmæssigt i Olympia. Efter en pause fra år 393 til 1886 blev legene taget op igen med skiftende hjemsteder.

Klik over til oversigten over alle historierne...