Perseus

Stjernebilledet ses hver aften flyvende hen over vores hoveder (på flugt fra gorgon-søstrene - se historien nedenunder). Medusas højre øje (stjernen Algol) stråler afskyeligt - heldigvis må hun af og til blinke med øjet, og så er det lettere at udholde hendes blik. Algol er nemlig en variabel stjerne som pga. en mørk ledsagers formørkelseseffekt lyser kraftigt i to døgn og 11 timer for så at dæmpes i ti timer, inden den atter lyser op. Men stjernen var meget frygtet og navnet betyder oprindelig slet og ret "djævel" !

Den første del af den lange historie kan man finde under Cassiopeia, men lige hér får man afslutningen på denne historie. Historien om Perseus er dog som sådan også en selvstændig historie, om en særdeles modig ung mand!

Historien starter imidlertid med endnu et af Zeus' sidespring: Da Perseus' morfar kong Akrisios fra Argos havde fået datteren Danae (altså Perseus mor), men ingen sønner, opsøgte han Oraklet i Delfi for at spørge Apollon om, hvad han skulle gøre for at få en søn. Apollon fortalte ham imidlertid, at Akrisios bestemt ikke skulle ønske sig drengebørn i familien og at den søn, Danae engang skulle få, ville styrte Akrisios fra tronen. Desperat sørgede Akrisios herefter for at spærre sin meget smukke datter inde i et underjordisk kammer, for at ingen kunne gøre kur til hende. Akrisios havde dog ikke gjort rede for guderne. Zeus, som jo i en del tilfælde havde et godt øje til jordiske kvinder, så sig også lun og længselsfuld på den skønne Danae, så Zeus omdannede sig selv til gylden regn (Zeus var også vejrgud), og lod sig sive ned på jorden til Danae og gennem murværket ind i hendes kammer, hvor han forførte hende og derefter tog tilfreds tilbage til Olympen.

Danae blev gravid og fødte sønnen Perseus. Kong Akrisios var hurtig til at reagere og lod Danae og den lille Perseus tømre inde i en kasse og sætte  ud på havet, hvor kassen skvulpede rundt i bølgerne og nemt kunne være gået ned, så såvel mor som søn var druknet. Men siden Perseus nu havde en så magtfuld far som Zeus, døede han selvfølgelig ikke. I stedet drev de ind på en ø, Serifos, hvor de blev samlet op af en fisker. De bosatte sig på øen og Perseus voksede op alene sammen med sin mor og blev en rask, ung mand.  Kongen i landet, kong Polydektes, lagde kraftigt an på moderen, der som tidligere nævnt var meget smuk (og det er kvinderne altid i disse myter - med mindre det da drejer sig om uhyrer som gorgonerne...). Kongen kæmpede ivrigt for at få moderen som elskerinde, men Perseus var en kraftig ung mand, der værgede sin mors dyd mod kongen.

En dag indbød kongen til et stort gilde. Ud på de små timer var der høj stemning og almindeligt praleri blandt de mandlige gæster. Perseus var for ung og uerfaren til rigtigt at deltage i snakken - han havde hverken kvindeerobringer, rigdom eller magt at prale af. Snakken faldt imidlertid også på de gruelige beretninger om gorgonerne - tre søstre født af Gaia, som var sat i verden for at bekæmpe Olympens guder og som levede langt borte ved verdens ende mod vest. De var så frygtelige at skue, at enhver, der så deres ansigter, stivnede af rædsel og øjeblikkeligt blev forvandlet til sten. Medusa hed den værste af søstrene - hendes hår skulle bestå af lutter farlige slanger, hendes hænder var af bronze og hendes tunge skulle stikke ud mellem et par drabelige hugtænder!

Nu tog Perseus ordet og erklærede med ungdommeligt overmod, at han ikke var bange for noget som helst - for eksempel skulle det ikke genere ham at befri Medusa for hendes grimme hovede. Kongen var ikke sen til at tage Perseus på ordet, Perseus måtte vær så god bevise sit mod og bringe Medusas afhuggede hovede til hoffet, ellers havde han afsløret sig som en løgner og slapsvans.

Nu var Perseus slemt i knibe, men guderne så med velvilje på den unge mand. Guden Hefajstos udstyrede ham med et skarpt krumsværd, guden Hermes gav ham et par vingede sko, og gudinden Pallas Athene gav ham et flot spejlblankt skjold og en solid vadsæk. Således vel udstyret tog Perseus nu af sted på sin dristige færd vestpå.

Efter en lang og farefuld rejse nærmede han sig gorgonernes land. Men da fandt han vejen spærret af "de Grå" eller som de også hedder: Graiaerne. De var tre meget gamle søstre - tre besynderlige hekse, der boede i en hule, hvor der aldrig kom lys ind og de levede af ungt kød ! Ydermere var de søstre til gorgonerne, så det var en god familie! Det sælsomste ved dem var, at de alle tre kun havde ét øje og én tand tilsammen, som de skiftevis måtte låne til hinanden. Perseus sneg sig forsigtigt ganske nær til de Grå og i det øjeblik, den ene rakte øjet til den anden, sprang han frem og snuppede det ud af hænderne på dem. Nu var det ham en smal sag at slippe forbi og komme frem til gorgonerne, der boede midt i en skov.

Som han nu kom nærmere, lagde han mærke til, at skoven bestod af lutter stenfigurer - forsteninger af alle dem, der var kommet gorgon-søstrene for nær. Perseus var klog nok til ikke at bilde sig ind, at han ene af alle skulle kunne udholde at se gorgonerne, derfor brugte han nu de gaver, guderne havde forsynet ham med: Han holdt det blanke skjold skråt ud foran sig og sneg sig nærmere med bøjet hovede, kun vejledt af spejlbilledet. Det lykkedes ham at komme helt hen og gribe Medusa i slangehåret og han huggede derefter hendes hovede af med krumsablen. De to søstre blev selvfølgelig rasende, men det lykkedes ham at flygte med det afhuggede hoved i hånden ved hjælp af de vingede sko. Han lagde mærke til, at hvor han kom frem, faldt fuglene til jorden som sten - Medusas hovede havde altså stadig sin frygtelige virkning. Med bortvendt hoved lagde han Medusahovedet ned i vadsækken og fortsatte sin rejse hjemad.

Pegasus: Idet Perseus huggede hovedet af Medusa, skete noget andet interessant og ejendommeligt: Op af hendes nu hovedløse krop fløj en  bevinget hest, og svingede sig op til Olympen, gudernes bolig. Hesten har af samme grund fået sin egen plads på himlen i kraft et selvstændigt stjernebillede. Det var Pegasus, der siden er blevet et symbol på digternes inspiration, og bliver brugt som ridehest af Zeus, når han har travlt. Men lad os følge Perseus videre på hans færd hjemad:

Her kom han tilfældigt forbi en klippe ved havets brev, hvor en ung snuk pige lå lænket - Andromeda!! Da han standsede og ville løse hendes lænker, forklarede hun, at hun måtte ofres, for at landet kunne blive befriet for Havuhyret. Perseus, der hurtigt var blevet dybt forelsket i den unge pige, skyndte sig derfor hen til Andromedas far og mor - kong Cefeus og dronning Cassiopeia. Dronningen havde låst sig inde i fortvivlelse og var ikke til at få i talen, men kongen lovede Perseus, at han måtte få prinsesse Andromeda til ægte, hvis han kunne klare, hvad ingen anden havde kunnet: At dræbe havuhyret og dermed befri landet for dets forbandelse

Perseus løb derfor tilbage ned på stranden, hvor havuhyret netop var vraltet op på bredden og nærmede sig mistænkeligt Andromeda. Perseus greb sin krumsabel, men sværdhuggene viste sig virkningsløse mod uhyrets skællede krop og Perseus blev slået omkuld med et slag og uhyrets hale. Da kom Perseus i tanke om, hvad det var han havde i sin vadsæk. Han råbte til Andromeda, at hun skulle lukke øjnene og med bortvendt ansigt trak han op af sækken Medusas afhuggede hoved med slangerne, der stadig vred sig. Med et rædselsbrøl stivnede uhyret til en klippeblok på stranden! Perseus kunne nu befri Andromeda og kong Cefeus og dronning Cassiopeia kunne gøre klar til bryllupsfest. At dronningen dog ikke var helt tilfreds med situationen ses af, at hun var positivt medvidende, da Phineas, en forsmået og jaloux tidligere bejler til Andromeda, i spidsen for to hundrede mand gik til angreb på det lykkelige par under bryllupsfesten. Men Perseus trak kvikt Medusa-hovedet op og forvandlede dem alle til sten, så efter denne lille afbrydelse kunne bryllupsfesten fortsætte som intet var hændt.

Perseus tog nu hjem til sit fødested, ø-riget, med sin brud. Her opdagede han hurtigt, at kong Polydektes havde benyttet Perseus' fravær til at (...som det hedder...) "besove hans forsvarsløse mor". Perseus blev rasende og hævngerrig. Han lagde nu sækken med Medusahovedet for kongens fødder og forklarede, hvad der var i. Kongen, der ikke var vant til ærlig tale, slog en latter op og beordrede den unge løgnhals' sæk åbnet, så hans fupnummer kunne blive afsløret. Som sagt, så gjort - og kongen og hans folk stivnede øjeblikkelig til sten!

Perseus og Andromeda overtog ørigets trone. De opholdt sig dog ikke ofte i festsalen med stenstøtten af den tidligere konge. Det fortælles, at senere tog hele familien til Argos, til kong Akrisios, Perseus morfar, og forsonede sig med hinanden. Desværre kom Perseus under en venskabelig diskoskamp til at ramme Akrisios med diskossen og den gamle mand faldt død om. Således gik Apollons oprindelige profeti i opfyldelse alligevel. Perseus blev konge over byen Argos, men byttede med morfarens tvilling og fik derfor byen Tiryn i stedet for.

Tilbage til oversigten :