Orion
Med sine tre klare stjerner på linie er bæltet i Orion let at finde på stjernehimlen. Orion er et stort og smukt stjernebillede. Hans venstre skulder udgøres af kæmpestjernen Betelgeuze (betyder "heltens armhule" på arabisk). Betelgeuze kan tydeligt ses at være rødtlysende - stjernens diameter er hele 400 gange større end vores sol - godt at den befinder sig 425 lysår borte ! Stjerner på Betelgeuzes størrelse udvikler sig med tiden til supernovaer - eksploderende kæmpestjerner. Betelgeuze er nok den tætteste stjerne på os, der bliver til en supernova - sker det i vor levetid, bliver det givetvis et frygtindgydende syn om ikke mere.... Den højre skulder består af stjernen Bellatrix, som betyder "kvindelig kriger" og var Amazonernes stjerne. Disse kvinder skulle have været så krigeriske, at nogle af dem lod højre bryst fjerne for at få bedre plads til buestrengen ! Orion knæ (nogen steder beskrives det dog som hans fødder) ses også klart markeret af to stjerner nedenunder, mens det kun er muligt på klare aftener at få øje på hans sværd i bæltet og hans bue. I Orion befinder sig mange tåger, hvor der sandsynligvis bliver produceret stjerner og solsystemer.
I historien herunder indgår udover Orion også stjernebilledet (eller som det rettere er: Stjernehoben) Plejaderne (også kaldet Syvstjernen, da man i godt sigte vil kunne se syv stjerner). I en hånd- kikkert vil man kunne se, at hoben består af op til 30 stjerner. Plejaderne befinder sig i et punkt på sigtelinien fra Bellatrix forbi den røde Aldebaran i stjernebilledet Tyren og lidt krumt videre. Plejaderne er ifølge mytologien halvsøstre til Hyaderne, der udgør Tyrens trekantede hovede.
Spielberg-fans kender „Devils Tower“ fra filmen „Nærkontakt af tredje grad“, hvor klippen fungerede som kulisse til ufo-landinger. Cheyenne- og Kiowa-indianerne var derimod overbevist om, at „Devils Tower“ var skabt af „Den store ånd“ som værn mod to meget bidske bjørne, der jagtede syv indianske jomfruer. „Det djævelske tårn“ bærer da også dybe, lodrette furer - naturligvis som resultat af bjørnes ihærdige kradsen. For fuldstændig at sikre jomfruernes eksistens anbragte „Den store ånd“ dem på himlen sammen med bjørnene, og - som man selv kan se - i mange lysårs afstand. På Grønland har man (meget logisk...) set Syvstjernen som et kobbel hunde, mens enkelte i den kristne verden har set Plejaderne som selve "Guds hånd". Generelt er Syvstjernen dog i det meste af verden og til alle tider blevet forbundet med noget kvindeligt, ligesom planeten Venus - hvorfor ved jeg dog ikke.
Hyrieus var en barnløs mand, som så inderligt gerne ville have en søn. En dag fik han et fornemt besøg: Guderne Zeus, Posidon og Hermes kom forbi og Hyrieus bød selvfølgelig de fremmede, som han troede var tre fornemme rejsende, på et godt, græsk måltid mad: Oksesteg fra det flotteste dyr, Hyrieus havde. Da de havde spist op, bad guderne Hyrieus om at hente skindet fra den ofrede okse. De knappede så deres kjortler op og stillede sig op rundt om skindet og tissede på det! Hyrieus måbede, men de tre forklædte guder bød ham at grave skindet ned i jorden udenfor hans bolig, så ville hans højeste ønske gå i opfyldelse. Herefter pakkede guderne sammen og forlod Hyrieus' hus.
Ni måneder senere rejste sig fra jorden på det sted, hvor okseskindet var blevet begravet en høj, ung mand - Orion. Hyrieus blev lykkelig og tog "barnet" til sig og Orion voksede og voksede og voksede. Han blev efter sigende så høj, at han kunne krydse havet uden at få vand i hovedet!
Orion var tidligt meget interesseret i jagt - og han var god til det! Han færdedes dagen lang i de store skove, hvor han med sværd og bue jagede de vilde dyr. Selv de stærkeste bjørne og de største ørne måtte lade livet for hans skarpe sværd og sikre pile. Intet, som han havde udset sig som sit bytte, kunne tilsyneladende undslippe.
Engang kom han til en kongerige i Boiotiens skove. Kongen havde intet mindre end syv smukke, unge døtre: Alcyone, Merope, Celaeno, Taygeta, Sterope, Maia og Elektra. Orion forelskede sig på på stedet i alle syv (!), men kongen ville ikke have en omflakkende jæger som svigersøn og afviste Orions bejlen. Orion, der ikke var vant til , at noget bytte gik hans næse forbi, bortførte så en mørk nat den ene af døtrene. Men kongen satte efter ham med sine mænd og om morgenen fandt han Orion i skoven, sovende i den unge piges arme.
Faderen tog nu en grusom hævn: Han lod øjnene stikke ud på Orion og efterlod ham hjælpeløs i skoven. Dette var vel den værste skæbne, der overhovedet kunne overgå en jæger.
Den blinde Orion famlede sig nu i månedsvis af sted gennem skove og bjerge. Omsider nåede han frem til guden Hefajstos, der havde en smedje i bjergene. Hefajstos blev rørt af den forfærdelige skæbne, der var overgået Orion og besluttede sig for at hjælpe ham. Imidlertid kunne han ikke rigtig gøre det selv (Hefajstos var født som krøbling). Han gav derfor Orion en af sine læredrenge ved navn Kedalion med som vejviser på den lange vej, han anviste Orion, gennem de vilde bjerge og ud til den yderste kyst, hvor solen står op af havet. Orion drog så afsted med drengen på sine arme.
Da de efter lang tids hård vandren nåede ud til kysten, satte de sig på stranden og Kedalion hjalp Orion til rette, så han, vendt mod den opgående sol, kunne tænde sine øjnes lys ved dens stråler !
Orion vendte nu tilbage til skovene for at finde kongens døtre, men han kunne ikke genkende landskabet. På stedet, hvor kongen skulle bo, så han nu kun syv smukke hvide duer flyve omkring. Han sendte sine pile efter dem, men de undgik dem og flygtede. Orion anede, hvem duerne var og forfulgte dem nu gennem de vidtstrakte skove. Somme tider syntes det ham, at pigen, han var sammen med i skoven, var med i flokken, somme tider var hun der ikke. Men han fik aldrig ram på duerne - for evigt må han jage sin lykke uden at nå den !
Helt slut er historien om Orion dog ikke (hvis man overhovedet magter flere tragedier...): Orions evindelige praleri om sine jagtevner havde tidligt i Orions liv gjort ham meget populær hos jagtens gudinde Artemis og derfor meget upopulær hos hendes tvillingebror Apollon. Apollon havde på dette tidspunkt i mange år tænkt over, at Orion havde sagt, at han kunne fange og dræbe et hvilket som helst dyr - derfor pudsede Apollon nu Skorpionen på ham. Skorpionen angreb derfor Orion og efter en kort kamp fik Skorpionen held til at tilføre jægeren en dødbringende rift i hælen (stjernen Rigel). Artemis græd over hans død og lod ham genopstå på de himmelske jagtmarker, mens Skorpionen til ære for sin bedrift af Apollon ligeledes fik en plads på himlen. Orion frygter dog stadig Skorpionen: Når stjernebilledet Skorpionen om sommeren går op over horisonten, flygter Orion ned under den - de to stjernebilleder optræder aldrig samtidigt på himlen!
Også de syv søstre satte guderne på himlen til ære for Orion - de blev til Syvstjernen (Plejaderne).... men lysår adskiller i dag Orion og de syv søstre på himlen.
Tilbage til oversigten :
