Dragen
Stjernebilledet Dragen er let at finde på nordhimlen. Den slynger sig mellem Karlsvognen og Lille Bjørn med hovedet med de to store øjne truende vendt mod Herkules.
Historien tager sit udgangspunkt i den lange fortælling om Herkules' 12 opgaver.
Da Eurysteus sendte Herkules
ud på den tolvte og sidste opgave, var Eurysteus kommet godt op i årene. Det var bar
begyndt at nage ham, at en skønne dag ville det hele være slut. Og det fik ham på
følgende idé: Herkules skulle hente Hesperidernes gyldne æbler.
Dengang Zeus havde holdt bryllup med sin Hera, fik bruden af moder Jord som brudegave nogle gyldne æbler, som gav enhver, der nød af dem, udødelighed og evig ungdom ligesom guderne. Hera plantede æblerne ude ved jordens grænser fjernt i vest ved den uendeligt brede flod Okeanos, der omflyder hele jorden. Dér boede tre nymfer: De skønt syngende Hesperider. Deres far var titanen Atlas (titaner er kæmper, som man kan læse mere om i historien om Ørnen), som ude ved verdens ende bærer himlen på sine skuldre, mens deres mor var Natten og deres søstre skæbnegudinderne Moirerne og ligeledes dødsguinderne Kererne. En frygtelig drage var sat til at vogte træet, hvor æblerne hang. Den havde hundrede hoveder, mange forskellige stemmer, og sov aldrig !
Herkules drog derfor afsted med skib mod vest. Det var en besværlig tur, hvor Herkules måtte kæmpe med havoldingen Nereus, som ville have Herkules til at røbe, hvor den guddommelige have fandtes, og med andre modbydelige karle så som Antios og ægypterkongen Busiris - men Herkules slog dem alle ihjel efter tur ! Efter den lange rejse nåede han omsider stedet, hvor man gennem et smalt stræde (Gibraltar-strædet kalder vi det nu) kan sejle ud på Okeanos - hvis man tør ! Herkules turde. Efter mange strabadser på flodens stromfulde og vidtstrakte vande nåede han frem til, hvor intet menneske før havde sat sin fod: Okeanos' modsatte bred, ved kanten af verden, dér hvor Atlas stod og bar himmelhvælvingen på sine skuldre.
Herkules kunne nu bringe Atlas en hilsen fra hans bror Prometeus, som Herkules havde befriet fra Ørnen. Atlas blev meget glad for disse nyheder, og i sin taknemmelighed tilbød han Herkules at hente en kurvfuld æbler ud fra haven, der ikke lå langt derfra. Haven var utilgængelig for alle andre end Atlas - han var den eneste, der havde magt over dragen. Herkules måtte imidlertid bære himmelhvælvingen for ham imens.
Efter et stykke tid kom Atlas tilbage med en kurv fuld af de gyldne æbler. Dragen havde ganske rigtigt ikke gjort ham noget. Atlas virkede glad og lettet over endelig et stykke tid at have været fri for at bære den tunge himmelhvælving. Han sagde nu smi8lende til Herkules: "Jeg har tænkt på, at jeg kan da også godt bringe æblerne til Eurysteus for dig." Herkules forstod, at nu skulle der handles hurtigt, hvis ikke han skulle blive himmelhvælvingbærer i al fremtid - for Atlas ville selvfølgelig aldrig vende tilbage. Derfor lader han som om, han går ind på tilbuddet, kun må Atlas lige holde himlen et øjeblik, medens han selv får lagt en pude over skulderen. Det fandt Atlas var ganske rimeligt, han lagde derfor pænt æblerne på jorden og overtog himmelhvælvet, men imens tog Herkulet i stedet æblerne og skyndte sig bort fra Atlas, der brølede af skuffelse og raseri. Ved verdens yderste rand står Atlas den dag i dag og bærer på den tunge himmelhvælving, hvorover sol og måne går deres gang, og hvor stjernebillederne fortæller de gamle historier for stadig nye generationer.
Herkules nåede lykkeligt tilbage over Okeanos og hjem til Mykene. Imidlertid var det for sent for Eurysteus - han var død i mellemtiden ! Så spiste Herkules selv æblerne....
Hera and Zeus blev meget fortørnede over, at dragen ikke evnede at passe bedre på æblerne. Derfor placerede Hera som straf den mellem de forfrosne pol-stjernebilleder, for altid at passe på himlen - og den finder aldrig hvile - den er på himlen hver eneste nat !
Tilbage til oversigten :
