Mere om Søgebilleder

En del steder i bogen bruger jeg begrebet ”søgebilleder”, som jeg finder, er et meget anvendeligt og overskueligt begreb, der dog rummer betydelig flere facetter end beskrevet i bogen. Derfor har jeg forfattet denne uddybning og nyfortolkning:

For at kunne svare på spørgsmål som ”hvad er det?” skal vi kunne opfatte, registrere og huske i billeder og her kommer det centrale begreb i naturpædagogik ”søgebilleder” så ind. Med søgebilleder forstås indre, billedlige forestillinger af objekter i verden og umiddelbart i forlængelse hertil, findes kognitive forestillinger (forforståelser) om, hvor man kan finde de pågældende ting og under hvilke omstændigheder, hvad man kan bruge dem til, hvorfor de er sjove etc. altså et arbejde med alle de ”inspirationsspørgsmål”, som er omtalt i bogen på side 139. Alle vil kunne fremmane et søgebillede af en ”mariehøne” - alene ordet får søgebilledet som et indre lysbillede til at poppe frem og vi ser virkelig mariehønen for os – ”for vores indre blik”, som man siger. Som vi skal se senere, behøver et søgebillede ikke nødvendigvis være et visuelt lysbillede, men kan også være en indre lyd, en indre følefornemmelse eller en anden sansning, der popper op analogt med føromtalte lysbillede. I mange tilfælde (men absolut ikke ubetinget) består et søgebillede af flere forskellige typer af sanse-fornemmelser, der typisk smelter sammen, så der ubevidst dannes et samlet indre ”billede”, hvor sanse-delelementerne ikke let lader opløse. Søgebillede-begrebet forstås lettest ved at tage udgangspunkt i ”det indre lysbillede”, idet de fleste mennesker vil associere stærkest til objekter gennem at forestille sig disse rent visuelt. Det karakteristiske ved søgebilleder er, at de udgør indre repræsentationer af ydre forhold og at søgebillederne som udgangspunkt er ”rene”, dvs. upåvirkede af sym- og antipatier, af viden i øvrigt om objekterne, af intellektuelle betragtninger osv. At dette næppe holder i praksis kan bl.a. ses, når araknofobikere skal beskrive en edderkop – den bliver oftest gjort meget større og meget mere dramatisk udseende end den er i virkeligheden, men dette er måske netop et resultat af, at de oprindelige sansninger, som udgør grundmaterialet for opbygning af søgebilleder, er følelsesmæssigt og intellektuelt påvirkelige, når disse bearbejdes og bliver til erfaringer. Men der foregår en ubevidst stræben efter at gøre søgebilleder ”rene” og dermed anderledes realistiske som baggrundsmateriale for videre kognitive overvejelser. Søgebilleder er dog grundlæggende subjektive og derfor vil en persons søgebillede af en giraf ikke nødvendigvis repræsentere en anatomisk korrekt udgave af dyret, men for den enkelte person vil søgebillederne repræsentere den virkelighed, den pågældende har haft adgang til og det udgangspunkt verden herfra betragtes via og som personen refererer til, når fx hun i en tekst læser om en giraf.

Dyr har også søgebilleder, som er betydningsfulde for deres overlevelse: Når musvågen "muser" over en græsmark reagerer den kun på mus, dens fokus er helt og holdent på dette fødeemne, den leder efter nogle træk, der kalder på genkendelse af søgebilledet "mus". En skrubtudse kan hurtigt registrere om et objekt er trussel eller bytte. En orm udløser fangstadfærd, mens en snog udløser flugtadfærd – sorteringen sker på baggrund af objektets bevægelsesmønster og foregår i selve øjets nethinde, bearbejdningen af sanseindtrykkene behøver altså slet ikke i dette tilfælde hos skrubtudsen gå via centralnervesystemet, hvilket gør responsen fuldstændig uafhængig af hjernens eventuelle påvirkning og responsen bliver derved hurtig, sikker og konsekvent. På samme måde registrerer vi også lynhurtigt en masse om verdenen uden at spekulere over og overveje tingene dybere. Vores respons kommer dog først efter at impulserne har været en tur forbi hjernen og dér vil vores søgebilleder blive anvendt som referencer og responsen vil udføres med dette som baggrund. Dog er der en undtagelse, da enkelte af vores reaktionsmønstre er frie for nogen central påvirkning: Reflekser når slet ikke op til de højere hjerneområder, reflektorisk respons foregår hurtigt, og først efter at vi rent faktisk har handlet, får vi mulighed for at nærmere at forstå, hvad det nu var, der skete. Men i alle andre tilfælde ryger sanseoplevelser hos mennesker igennem ”computeren” og konfronteres med individets søgebilleder. Søgebillederne gør os mere flexible og giver mulighed for tilpasning til ændrede forhold, en omstændighed der givetvis har været særdeles betydningsfuld for menneskets overlevelse. Set i et evolutionært perspektiv er det rimeligt at antage, at menneskets evne til at skabe tydelige søgebilleder i hovedet har givet mulighed for en stærk reference, der har gjort os særligt tilpasningsdygtige overfor nye situationer i omverdenen. Søgebillederne har skabt basis for fantasi og fantasifulde løsninger på problemer, de har gjort det muligt for os at udvikle sprog gennem gensidige referering til andres søgebilleder og de har givet basis for omtanke og kognition på et helt anderledes avanceret plan, end vi kender fra andre dyrearter. Søgebillederne skal ikke have æren for alle menneskets fremragende egenskaber, men jeg mener ikke, det er at gå for vidt at konstatere, at de har været forudsætningen for hele bevidsthedsudviklingen.

Vi husker helheder, men det er individuelle billeder baseret på observerede detaljer af verdens objekter, vi har inde i hovedet. Det er vanskeligt at forklare andre, hvordan man genkender fx en ræv, hvis den anden person ikke har en reference at koble billedet til. Man kan så forsøge at referere til noget, den anden person rent faktisk har et søgebillede af: Fx kunne man fortælle, at en ræv ligner en hund, at den er rødlig og har en lang hale, hvilket gør, at referenceerfaringerne hos det andet menneske vil kunne give et grundlag for at forstå det oprindelige billede ”ræv”, men personen vil ikke selv kunne indlemme et realistisk søgebillede af en ræv, førend vedkommende rent faktisk har set dyret og selv kunnet opleve dets detaljer. Det er nemlig sådan, vi danner denne enhed, som et søgebillede er: Ved at overskue en masse detaljer omkring objektet og registrere bevidst og ubevidst forskelle på dette objekt og på de andre billeder, vi har inde i hovedet. Oftest giver søgebillederne kun mening som den helhed, vi har skabt os og bliver vi bedt om at opsplitte helheden i detaljerne, bliver det svært - vi kan eksempelvis kun med megen omtanke og træning redegøre for, hvordan antennerne på en bænkebider ser ud, men får vi udstukket en tegning af en bænkebider, hvor antennerne er tegnet helt forkert, er vi med det samme opmærksomme på fejlen, som bryder vores helhedsbillede.

Vi forsyner os hele tiden selv med nye søgebilleder gennem ovennævnte oplevelsesproces, men tidligere konstruerede søgebilleder bliver også hyppigt udfordret og måske udbygget, dog bliver de sjældent helt radikalt ændret, da vi ubevidst gør meget for at fastholde den sikkerhed, som etablerede søgebilleder giver os. Hvis vi har lavet os et godt billede af noget, så er det meget svært at komme væk fra, hvis det skulle vise sig at være forkert – fx hvis man har et billede af, at en brændenælde har hvide blomster (det er døvnælden, der har det), så vil man hyppigt forsøge sig med alle mulige forklaringer, når man møder brændenælder med små, uanselige og ikke særligt hvide blomster. Søgebilleder kan være ganske detaljerede og med tiden – og oplevelserne – kan der komme flere og flere detaljer på.

døvnælde med store, hvide blomster
Døvnælde til venstre og brændenælde til højre

Billeder udefra, heriblandt naturoplevelser, hjælper os som sagt med at danne søgebilleder. Det er meget vanskeligere at frembringe søgebilleder og skabe kontakt til ens egne tidligere skabte søgebilleder gennem tekst. De fleste vil intuitivt derfor også meget nemmere kunne bestemme en plante eller et dyr ud fra en fotobestemmelsesbog eller en bog med tegninger end ud fra en tekstbaseret bestemmelsesnøgle. Et billede er også tit meget nemmere at huske end en tekst, netop fordi vi kan huske det som en helhed, hvor teksten skal huskes som en sekvens. Søgebilleder giver via sine klare indre forestillinger om ting i verden vi har oplevet og husker, basis for historiefortælling og kreativitet ad legio, hvilket giver mulighed for at kunne dele elementer i vores indre verden med andre, når vi kan referere til hinandens søgebilleder. Selv om søgebilleder er individuelt konstruerede, har forskellige personer i meget høj grad de samme grundtyper af søgebilleder inde i hovedet.

Søgebilleder udvikles gennem samspil med andre hele vores liv. Tidligt lærer vi, at "græs er grønt" - som et første-søgebillede kan græs dermed danne referencerammen for andet grønt. Græs bliver et ikon i den indre repræsentation, der kobles sammen med andre ikoniske repræsentationer, når vores hjerne inkorporerer nye søgebilleder.Den grønne farve bliver med tiden frigjort mere fra ikonet - vi behøver ikke tænke på græs, hver gang vi sansemæssigt anvender farven grøn, men ikonet er fastholdt som en slags sproglig definition på sansningen, vi altid vil kunne referere tilbage til, hvilket man kunnet konstatere ved at iagttage aktivitet i forskellige hjerneområder. Udvikling af sprog er vigtigt for udvikling af søgebilleder, gennem italesættelse styrker vi vores egne koblinger og vi er via sprog også i stand til at udvikle vores søgebilleder med andre mennesker og deres søgebilleder. Det er egentlig ganske imponerende: Ord kan tænde søgebilleder, som kan tænde følelser, som kan tænde reaktioner - prøv eksempelvis at sige til en araknofobiker, at der hænger en stor edderkop lige over hans hovede (se i bogen under afsnittet om fobier)!

Én ting er at referere til andres søgebilleder, en helt anden ting er at forsøge at skabe søgebilleder hos andre. Gennem udveksling af oplevelser og mere struktureret gennem egentlig undervisning er det almindeligt, at vi prøver at give/formidle andre mennesker nogle bestemte søgebilleder. Men mens vi godt kan påvirke andre intellektuelt med de sekundære oplevelser, disse udvekslinger repræsenterer, så er søgebillederne med deres billedlige repræsentation af en del af virkeligheden vanskelige at påvirke og helt umulige at skabe fra grunden uden primære oplevelser. Sproget er den enhed, vi kan søge at dele søgebilleder med andre og via sprog kan vi sammenligne søgebilleder og via billederne som reference udveksle en ellers tavs viden, som netop er tavs, fordi søgebilleder kun med meget store vanskeligheder lader sig forklare helt fra grunden. Søgebilleder er som tidligere nævnt ikke nødvendigvis knyttet til synet – blinde har også søgebilleder baseret på auditive eller taktile erfaringer med objekterne. I mange tilfælde vil ”det indre lysbillede” heller ikke være et konkret billede, men mere en fornemmelse af et billede, hvor delelementerne fuldstændigt er smeltet sammen til en helhed. Et søgebillede kan knyttes til en bestemt genstand (eksempelvis birketræet i mormors have) eller til et mere generaliseret billede (et slags gennemsnit for en masse birketræer, jeg har set). I sidstnævnte tilfælde kan søgebilledet springe mellem forskellige træer, hvilket kan være vanskeligt at forholde sig til; billedet kan komme til at blive noget tåget og oftest vil de fleste derfor ønske at fastholde søgebilleder på bestemte, konkrete ting. Søgebilleder adskiller sig trods alt også fra begreber ved netop at være konkrete i deres udgangspunkt.

Vi oplever aldrig kun verden gennem en enkelt sans, der er altid flere sansetyper på spil - at få disse til at give mening sammen er derfor afgørende og sanseintegrationen er en uhyre vigtig dimension i omverdenserkendelsen. Omsættelse af sanseindtryk til en bevidsthed om verdens sammensætning har adskillelige lag. At vi eksempelvis kan se dybder, er en følge af, at vores øjne sidder en smule forskudt fra hinanden og at sansningerne fra de to øjne integreres i hjernen til en forestilling om dybder, nuancer og distancer, men i mange tilfælde er det rent faktisk ikke direkte, at vi ser dybderne, men der er tale om, at vi ud fra erfaring udleder, at der eksisterer tre dimensioner. Vi ser aldrig verden kun én- eller to-dimensionelt og heller ikke kun tre-dimensionelt, vi oplever nemlig verden også i et tidsperspektiv og med med en masse emotionelle forhold og refleksioner ind over.

Søgebillederne er mere end blot ”viden om” – det er også en indre antagelse og en stræben, en evne til at indstille opmærksomheden på netop dette objekt, en evne til at se den bestemte ting for sig – noget der er et resultat af adskillige primære oplevelser med det pågældende objekt. Søgebilleder repræsenterer mere diffus og måske endda eksplicit information end konkret information (jf. bogens s. 26). Søgebilleder er knyttet til det sensoriske og i mange tilfælde spiller det kognitive en underordnet rolle, gennem søgebilleder kan man sansemæssigt og følelsesmæssigt genopleve en tidligere oplevelse og sætte den i spil for nye oplevelse og læring. Til et givent oplevelsesniveau hører bestemte søgebilleder – disse bruges til at forstå oplevelsen og hjælpe andre med at få skabt kontakt til den enkeltes referenceerfaringer. At lære at kende forskellige dyr og planter er at øge sin mængde af søgebilleder - altså vide hvad, hvor, hvordan og hvorfor man kan kigge efter forskellige ting i naturen. Søgebillederne er desuden udgangspunktet for vores hverdagsbevidsthed – de spontane forestillinger som udgør den logik, vi forstår verden med og som så at sige får verden til at hænge sammen og give mening for os.

En særlig slags søgebilleder er ”de mentale kort”, altså et slags landkort, der fortæller en hvor tingene er og hjælper en med at finde rundt. Vi har mentale kort både på stor skala over veje og byer og lille skala over i hvilken skuffe i vores skrivebord, at vores saks ligger. De mentale kort giver overskuelighed og mening i tilværelsen og hjælper os med at navigere rundt i hverdagen uden at skulle spekulere dybt over petitesser hele tiden. Dyr vides også at have mentale kort til at kunne finde rundt i verden; det kunne være ganske spændende at ”læse” en solsorts mentale kort over dens territorium eller få indblik i en gravehveps’ evne til at genfinde det skjulte sted, hvor den tidligere har nedgravet sit æg...

Hvordan vi ser på verden, afhænger af hvem vi er. Vi har måske forskellige søgebilleder, når det gælder "et træ" - nogle har meget udspecificerede søgebilleder efter træart eller placering eller måske årstid. For nogle mennesker indeholder deres specifikke søgebilleder helt særlige elementer: En dreng, der elsker at klatre i træer, vil se grenene, hvordan de sidder og hvordan mulighederne for at svinge sig rundt i træet. Søgebilledernes elementer viser noget om vores interesser og prioriteringer, vi har fokus på det meningsfulde og betydningsfulde, ting som synes ubrugelige, uvæsentlige eller ligegyldige for os, vil blive lagt langt tilbage i hukommelsen eller ligefrem glemt. Da jeg var ude en dag i eftersommerskoven blev mit søgebillede aktiveret, så snart jeg så en lille krybende sag på skovbunden - det var en kuglebænkebider (og jeg genkendte den, inden jeg fandt ud af artsnavnet) - jeg så den særlige form, det særlige billede, den særlige helhed, den udgør, og der gik et stykke tid, inden jeg tænkte ordet "kuglebænkebider". Jeg vidste, jeg havde set noget særligt, noget sjovt, noget velkendt, noget som var spændende at undersøge, men jeg kunne ikke lige komme på hvad. Kuglebænkebider var så det næste, der kom ind i mit hovedet og derefter fik på tag på detaljeelementerne i mit søgebillede, så jeg fandt ud af, at jeg måtte pille ved den, så jeg kunne få den til at lave en kugle. På den måde brugte jeg mit søgebillede til at få sat et navn på og til at få en aktivitet sat på.

Hvilke søgebilleder, der "antændes" og bruges i en given situation, er motivationsafhængigt: Er et dyr sultent, er der det "mad-søgebilleder", der bliver fremtrædende, og ligeledes med os: Søgebilleder hjælper os til at lede i verden efter lige præcis det, vi har brug for til at stille vores behov her-og-nu. Søgebilleder har således en naturlig overlevelsesfunktion, de hjælper os til at klare os igennem en verden med mange distraktioner og forvirrende krydsninger af sansedata. Skal antallet er søgebilleder udvides, kræver det nogle gange, at vi ikke gør os til slaver af de bestående: Det er nemlig ikke sådan, at vi aldeles er i vores drifters vold, vi kan godt disciplinere os selv til at søge efter noget andet på trods af en given motivation, hvis altså helt grundlæggende behov er dækket nogenlunde - hvilket vores behov jo hyppigst er i vores verden (det er sjældent at vi er ved at dø af sult eller reelt behøver at frygte for vores liv). Fx. kan det være nyttigt til tider at bede folk om at vente på særlige natureoplevelser skønt de måske fryser, er sultne og trætte, for venter man ikke på trods af sine nu-og-her behov, får man fx. aldrig ørnen at se tæt på, eller hører nattergalen. Sådanne oplevelser udvider antallet af søgebilleder og dette giver yderligere tryghed og motivation ved fremtidige oplevelser.

Søgebilleder er individuelle om end, at vi i almindelig forstår hinandens strukturer omkring specifikke søgebilleder. Det er forskelligt, hvad og hvordan vi indlemrer søgebilleder i vores hjerne - og også hvilke sanser og foretrukne modalitet (modtagelsesstil), vi bearbejder omverdenens indtryk med. Nogle mennesker er eksempelvis meget visuelle og husker rigtig godt, hvad de har set, mens andre eksempelvis er mere taktile og skal røre og mærke ved ting for at oplevelsen sætter varige spor. Dette kendes i tankesættet om multiple intellingens (udviklet af Howard Gardner) og omsat til en forståelse af læringspotentialer i teorien om læringsstile udviklet af Rita og Kenneth Dunn. For nogle mennesker vil de stærkeste søgebilleder være i form af duftminder, for nogle berøringsminder og for nogle lyde - sandsynligvis rummer søgebilleder altid flere af disse sanse-minder og forskelle i de kognitive, intellektuelle koblinger hertil. Det er igen vigtigt at slå fast, at søgebilleder ikke kun refererer til visuelle, indre "fotos", men skal forstås bredere, om end begrebet lettest lader sig forstå og perspektivere med reference til det visuelle, som også hyppigt er det dominerende i søgebilleder.

Evnen til at fastholde og bladre i den indre database af søgebilleder synes at være forbundet med et særligt hjerneområde, hvis eksistens er blevet identificeret på vældig interessant vis: Da mennesket er et socialt dyr, er evnen til ansigtsgenkendelse helt nødvendig for at identificere gruppemedlemmer og ansigtsgenkendelse er en af de færdigheder, mennesket hurtigt udvikler, der er således tale om en medfødt disponering, der skal modnes og som har væsentlig, overlevelsesmæssig betydning. Nogle forskere mener, at mennesket bruger et særligt område i højre hjernehalvdel til at genkende ansigter. Dette område aktiveres imidlertid også i andre situationer – eksempelvis når ornitologer studerer fugle. Hjerneområdet synes således at fungere til generelt at genkende og identificere omverdenselementer. Søgebilleder kan betragtes som en port fra korttidshukommelsen (også kaldet arbejdshukommelsen) og ind i den mere permanente lagring i langtidshukommelsen, idet vi med nye oplevelser kan igangsætte en kobling mellem de umiddelbare sansninger og de tidligere gjorte erfaringer, hvilket bl.a. fremgår af mit eksempel ovenfor med kuglebænkebideren.

Vi har forskellig evne til at genkalde søgebilleder visuelt, en helt manglende evnetil at danne mentale billeder kaldes for aphantasia og er vilkår for 2-5 % af befolkningen, der gør, at de fx. har svært ved at huske ansigter og detaljer ved naturelementer, mens de godt kan genkalde sig andre sanseindtryk end de visuelle (mere om det her: https://www.sciencedirect.com/science/article/abs/pii/S0010945220304317).

Lidt groft kan man sige, at søgebilleder dannes via systematisering af en spontan opmærksomhed, men søgebilleder gør brug som basis for en fokuseret opmærksomhed. Forståelse for søgebilleders betydning i forbindelse med naturoplevelser er pædagogisk væsentligt, det giver basis for erkendelse af det naturpædagogisk mest vigtige: At give andre mennesker mulighed for oplevelser med og i naturen.

Billen metalvinge - et flot søgebillede... :-)

Søgebilleder giver os forventninger om at se bestemte ting og særlige sammenhænge. Et eksempel er, at mennesket har en tendens til at se ansigter alle vegne - i skyerne, i malerier og selv på Mars. Vi har simpelthen i høj grad lært at registrere ansigter eller måske rettere er denne evne en forudsætning, vi er født med, og slet ikke kan lade være med. Vi leder efter billeder i verden, der passer med vores indre søgebilleder og der sker en slags fastlåsning af input (interesserede kan læse mere i artiklen på http://kortlink.dk/uww). Sandsynligvis kan man betragte fænomenet som en slags forsvarsmekanisme for sanserne, så vi ikke behøver at lære alt om verden hver gang, vi støder på det. Psykologiprofessoren Dion Sommer kobler det i bogen Leg - en ny forståelse (Samfundslitteratur, 2020) sammen med vores legetrang og kalder det med eksempel fra vores tendens til at opfinde tegninger på stjernehimlen (stjernebilleder - se mere om det her: http://www.naturpaedagogik.dk/stjerner/) for "vores iboende trang til at konstruere mening ud af næsten hvad som helst - som arten homo begrebicus".

Der er mange måder, hvorpå man konkret kan arbejde med søgebilleder. Indsigt i andres søgebilleder giver vigtig information om den pågældendes tidligere oplevelser, motivation og mentale baggage og dermed om, hvordan der kan arbejdes med omverdensforhold på nye måder, der kan lede til ny læring og erkendelse. Man kan eksempelvis lægge en associationsrække af begrebskort sammen i en mindre gruppe (fx. starte med ordet "vand" og fylde associationer på herfra - eventuelt i form af tegninger - og dernæst nye associationer til de første associationer). Dette kan give en vigtig viden om, hvor man bør satse på ny formidling med en gruppe, når man kan se, hvilke "huller" der eventuelt kan optræde i associationsrækken. Denne metode kendes også fra de såkaldte "mind-maps". Man kan også tage på en fantasi-rejse, hvor en åben fortælling skaber en ramme for, at den enkelte gennem sine søgebilleder kan genopleve en række sansninger. Hvis man skaber et roligt og trygt rum for en sådan fantasi-rejse, vil deltagerne ofte opleve overraskende konkrete sanseoplevelser som fx. fornemmelsen af sol på huden, hvilket kan ud over den meditative, beroligende effekt kan tjene til efter-bearbejdning af naturoplevelser og motivering til nye oplevelser. Søgebilleder kan bruges som udgangspunkt til forskellige kunstneriske udtryk, hvor fokus ofte bliver på særlige detaljer, der meget vel kan give anledning til yderligere dialog omkring naturens små og store opbygninger og sammenhænge. I leg trækkes ofte på søgebilleder fra naturen og dette kan selvsagt udnyttes gennem en svag styring til en dannende leg om naturens forhold.

Ordet søgebilleder er delvist et udtryk, jeg har opfundet til lejligheden, idet jeg ikke synes, der findes andre dækkende udtryk for disse betydningsfulde, indre repræsentationer. Ordet indikerer, at billederne giver mulighed for at søge – nemlig en søgning i verden efter oplevelser med udgangspunkt i de allerede erhvervede indre billeder. Søgebilleder er basis for vores forforståelse af verden - altså hvilke betragtninger vi lægger på verdens forskellige forhold på forhånd og som derved bliver udgangspunktet for vores konstruktion af virkeligheden (se om konstruktivisme her). Søgebilleder kan sammenfattende betragtes som en overlevelsesmekanisme, der er udviklet gennem vores udviklingshistorie til at forsyne os med referencer, der forbedrede vores art overlevelseschancer. Stadigvæk giver vores indre billeder os betydningsfulde referencer, når vi får nye oplevelser i verden og søgebillederne giver os mulighed for at søge efter særlige ting og særlige oplevelser, fordi vi har billeder af, hvad det konkret er, vi går efter. I naturpædagogiske sammenhænge er søgebilleder af dyr, svampe og planter derfor uendeligt vigtige som basis for mer-oplevelse og ny-formidling.

Mere om Søgebilleder

Håndbog i naturpædagogik: